NEURODIVERGENS // KRONIK – ADHD bliver i stigende grad forstået som udtryk for medfødt neurodivergens – også af Svend Brinkmann. Men der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at personer med ADHD har anderledes hjerner. Alligevel skaber sproget omkring diagnosen en forestilling om biologisk forskel, der risikerer at skygge for mistrivsel, traumer og sociale vilkår. Tør vi stille de sværere spørgsmål om, hvad der egentlig former børn og unges adfærd?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der skrives og tales om ADD, ADHD og autisme som aldrig før, og der sker kraftig stigning i antallet af diagnosticerede. For ADHD viser nye tal, at forekomsten er oppe på syv procent for de 18-27-årige. Samtidig med at diagnoserne stilles til flere og flere, løber samtalen om den såkaldte neurodivergens løbsk på tværs af sociale medier, diverse eksperter og landets psykiatrikontorer.
Jeg vil gerne tilstå, at jeg indledningsvist så et stort potentiale i neurodivergens-sproget, men sidenhen er blevet langt mere skeptisk. I stedet for at udfordre psykiatriske dogmer, forstærker neurodivergens-sproget en række fejlantagelser, der kan ende med at gøre mere skade end gavn. Vi har en gevaldig opgave med at rette op på misforståelser og myter, der gør enhver debat om divergens mudret og ukvalificeret.
Brinkmanns støtte til den såkaldte neurodivergenshypotese bunder hverken i solid videnskab eller i praksiserfaring
En af dem, der har meldt sig under fanerne som tilhængere af neurodivergens-begrebet, er Svend Brinkmann. Han stiller et – i sig selv – glimrende spørgsmål i en kommentar i Altinget 15. maj 2025: ”Hvad er ADHD?” Derfra går det dog galt for Brinkmann.
Brinkmanns støtte til den såkaldte neurodivergenshypotese bunder hverken i solid videnskab eller i praksiserfaring. Den er en del af en populærkulturel fortælling om anderledes hjerner hos visse dele af befolkningen. Det er en forførende og besnærende forklaring i en tid, hvor individuelt pres og mistrivsel rapporteres som aldrig før. Men det er i sidste ende skadeligt for såvel samfundet som for personerne i det, hvis vi baserer vores faglige definitioner på, hvad der er populært at sige og mene.
Vi leder stadig efter beviset
Som Brinkmann er jeg enig i, at den psykiatri-biologiske hypotese om ADHD som en genetisk, neurologisk eller biokemisk forstyrrelse ikke har gang på jord. Et omfattende review fra sidste år slog fast, at vi trods massiv forskning ikke har fundet en eneste lovende biomarkør for diagnosen.
Det bekræftes også af to danske forskere ligeledes i et nyligt indlæg i Ugeskrift for Læger. Selv inden for psykiatriens vægge begynder man at erkende, at ADHD (og øvrige diagnoser også) ikke er baseret på hverken gen-, hjerne- eller biokemiafvigelser.
Brinkmanns hypotese to, som han også forkaster, er, at ADHD er en social konstruktion. Denne forkaster han til fordel for en forklaringsmodel funderet i netop neurodivergensbegrebet, som han med sine egne ord siger ”i sidste ende er biologisk”.
Ligesom med ADHD-diagnosen har skizofreni heller ikke nogen kendte biomarkører
Det primære argument Brinkmann lægger til grund for neurodivergenshypotesen er evolutionspsykologisk i natur. Men hvor evolutionære argumenter godt kan understøtte anden viden, så står de utrolig svagt alene. Man kan hurtigt argumentere for dybt problematiske forestillinger, hvis man alene baserer sin faglige holdning på, hvad der lyder evolutionært rigtigt.
Et eksempel er de evolutionært funderede (men fundamentalt fejlbehæftede) forklaringer på mænds og kvinders ”naturlige” roller. At man kan forestille sig et ADHD-adfærdsmønster ind i en urstammes funktionsmåde, er en interessant tanke, men det er på ingen måder et belæg at basere en faglig holdning på.
Arvelighed, tvillingestudier og fejlantagelser
Brinkmann henviser også til den bredt udbredte forståelse, at ADHD har en arvelighed på 80 %. Det ser man ofte citeret som belæg for, at ADHD ér en biologisk nedarvet hjernetilstand. Problemet er bare, at dette ikke er en retvisende udlægning af videnskaben. Det ved de fleste lægfolk ikke, men en professor i psykologi bør vide bedre.
De 80 % udgør det, man kalder et arvelighedsestimat, som bliver til på baggrund af tvillingestudier. Der er dog to problemer med, at Brinkmann og andre henviser til de 80 % som belæg for diagnosens iboende natur.
For det første er der sået videnskabelig tvivl om en grundlæggende betingelse for tvillingestudier, der kaldes ”equal environments assumption” (EEA). Ifølge EEA antager man, at miljøbetingelserne i opvæksten ikke adskiller sig mellem tveæggede og enæggede tvillinger. Det har fx vist sig at være en fejlantagelse ved en anden psykiatrisk diagnose med en tilsyneladende arvelighed på 80 %, nemlig diagnosen skizofreni, hvor estimatet ifølge kritikken er decideret ugyldigt.
Det er uhensigtsmæssigt, fordi vi så ender med at bortforklare kontekstuelle stressorer og traumer med et vagt defineret neurodivergens-sprog
Ligesom med ADHD-diagnosen har skizofreni heller ikke nogen kendte biomarkører, hvorfor vi er mange, der argumenterer for, at det giver mere mening at opfatte psykose og ekstrasanselige oplevelser som reaktioner frem for som symptomer. Det samme kan man sige om diagnosen ADHD. At man kan finde et højt arvelighedsestimat, er derfor ikke et argument for, at ADHD (eller nogen psykiatrisk diagnose) ér iboende, biologisk og velafgrænset.
Det andet problem med de påståede 80 % er, at et arvelighedsestimat i sig selv ikke siger noget om, at det er diagnosen ADHD, der nedarves. Det siger – selv hvis man ser bort fra kritikken – kun noget om, at sandsynligheden for, at psykiatrien på et tidspunkt vil kalde en given persons adfærd for ADHD, til dels nedarves. Dette bør ikke komme bag på nogen, da de udfordringer, diagnosen beskriver, kan skyldes en lang række bagvedliggende faktorer, hvoraf nogle kan være genetiske.
Når konteksten glemmes
Og her har vi det helt store problem: Når Brinkmann reificerer ADHD som en neurodivergens, begår han den samme synd som psykiatrien: Han placerer ADHD som dets egen forklaringsmodel. Men idéen om, at der findes ”mennesker med ADHD”, er fundamentalt fejlbehæftet.
Listen over faktorer, der kan føre til et langvarigt adfærdsmønster identisk med det, psykiatrien kalder ADHD, er nærmest uudtømmeligt lang. Kan man have et ADHD-adfærdsmønster, fordi man er traumatiseret? Ja. Fordi man er højt begavet og derfor keder sig i skolen? Ja. Fordi man er lavt begavet og ikke forstår, hvad der foregår? Ja. Fordi man vokser op i konflikt, diskrimination eller marginaliserede grupper? Ja, ja, og ja.
Konteksten, der forklarer adfærden, er langt vigtigere end adfærden i sig selv, og konteksten kan umuligt isoleres fra adfærden. Især hos børn er det altafgørende, at vi ikke begår den videnskabelige og praksisrettede fejl at insistere på, at ADHD ér en iboende, permanent anderledeshed, en neurodivergens. Det gør os effektivt blinde for de kontekster, der bedre kan forklare de udfordringer, diagnosen beskriver, end en vagt defineret neurodivergens.
En fjerde hypotese – og et opgør med systemet
Jeg vil derfor tilbyde en fjerde hypotese i forlængelse af de tre, Brinkmann præsenterer. Der ér en mulighed for, at der blandt mennesker findes markant forskellige måder at være menneske på, som er medfødte. Og som i princippet kan være evolutionært betingede.
Men på nuværende tidspunkt er ADHD som konstrukt en uhensigtsmæssig definition og afgrænsning af, hvad denne divergens består af, og hvem der egentligt har den. Og det er uhensigtsmæssigt, fordi vi så ender med at bortforklare kontekstuelle stressorer og traumer med et vagt defineret neurodivergens-sprog, der i god tro ender med at skygge for kontekster, dynamikker og livshistorier, der ofte bedre forklarer de udfordringer og den smerte, man oplever, end en hypotetisk hjerneafvigelse.
Neurodivergens-sproget risikerer samtidig at føre til kunstigt skabt selvinvalidering, hvor troen på, at der er noget galt med ens hjerne, fører til begrænsende selvopfattelser af, hvad man er i stand til, og hvad man ikke er i stand til.
Vi er nødt til at træde et gevaldigt skridt tilbage fra alle de neuro-klingende påstande og erkende, at vi faktisk ikke ved særligt meget om divergens
Psykiatriseringen af divergens, hvor man stadfæster fx diagnosen ADHD som en iboende neurodivergens, kommer, som det også er sandt for diagnosen, oftest de mest velstillede til gode.
Det sker fx, når vi lader, som om at en succesfuld influencer med en ADHD-diagnose har samme udfordringer som en traumatiseret, marginaliseret og diskrimineret person fra lav socioøkonomisk baggrund med samme diagnose. Derfor er jeg uenig med Brinkmann. Vi skal ikke indrette samfundet efter en hypotetisk neurodivergens. Vi skal omfordele midler og støtte efter, hvor udsatte de personer, der har brug for støtte, er.
Jeg er absolut fortaler for, at der findes en form for divergens, der adskiller nogle personer markant fra flertallet. Men alt tyder på, at hverken psykiatrien eller dens afledte og populære neurodivergensforståelser er særligt hensigtsmæssige modeller for at forstå denne anderledeshed. Vi er nødt til at træde et gevaldigt skridt tilbage fra alle de neuro-klingende påstande og erkende, at vi faktisk ikke ved særligt meget om divergens.
Vi må helt tilbage til tegnebrættet for at finde ud af, hvad divergens egentlig er, og hvordan det kan forstås.
Rettelse: I første version af teksten stod ”Brinkmann henviser også til den bredt udbredte forståelse, at ADHD er 80 % arveligt”. Det sidste af linjen er blevet rettet til ”at ADHD har en arvelighed på 80 %”, hvilket er den korrekte beskrivelse.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og