INTERNATIONALT // BOGANMELDELSE – At omsætte FN’s verdensmål til interessant og vedkommende stof, så almindelige mennesker får lyst til at læse og handle, er ikke nogen nem opgave. Heller ikke selvom de nuværende 2030-mål også omfatter Danmark. En ny bog på dansk, 2030 NOW, opfylder på smukkeste vis den rolle.
Da jeg fik bogen 2030 NOW med undertitlen 17 MÅL, 9 MIA. MENNESKER, 1 FREMTID i hånden, var jeg ved at falde ned af stolen af ærefrygt. Hvor er det bare en flot bog.
Nu kan ingen danskere længere komme og sige, at verdensmålene er for verdensfjerne for almindelige mennesker.
Tænk, at man kan trylle noget så knastørt som 17 FN-verdensmål om bæredygtig udvikling om til et mesterværk, der pynter på kaffebordet, giver viden, underholder og inspirerer til handling.
FN’s 2030-mål er den mest ambitiøse globale dagsorden nogensinde. De 17 verdensmål blev vedtaget af alle FN’s medlemsnationer i 2015.
Tilsammen skal de 17 mål sikre en fremtid, hvor ingen bliver ladt i stikken. Hvor fattigdom er fortid, og hvor alle kan leve et ligeværdigt liv. Hvor der er plads til mangfoldig natur, og hvor ødelæggelsen af vores fælles jord er bremset.
Ildsjæle, kendisser og lækre fotos
At omsætte FN-mål til interessant og vedkommende stof, så helt almindelige mennesker får lyst til at kaste sig over det, er ikke nogen nem opgave. Heller ikke selvom 2030-målene også omhandler Danmark.
I modsætning til 2015-målene, som primært fokuserede på udviklingslandene, bliver alle FN-nationer denne gang målt på, hvor godt de opfylder målene.
Bogen er meget pædagogisk og fint skrevet af den danske journalist Susanne Sayers, og dens omdrejningspunkt er ildsjæle, som kæmper og inspirerer i stort og småt for at vise, at vi alle kan spille en rolle.
17 kendte mennesker, der bruger deres berømmelse på at udbrede kendskabet til 2030-målene, er også med. Herunder danske Nicolaj Coster-Waldau, skuespiller, og arkitekt Jan Gehl.
Jeg har for eksempel aldrig før set en graf bygget op af gulerødder
Alle kapitler, som er bygget op om hvert af de 17 verdensmål, er illustreret med lækre, tilgængelige grafikker med tal og fakta leveret på en måde, så selv talblinde kan forstå det. Gerne med et glimt i øjet.
Jeg har for eksempel aldrig før set en graf bygget op af gulerødder. Grafen handler selvfølgelig om madspild under verdensmål 2, som fastslår, at vi skal stoppe sult.
Den franske fotograf, filminstruktør og miljøaktivist Yann Arthus-Bertrand har lagt sine dramatiske og velkendte fotos til – ofte som verden ser ud fra oven.
17 kunstnere tvinger læseren til at se verden på nye måder og stille spørgsmålet ”hvad nu hvis…” ud fra tanken om, at hvis vi kan forestille os noget, kan vi skabe det.
Alt er organiseret i forhold til bogens tre temaer: Tænke, skabe og handle.
Alle former for fattigdom sætter livslange spor
De facts fra den del af verden, der ligger nærmest Danmark, vil givet få nogle læsere til at tænke.
Man kan for eksempel under mål 1 om afskaffelse af sult læse, at når et barn fra en fattig familie i et rigt land som Storbritannien fylder tre år, er det allerede ni måneder bagud i sin udvikling i forhold til jævnaldrende fra velhavende familier.
I en tid, hvor råbekoret og hadet dagligt vokser på de sociale medier og i diverse kommentarspor, er fælles madlavning og måltider en simpel måde at ændre verden på i det små
Mens ekstrem fattigdom er et kæmpe problem i Afrika og visse dele af Asien, sætter den relative fattigdom og børnefattigdom i den vestlige verden også livslange spor.
Man kan også lade sig inspirere til tanker og samtale af samtidskunstneren Rirkrit Tiravanija, som har skabt et simpelt udendørs spisested og køkken med solkomfurer og lokale ingredienser.
Do we dream under the same sky er titlen på projektet, som inviterer gæster til at kokkerere sammen. Når vi laver mad og spiser sammen, deler vi historier, holdninger og idéer.
I en tid, hvor råbekoret og hadet dagligt vokser på de sociale medier og i diverse kommentarspor, er fælles madlavning og måltider en simpel måde at ændre verden på i det små.
Handling batter faktisk
Når vi handler, sker der noget. Det ved vi fra FN’s tidligere 2015-mål. For eksempel er antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, faldet med gennemsnitligt 137.000 om dagen i løbet af de seneste tre årtier.
Det er skønt at få serveret den ene positive nyhed efter den anden i 2030 NOW, for det giver håb
Desværre hører vi sjældent om de gode nyheder i de traditionelle medier. Det er skønt at få serveret den ene positive nyhed efter den anden i 2030 NOW, for det giver håb.
For eksempel er den forventede levealder ved fødslen mere end fordoblet i løbet af det seneste århundrede. Mens kun én procent af verdens befolkning levede i et demokrati for to hundrede år siden, er det i dag mere end halvdelen, og kolonistyre er så godt som afskaffet de seneste 50 år.
I bogen kan man også læse, at ni ud af 10 af verdens børn kommer i skole. Nu er målet så at få kvalitet i uddannelsen: Bedre uddannelse af lærere, færre børn i klasseværelserne, bedre undervisningsmidler, afskaffelse af børneægteskaber.
At det batter at råbe op har bogen masser af beviser på.
Memory Banda fra Malawi sagde for eksempel nej, så det kunne høres, til at få en mand, da hun var 13 år.
Hun fik hjælp af en lokal organisation og deltog selv i en årelang kamp for at skabe plads til pigers stemme og påvirke politikerne. Det endte med, at børneægteskaber blev forbudt i Malawi.
For lidt hjælp til den mentale sundhed
Et af de steder, hvor bogen er kritisk, er i forhold til mental sundhed. Mens det går hastigt fremad med at bekæmpe fysiske sygdomme, rammes hvert fjerde menneske på et tidspunkt af psykisk sygdom.
Men mange steder er psykisk sygdom omgærdet af tabu og myter, og derfor får mennesker ikke den hjælp, de har brug for. Hvis vi skal nå mål 3 om sundhed og velvære for alle, er vi tvunget til at forholde os til psykiske lidelser.
Ganske få steder forsømmer bogen også at tage de mindre velbevandrede i udviklingsspørgsmål i hånden
Den psykiske sundhed og muligheden for behandling halter også i Danmark. Det samme gælder ligestilling mellem kønnene, og vores ulighed vokser.
Desværre er der i bogen relativt få eksempler på, hvor vi kunne gøre det bedre i Danmark. Vi hører heller ikke meget til de danske ildsjæle.
Udeladelsen skyldes formentlig, at bogen også udgives på engelsk og derfor skal tale til alverdens folk.
Men flere danske eksempler ville have talt til de danskere, som er svære at få til at interessere sig for resten af verden, som har svært ved at identificere sig med ikke-danskere eller som er skeptiske over relevansen af verdensmålene i de rige lande.
Ganske få steder forsømmer bogen også at tage de mindre velbevandrede i udviklingsspørgsmål i hånden. Det gælder for eksempel, når der bruges forkortelser som UNDP uden forklaring.
Og så undrer jeg mig lidt over, er, at man har valgt at kalde bogen for 2030 NOW i stedet for 2030 NU, når nu hele bogen i øvrigt er på dansk, og det danske ord ”nu” passer fint ind i titlen.
De her småting overskygger dog på ingen måde oplevelsen af, at det er et imponerende værk.
Skrid så til handling
Til sidst i bogen finder læseren Erklæringen om Menneskerettigheder i en læselet-version. En detalje, som giver utrolig god mening i en tid, hvor visse danske politikere plæderer for, at vi ikke længere har brug for menneskerettighederne.
Hvor mange danskere ved reelt, hvad der står i erklæringen? Her gives et overblik på halvanden sider med stor tekst og luft mellem linjerne.
”På disse sider vil man – som jeg gjorde det for så mange år siden – finde en magtfuld og indtrængende appel om handling. Jeg håber, at det vil åbne øjnene for de barske realiteter i dag og bevæge hjertet til at tage del i at skabe et lysere i morgen,” skriver Ban Ki-Moon, FN’s ottende generalsekretær i bogens forord.
Giv bogen til alle dem, du holder af. Og gå i gang med at finkæmme dit liv for det, der ødelægger vores fælles, uerstattelige jord
Den appel bringer jeg gerne videre.
Læs bogen, nyd de forrygende smukke og tankevækkende store fotos, de nemt tilgængelige grafikker og det kæmpe researcharbejde, der ligger gemt i bogen.
Og skrid så til handling.
Giv bogen til alle dem, du holder af. Og gå i gang med at finkæmme dit liv for det, der ødelægger vores fælles, uerstattelige jord.
Bogen udkommer den 2. maj
Redaktører: Stine Trier Norden og Søren Rud
Koncept: Life Exhibitions
Initieret af: Torben Wind
Forfatter: Susanne Sayers
Grafisk designer: Christian Kirk-Jensen/Danish Pastry Design
Billedredaktør: Vibeke Højgaard Frederiksen
Fagredaktør: Michael Helt Knudsen
Research: Poul Arnedal
Korrektur: Caroline Rutter, Sanne Rud
ISBN nr.: 978-87-997573-3-6
Topfoto: Cyklister ved et 2030 NOW-event i København, en af de mest cykelvenlige hovedstæder i verden. Israels Plads, København, Danmark (55° 40’ 58’’ N – 12° 34’ 06’’ E) © Yann Arthus-Bertrand.
Alle illustrationer er fra bogen.
_______________________________________________
Lotte Ladegaard får et meget begrænset honorar for at skrive til POV. Du kan give et bidrag til hende på MobilePay 27 30 17 89.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her