DOKUMENTARFILM // ANMELDELSE – En særlig arbejdsform giver liv og lethed til en dokumentar om at have ondt i livet. Hovedhistorien handler om en flok idealistiske pædagoger, der indrettede et kollektiv for udsatte unge i 1970’erne, men filmens fortælling har også rod i nutiden.
På Degnestaven i Københavns Nordvestkvarter har filminstruktør Kristian Nordentoft indrettet sit værksted i et nedlagt forretningslokale ved siden af den lokale døgnkiosk. For at nyde solen og fremme samtalerne har instruktøren installeret en lille bænk udenfor vinduet. I et håndholdt formsprog, hvor research og optagelser overlapper hinanden i en såkaldt performativ dokumentar, hvor han selv optræder i lyd og billede, begynder han at filme. Og udspørger kvarterets beboere om, hvad fællesskab betyder for dem.
Et hyggeligt leben udspiller på fortovet, når folk køber deres øl og fornødenheder hos deres højt værdsatte kioskmand, Hallis og falder i snak med instruktøren. Kiosken er et samlingspunkt og Hallis hjælper alle. Det viser sig hurtigt, at uden fællesskab ville disse sårbare eksistenser gå til grunde. De er ikke hjemløse, men bor alene i små lejligheder, og kan føle sig ensomme i hjertet.
”Uden fælleskab klarer vi den ikke, det er modgiften mod ensomhed”, som en af dem siger. Det fortælles også, at det er blandt folk med færrest mønter i pengepungen, at man finder man den største generøsitet. Det kan kvarterets VVS’er og en flyttemand bekræfte. Folk i Gentofte skælder ud og er aldrig tilfredse; dem i Nordvest er taknemmelige over det, man gør.
Særlige fællesskaber
Instruktøren deler arbejdsadresse med sin gode ven Benny. Han kan fortælle om nogle helt særlige fællesskaber tilbage i 1970’erne, hvor hans idealistiske pædagogforældre indrettede sig alternativt i Aarhus. Umærkeligt begynder de to historier fra Aarhus og Nordvest at spejle sig i hinanden, selvom de tidsmæssigt og tematisk ligger hinanden fjernt. Instruktørens engagerede nærvær binder historierne sammen. Og man spørger sig selv, om dem, vi møder i København, ikke lige så godt kunne være dem, der engang havde tilbragt noget af deres ungdom i et socialt eksperiment i Aarhus? Der klippes helt utvungent og naturligt mellem de to lag i fortællingen.
Et tankevækkende og personligt stykke hverdagshistorie i det helt rigtige og uformelle formsprog
Hvor man fra begyndelsen af 70’erne i kollektiver som Maos Lyst og Nordkrog i Hellerup kæmpede for at få revolutionen til at gå hånd i hånd med egne personlige ambitioner i den kreative klasse, var der andre kollektiver, der på realplanet kæmpede for at gøre en solidarisk indsats overfor unge, der trængte til en ny begyndelse.
Ud fra devisen ”det er ikke de unge, der er noget galt med – det er samfundet”, tog en række visionære, jyske socialpædagoger de problematiske unge til sig. Unge af den slags, som kommunerne ikke magtede, og som i dag bliver pakket væk på bosteder. Forsømte, småkriminelle unge med sparsomme familierelationer og ofte med misbrugsproblemer.
De fandt et fristed i kollektiver som Majgården eller Sall i Hammel udenfor Aarhus hvor der var gang i piben, højt til loftet og uanede mængder af frihed. Og hvor teenagerne blev mødt med accept i et fællesskab, som de aldrig tidligere havde kendt, ført an af en gruppe socialpædagoger på overarbejdede 24/7. Fem ældre og underholdende personligheder fra Salls hårde kerne laver fællesmøde til ære for filmen og mindes deres fortid med de unge beboere i kollektivet.
De unge, 50 år senere
Instruktøren finder også frem til nogle af ”de unge” her mere end 50 år senere. Fælles for dem er deres store taknemmelighed overfor ”de gamle”, som de kaldte dem, der dengang gjorde en kolossal forskel i deres liv. I kollektiverne kunne de få lov til at være i fred og finde sig selv. Ikke alt var dog lutter idyl. Pædagogernes egne børn oplevede stiknarkomaner på nærmeste hold, og der blev ukritisk røget hash af stort set alle. Det lå i tiden, at hash tog man ikke skade af. Men en dag efter en årrække er de sidste pædagoger slidt op. Og eksperimentet sluttede. Nogle af ”de unge” fra kollektiverne er stadig misbrugere, mens andre har frigjort sig fra rusmidlerne.
Instruktøren har været i gamle fotoalbums og lavet primitive, uhøjtidelige og håndskrevne skilte, når han skal beskrive de medvirkende. Og har skabt små pudsige flytteanimationer placeret ovenpå realbillederne, der virker sjove i en kontekst, hvor al pænheds-æstetik er forduftet. Faktisk lugter de barnlige skilte lidt af rød stue på den fede måde. Instruktøren er hele tiden til stede i fortællingen, selvom han ikke gør meget væsen af sig. Der er en jysk beskedenhed, men også stædig insisteren på at få historien hjem, som man kun kan beundre.
Det er skønt, at DR har givet plads til et så tankevækkende og personligt stykke hverdagshistorie i det helt rigtige og uformelle formsprog. En undersøgende dokumentar, når den er allermest charmerende, og lige så tilpas rodet som den virkelighed, den skildrer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og