BESKYTTELSE // KRONIK – Civilbefolkningerne betaler prisen for politikernes beslutninger om at gå i krig. Ved udgangen af året var der registreret flere civile tab i 2023 end siden 2010, FN vurderer, at over 10.000 civile i Ukraine har mistet livet og næsten 23.000 civile palæstinensere er blevet dræbt siden 7. oktober 2023. Derfor gælder det for alt i verden om at få politikerne til at forhindre krig, skriver filosof Peter Schjødt i denne kronik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden Anden Verdenskrig er der udgivet adskillige officielle pjecer for at vejlede befolkningen om, hvad man skal gøre, hvis der bliver krig. Det skyldes naturligvis, at de største omkostninger og tab i en krig bæres af den civile befolkning. Tab af civile liv er ofte lang større end blandt de militære styrker, og i hvert fald mange, mange gange større end blandt dem, som har magt til både at begynde og afslutte en krig.
Den 8. januar 1962, dagen efter min fem-års fødselsdag, præsenterede statsminister Viggo Kampmann en lille pjece med dommedagstitlen Hvis krigen kommer. Kort tid efter blev den husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer og landede i mine forældres postkasse, langt ude på landet i en vestsjællandsk landsby. Og truslen var virkelig overhængende. Sommeren og efteråret 1961 havde været domineret af Berlin-krisen, og frygten for en kommende atomkrig, eller “bare” en “almindelig” krig, var udbredt.
At håbe på beskyttelse af mørket svarede til at lukke øjnene og tro, at ingen kunne se én
Senere fortalte min far, at der ude på landet havde været en sikker forvisning om at være i sikkerhed, fordi der var så mørkt, at bomberne ikke kunne finde vej. Lektien fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki blot 17 år tidligere var allerede ved at forstøve.
At håbe på beskyttelse af mørket svarede til at lukke øjnene og tro, at ingen kunne se én. I dag kender vi fotografierne fra Hiroshima og Nagasaki. Her kan man ikke tale om udbombning, men om udslettelse og ren menneskelig destruktion, mest tydeligt symboliseret gennem fotografiet af det ukendte menneske, som bombens ufattelige varmegrader forvandlede til en skygge, efterladt på den trappe, hvor vedkommende sad, da bomben faldt.
Vi lever i interessante tider
I dag 62 år senere oplever vi en form for deja-vu af det, som mine forældre må have følt, da pjecen “Hvis krigen kommer” blev bragt til døren af det cyklende landpostbud. Kun få skridt inde i et nyt år kan man således godt opleve det, som om vi for alvor er blevet ramt af den spidsfindige forbandelse i ordsproget “Gid du må leve i interessante tider.” Det er nemlig ikke tænkt som et venligt ønske om et indholdsrigt liv fyldt med oplevelser. Tværtimod ligger intentionen i ordsproget på linje med det mere kendte, gid fanden måtte tage dig.
Vi forlod 2023 i slipstrømmen af mindst 183 regionale eller lokale konflikter, skrev The International Institute for Strategic Studies i deres årlige rapport. Det skulle iflg. instituttet være det højeste antal i de seneste tre årtier, og desuden 28 pct. flere end i 2022. Jo, vi lever i interessante tider, og intet tyder på, at de bliver mindre interessante.
Allerede i den første uge af januar kunne vi høre den svenske øverstkommanderende Micael Bydén sige, at “Alle svenskere skal mentalt forberede sig på muligheden for krig i Sverige.”
Omkring samme tid udsendte den danske organisation Folk og Sikkerhed pjecen Hvad nu hvis?
Pjecerne Hvad nu hvis?, Hvis krigen kommer og for fuldstændighedens skyld også pjecen fra 1987 Om at overleve knytter sig til, at krigen i et historisk perspektiv ikke er en undtagelsestilstand, men nærmest må betragtes som normaltilstanden.
Inden, krigen i Ukraine begyndte, talte vi om et Europa med over 70 års fred. Det var naturligvis løgn, spørg f.eks. mennesker i det tidligere Jugoslavien. Men så en storkrig da? Vi har ikke haft en krig, som involverede åben krig mellem atommagterne. Men der har været tale om en skrøbelig fred, som byggede og stadig bygger på maksimal usikkerhed, på truslen om krig.
Alle de faktorer, der medvirker til at producere krig, har været og er aktuelt til stede også i Europa: voldsomme våbenkoncentrationer, atomvåben og strategier for en atomkrig, gensidig afskrækkelse, terrorbalance og grundlæggende mistillid.
En krig kan faktisk bryde ud, selv om ingen vil den. Det er set før, og en fred, der opretholdes gennem risiko for krig, må nødvendigvis være en skrøbelig fred. Det er jo skrøbeligheden, der skal sikre freden, når den bygger på risikoen for krig.
Krig er de civiles byrde – ikke politikernes
Da krigen kom til Ukraine, kom frygten til os. Siden Anden Verdenskrig har vi ellers næsten vundet hævd på forestillingen om, at vi lever på et fredeligt sted, selv om verden har været fyldt med krige, også med dansk deltagelse, dog heldigvis langt væk.
Men via bagvejen i Ukraine er krigen kommet ind i vores hverdagssprog og daglige forestillinger, som noget, der ikke udelukkende kan beskrives og betragtes på afstand. Alligevel må svaret på “hvad nu hvis krigen kommer?” besvares med et “så må den stoppes!” Ofte er en krigs omkostninger til at bære for de politiske ledere, som vælger krigen, men de er altid ubærlige for landenes civile befolkninger.
I moderne krige er de civile befolkningers erfaring at blive skudt, bombet, udsultet, voldtaget, få ødelagt deres hjem og blive fordrevet. I Dresden døde 135.000 civile under Anden Verdenskrig på blot to dage. En uge senere blev 17.800 civile dræbt på 22 minutter i byen Pforzheim, kan vi læse i en overbliksartikel i den amerikanske avis The New York Times under den appellerende overskrift “What Every Person Should Know About War.”
I forbindelse med slaget ved Leningrad, som varede i tre år, døde 800.000 civile mennesker. Da bombardementerne af de store byer begyndte under Anden Verdenskrig, blev der dræbt flere civile end kombattanter på slagmarken.
Mange flere krige (alle) kunne nævnes i de civiles perspektiv, men hvis vi bevæger os frem til det dagsaktuelle, så har FN estimeret, at over 10.000 civile, herunder mere end 560 børn, er blevet dræbt i Ukraine siden den russiske invasion d. 24. februar 2022. D. 6. januar kunne FN ligeledes rapportere med Sundhedsministeriet i Gaza som kilde, at mindst 22.835 civile palæstinensere var blevet dræbt i Gaza siden 7. oktober 2023.
Krige er endda i de seneste årtier blevet mere og mere dødelige for civile. Ved udgangen af året var der registreret flere civile tab i 2023 end siden 2010. I Geneve-konventionen beskrives de civiles ret til beskyttelse under krigshandlinger, bl.a. er de krigsførende “forpligtiget til at skelne mellem civile og kombattanter.
I krig og væbnede konflikter må civile, som ikke tager del i kamphandlingerne, ikke angribes.” Realiteten er imidlertid, at de civile i stigende grad er dem, som må bære langt de største tab under krig.
Det afgørende er ikke bomberne, men politikerne
Lad os vende tilbage til overskriften på den artikel i The New York Times, som beskrev krigen fra det civile perspektiv, ikke fra det storpolitiske, militære eller heroiske, men fra What Every Person Should Know About War” som jo på mange måder er et svar på de forskellige pjecer til civilbefolkningen: Hvad nu hvis?, Hvis krigen kommer” og “Om at overleve.
Når der begynder at udkomme pjecer og cirkulere udsagn om, at vi mentalt må forberede os på krig, må svaret fra befolkningerne vel være: “Ja, sådan har det jo til alle tider været.” Men hvis vi kun taler om, hvordan vi i tilfælde af krig overlever, holder varmen, får strøm på mobilen, gemmer dåsemad o.l., så glemmes det måske, at det for alt i verden (specielt for civilbefolkningerne) drejer sig om at få politikerne til at forhindre krigen.
Det eneste, man kan være sikker på er, at kommer der krig ud af det, så bliver det ikke de ansvarlige politiske ledere, som kommer til at betale den højeste pris
Det er en interessant tid vi lever i, som ordsproget siger, og det er en tid med store forandringer og både aktuelle og potentielle kriser. Det afgørende er, hvilken slags politiske ledere disse “interessante” tider skaber, og ikke mindst, hvilken rolle de vil spille i disse tider.
Det eneste, man kan være sikker på er, at kommer der krig ud af det, så bliver det ikke de ansvarlige politiske ledere, som kommer til at betale den højeste pris – det gør deres civilbefolkninger. Den pjece, som måske skulle udgives nu og i fremtiden burde derfor hedde ”Hvad enhver ansvarlig politiker skal vide om befolkningens lidelse, hvis krigen kommer”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
