KØN & KØNSIDENTITET // DEBAT – Biologisk køn er det eneste meningsfulde valg, hvis vi skal have et kønsbegreb, og vi skal gøre vores bedste for at respektere og acceptere de mennesker, det er svært for, og hjælpe dem bedst muligt. Det gør man med rummelighed og ikke med opløsning af rammer, fokusering på det atypiske eller styrkelse af stereotype kønsroller, skriver Søren Stidsen i sin replik til Lisa Agervold. Han rejser spørgsmålet om, hvad kønsidentitet egentlig er.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I mit svar til Lisa Agervold er der nogle ting, jeg er nødt til at begynde med, så de ikke forstyrrer resten af mit indlæg.
For det første vil jeg gerne adressere Agervolds bemærkninger om mit kristne standpunkt, som jeg for øvrigt gerne vedkender mig. Jeg hører til i Luthersk Mission på den kirkelige højrefløj, hvor jeg gennem årene har haft forskellige ledelsesopgaver, og hvor jeg har virket som prædikant i mere end ti år.
Jeg har ikke skrevet og mener heller ikke, at transkønnede skifter køn for sjov
For Agervold betyder det automatisk, at jeg mener, som jeg gør, fordi jeg har dette kristne udgangspunkt. Hun henviser til et interview i den kristne avis Udfordringen som dokumentation for dette, og hun citerer mig for følgende:
”I borgerforslaget er bevidst undgået et kristent sprog, og fokus er i stedet (…) sekulært og rationelt. Men (…) den postmoderne kønsforståelse [ses] som en del af det menneskelige oprør mod Guds skabervilje”.
For Agervold indikerer dette, at mit borgerforslag er et kristent forslag camoufleret som sekulært, men det er en alvorlig misforståelse. Jeg har blot lært af filosoffen John Rawls‘ tanker om overlappende konsensus, at når vi debatterer, bruger vi argumenter, der henter deres værdi i et fælles grundlag.
Gør vi ikke det, så taler vi forbi hinanden, for vores argumenter har ingen værdi for modparten. Hvis jeg her i POV argumenterede med, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde, ville det ingen vægt have. Det samme argument har derimod vægt i en kirkelig sammenhæng.
Tilsvarende mener jeg, at mord bør være ulovligt, men hvis vi diskuterede det i POV, ville jeg ikke pege på de ti bud, som jeg ville gøre i kirken. Jeg ville pege på, hvor skadeligt mord er for vores samfund, og hvordan mord krænker et andet menneskes rettigheder og integritet.
Det er ikke et argument for at anerkende kønsskifte, at personer med kønsdysfori har lidt meget gennem tiden
Det argument ville trække på vores fælles værdigrundlag, og jeg tvivler på, at nogen ville mistænkeliggøre min holdning til mord, hvis jeg samtidig havde udtalt mig om sagen i en kirkelig sammenhæng og med en bibelsk argumentation.
Jeg vil derfor gerne tage kraftigt afstand fra Agervolds mistænkeliggørelse af min intellektuelle og personlige integritet i denne debat.
Aktier i emnet
For det andet er Agervolds angreb på min person temmelig paradoksalt set i lyset af Agervolds egen manglende vilje til at deklarere sine egne aktier i det spørgsmål, vi debatterer.
Personligt er jeg sådan set ligeglad, men hvis min religiøse/ideologiske baggrund er relevant, så er Agervolds det også, og hvis Agervolds ikke er det, så er min heller ikke.
Jeg mener dog, vi skal fokusere på argumenterne og ikke personerne, og jeg vil derfor lade det ligge.
Misforståelser og fejlagtig fremstilling
Endelig er Agervolds indlæg så fyldt med fejlagtige fremlæggelser af mine synspunkter, at det er nærmest umuligt at argumentere sammenhængende overfor. Enten har Agervold ikke læst og forstået, hvad jeg skriver, eller også vælger hun at fremstille et vrangbillede.
Jeg har ikke skrevet og mener heller ikke, at transkønnede skifter køn for sjov. Det gjorde Ibi-Pippi Hedegaard, men hun er ikke som de fleste, om end Agervold intet grundlag har for at afvise hendes personlige kønsopfattelse, hvis man ikke har ret til at afvise folks oplevede køn.
Jeg har heller ikke skrevet, at kønsidentiteten er uafhængig af biologien. Jeg skrev netop i mit seneste indlæg, at ”Køn definerer ikke, hvordan vi tænker, selvom der er generelle tendenser”.
De psykologiske forskelle internt i kønnene viser jo netop, at der er biologiske forskelle i menneskers hjerner. Der er en enorm diversitet, og nogle mænd har mere feminine hjerner end de fleste kvinder, og nogle kvinder mere maskuline end de fleste mænd.
Binære forskelle har to normaltilstande. Penis eller ikke penis, Y-kromosom eller ikke Y-kromosom, livmoder eller ikke livmoder og så videre
En undersøgelse fra 2020 tyder på, at det gælder omkring 15%, og jeg afviser på ingen måde, at dette har en biologisk årsag.
Så ville jeg jo netop sige, at de psykologiske forskelle på kønnene er resultatet af opdragelse og kultur, og det plejer at være et synspunkt, jeg argumenterer imod.
Jeg har derimod skrevet, at det ikke er et argument for at anerkende kønsskifte, at personer med kønsdysfori har lidt meget gennem tiden. Det forhold jeg mig til i mit svar til Helle Jacobsen allerede i mit første indlæg. Agervold gentager blot Jacobsens argumenter uden at tilføje noget nyt.
Når mine skriverier alligevel giver anledning til sådanne misforståelser, skyldes det formodentlig, at mine to tidligere indlæg her i POV har været svar på andres, og derfor er det måske nødvendigt med en tydeliggørelse af mit eget standpunkt, så Agervold med flere kan kritisere det, jeg reelt mener.
Kønsbegrebet skal ikke baseres på det atypiske
Der er to køn, og der er forskel på dem. Disse forskelle falder i to kategorier. Der er binære forskelle, og der er det, jeg vælger at kalde generelle forskelle.
Binære forskelle har to normaltilstande. Penis eller ikke penis, Y-kromosom eller ikke Y-kromosom, livmoder eller ikke livmoder og så videre, og disse forskelle er objektivt konstaterbare.
Selvom der er undtagelser fra det binære, så er de sjældne, og de ændrer ikke på, at der er to normale muligheder.
Det er på baggrund af alle disse binære forskelle på mænd og kvinder, at Fausto-Sterling som nævnt i mit seneste indlæg når frem til 1,7 % er interkønnede, fordi der er en eller anden uoverensstemmelse.
Mindst 98,3 % og i virkeligheden sandsynligvis langt flere er altså entydigt det ene eller andet køn på baggrund af disse binære forskelle. Se eventuelt illustrationen i mit seneste indlæg, hvis du mener, at biologisk køn er et spektrum.
Jeg betvivler således ikke eksistensen af personer, der er psykologisk atypiske i forhold til deres køn
Hertil kommer de utallige generelle forskelle, som ikke er binære, men hvor kønnene ligger på hver sin normalfordeling, og hvor disse normalfordelinger overlapper. Nogle af disse er tydelige som eksempelvis højde.
Mænd er generelt højere end kvinder, men en kvinde på 195 cm er hverken mere eller mindre kvinde end en på 167 cm.
Det samme gælder de mentale forskelle. Kvinder er for eksempel mere empatiske end mænd.
I nedenstående graf er dataene hentet fra kontrolgruppen i et forskningsprojekt, der blandt andet handler om brugen af et spørgeskema, der viser Empathy Quotient (EQ), til diagnosticering af autisme, og de er altså ikke fra et forsøg, der egentlig handler om forskelle på mænd og kvinder, hvilket øger deres troværdighed.
I de psykologiske træk er mænd og kvinder ikke binært forskellige men generelt forskellige, og derfor er der en andel, der vil være mere som det andet køn. Samlet set ender vi sandsynligvis på omkring de ovennævnte 15 %.
Jeg betvivler således ikke eksistensen af personer, der er psykologisk atypiske i forhold til deres køn, og jeg forstår godt, at nogle af disse har det svært med deres køn og ønsker at være det andet.
Disse personer er blot helt naturlige og forventelige, når der er tale om generelle og ikke om binære forskelle, for i de generelle forskelle er der ikke skarpe skel, og netop derfor kan vi ikke basere vores kønsforståelse på disse generelle forskelle. I stedet må vi være rummelige.
Vi har brug for at køn er definerbart
For at det overhovedet er meningsfuldt at tale om køn og bruge det i lovgivning, sport, medicin, ligestillingsstatistikker og andre steder, vi bruger det, må vi se på det som på ethvert andet begreb, der bruges til at kategorisere ting.
Vi ved eksempelvis, hvilke køretøjer der må opføre sig hvordan i trafikken, fordi vi kategoriserer dem som cykler, knallerter, motorcykler, personbiler og lastbiler på baggrund af objektive kriterier. Hvis køn ikke skal være udefinerbart, må vi se på det på samme måde.
For at et sådant begreb er brugbart, er der to grundlæggende krav.
For at det giver mening at bruge et begreb i lovgivning eller bare i almindelig kommunikation, er der brug for en nogenlunde præcis definition og en fælles forståelse
For det første skal vi vide, hvad det betyder, og for det andet skal vi have en fælles forståelse af denne betydning eller i det mindste forståelser, der ikke er modstridende. Lad mig give et helt simpelt eksempel:
Når vi taler om trekanter, så er de fleste enige om, at de består af tre rette linjer, som mødes i tre punkter, så der opstår en geometrisk figur med tre sider og tre hjørner. Derfor kan vi tale om trekanter og forstå hinanden. Begrebet er meningsfuldt, for vi har samme forståelse.
Møder vi en dag en person, der siger, at trekanter er geometriske figurer, der består af rette linjer, og som har en vinkelsum på 180 grader, så har vi ganske vist forskellige forståelser, med de er forenelige.
Det er to måder at beskrive det samme på. Det er derfor ikke et problem. I forhold til køn svarer det nogenlunde til forskellen mellem at se på anatomi og genetik.
Værdien i at have meningsfulde begreber
Forestil dig nu, at der kommer en person og hævder, at trekanter kendetegnes ved, at de er grønne. Denne person har en veldefineret forståelse af trekanter, men vi kan ikke kommunikere med ham ved blot at bruge ordet ”trekant”, for vi er ikke enige om, hvad ordet betyder, og vores forståelser er ikke forenelige. Begrebet er blevet ubrugeligt imellem os, hvis det ikke altid følges med en forklaring, men vi kan stadig kommunikere, når vi kender og er bevidste om hinandens definitioner.
Ord som ”bjørnetjeneste” er endt i denne situation. Det kan betyde to modsatrettede ting, men ved vi, hvad den anden mener med det, er det stadig brugbart, men det er risikabelt at bruge til en større målgruppe eller i en retssal. Fremlægges der en alternativ og konkret definition på kønnene, vil vi være i en situation af denne type.
Virkeligheden er blot, at biologisk køn er binært, mens mennesker psykologisk hverken er binære eller ligger på et spektrum
Når vi kommer til oplevet køn, er forskellen markant anderledes. Her møder vi en person, der mener, at trekanter er geometriske figurer, der gør ham glad. Han er ikke i stand til at definere begrebet overfor andre, for det handler om en oplevelse, som ikke kan formidles tilstrækkeligt klart. Den er derfor ikke bare uforenelig med andres, men den er heller ikke veldefineret.
Kommunikationen er således vanskeliggjort, for vi ved reelt ikke, hvad den anden mener. End ikke to personer, der begge definerer trekanter som geometriske figurer, der giver glæde, vil kunne bruge begrebet trekant til at kommunikere meningsfuldt med hinanden, for deres oplevelser vil ikke nødvendigvis være ens.
Vi har masser af begreber, der reelt fungerer sådan. Det gælder følelser som tristhed eller kærlighed, men dem bruger vi netop heller ikke i lovgivning og lignende.
Lad os hellere stile efter rummelighed
Her kommer et eksempel mere: Tag en gruppe af fem personer, der alle oplever, at de er mænd. Der er ingen grund til at formode, at de fem personer har samme forståelse af, hvad det vil sige at være mand.
Der findes forskellige forståelser af dette spørgsmål indbyrdes mellem såkaldte cismænd og transmænd, men det gør der også internt mellem cismænd og transmænd.
Fem cismænd vil næppe være enige med hinanden om, hvad det vil sige at være mand, og denne uenighed vil også være at finde internt i en gruppe af fem transmænd. Jo mindre stereotype kønsroller et samfund har, jo mere kan forestillingerne divergere.
For at det giver mening at bruge et begreb i lovgivning eller bare i almindelig kommunikation, er der brug for en nogenlunde præcis definition og en fælles forståelse.
Biologisk køn er binært, psykologi er kompliceret
Oplevet køn lever ikke op til hverken det ene eller andet krav. Biologisk køn lever op til begge. Derfor er biologisk køn det eneste meningsfulde valg, hvis vi skal have et kønsbegreb, og så skal vi gøre vores bedste for at respektere og acceptere de mennesker, det er svært for, og hjælpe dem bedst muligt. Det gør man med rummelighed og ikke med opløsning af rammerne.
Det er den holdning, jeg har argumenteret ud fra, men det er ikke det, Agervold forholder sig til og angriber, og det gør det ærligt talt lidt svært at forsvare sig imod hendes argumentation.
Hun insisterer som så mange andre på at lade som om, der ikke er forskel på binære forskelle og generelle forskelle, og derved kan man påstå, at biologisk køn ikke er binært, men et spektrum.
Virkeligheden er blot, at biologisk køn er binært, mens mennesker psykologisk hverken er binære eller ligger på et spektrum, for to akser er alt for lidt til at give et bare nogenlunde retvisende billede af den menneskelige diversitet. Det er derfor personlighedstests ikke bare giver svar på én akse, men ofte på mindst fire. Det er blandt andet derfor psykologi er så kompliceret, hvilket Agervold naturligvis er klar over.
Videnskab starter jo altid med en tese
Alligevel er der et par konkrete punkter, der må svares på. For det første om kønsdysfori smitter. Agervold afviser Lisa Littmans undersøgelse som dårlig videnskab og henviser til, at WPATH ikke anerkender tanken om Rapid Onset Gender Dysphoria. Den debat har jeg ikke kompetencerne til at tage.
Jeg konstaterer dog, at WPATH står for World Professional Association for Transgender Health, og at de ikke en neutral organisation, men en interesseorganisation, der, som navnet viser, bygger på en accept af idéen om transkønnethed.
Det er derfor ikke overraskende, at de afviser forskning, der modsiger deres ideologiske grundlag. Hvad skulle de ellers?
Agervold må altså bestemme sig til, om hun mener, at køn afgøres ud fra, hvad man selv oplever, eller om det er noget objektivt
En mere videnskabelig reaktion på Littmans forskning ville have været nysgerrighed og et ønske om at undersøge Littmans tese. Selv hvis Littmans forskning er et dårligt stykke arbejde, så er der god grund til at undersøge sagen sagligt i stedet for at lave en ideologisk betinget blank afvisning.
Hvis kønsdysfori smitter, er det vigtigt at vide, og diagnoser starter som undersøgelser og idéer, før de anerkendes, men WPATH er ikke interesseret i at vide mere om kønsdysfori, for de har allerede lagt sig fast på en holdning.
Agervolds modstridende udsagn
For det andet er der påstanden om, at kønsidentiteten dannes allerede i fostertilstanden, og at kønsidentiteten er lige så objektiv som kromosomerne.
Hvis dette var sandt, så ville vi ikke behøve denne debat. Så var det som i eksemplet med grønne trekanter, og vi skulle blot kommunikere tydeligt.
Vi ville heller ikke have haft begrebet selvidentificeret køn. Selvidentificeret indikerer jo netop, at det ikke bygger på objektive kriterier. Objektivt betyder, at noget kan afgøres ud fra noget faktuelt konstaterbart, og derfor betyder det, at man ikke selv afgør, hvilket køn man er, for det kan måles og vejes.
Hvis køn er en social konstruktion uden forankring i den virkelige verden, hvorfor er det så overhovedet meningsfuldt at skifte køn?
Her peger Agervold på forskelle i hjernen, men disse forskelle er ikke binære, men generelle, ligesom højde og lignende. Agervold må altså bestemme sig til, om hun mener, at køn afgøres ud fra, hvad man selv oplever, eller om det er noget objektivt.
Begge dele kan ikke være sandt samtidig, og er det objektivt og kan måles på hjernescanninger, vil vi ganske givet igen opleve personer, der ikke er enige i det køn, den nye definition tildeler dem. Så kan vi starte forfra.
Spørgsmålet om kønsidentitet
Jeg vil tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om kønsidentitet overhovedet eksisterer som noget de fleste har. Som nævnt ovenfor betvivler jeg stærkt, at fem tilfældige mænd ville kunne enes om, hvad det vil sige at være en mand, og at cismænd og transmænd ville være enige.
Jeg vil endda gå så langt som at påstå, at jeg ikke selv har et oplevet køn.
Jeg ved, hvilket køn jeg er, men jeg kan ikke adskille, hvad der er oplevelsen af at være Søren, og hvad der er oplevelsen af at være mand. Forestillede vi os alligevel, at jeg oplevede mig som en ikke-mand og altså led af kønsdysfori, så havde jeg intet som helst grundlag for at sige, at jeg føler mig som kvinde. Hvilket erfaringsgrundlag skulle jeg kunne sige det på baggrund af?
Hvis kønsidentitet er noget objektivt eller blot veldefineret, så lad os da få definitionerne på bordet. Hvis det derimod er en social konstruktion uden forankring i den virkelige verden, hvorfor er det så overhovedet meningsfuldt at skifte køn?
Så skal vi jo bare afskaffe definitionen.
Læs alle indlæg i debatten om kønsidentitet og transkøn
- Ole Nørskov: Transideologi: Regressiv, misogyn, homofobisk og antividenskabelig
- Helle Jacobsen: Transrettigheder er menneskerettigheder
- Frederik Bojer Bove: Biologisk køn – I don’t get it
- Søren Stidsen: Uden mand og kvinde, ingen transkønnethed
- Frederik Bojer Bove: Selektive sandheder om biologisk køn
- Ole Nørskov: Kære Mette Frederiksen: At lade børn gennemgå puberteten er ikke omvendelsesterapi
- Søren Stidsen: Biologisk køn er objektiv virkelighed, og det står over ideologi
- Lisa Agervold: Kristen ideologi blokerer for en videnskabelig forståelse af køn
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her