
VETERANER // KOMMENTAR – Jeg er vred. Jeg er faktisk rasende. Og vreden og raseriet dækker over sorgen. Sorgen over, hvad krigstraumerne fra Somalia, men især Rwanda har gjort ved min mand, ved vores tre børn og ved mig. Hans magtesløshed over ikke at have mandat til at gøre det, han fandt moralsk rigtigt, fordi FN’s Sikkerhedsråd besluttede, at folkemordet på omkring en million tutsier ikke kunne klassificeres som krig, skriver Anne-Line Ussing, hustru til skadet veteran, mor til tre og medstifter af Faktor8 og Natur Retreats for Veteraner.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det gav ham for altid en “moral injury”, den faglige betegnelse for den moralske skade det gør på et menneske, når det ikke kan handle i overenstemmelse med dets værdier og samvittighed. Den skade følger ham dag og især nat.
Hans magtesløshed over ikke at kunne redde tutsierne i Rwanda er blevet min magtesløshed over ikke at kunne redde ham og – føles det til tider som – os. Min mands krig er blevet min kamp.
Når krigen ender, fortsætter vores kamp. Kampen for at forstå vores mænd og deres lidelse; for at de får den rette hjælp; for at holde sammen på familien
Jeg er ikke alene. Verden over lever millioner af kvinder – og en mindre andel mænd – i forhold med skadede veteraner. I Danmark kan vi tælles i tusinder, og i vores netværk for koner og kærester til skadede veteraner, Faktor 8, i hundreder.
Når krigen ender, fortsætter vores kamp. Kampen for at forstå vores mænd og deres lidelse; for at de får den rette hjælp; for at holde sammen på familien; vores job; vores økonomi og resterne af os selv. Og på skift tager vi også én for holdet og forsøger at råbe politikerne op, hvorfor diverse forsvarsministre er blevet kontaktet gennem årene:
I 2013 Nicolai Wammen (S) uden respons; i 2015 Carl Holst (V), der som daværende regionrådsformand lovede kaffe og snak, da han vidste, hvad manglende rehabilitering af skadede veteraner koster både sundhedsvæsnet og retssystemet. Han sad ikke længe nok til, at mødet blev en realitet.
I 2016 Peter Christensen (V) uden respons; i 2017 Claus Hjort Frederiksen (V) uden anden respons end “tak for indsatsen”. I 2019 var der endelig hul igennem, da Trine Bramsen (S) blev minister og inviterede Faktor 8s syv kvinde store styregruppe til møde i Forsvarsministeriet.
Krig er vores nye familiemedlem
Syv kvinder med hver vores historie. Fra sidst i 20’erne til midt i 50’erne. Mødre til tilsammen 13 børn og en enkelt gravid. Ledere, selvstændige, ansatte i det offentlige eller i fleksjob efter årevis som de facto alenemor med en syg mand. Alle hustruer og en enkelt eks til skadede veteraner, der de seneste 30 år har været udsendt af skiftende regeringer til Eks-Jugoslavien, Somalia, Rwanda, Afghanistan, Irak og Adenbugten som officerer, sergenter og konstabler.
Alt sammen for at efterleve deres lands politik og senere såkaldt aktivistiske udenrigspolitik. For at gøre deres pligt. Og når soldater gør deres pligt, bør politikerne også leve op til deres.
Modsat hvad politikerne antager, vil vi uden tvivl se en stigning af såkaldte psykiske tab de næste mange år, når Talibans sejrsgang fortsætter, og veteranerne for alvor begynder at kæmpe med deres moralske skader
Vi kvinder følte os set og hørt af ministeren den dag i Forsvarsministeriet, omend ikke ligefrem forstået på både politisk og embedsmandsniveau. Ministeren lancerede efterfølgende Familieenheden under Forsvarets Veterancenter som et skridt i den rigtige retning.
Regeringen og partnerne bag forsvarsforliget afsatte desuden under stor ståhej 50 millioner yderligere til veteranområdet over de næste tre år. Indrømmet, de 50 millioner blegnede lidt ved siden af de 114 millioner, som Forsvarsministeriet efterfølgende betalte kommunikationsbureauet Advice for at hjælpe ministeriet med deres kommunikation.
Advice-millionerne kunne delvist have været sparet, hvis man havde fulgt rådet om, at handling taler højere end ord, lyttet til anbefalingerne fra veteraner og pårørende og ladet Forsvarets Veterancenter med deres mangeårige erfaring og viden skære kagen og dele den ud.
I stedet holdt især oppositionspolitikerne uden faglig viden hof og delte selv ud af millionerne, hvorfor man i stedet for en strømlinet vision for veteranområdet med et klart fokus fik et broget patchworktæppe, hvor politikerne hver især har bidraget med deres egen lille hjemmestrikkede lap. Man forspildte således muligheden for at hæve niveauet på veteranområdet markant.

Under vreden ligger sorgen
Og ambitionerne bør hæves markant. Med tilbagetrækningen fra Afghanistan og uanfægtet ministerens udmelding om, at krigen ikke er spildt, så vil det stå endnu tydeligere for de 12.000 veteraner, der har været udsendt til Afghanistan, at krigen ikke var værd at kæmpe og se deres kammerater dø for. Modsat hvad politikerne antager, vil vi uden tvivl se en stigning af såkaldte psykiske tab de næste mange år, når Talibans sejrsgang fortsætter, og veteranerne for alvor begynder at kæmpe med deres moralske skader over en krig, der ligesom i Vietnam blev kæmpet forgæves på et dubiøst grundlag.
Jeg plejer at anbefale mine medsøstre at “kvæle” deres veteran i kærlighed, når hans aggressioner rammer loftet, og hans lunte bliver eksplosivt kort. For under vreden og raseriet ligger sorgen over tabet af troen på det gode i mennesker, på dem selv og den, de var engang.
Jeg og millioner af kvinder verden over er tyndslidte og trætte af at kæmpe for vores familier, imod systemer og politikere, der ikke ønsker at betale den pris, det koster at gå i krig
Og sorgen kræver omsorg. Vreden og raseriet har sin berettigelse, for den kan være en enorm drivkraft og hjælpe én igennem endnu et slag – og vinde det. Men jeg og millioner af kvinder verden over er tyndslidte og trætte af at kæmpe for vores familier, imod systemer og politikere, der ikke ønsker at betale den pris, det koster at gå i krig, og derfor tørrer omkostningerne af på os pårørende.
Hvis vi kan samarbejde internationalt om at gå ind i en konflikt; udvikle militært isenkram og træne hinandens tropper, så burde vi også samarbejde internationalt om, at vores veteraner og deres pårørende får den bedste rehabilitering baseret på den nyeste viden og forskning.
Og vend derefter indsatsen på hovedet, så hele den samlede rehabiliteringspakke tilbydes ved de første tegn på skader. Før veteranen er på selvmordets rand, har mistet sit eksistensgrundlag, sin familie, og tilværelsen ligger i ruiner. En tidlig indsats vil blive afspejlet positivt på både den menneskelige og den økonomiske bundlinje. Vi er på vej, men vi er ikke i mål. Vores soldater efterlader ingen, det bør staten heller ikke.

Anne-Line Ussing er 50 år, gift med Stuart som er australsk officer og veteran, sammen har de tre børn. Anne-Line er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, men tog sammen med sin mand i 2010 initiativ til Natur Retreat for Veteraner på familiens ejendom på Strynø. Stedet tilbyder veteraner og deres familier den hjælp og rehabilitering de aldrig selv fik, og blev i 2016 godkendt af socialtilsynet som Danmarks første botilbud kun for veteraner.
Denne artikel blev oprindeligt bragt bag betalingsmur i Weekendavisen 30. juli, 2021. Den bringes her med tilladelse fra skribenten.
Topbillede: Fransk FN-soldat sætter pigtråd op, mens rwandiske børn ser på. Fra Snl.no/Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.