Gunnar Langemark: Kære mænd – vi kan sagtens være stærke og følsomme samtidig

i Kærlighed & sex/Debat/Mænd af
MÆND & METOO // KOMMENTAR – ” Mændenes konkurrence om at være alfahan – og de oceaner af løgn og bullshit og selvbedrag, som bruges for at bygge det op, svarer lidt til kvindernes stilletter, læbestift, botox og silikonebryster. Den shitload af ‘make believe’, som visse mænd pøser ind over sig selv, når de går ud ad døren, går direkte ud over nogle af de kolleger, som ikke er i stand til at beskytte sig selv. Vi har mere end nogensinde brug for at udvikle mænd, så de kan være ‘store og stærke’ uden alt det bullshit. Og så de kan bevare deres følsomhed og stadig være robuste – uden at overskride egne og andres grænser”, skriver forfatter Gunnar Langemark.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Det kan godt være, at vi troede vi havde hørt alle historierne. Men de danske kvinder i medieverdenen fik vist ikke luft sidste gang.

Noget af det kan vi opfatte som petitesser, men historierne vidner alligevel om et betændt miljø, hvor chefen bruger sin magt til at være grænseoverskridende. Det kan vi ikke mindst se i historierne, som POV pt. publicerer.

Vi er jo opdraget til, at man skal tage sig sammen, ryste det af sig og komme videre. Selvom det sætter sig lidt i kroppen, vælger vi at lægge et lag panser mere på, som en østers på et sandkorn

Og jo, jeg tror på historierne. Jeg tror endda på dem allesammen. Ikke fordi kvinder ikke lyver, men min erfaring er, at når de lyver, er det som regel med et konkret mål.

Jeg har skam også mærket (kvindelige) chefer, som kom for tæt på med bemærkninger om min ‘kuffert’ og mit hår, og hvad der ellers var. Små markeringer af, at man godt kunne blive personlig – hvis ‘nogen’ spillede lidt for meget fandango og ikke rettede ind.

Det var små trusler. Som regel har mine chefer nu været ganske udmærkede – også mine kvindelige chefer, men det er ubehageligt, når chefen skal markere på den måde.

Vi er jo opdraget til, at man skal tage sig sammen, ryste det af sig og komme videre. Selvom det sætter sig lidt i kroppen, vælger vi at lægge et lag panser mere på, som en østers på et sandkorn. Det kan være en effektiv metode. Og man får bekræftet, at man er en satans ka’l og ikke lader sig gå på af den slags.

Jeg mener bare, at vi må tage alvorligt, at vi lader grænseoverskridende adfærd fortsætte i så høj grad.

Det klæder os ikke og det gavner heller ikke nogen.Og selvom det ‘altid har været sådan’, så er det ikke en undskyldning. Det er alt for meget i magtmenneskenes interesse.

Jeg er også enig i, at det ikke som udgangspunkt er relevant at sætte navn på. Først når vi nærmer os en anklage som er så specifik, at man næsten kan gøre det, hvis man kender miljøet. Så vil det være relevant.

Læg mærke til, at nogle af disse kvinder er bevidste om, at ‘han kan ikke tåle at tabe ansigt’, så de skal oven i købet beskytte manden, som er grænseoverskridende

Det, der bør ske, er snarere, at vi tager et opgør med den form for magt(mis)brug overfor medarbejdere. Det er jo tydeligt, at det næsten konsekvent er yngre eller underordnede medarbejdere – her kvinder – der udsættes for det.

Og læg mærke til, at nogle af disse kvinder er bevidste om, at ‘han kan ikke tåle at tabe ansigt’, så de skal oven i købet beskytte manden, som er grænseoverskridende.

Jeg mener, at vi skal finde ud af, hvorfor nogle mænd mener, at de skal være seksuelt grænseoverskridende overfor de svagere kvinder på arbejdspladsen. Det er let nok at forklare, at det er en del af ‘jagten’, som jo er det erotiske spil, der findes mellem kønnene – og som nogle forklarer biologisk.

Men hverken biologi eller ‘naturlighed’ er nødvendigvis det gode og rigtige i et civiliseret samfund, og nogle mænd har åbenbart svært ved at forstå, hvornår der sættes en grænse, hvornår de overskrider den, og hvornår det værdsættes med interessen.

Mænd Metoo
“Vi har mere end nogensinde brug for at udvikle mænd, så de kan være ‘store og stærke’ uden alt det bullshit. Og så de kan bevare deres følsomhed og stadig være robuste”. Foto: PxFuel.

Jeg tror, delvis af egen erfaring, at nogle af os faktisk ikke altid hører og ser signalerne. Kvinder tror at de har signaleret en hel masse – men det bliver ikke modtaget.

Hvis vi så samtidig som mænd har lært, at vi skal være pågående, og at vi skal tage initiativet og at vi ikke skal give op og at ‘hun SKAL jo sige nej’, fordi hun tester, om du har nosser nok til at prøve lidt mere, og at ‘kvinder vil tages – de vil gerne domineres’ og mere af den dur, som ikke altid er forkert (men heller ikke altid rigtigt), så tror jeg, at der er mange mænd, som kører den ud over kanten.

Hvis de mænd har ‘hærdet’ sig og ikke mærker, når det gør ondt på dem selv – fordi de jo er ‘rigtige mænd’ og ‘kan klare det’ og ‘det rører mig ikke, hahaha’, – kan det vel godt være, at de heller ikke mærker det, når andre får deres grænser overskredet?

Og nogle mænd er villige til at gøre det gang på gang.

Hvis de mænd har ‘hærdet’ sig og ikke mærker, når det gør ondt på dem selv – fordi de jo er ‘rigtige mænd’ og ‘kan klare det’ og ‘det rører mig ikke, hahaha’ – kan det vel godt være, at de heller ikke mærker det, når andre får deres grænser overskredet?

Så måske er det ikke kun et spørgsmål om en lidt syg virksomhedskultur eller en lidt for stor moralsk slaphed og dovenskab, som gør, at man beredvilligt slår det hen og ikke vil have ballade, men hellere bare fred.

Måske er det også et spørgsmål om, at vi lader en del mænd hænge ude i en usikker selvforståelse – hvor de kun kender til nogle ret primitive måder, at affærdige det følsomme element i deres liv, således at de kan bevare facaden og illusionen om, at de er nogle satans karle.

Og så er det klart, at de er lidt skrøbelige og ikke må tabe ansigt.

Så på den måde er de gennemskuet af kvinderne. Og det må ikke være behageligt. For tænk hvis man ikke i virkeligheden er sådan en ‘Don Johnson’? Tænk hvis det bare var en tynd facade?

Mændenes konkurrence om at være alfahan – og de oceaner af løgn og bullshit og selvbedrag, som bruges for at bygge det op, svarer lidt til kvindernes stilletter, læbestift, botox og silikonebryster.

Den shitload af ‘make believe’ som visse mænd pøser ind over sig selv, når de går ud ad døren, går bare direkte ud over nogle af de kolleger, som ikke er i stand til at beskytte sig selv.

Vi har mere end nogensinde brug for at udvikle mænd, så de kan være ‘store og stærke’ uden alt det bullshit. Og så de kan bevare deres følsomhed og stadig være robuste – uden at overskride egne og andres grænser.  Det har jeg skrevet om i min bog Skvatmand.

Du kan ikke tromle dig til at få fisse. Ikke så meget. Ikke længere. Lad være med det. Det bliver ikke værdsat. Det ender galt for dig selv

De kvinder, som ikke vil gå på jagt efter de enkelte mænd og knuse dem, forstår nok mere end mange af mændene selv, hvad der er på spil.

Og det er mere end arbejdsklimaet på nogle arbejdspladser i nogle få ‘smart-assede’ brancher. Det er en særlig gruppe konkurrenceprægede mænd, hvis selvbillede og konstruktion af sig selv, som er på spil.

Og det er i sidste ende den måde, mange mænd er mænd på. En skadelig bullshittende facon, som gør én til et meget mere begrænset menneske, end man behøvede at være. Det er en blindgyde, som også ødelægger mændene.

Måske skulle vi forsøge at indføre en lidt mere raffineret erotik, også for de primitive og brutaliserede mænd uden megen empati og følsomhed? Den findes – men ikke alle kender den.

Du kan ikke tromle dig til at få fisse. Ikke så meget. Ikke længere. Lad være med det. Det bliver ikke værdsat.

Det ender galt for dig selv.


LÆS FLERE ARTIKLER OG DEBATINDLÆG FRA GUNNAR LANGEMARK HER


Topillustration: #MeToo bevægelsen viser et billede af mænd, der ikke er sundt. Mænd må lade være med at tromle og gøre op med forestillingen om, at man ikke kan være en “rigtig mand” og følsom samtidig. Foto: Pixabay.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.

Seneste artikler om Kærlighed & sex