FORSKNING // KOMMENTAR – De seneste måneder har der udfoldet sig en stor offentlig ordstrid i krydsfeltet mellem politik, migrationsforskning og islamdebat. En norsk PhD-studerende fik en lidet flatterende rolle i debatten idet hendes projekt fejlagtigt blev udlagt som et forsøg på at fremstille genopdragelsesrejser som et eventyr. Nu svarer hun igen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har som PhD-studerende oplevet uventet og ubehagelig opmærksomhed i danske medier, fra politikere og professorer omkring mit arbejde. Årsagen er et kort sammendrag af en konferencepræsentation. Konferencen samlede flere hundrede forskere, kunstnere og studerende omkring temaet Colonial/Racial Histories, National Narratives and Transnational Migration. Konferencer som denne spejler en stor udbredt faglig interesse og et behov for uddybende viden om de mange former og dimensioner af transnational migration og møder mellem forskellige kulturer, livsformer og religioner.
Forskningsministeren, professoren og Weekendavisen udtaler sig på baggrund af en halv sides tekst, og ingen af dem har henvendt sig til mig og spurgt mig om indholdet i mit PhD-projekt
I Europa er det politiske klima omkring migration præget af konflikter, hvilket denne danske debat er et eksempel på. Som forskerstuderende har jeg for nylig gjort min entre i dette forskningsfelt. Og jeg har erfaret det, som måske er karakteristisk ved at operere på et politisk, anspændt område.
Den danske avis Weekendavisen omtalte konferencen i en lang artikel. Omtalen inkluderede sammendraget af min konferencepræsentation, som et eksempel på manglende diversitet i dansk migrationsforskning. Danske politikere, herunder forskningsministeren, Ane Halsboe-Jørgensen, har udtalt sig om min forskning baseret på Weekendavisens korte, misvisende omtale. Desuden har en professor gransket og kommenteret “min” religiøsitet, som han mener understøtter Weekendavisens tolkning.
Hverken forskningsministeren, professoren eller Weekendavisen har hørt min konferencepræsentation. De udtaler sig på baggrund af en halv sides tekst, og ingen af dem har henvendt sig til mig og spurgt mig om indholdet i mit PhD-projekt. Det følgende er mine refleksioner over de erfaringer, jeg har gjort mig i denne sammenhæng.
Min forskeruddannelse
Jeg har en bachelor og en mastergrad i samfundsplanlægning og kulturforståelse. Jeg er i dag PhD-studerende ved programmet Barn og unges deltagelse og kompetanseutvikling ved Høgskolen i Innlandet.
Gennem de obligatoriske PhD-kurser og forskningsmøder er vi blevet skolet i fagtekster, som blandt andet fremhæver behovet for en kritisk intellektuel tilgang til, hvordan vi forsker med, om og for børn, unge og deres familier. Der er det, jeg prøver at gøre i mit projekt. Bagtæppet er en faglig interesse i, hvordan vi som samfund tænker og udfører forebyggende arbejde, og hvordan dette arbejde tager form, afhængigt af hvem det rettes imod.
Journalisten i Weekendavisen ved meget lidt om de muslimske familiers flytteprocesser i mit studie. I konferenceomtalen udskifter han ikke desto mindre mit begreb relokalisering med ‘genopdragelsesrejser’
De sidste år har vi set et voksende apparat af særtiltag rettet mod minoriteters børn, unge og familier. Jeg udforsker det komplekse felt som særomsorg er forbundet med. I den sammenhæng er tekstanalyse af politiske dokumenter, kampagner, bestilte forskningsrapporter og ekspertudvalg rettet mod tematikker, knyttet til minoriteters børn, vigtige.
Der er behov for mere viden om diversiteten og nuancerne i valg af bosted set i en større sammenhæng; og af hvordan opvækst og forældreskab i Norge erfares fra forskellige samfundspositioner. Der er brug for forskere som stiller forskellige spørgsmål, så forskningsprojekterne supplerer hinanden.
I mit PhD-projekt har jeg valgt at udforske perspektiverne hos muslimske mødre, der har erfaret familiehverdagen både i og uden for Norge. Mit ønske er at bidrage med viden, som kan være med til at sikre gode og ligeværdige kår for opvækst, forældreskab og familieliv.
Norske muslimske børnefamiliers flytteprocesser
I mit studie har jeg en åben og bred tilgang til, hvad familiernes flytteprocesser kan handle om, baseret på hvad mødrene selv fortæller. Mødrene som jeg har dybdeinterviewet har kurdisk, norsk, arabisk og somalisk familiebaggrund. De har til fælles, at de er født og/eller opvokset i Norge, og er troende muslimer. De fleste flyttede til et land, de ikke har familiebaggrund fra, og de fleste er rejst til andre europæiske lande. Halvdelen var flyttet tilbage til Norge med børnene efter nogle år udenlands, da vi talte sammen.
Jeg er halvvejs i mit studie, men det er tydeligt, at der er meget forskellige, sammensatte årsager til, at familierne på et tidspunkt flyttede over landegrænser: At slippe for at være minoritet, ægteskab, uddannelse, jobmuligheder, syge familiemedlemmer, ønske om at bo i et mere multikulturelt samfund, i byer med muslimsk infrastruktur (forretninger, aktiviteter, institutioner o.l.), bedre skoler for børnene, ønske om at blive bedre til andre sprog, opbygge bånd med slægten etc.
Ingen af børnene, som omtales i rapporten «Etterlatte barn i utlandet» [norsk rapport om børn, der ufrivilligt befinder sig i udlandet red.], indgår i mit studie. Jeg har heller ikke talt med andre mødre, som har foretaget eller sendt deres børn på den type rejser (genopdragelsesrejser) som regeringen prioriterer højt at bekæmpe (og som selvsagt er vigtige at bekæmpe).
Mødrene jeg har rekrutteret, har erfaringer med at bo i og udenfor Norge med deres børn, som vigtig empiri i et studie som først og fremmest omhandler muslimsk hverdagsliv i Norge.
Børnene til disse mødre kan ikke kategoriseres som de børn, som regeringen har søgelys på.
Men på grund af tiltag, som myndighederne har foretaget, som blandt andet indebærer lavere tærskel for bekymring, kan familier som disse måske risikere at blive mistænkt/sat i samme bås som børnene i rapporten «Etterlatte barn i utlandet», alene pga. etnisk familiebaggrund og tro. Den aktuelle debat om mit projekt viser netop denne fare for at blive stemplet.
Hijra?
Jeg har også ønsket at fange de forskellige måder, hvorpå flytningerne kan have haft religiøse dimensioner, inklusive hjemrejsen til Norge. “Hijra” er et begreb i islam for migration, som bliver benyttet blandt muslimer. Spørgsmålet om hvorvidt dette begreb kunne have relevans, udtrykte jeg nederst i sammendraget af konferencepræsentationen ved at skrive “hijra” efterfulgt af et spørgsmålstegn.
Ifølge professor Thomas Hoffmann mener den type muslim, som han forestiller sig, at jeg er, at man må flytte ud af Norge, fordi man kommer i helvede, hvis man lader være. Dette er en højst fremmed tolkning for mig…
Hvis mødrene ikke selv nævnte “hijra”, spurgte jeg mod slutningen af interviewet, hvorvidt det er noget, de forbinder deres rejser med og i givet fald på hvilken måde. Jeg har i den forbindelse været optaget af, hvordan begrebet har mening, indhold og betydning for den enkelte, hvilket gør religionsvidenskabelige definitioner mindre relevante.
Omtale i Weekendavisen og andre danske medier
Journalisten i Weekendavisen ved meget lidt om de muslimske familiers flytteprocesser i mit studie. I konferenceomtalen udskifter han ikke desto mindre mit begreb relokalisering med ‘genopdragelsesrejser,’ som om der var en automatik i, at muslimske familiers flytninger handler om børn, som mod deres vilje sendes til forældres oprindelsesland eller et andet land (Integrationsministeriets definition af genopdragelsesrejse) og oplever tvang og overgrebslignende forhold. Som det fremgår af forrige afsnit, er det ikke den type rejser mit projekt handler om.
Denne omskrivning af mit projekt illustrerer på sin vis den type profilering og politisering, som muslimske børn, unge og forældre risikerer, at deres hverdagsliv udsættes for. Jeg har tydeliggjort overfor DM Akademikerbladet og Khrono, hvorfor Weekendavisens omtale er misvisende. Professor emeritus Heine Andersen sendte en klage til Weekendavisens redaktør over deres misvisende udlægning, men redaktøren afviste klagen med henvisning til en ny analyse af mit sammendrag, publiceret på facebook af den danske professor Thomas Hoffmann, ansat ved Københavns Universitets afdeling for bibelsk eksegese.
Det foruroliger mig at en fremmed professor på denne måde kan så tvivl om en forskerstuderendes hensigter, professionalitet og personlige egnethed, når det kommer til forskning.
Hoffmann tilslutter sig Weekendavisens ukorrekte gengivelse ved at henvise til, at jeg skrev hijra, som professoren antager kan have relation til min personlige religiøsitet. Ifølge Hoffmann mener den type muslim, som han forestiller sig, at jeg er, at man må flytte ud af Norge, fordi man kommer i helvede, hvis man lader være.
Dette er en højst fremmed tolkning for mig, og det er heller ikke en fortolkning, jeg har mødt hos de muslimske mødre, jeg har interviewet. Jeg trækker ikke religionsvidenskabelige forståelser ned over mine informanter. Jeg udfører et empirisk sociologisk projekt, som starter med en interesse og åbenhed for, hvad informanterne selv fortæller om deres hverdagserfaringer og religiøsitet.
Udtryk for en snæver forståelse af levet religiøsitet
Hoffmann mener at have analyseret sig frem til indholdet i min muslimske religiøsitet, han har offentliggjort sin hypotese og diskuteret den på facebook med kollegaer. Dette er vanskeligt at begribe og tage alvorligt.
Jeg står trygt og godt i min identitet som norsk muslim med kærlighed til samfundsvidenskab og lader ikke indholdet i min identitet blive defineret af andre. Både i mit arbejde og privatliv gør jeg mit yderste for at være retfærdig, ærlig og respektfuld i mødet med andre, uanset hvem de er. Jeg oplever, at min religiøsitet hjælper mig med dette, ligesom det giver mig en dyb lidenskab for viden, en respekt for at søge viden og ydmyghed i mødet med dem, jeg henter viden og erfaring fra.
Thomas Hoffmann markerede i Facebooktråden, at kontakt med mig ikke var nødvendig. Det foruroliger mig, at en fremmed professor på denne måde kan så tvivl om en forskerstuderendes hensigter, professionalitet og personlige egnethed, når det kommer til forskning.
Er det et problem, at jeg som muslim udfører et sociologisk, magtkritisk forskningsprojekt, som omhandler muslimske mødres hverdagserfaringer? Er en troende kristen eller en ateistisk religionsforsker bedre egnet til at udforske muslimske individers hverdagserfaringer, tro og tænkemåder?
Saglig debat, når et forskningsprojekt er afsluttet, er naturligvis en anden sag
Jeg har for så vidt brugt hele oplæringsdelen i forskeruddannelsen på at drøfte egen forskerposition, motivation, forskningsetik og spørgsmålet om mødet mellem forskning, politik og aktivisme. Alle mine kursus-essays er godkendt. Vi mangler selvsagt stadig at se, om jeg kommer i mål. At være PhD-studerende er et ærefuldt privilegium, men også hårdt arbejde. Min afhandling bliver en monografi, som skal afleveres i slutningen af 2022.
Hvad manglende mod kan føre til
Omsorgen, jeg har fået fra forskere, studerende, egen institution og vejledere de sidste uger, har holdt mig varm. Det har gjort mig opmærksom på, hvor væsentlig solidaritet er, samt betydningen af rygdækning fra ens ledere. Det virker, som om at en del i Danmark ikke oplever, de har det, når danske forskere på migrationsfeltet udtaler kloge og vigtige pointer anonymt.
Jeg hørte om debatten i Danmark nogle timer efter vores ugentlige TADMI-træf. Vi havde netop drøftet nødvendigheden af solidaritet i bestræbelsen på at fastholde og udvide forskningsfriheden, og hvordan svigtende mod kan indvirke på vores arbejde. Inspireret af det vender jeg nu tilbage til arbejdet – et (dansk) feltarbejde rigere.
Foto: M.T ElGassier @elgassier via Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
