Vi skal passe på, at aktiv dødshjælp ikke ender med at blive en etisk glidebane

Niels Kristian Kragh 27.03.2025

AKTIV DØDSHJÆLP // KOMMENTAR – Hvis vi med tiden lemper reglerne for, hvem der kan modtage aktiv dødshjælp, og åbner for at give den til psykisk syge eller måske endda til personer, der blot er trætte af livet, så står vi over for en etisk glidebane, skriver Niels Kristian Kragh.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om aktiv dødshjælp har i den senere tid fået øget opmærksomhed. Statsminister Mette Frederiksen har udtalt, at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp.

Hun bakkes op af den danske befolkning, der i overvejende grad også er tilhængere af aktiv dødshjælp. Hele 72 % af befolkningen har i en undersøgelse om aktiv dødshjælp svaret ja til, at de ønsker, at aktiv dødshjælp skal gøres lovligt i Danmark. Statsministeren bakkes endvidere op af et nyligt nedsat udvalg, ”Udvalget for en mere værdig død”, som netop har fremlagt en plan for, hvordan aktiv dødshjælp kan indføres i Danmark.

På den anden side står Etisk Råd, hvor 16 ud af 17 medlemmer ikke ønsker, at aktiv dødshjælp skal gøres lovligt. Et nyt netværk, ”Nej til statsassisteret selvmord”, hvor blandt andre lægen Søren Brostrøm er medlem, har ligeledes valgt at være kritisk over for aktiv dødshjælp – hvilket navnet på netværket tydeligt indikerer.

Problemstillingen omkring aktiv dødshjælp er præget af flere dilemmaer. Man kan fint sætte sig ind i et centralt argument, som til tider anvendes af fortalere for aktiv dødshjælp: at et liv i smerte kan være ubærligt, og at det i nogle tilfælde kan virke meningsløst og udsigtsløst at fortsætte livet.

Et liv i smerte kan være ubærligt, og det kan i nogle tilfælde virke meningsløst og udsigtsløst at fortsætte livet

Det er muligt, at en person indimellem ville kunne fortryde at have valgt at dø via aktiv dødshjælp (hvis altså muligheden havde været til stede), men opvejer det de mange mennesker, som må leve i smerte og uden mulighed for at afslutte livet?

Fortalere for aktiv dødshjælp lægger ofte vægt på den menneskelige autonomi og på, at aktiv dødshjælp vil kunne gavne flest mulige mennesker. Modstandere lægger derimod vægt på, at det enkelte individ er uerstatteligt. Dilemmaet er tydeligt.

Udviklingen i andre lande

Et andet centralt argument i debatten om aktiv dødshjælp er det såkaldte glidebaneargument. Glidebaneargumentet går ud på, at et tiltag uundgåeligt vil føre til noget andet end det, man oprindeligt havde i tankerne. Et eksempel kunne være, at folk – hvis man legaliserede hash – efterfølgende ville begynde at indtage hårdere stoffer, og at staten senere kunne finde på at legalisere nogle af disse.

I forhold til aktiv dødshjælp kan glidebaneargumentet forstås således, at der i starten vil være strikte kriterier for, hvornår aktiv dødshjælp skal kunne være en mulighed. Hvis vi med tiden lemper reglerne for, hvem der kan modtage aktiv dødshjælp, og åbner for at give den til psykisk syge eller måske endda til personer, der blot er trætte af livet, så står vi over for en etisk glidebane.

I Holland fandt 1,3 % af alle dødsfald i 2003 sted via aktiv dødshjælp, mens tallet i dag ligger på 5,1 %

I relation til glidebaneargumentet er det værd at se på udviklingen i lande, hvor lovgivningen er anderledes end i Danmark. I Holland og Belgien har man indført aktiv dødshjælp i henholdsvis 2001 og 2002, mens lande som Schweiz og Luxembourg tillader assisteret selvmord.

Her synes en bemærkelsesværdig udvikling at finde sted. I Holland fandt 1,3 % af alle dødsfald i 2003 sted via aktiv dødshjælp, mens tallet i dag ligger på 5,1 %. I Belgien har man tilsvarende set en stigning i antallet af personer, der vælger aktiv dødshjælp.

En sådan stigning behøver ikke i sig selv at være et problem. De omkring 5 % af dødsfaldene i Holland kan i teorien være mennesker med et udsigtsløst liv forbundet med stor smerte, men tallene bør give anledning til nærmere undersøgelse. Historier som den om den 35-årige hockeyspiller Fleur van Dooren, der i 2023 valgte aktiv dødshjælp som følge af en mangeårig depression, er blandt flere, som har floreret i medierne. Selvom der kan ligge mange faktorer bag, er det svært ikke at lade sig berøre af sådanne tilfælde.

Det er også nærliggende at tænke, at dem, der har anvendt glidebaneargumentet som advarsel, har haft god grund til det – særligt i lyset af udviklingen i Holland.

Vi må ikke ende der

Men behøver vi ende i en glidebane? På den ene side kan man – som Etisk Råd – argumentere for, at en lovændring i retning af legalisering kan føre til en etisk glidebane som den, man har set i Holland. På den anden side kan man, som filosof Thomas Søbirk Petersen hævder, anfægte, at et glidebaneargument er uundgåeligt. Petersen nævner et eksempel fra USA omkring vaccination og skriver:

”Blot fordi et land har et børnevaccinationsprogram, der involverer straf og tvang, som i USA, hvis man som forældre undlader at lade sine børn vaccinere, behøver alle andre lande, der har et børnevaccinationsprogram, jo ikke også at involvere samme straf og tvang.”

At vi har set en glidebane i et andet land, betyder altså ikke nødvendigvis, at det samme vil ske, hvis vi indfører aktiv dødshjælp i Danmark.

Også i Holland blev glidebaneargumentet sandsynligvis fremført som en risiko, da man indførte aktiv dødshjælp

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden, som Storm P. sagde – men man er nødt til at tage glidebaneargumentet alvorligt.

Det er svært ikke at lade sig berøre, når man ser en dokumentar som Anders Lund Madsens På tirsdag skal jeg dø, og man bør heller ikke henfalde til dogmatiske henvisninger til glidebaneargumentet, hvis det fører til, at mennesker må leve deres sidste tid i store smerter.

Samtidig er det svært ikke at lade sig berøre af udviklingen i Holland.

Vælger vi at indføre aktiv dødshjælp i Danmark, må vi være varsomme, så vi ikke ender dér, hvor Holland er endt. Det kan lyde banalt, men også i Holland blev glidebaneargumentet sandsynligvis fremført som en risiko, da man indførte aktiv dødshjælp. Dette er vigtigt at have for øje i den danske debat.