TEATER // ANMELDELSE – Nu er der igen krig i Mellemøsten. Eller: Nu fortsætter 1948-krigen i Israel-Palæstina. Teatermonologen Slagmark efter Yizar Smilanskys bog af samme navn understreger sammenhængen mellem Israels fødsel og den fortsatte krig – aktuelt i Gaza – med et sjældent hørt perspektiv. For sandheden er som altid krigens første offer.
I krig er sandheden det første offer. Det er nærmest en kliché, men ikke desto mindre er det altid lettere at sende unge mænd i krig, når modstanderen er skurken, og vores sag er retfærdig. Derfor kan soldaterne også i kamprusen ”komme til” at gøre ting, der egentlig strider mod deres egen fredstidsmoral.
Det er lige der, fortælleren – altså Yizar Smilansky – i Slagmark bliver fanget. Staten Israel er blevet udråbt. FN’s generalforsamling har anerkendt jødernes ret til en nationalstat og tildeler dem et område i Det Britiske Mandatområde Palæstina. Det anerkender de omkringliggende arabiske stater ikke, og dermed er Israel ude i en eksistenskrig.
Den brik i puslespillet, som Slagmark lægger, hedder folkefordrivelse
Vi kender alle David mod Goliat-fortællingen om Israel. Vi kan heller ikke have undgået at kende begrebet palæstinensiske flygtningelejre. Den brik i puslespillet, som Slagmark lægger, hedder folkefordrivelse. Palæstinenserne, der siden 1948 har boet i lejrene, flygtede nemlig ikke frivilligt.
Slagmark for fremtiden
Jacque Lauritsen står alene på scenen som fortælleren, der en morgen i 1948 bliver sendt ud for at rydde en palæstinensisk landsby og rive den ned til grunden. Det fremgår af operationsbefalingen. Yizar og hans kammerater følger bare ordre.
Undervejs kommer han imidlertid i tvivl. Parallellerne til jødernes egen historie med forfølgelse og pogromer er indlysende. Ja, endda til organiserede transporter i Europa få år tidligere. Men soldaterne er jo på sikker moralsk grund, for araberne er ikke til at stole på. Vel?
Hun vil opdrage en hævner
I øvrigt har de udført lignende operationer før. Brutaliseringen i krig er sat ind. Man fristes til at sige ondskabens banalitet. Her finder vi så Smilanskys og forestillingens profetiske observation:
Den unge Yizar slår blikket ned, da en ung palæstinensisk mor med sin 7-årige søn går hen mod de lastbiler, der vil føre dem i evigt eksil. Og han tænker: ”Hun vil opdrage en hævner”.
Dermed står vi i det morads, som vi kender fra nyhederne.
Sandheden som krigens første offer
Så er vi tilbage ved det med sandheden. Israel har været dygtig til spin. Palæstinenserne henholder sig til en FN-resolution, der allerede i 1949 krævede de 750.000 fordrevne palæstinenseres tilbagevenden til landsbyer og byer i Israel. Det krav har Israel ignoreret lige siden. De har forsvaret sig mod terror, hedder det.
Slagmarks berettigelse er ikke mindst, at den fra israelsk side anerkender, at fordrivelsen fandt sted. Med til historien hører imidlertid, at en tv-film over Smilanskys bog blev bortcensureret fra israelsk tv. Så må teatret lægge scene og taletid til.
Dramatiseringen er dog ikke helt vellykket. Balancen mellem fortællerstemmen, der både beskriver, hvad der sker, og hvad den unge soldat tænker, og ”citater” med, hvad hans overordnede og kammerater siger, fungerer ikke helt.
Ordvalget betyder nemlig noget. Siger vi zionister eller jøder? Eller israelere? Siger vi palæstinensere eller arabere?
Monologen afbrydes et par gange af filmklip med dokumentariske optagelser af smilende, sejrrige israelske soldater og af udtryksløse palæstinensere, der køres bort med få eller ingen ejendele. Vi skal lige mindes om, at det ikke er fiktion.
Teater til tiden
I det hele taget er det nok lettere at følge historien, hvis man i forvejen interesserer sig for konflikten i Israel/Palæstina og har nogen baggrundsviden. Netop fordi Slagmark fortæller en historie, vi ikke har hørt før. Ikke fra en israelsk kilde.
Der indledes og afsluttes med en række historiske fakta på skærmen. De illustrerer sjovt nok netop pointen om sandheden som krigens offer. Ordvalget betyder nemlig noget. Siger vi zionister eller jøder? Eller israelere? Siger vi palæstinensere eller arabere? Og når vi skal fortælle den gode historie om krigen, er spørgsmålet altid, hvem der skød først, så hvad betyder ”der udbryder krig”?
Slagmark er ikke fiktion, men faktateater. På den anden side er historien også subjektiv, fordi det først og fremmest er én ung soldats historie. Vi når bare aldrig at lære den unge mand rigtigt at kende. Portrætterne af kammeraterne forbliver skitser. Derfor bliver opremsningen af skudepisoder, sprængninger, tilfangetagelse, deportation aldrig rigtigt gribende.
Men ingen tvivl om, at Slagmark er teater til tiden, som nok har fået en tand mere aktualitet, end nogen havde forestillet sig, da den blev sat på plakaten.
Følg aktuelle analyser og kommentarer om konflikten i Israel-Palæstina på POV Udland.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her