
CORONA-KUR // FOTOREPORTAGE – “Der var kommet gang i sommeren, før jeg tog min første tur ud i juni 2020 til Kalvebod Fælled. Jeg havde fået nok af, hvad der mest mindede om børnehave og fitnesscenter i gården, med dertil hørende skrig, skrål og ikke mindst musik,” skriver Kiowa Rudolph, der efterfølgende har tilbragt 42 nætter i naturen bare i 2020, og her giver dig tips og tricks til gode shelters, udstyr og naturoplevelser.
I de første måneder af 2020 var der i mediebilledet historier om en virus i Wuhan, som skabte kaos på hospitalsgangene og fyldte hospitalssenge. Foruroligende billeder af opgangsdøre der blev forseglet og munde der blev lukket på sundhedsfagligt personale.
Men virussen var stadig langt væk, så langt væk, at de færreste lande på det europæiske kontinent tog det alvorligt. Danskere valfartede ufortrødent på skiferie og ingen myndigheder tog notits af informationer eller henvendelser fra borgere, der var blevet syge efter besøg steder, som ikke var udmeldt af andre myndigheder, som værende risikozoner.
Ens fokus kommer til at dreje sig om de helt basale ting, mad, varme, at træde af på naturens vegne og omgivelsernes gang
Men billeder af kister kørt af sted i millitærbiler i kolonne fra Bergamo i Italien ændrede situationen. Og covid19 endte selvfølgelig også med at sprede sig i Danmark. Da vores statsminister Mette Frederiksens indledte pressemødet med disse ord den 11. marts 2020:
”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere.”, havde hun mere end ret og senere i talen ”Alle unødvendige aktiviteter bør indstilles. Vi anlægger med andre ord et forsigtighedsprincip…” var pandemien i Danmark en realitet.
Det fik mange mennesker til at bruge den danske natur meget mere end normalt i månederne efter, og heldigvis er der mange interessante steder.

Når man benytter sig af shelters eller fri teltning-områder, som man kan finde på Ud I Naturen.dk eller på Naturstyrelsens webside, så er det back-to-basics. De fleste steder er der kun shelteret eller et græsstykke, nogle steder findes en vandpost og et primitivt muldtoilet, et das, hvor det er godt at tage toiletpapir med, hvis der nu ikke er noget i forvejen.
Ens fokus kommer til at dreje sig om de helt basale ting, mad, varme, at træde af på naturens vegne og omgivelsernes gang.

Der var kommet gang i sommeren, før jeg tog min første tur ud i juni 2020 til Kalvebod Fælled. Jeg havde fået nok af, hvad der mest mindede om børnehave og fitnesscenter i gården, med dertil hørende skrig, skrål og ikke mindst musik.
Det gode ved Kalvebod Fælled er, at det kun ligger en lille cykeltur fra København, men der er en verden til forskel fra byens pulserende liv, herude mærker man tydeligere sin egen puls. Træerne havde iklædt sig deres grønne løv, fugleungerne pippede sultent i deres reder, omgivet af deres søskende, som de prøvede at overdøve for at overleve, og der var højt til den somme tider skyfri blå himmel.

Ud over at skulle klare de basale nødvendigheder, så er der selvfølgelig også tid til at udforske omgivelserne. På Kalvebod Fælled kan man ride på pony, bade i Øresund, besøge Kongelundsfortet, gå på jagt efter Bjarke Cirkelsten, som er en af Thomas Dambos Glemte Kæmper og ellers bare nyde en gå- eller mountainbike tur i naturen.
Her kan man opleve fugle ved Hejresøen eller i det lukkede fuglereservat ved Klydesøen, hvor der langs kanten er placeret udkigstårne, så en kikkert er god at have med. Man kan opleve træk- og rastefugle, som fx lærkefalken og fugle der yngler, som svalen. Skoven er fuld af dyreliv om sommeren, så det er ikke altid skovens dybe stille og ro, der møder en.
Lufthavnen i Kastrup plejer at være skyld i en enerverende bølge af larmende fly hvert andet, tredje minut fra kl. 6 til 24, men i stedet for flyene, var det i år noget, der lød som et cocktailparty ved Hejresøen, der holdt mig vågen de første par nætter. Der var den vildeste kvækken, rappen og pippen helt frem til midnatstid.
Jeg er sikker på, de havde en fed fest, sådan lød det i hvert fald. Men det opvejes, når man vågner om morgenen, får varmet noget vand på trangriaen til noget kaffe, og så sidder der og nyder solens varme stråler og betragter naturens gang omkring sig, mens man selv fyldes af energi i takt med at kaffekoppen tømmes.
Man tænker på nattens irriterende ”toilet”-bag-busken besøg, hvor man var ved at falde i teltbardunen, så indgangen til teltet næsten blev lagt ned. Om ”festen” i løbet af natten ved søen. Man nikker og hilser til andre på tur i skoven, der næsten alle som en, smiler ved erkendelsen af, at man ligger i telt og overnatter herude. Og lægger dagens planer, mens morgenmaden fortæres.

Missionen denne dag er at finde brænde og måske Bjarke Cirkelsten. En stor træskulptur lavet af Thomas Dambo i genbrugstræ. Denne gemmer sig et eller andet sted ved Kongelunden, og det er meningen, at man på en eller anden måde kan finde den ved hjælp af et kort på hans hjemmeside.
Det er aldrig helt lykkedes mig at gennemskue ”legen”, men jeg har dog fundet både Lille Tilde ved Vallensbæk Mose, Sovende Louis i Rødovre, missede Bakke Top Trine i Hvidovre og Oscar Under Broen i Ishøj, men de må så opleves en anden gang, hvor turen går ud i naturen.
Kører lidt rundt på må og få, ser en musvåge (tror jeg), der krydser stien lidt til vejrs mellem trætoppene et par gange. Får samlet lidt brænde, da jeg er kommet på afveje i hundeskoven Rosenlunden. Jeg støder desværre ikke ”tilfældigt” ind i Bjarke Cirkelsten, så turen afsluttes med en sen frokost på Kongelundsfortet, med kig over vandet til verdens ende. Jeg ved godt, at det er Sydsjælland, man kan ane i horisonten, men når man sidder der på toppen, minder det mere om verdens ende.

Derefter går turen tilbage til min lejr og der skal laves aftensmad. Denne aften står den på ris, pølser i stykker, stegt med løg og karry og dåse majs, det hele blandet sammen og varmet godt op på trangriaen.
Der skal selvfølgelig bruges nogle remedier og noget planlægning, når man sådan tager ud. Det er ret forskelligt, hvor lidt eller hvor meget, folk har brug for, også afhængigt af årstiden. Hvor omfangsrigt madlavningen skal være og hvor meget ”luksus”, man har brug for.
En ting er sikkert, man kan købe sig fattig i udstyr, meeen man kan også godt klare sig med teltet og soveposen/underlag fra ungdommen, et enkelt gasblus eller trangria, en vanddunk, en rulle toiletpapir og så 2 undværlige ting, powerbank og vådservietter.
Powerbanken til telefonen er mest til kamera, kort og vejrudsigt. Det er ting, der er rare at kunne bruge, de sidste når der altså er netforbindelse, hvilket ikke altid er tilfældet i skoven. Og med vådservietter kan man klare meget, når man nu ikke har et bad og håndvask inden for rækkevidde og det er jo ikke altid, man lige synes badevandet er varmt nok til en dukkert, i hvert fald ikke jeg.
Men tag nu vådservietterne (eller toiletpapir for den sags skyld) med i en skraldepose, de forgår altså ikke så let, har set mange ligge og flyde i naturen.

Af andre brugbare ting kan nævnes lygte, pløkhammer, lighter og en ekstra, hvis man da ikke er til at bruge tændstål eller lign. til optænding af bål (har med succes klippet en brugt cykelslange i mindre stykker, og brugt dem til optænding), sav, økse (har klaret mig uden), presenning.
Hvis man er ude i det danske sommervejr, kan det være rart at kunne lave et ”tørt” sted, hvis man ellers kun har teltet. Hæng det op med noget snor, mellem nogle træer og så har man et ekstra tørt udeområde, hvis vejret viser sig fra sin våde side. Den er også god at ligge på med soveposen lidt fra bålet, hvis man er træt af at sidde på en træstamme. Myggespray og et par crocs-agtige sko, lige til at stikke fødderne i, hvis man skal ud og tisse om natten og det skal gå stærkt.
Næste gang går turen til Jægersborg Hegn, Dyrehaven og Eremitagesletten nord for København, også et fedt sted med skov, strand og mose.

LÆS ALLE KIOWA RUDOLPHS ARTIKLER HER
Alle fotos er taget af skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.