VOLDTÆGT // DEBAT – Efter samtykkeloven er risikoen for at blive dømt for voldtægt stadig forsvindende lille. Alligevel handler debatten igen og igen om de få unge mænd, der angiveligt “kommer i klemme” – frem for de tusindvis af ofre, som aldrig oplever retfærdighed, skriver Zen Donen, bestyrelsesmedlem i Everyday Sexism Project Danmark.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For næsten syv år siden skrev jeg et debatindlæg, hvor pointen var, at det er næsten straffrit at begå voldtægt i Danmark. Jeg er en af dem, der som en del af Everyday Sexism Project Danmark arbejdede for en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, og vi fik den i 2021.
Jeg er også en af dem, der selv har været udsat for en voldtægt ligesom min datter og virkelig mange af dem, jeg kender, har det.
Vi forventes at gå rundt i samfundet, have en normal hverdag, arbejde, studie, stifte familie og ikke lade vores liv påvirke alt for meget af det traume det er at have fået invaderet sin krop i det allermest intime – og samtidig kan vi se gerningspersonen gå upåvirket videre i deres liv, fordi langt de fleste af os ikke anmelder, og selv dem der gør på ingen måde er garanteret, at det ender med en dom.
I dag er vi så på sjette år med en samtykkebestemmelse, og alligevel ser det ikke ud til, at meget har ændret sig. Dengang konstaterede jeg, at med omkring 5400 kvinder, der årligt blev udsat for voldtægt eller forsøg og ca. 1000 årlige anmeldelser, var der maksimalt 90 personer, der årligt blev dømt.
Det gav altså 9 % af anmeldelser der endte med dom – og ud af begåede voldtægter i alt 1,6 % af dem ,der udsatte en anden for ”tvangssamleje” eller forsøg, der blev straffet for det (forudsat at det ikke var de samme der voldtog flere hvert år, men til gengæld ikke medregnet, at nogle af de voldtagne blev det af flere forskellige). 1,6 % risiko for at blive straffet er ikke meget.
I dag er tallene anderledes. Med en udvidet forståelse af hvad der er voldtægt, så er der ca. 15.000 kvinder, der årligt udsættes for voldtægt eller forsøg, omkring 1500 der anmelder og ca. 150 personer der dømmes (tal fra Politikens undersøgelse i samarbejde med forskere fra Aalborg Universitet). Det svarer til at 1 % gerningspersoner dømmes – ud af de kun 10 % voldtægter, der anmeldes. Risikoen for at blive dømt er altså faldet.
Alligevel er fokus i medierne primært, at der er drenge, som ikke kan finde ud af det med samtykke, og hvor det antydes, at det er et problem for deres retssikkerhed, at de kan dømmes, selvom de ikke selv har indset, at de har begået voldtægt.
Indlæg som fx her i Information, der lyder at: ”Når unge teenagedrenge dømmes for manglende samtykke i så store gråzoner, som vi ser det med samtykkeloven, har vi udvidet voldtægtsbegrebet til skade for retssikkerheden.” Eller Politikens indlæg: ”Hun er bekymret for de helt unge drenge med en »meget, meget lille« seksuel erfaring, som kommer i klemme i samtykkeloven” er med til at skabe en skæv debat, både fordi det lyder som om, det ikke er disse drenges handlinger, der udgør problemet, og fordi tallene og dermed proportionerne ikke kommer på bordet.
Samtidig med at 99 % af dem, der udsættes for voldtægt, aldrig oplever retfærdighed – og dermed ikke har en reel retsbeskyttelse, så er der helt andre problemer på spil, som ikke har noget med lovændringen at gøre som sådan.
Rigsrevisionens arbejde
Rigsrevisionen har igen rejst et problem, jeg personligt har hørt og læst om jævnligt i over 10 år, siden Søren Pind i forlængelse af en undersøgelse om politiets forkerte registrering af voldtægtssager forsøgte at rette op med en reform.
Nemlig at det fortsat opleves som utroligt svært for voldtægtsofre at få deres sager taget alvorligt, når de anmelder, og at politiet ofte forsømmer at tage relevante efterforskningsskridt. Voldtægtsofre er blandt de mest utilfredse med politiets behandling af deres sager, hvilket heller ikke er nyt.
Det handler naturligvis om, at vi har et princip i retsplejen om, at vi populært sagt hellere vil lade 100 gerningspersoner gå fri end at dømme en uskyldig.
Jeg har eksempelvis gennem årene talt med mange ofre, der beretter om, hvordan de selv skal følge op hos politiet for at høre, om der sker noget med deres sag, og som oplever, at vidner ikke afhøres eller væsentlige beviser som sms-beskeder eller overvågningsbilleder ikke indgår i deres sag.
Så hvorfor er den store mediefokus på ”de unge drenge”, der bliver anklaget for voldtægt efter samtykkebestemmelsen? Ifølge Politiken-undersøgelsen drejer det sig om 11 sager i 2024, hvor kun fire endte med dom, som såkaldt ”rene samtykkesager” og altså er de ”nye” sager efter samtykkebestemmelsen.
Hvorfor er vi så optagede af, hvad konsekvenserne er for de drenge, der ”kommer i klemme” efter den nye lovgivning, i modsætning til en bekymring for de mange tusinde primært piger, der lever med at deres overgrebsmand går frit rundt?
Det handler naturligvis om, at vi har et princip i retsplejen om, at vi populært sagt hellere vil lade 100 gerningspersoner gå fri end at dømme en uskyldig. Derfor har vi også en række beskyttelsesforanstaltninger indbygget i den danske retspleje – og det er naturligvis godt og vigtigt!
Med det utroligt lave antal sager, der når domstolene og en overvægt, der ender med en frifindelse, så er der jo noget, der tyder på, at vi ikke har et problem med retssikkerheden for ”drengene”.
Tværtimod ser det ud som om, rigtig mange sager allerede hos anklagemyndigheden bliver siet fra, fordi man som princip meget nødig rejser en sag, som man ikke mener, der er overvejende sandsynlighed for vil blive dømt.
Her skal vi holde os for øje, at anklagemyndigheden ikke bare skal kunne bevise gerningsindholdet: at der er foregået et samleje uden samtykke, men også at den tiltalte havde forsæt og altså vidste eller burde have vidst ud fra objektive kendsgerninger, at der ikke var samtykke.
Ukendskab til loven er ingen undskyldning
Et eksempel på sådan en sag nævnes i Politikens serie og henvises også til i ovennævnte indlæg i Information, nemlig en ung mand og en ung kvinde, der var til fest og havde sex to gange med samtykke, før de lagde sig til at sove. Morgenen efter vågner den unge mand og har lyst til sex, og tænker ikke på at sikre sig, at den unge kvinde er vågen før han ”går i gang” med at have samleje med hende.
Han trækker sig ud, da han finder ud af, at hun ikke bevæger sig. Hun anmelder ham, og han dømmes for voldtægt. Sagen fremhæves som et problem, fordi der tilsyneladende er mange unge mænd, der ikke forstår loven som den er nu. Men denne sag kunne også være dømt efter den gamle bestemmelse, hvor det var voldtægt hvis der var udøvet vold eller tvang – eller hvis offeret var ”ude af stand til at modsætte sig”, hvilket bl.a. kunne være tilfældet hvis man sov.
Siden hvornår har ukendskab eller uforståenhed til loven i øvrigt været et argument, man i ramme alvor har brugt til at ønske at ændre en lov, der indebærer så stort et brud på et offers integritet? ”Jeg troede godt jeg måtte slå dig i ansigtet, fordi vi stod i en boksering i går og slog på hinanden”? ”Jeg troede godt jeg måtte tage din bil, fordi vi er gode venner og du før har lånt mig ting”? Nej vel?
Forvirring over loven skal føre til mere oplysning og mere forsigtighed i omgangen med hinanden. Ikke til mindre beskyttelse for ofre, som i øvrigt også kan være mænd, og hvor mænd i dag er bedre beskyttede i dag, fordi fysisk styrke ikke på samme måde som tidligere kan spille ind på, om man tror på at et mandligt offer har været udsat for voldtægt: ”Han kunne jo bare have skubbet hende væk”. Nej. Der skal være samtykke fra begge parter uanset køn.
For mig, der har arbejdet med området så længe, er det frustrerende, hvor få der kigger på, at der er et stort problem, ikke med de ”forvirrede” eller ”uvidende” drenge, men med dem der, uanset køn, ikke synes samtykke er vigtigt.
I 2023 lavede Det kriminalpræventive Råd en undersøgelse af befolkningens holdning til og forståelse af samtykke. Resultaterne problematiserede, og der blev sat lighedstegn mellem, hvor svært man synes det her med samtykke er, og så antallet af voldtægter.
Det underlige er, at man næsten kan sige sig selv, at hvis man er usikker på noget, så er man nok også mere forsigtig. Som regel gør usikkerhed og utryghed ikke, at man tager hovedet under armen og kaster sig ud i noget så intimt som sex.
Så jeg er ikke så bekymret for de bekymrede, der forhåbentlig enten afholder sig fra at gøre det, de er usikre på, eller vælger at spørge den anden part, så de kan få sikkerhed. Sex har aldrig været nemt for unge mennesker, og det er fint med en smule usikkerhed, så man ikke i bare begejstring overskrider andres grænser.
Til gengæld viste undersøgelsen fra DKR et andet tal, der ikke blev fokuseret på efterfølgende, men som jeg synes er langt mere bekymrende. Nemlig at 85 % af danskerne mente, at det er ”vigtigt altid at sikre sig, at der er samtykke til sex”, og dermed at 15 % ikke altid mente, at var vigtigt/vidste ikke om det var vigtigt.
Hvis vi nu fokuserede på de 15 % og fik fortalt dem, hvorfor det altid er vigtigt, så kunne vi måske komme længere både i forhold til forebyggelse og domsfældelse.
For mit vedkommende vil jeg fortsat holde øje med, hvordan tallene udvikler sig, for med min egen historie i bagagen og mine børns, en ung mand og en ung kvinde, fremtid for øje, så synes jeg, det er skræmmende, at vi stadig ikke er kommet længere.
Jeg er mest bekymret for, at vi ikke har nok øje på forebyggelse, og at vi stadig har manglende retsbeskyttelse af ofre. Langt de fleste af de unge mænd, vi taler med i Everyday Sexism Project Danmark, er ikke bange for lovgivningen, men flere af dem er bekymrede for at gøre noget forkert, og derfor opsøger de viden, ligesom de unge kvinder gør.
Det skal vi ikke gøre til et problem, der handler om lovgivningen, men et spark til at sætte gang i endnu mere oplysning og samtaler med dem vi har i vores eget liv. Dermed skaber vi en samtykkekultur, der kan blive grundlaget for mere dejlig sex, men også bare respekt for hinanden i almindelighed.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og