KONCERT // ANMELDELSE – I Viktoria Søndergaards Secrets er der saft og kraft, og som udadvendt performer er hun virkelig en fornøjelse, skriver Jens Rasmussen. “Hun springer rundt og nærmest danser, mens hun spiller. Man keder sig ikke i hendes selskab, men udtrykket var en kollektiv indsats fra hendes orkester”.
At spillestedet Klein i Københavns Sydhavn modtog titlen som Årets Scene ved DMA Jazz 2025, er ikke tilfældigt. Det beviste lørdag aftenens koncert med Viktoria Søndergaard Secrets. Det var den sidste koncert på en miniturné under årets Vinterjazz, for tidligere havde ensemblet givet koncerter i Aalborg og Aarhus.
Viktoria Søndergaard er en spøjs musiker, en af de få, som trakterer vibrafonen. Jeg kan på stående fod kun komme i tanke om navne som Max Leth, Finn Ziegler, Louis Hjulmand og Morten Grønvad, hvis vi altså taler om Danmark. De tre første er døde, og der er ingen kvinder iblandt, så hun står forholdsvis alene med sit instrumentvalg. Men ikke nok med det.
Viktoria Søndergaard har formået at løfte vibrafonen et helt andet sted hen. Ud af det loungede reservat, den ofte har været henvist til, som lydsukker i reklamejingler. I Viktoria Søndergaards tilfælde er vibrafonen et kreativt værktøj med mange klange.
I starten af koncerten sang hun mere, end hun spillede. Det var først længere henne i forløbet, at hun viste sin virtuositet med fire køller i voldsom dans over vibrafonens metalstave.
Der er så mange vitaminer i musikken, som gør, at de hæver sig over andre såkaldte nordiske ensembler, hvis vilde inderlighed ofte fiser ud i tågede pasteller
Der var i det hele taget meget vokalt i Secrets. Først og fremmest fra sangeren Elvira Skovsangs side, men også de øvrige musikere, pianisten Frederik Blæsild Vuust, trommeslageren Siv Øyunn og bassisten Jens Mikkel Madsen, bidrog med sang eller tale.
Koncerten kunne sine steder godt få et kabaretagtigt præg, fx i sangen “Mor, mor”. I starten kiggede jeg forvirret efter en saxofonist, indtil jeg fandt ud af, at Elvira Skovsangs stemme blev kørt gennem en vocoder eller autotune. Bassisten Jens Mikkel Madsen, der også kendes fra orkestret I Think You’re Awesome, var med som afløser for den vanlige bassist Ida Duelund, men gjorde en absolut god figur.
Det var en fin og afvekslende koncert, hvor de enkelte musikere alle fik lov til at folde sig helt ud. De to harmoniinstrumenter, vibrafonen og klaveret, kom aldrig til at spænde ben for hinanden. Og så er det altså et sjovt greb med alle de vokale indsatser, som adskiller Viktoria Søndergaard Secrets fra hendes andet orkester Baryl, som har kunnet opleves under tidligere Vinterjazz-arrangementer.
Der er så mange vitaminer i musikken, som gør, at de hæver sig over andre såkaldte nordiske ensembler, hvis vilde inderlighed ofte fiser ud i tågede pasteller, ingen nævnt, ingen glemt. I Viktoria Søndergaards Secrets er der saft og kraft, og som udadvendt performer er hun virkelig en fornøjelse. Hun springer rundt og nærmest danser, mens hun spiller. Man keder sig ikke i hendes selskab.
Musikken veksler dog i intensitet og styrke. For i, hvad jeg vil kalde, balladen “Vi legede i marken” er der en næsten radioheadsk melankoli.
Det meste af repertoiret findes på pladen Music of Secrets, der udkom i efteråret, og Viktoria Søndergaard beklagede fra scenen, at hun ikke havde medbragt nok vinyler, så man kunne ikke købe musikken med hjem. Koncerten var i øvrigt udsolgt, og man sad godt og hyggeligt i Kleins fine lokale, hvor lyden var perfekt.
Noget nyt musik var der dog med. For et af de sidste numre i koncerten var en suite til percussionisten og trommeslageren Marilyn Mazurs ære. Mazur døde jo i december, og slægtskabet mellem den livfulde trommeslager og den mindst lige så livfulde vibrafonist var tydeligt og selvfølgelig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.