NEURODIVERSITET // REPLIK – I dette svar på Jonas Vennike Ditlevsens kritik argumenterer Svend Brinkmann for, at begrebet neurodiversitet tilbyder en frigørende og ikke-patologiserende tilgang til diagnoser som ADHD.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Professor, ph.d. Svend Brinkmann svarer på kritikken fremsat i ”Nej, Brinkmann, neurodivergens er ikke en forklaring, men en forenkling” af psykolog og forfatter Jonas Vennike Ditlevsen:
Tak for dit indlæg, Jonas Vennike Ditlevsen. Jeg sætter pris på, at du griber tråden fra mit tidligere indlæg, men jeg må samtidig sige, at jeg oplever en vis grad af misrepræsentation af mine synspunkter.
Mit ærinde er at give et bud på, hvorfor der stilles langt flere ADHD-diagnoser i dag end før, og der mener jeg, at det bedste bud er, at ”der blandt mennesker findes markant forskellige måder at være menneske på, som er medfødt” (det er din egen ”fjerde hypotese”, hvis jeg forstår dig ret), og at nogle af disse måder er ude af trit med samfundets indretning og krav. Så jeg er i tvivl om, hvor vi egentlig er uenige.
I mine øjne hænger du dig alt for meget i neuro-præfikset, når der tales om neurodiversitet. For min skyld kan vi lige så godt tale om menneskediversitet, psykologisk diversitet, kognitiv diversitet eller andet. Jeg er selv die hard kritiker af neuroreduktionismer, men den slags reduktionismer synes jeg heller ikke, at de kloge fortalere for neurodiversitetsparadigmet gør sig skyldige i (fx Robert Chapman).
Der er sandt nok ingen klinisk valide biomarkører til diagnosticering af ADHD. Men der er masser af studier, der viser signifikante forskelligheder i menneskers centralnervesystem
Jeg er helt uenig med dig i, at ”neurodivergens-sproget risikerer samtidig at føre til kunstigt skabt selvinvalidering, hvor troen på, at der er noget galt med ens hjerne, fører til begrænsende selvopfattelser”. Det er det stik modsatte, der sker, når man via diversitetsparadigmet forstår, at der netop ikke er noget galt med én. Jeg er ligesom du (antager jeg) tilhænger af en afpatologisering af ADHD. Så pointen er jo netop, at der ikke er noget intrinsisk galt med én, men at man kan belastes på grund af en større (medfødt) sårbarhed.
Der er sandt nok ingen klinisk valide biomarkører til diagnosticering af ADHD. Men der er masser af studier, der viser signifikante forskelligheder i menneskers centralnervesystem alt efter, om man har diagnosen eller ej. Og der er sandt nok ingen deterministisk genetik involveret (intet simpelt gen for ADHD eksisterer), men der er altså en arvelighed bag denne anderledeshed, som er meget høj. Du lader ikke til at vide, hvad arvelighed betyder: Det handler ikke om, ”at ADHD er 80 % arveligt”, som du skriver (det giver ingen mening). Det handler i stedet om, at 80 % af variansen inden for en population kan forklares med henvisning til arv.
Så arveligheden er ikke statisk, men varierer, når miljøer forandrer sig (fx er arveligheden af vægt meget høj i et samfund med let adgang til billig fastfood, men meget lav i et samfund præget af hungersnød). Ud over de videnskabelige studier er det en almen menneskelig erfaring, at mange af de træk, vi diskuterer her, løber i familier.
Du kan sammenligne diskussionen om neurodiversitet med homoseksualitet, der som bekendt var betragtet som en psykisk lidelse af psykiatrien indtil for få årtier siden. Du kan ikke ”diagnosticere” homoseksualitet ud fra en biomarkør eller gensekventering, i lighed med ADHD, men det har historisk været frigørende for homoseksuelle at tænke om sig selv som seksuelt anderledes snarere end forkerte. Der har været en markant overhyppighed af psykiske lidelser blandt homoseksuelle, men det skyldes naturligvis ikke en intrinsisk problematik ved denne seksualitet, men at folk er blevet stigmatiseret, forfulgt og det, der er værre.
Meget tyder på, at diversitetsparadigmets insisteren på menneskelig mangfoldighed, der skal vises hensyn til snarere end patologiseres, er hjælpsomt for rigtig mange mennesker
Det har også været frigørende at komme til en forståelse af, at selv om homoseksuelle er lige så forskellige som alle andre, så er der også fællestræk og -erfaringer, der gør, at betegnelsen giver mening og identitet. Ud fra denne analogi ville din analyse føre til, at der ikke findes homoseksuelle, fordi kategorien er for løst defineret, og fordi der ikke findes biomarkører.
Meget tyder på, at diversitetsparadigmets insisteren på menneskelig mangfoldighed, der skal vises hensyn til snarere end patologiseres, er hjælpsomt for rigtig mange mennesker (i hvert fald i den forskning, vi har lavet gennem mange år). Ud over at din kritik, som jeg læser den, beror på misrepræsentationer, frygter jeg også, at den vil være skadelig for de mennesker, der her har fået et alternativ til patologi- og konstruktionsparadigmerne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og