NEURODIVERGENS // DEBAT – Når Svend Brinkmann vil afpatologisere ADHD ved at kalde det en neurodivergens, lyder det umiddelbart som et fremskridt. Men uden stærk evidens og med oversete sociale faktorer risikerer vi at forsimple en kompleks virkelighed og hjælpe på en måde, der ikke rammer rigtigt, mener Jonas Vennike Ditlevsen, der her svarer på Svend Brinkmanns replik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg vil starte med at takke Svend Brinkmann for to ting. Dels for at svare på kritikken. Det kan være svært at få meningsdannere i dialog, så det er kærkomment at finde en åben kanal. Dels vil jeg også takke for den udførlige, grænsende til overpædagogiske indføring i arvelighedsbegrebet. Jeg er imidlertid bekendt med den korrekte definition af et arvelighedsestimat. Men Svend Brinkmann har dog ret i, at jeg udtrykte mig forkert i mit oprindelige indlæg.
Netop denne grundlæggende kritik oplever jeg ikke, at der bliver taget stilling til
Arvelighed handler, som Svend Brinkmann påpeger, om at forklare variansen af et fænomen. Men det, som Brinkmann behændigt undgår i sin iver for at lære fra sig, er at tage stilling til selve kritikken. Den kritik, jeg fremsatte, var, at Brinkmann henviser til de 80 % som belæg for ADHD-neurodivergensens iboende, biologiske beskaffenhed. Jeg fremsatte to kritikpunkter, som Svend Brinkmann i sit svar ikke tager stilling til, og som fortsat står ubesvaret hen. For hvis min – indtil videre ubesvarede – kritik er holdbar, så falder Brinkmanns oprindelige argument til jorden.
Svend Brinkmann skriver til mig, at jeg hænger mig alt for meget i neuropræfikset i neurodivergens. Men det er skam ikke mig, der hænger fast i neuropåstande. Det er interesseorganisationer, psykiatere, neurodivergensbevægelser og utallige andre interessenter, der hævder, at ADHD er en neurologisk variation. Men hvis man skal hævde det, skal man altså have evidensen til at bakke det op, især hvis man taler som akademiker. Og den slags evidens har vi hverken for diagnosen ADHD eller for ADHD opfattet som en neurodivergens. Netop denne grundlæggende kritik oplever jeg ikke, at der bliver taget stilling til.
Svend Brinkmanns argumentation undrer mig
Det, Brinkmann vil bryde med, er patologisering. Så vidt er vi enige. Brinkmann ønsker specifikt en afpatologisering af neurodivergens. Hvor vi jo er enige om behovet for at afpatologisere i det hele taget, så undrer Brinkmanns argumentation mig meget. Brinkmann henviser til studier, der viser ”signifikante forskelle” i menneskers centralnervesystem, alt efter om man har ADHD eller ej.
Men de studier, der findes, har så lave effektstørrelser og så stor heterogenitet, at vi reelt bør drage den modsatrettede konklusion: Personer, der diagnosticeres med ADHD, varierer lige så meget fra hinanden internt, som personer uden diagnosen, og de eneste forskelle, vi kan finde, er små forskelle mellem store grupper. Det er ikke et belæg for, at ADHD er iboende. Det er belæg for, at vi med ADHD formentlig ikke er lykkedes med at indfange et velafgrænset fænomen. Her drager vi altså modsatrettede konklusioner og må efter min opfattelse være temmelig uenige.
Brinkmann skriver, at han er i tvivl om, hvor uenige vi egentlig er. Det kan jeg efterhånden også godt være. Men det undrer mig dog stadig, at han henviser til den samme forskning, som psykiaterne bruger til at argumentere for ADHD-diagnosens gyldighed til at argumentere for ADHD-fænoments berettigelse som iboende divergens.
Enten læser Brinkmann og jeg ikke de samme studier, eller også er vores fortolkning af deres betydning ekstremt forskellig. Hvis Brinkmann mener, at der er solidt belæg for at kunne sondre en såkaldt ”ADHD-hjerne” fra en ”ikke-ADHD-hjerne”, så ser jeg gerne belægget for denne påstand. Og små effektstørrelser i studier med store grupper er på ingen måder overbevisende. Tværtimod.
Hvor jeg argumenterer for, at neurodivergenssproget risikerer at medføre selvinvalidering, hævder Brinkmann, at det er det modsatte, der sker. Det undrer mig, at han udtaler sig så bastant. Neurodivergens er efter min viden og erfaring ikke blevet et veritabelt alternativ til diagnostik, men en arvtager. Det betyder, at de mange personer, der er blevet oplært i, at de har en udviklingsforstyrrelse, nu blot ser det som en hjernevariation.
Det er et mildere sprog, men det ændrer ikke på nogle af de fundamentale problemer forbundet med at forklare de udfordringer, diagnosen beskriver som en hjernevariation. Der er især tre problemer forbundet med dette, som jeg ikke oplever, at Brinkmann besvarer heller.
ADHD er ikke en hjernevariation – det er et adfærdsmønster påvirket af kontekst
Det første problem er, at vigtige kontekster alt for ofte kommes i parentes. Hvis vi, som Brinkmann foreslår, hævder, at ADHD ikke er en patologisk tilstand, men en hjernevariation, så har vi dog stadig at gøre med et iboende, statisk fænomen. Det forklarer dog dårligt, hvorfor ADHD forekommer vidt forskelligt på tværs af traumer, marginalisering, stressorer, geografi og alder. Jeg vil påstå, at årsagen er, at ADHD er et adfærdsmønster, ikke en hjernevariation. Og dette adfærdsmønster kan have utallige årsager. Kan en af årsagerne være en medfødt anderledeshed, en divergens? Ja, muligvis.
Vi må først erkende, hvor lidt vi egentlig ved, og ikke begå samme fejl som psykiaterne, der overfortolker forskningsresultater
Men vi ved det på nuværende tidspunkt ikke, og det er min holdning, at vi gør skade ved fx at hævde neuroviden, vi reelt ikke har med den nuværende videnskab. Sagt med andre ord: Hvis man tegner en stor cirkel om alle, der får en ADHD-diagnose, vil der være mange, hvor udfordringerne, som diagnosen beskriver, kan forklares af kontekstuelle faktorer. Vil der også være nogle, hvor ADHD-adfærdsmønsteret fremstår mere kontekstuafhængigt og måske medfødt?
Ja, tænkeligt. Men det er jo netop det, vi skal finde ud af. Jeg er absolut tilhænger af at starte forfra i en afsøgning af, hvad divergens er, og hvordan vi kan opfatte det. Men vi må først erkende, hvor lidt vi egentlig ved, og ikke begå samme fejl som psykiaterne, der overfortolker forskningsresultater, arvelighedsestimater og vage evolutionære argumenter.
Når neurodivergens bliver en selvbegrænsende fortælling
Det andet problem er selvinvalideringen. Selv om neurodivergenssproget er omgærdet af langt mere positivitet, så er det klart min terapeutiske, faglige og personlige erfaring, at neurodivergens-selvopfattelsen har en tendens til at køre meget i samme spor som diagnosesproget: Altså en opfattelse af, at der er en lang række ting, man ikke kan, eller en række hensyn, man er nødt til at have for at kunne fungere.
Jeg mener snarere, at vi bør lægge kræfter i at forsøge at forstå, hvad divergens er, men prioritere at omfordele samfundets ressourcer og støtte til de personer, der lever i størst udsathed
Jeg argumenterer ikke for, at vi ikke skal være rummelige. Det, jeg argumenterer for her, er det uhensigtsmæssige i at fortælle folk, at de har en hjernevariation, der skal tages hensyn til, for det kan forhindre dem i at opdage det, hvis nu deres udfordringer ikke stammer fra en hypotetisk hjernevariation, men fra kontekstuelle eller livshistoriske faktorer. I så fald fastlåses man i en ikke-velbegrundet opfattelse af sig selv som afvigende på et basalt, neurologisk niveau. Det har sine fordele i forhold til selvaccept, men det har også ulemper i forhold til selvbegrænsninger.
Vi bør støtte de udsatte – ikke diagnoserne
Det sidste problem forbundet med ADHD som neurodivergens har at gøre med udsathed. Som jeg skrev i mit oprindelige indlæg, skygger ADHD både som diagnose og som neurodivergens i min optik lige nu for grader af udsathed. Det er vidt forskelligt at have de udfordringer, som diagnosen beskriver, og så samtidig være marginaliseret, opvokset i fattigdom eller traumeramt og så at have udfordringerne uden at være ramt på disse intersektioner. Jeg tror dog, at Brinkmann og jeg er mere enige på dette punkt, end jeg først antog.
Dog mener jeg, at idéen om at indrette samfundet under hensyn til en indtil videre løseligt defineret neurodivergens er en uhensigtsmæssig strategi. Jeg mener snarere, at vi bør lægge kræfter i at forsøge at forstå, hvad divergens er, men prioritere at omfordele samfundets ressourcer og støtte til de personer, der lever i størst udsathed, og ikke på baggrund af hverken diagnoser eller gryende neurodivergensdefinitioner.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og