KLIMA // KRONIK – En verden i opbrud kræver nye fortællinger. Klimakrisen, politiske chok og global ustabilitet udfordrer vores forståelse af fremtiden og tvinger os til at gentænke, hvordan vi skaber mening og håb. Vi har brug for en ny og radikal vision, skriver Rasmus Haarkær Ankersen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fortællinger er uundværlige for os mennesker. Den sociologiske forskning i narrativer har vist, at vi konstruerer mening via historiefortælling, baseret på oplevelser og indtryk fra vores levede liv. Fortællingerne gør det muligt at forbinde og strukturere væsentlige begivenheder i overskuelige mønstre, som sætter os i stand til at forstå, og handle på, vores omverden. Desuden er fortællinger med til at opbygge både individuel og kollektiv identitet.
Derfor er fortællinger især vigtige i opbrudstider, hvor status quo ophører, og markante begivenheder fører til hastige og radikale omvæltninger af vores livsverden. Vi bliver nødt til at forstå for at kunne handle og leve.
Historiens bue
Da Trump blev valgt i 2016, var jeg mest af alt forvirret. Hvordan kunne det ske? Jeg forsøgte, som så mange andre, at tilskrive det mening i en kaotisk politisk verden med Brexit, flygtningekrise og kupforsøg i Tyrkiet. Senere kom De gule veste, Greta Thunberg, rivalisering mellem USA og Kina, coronapandemi og en tiltagende højrepopulisme i Europa. Vi havde alle brug for en fortælling. Noget, som kunne forklare de mange kriser og samtidig anlægge et positivt perspektiv for fremtiden.
Nu står vi tilbage med en amerikansk præsident som vil fjerne miljøregulering og siger ”drill baby, drill!”
Jeg fandt min fortælling i Dagbladet Informations spalter, i Rune Lykkebergs bog Vesten mod vesten, og i Christian Bennikes Engang troede vi på fremtiden. Det var en fortælling om, at de politiske kriser primært skyldtes den vestlige elite og intellektuelles ignorance. Den neoliberale økonomiske doktrin havde skabt større ulighed og eroderet arbejderklassen. Globaliseringen og flygtningekrisen udfordrede betingelserne for nationalstatens selvopretholdelse og skabte utryghed i befolkningerne. Samtidig havde den regelbaserede verdensorden ikke levet op til sit løfte, men havde fungeret som magtinstrument for USA og Vesten.
I den fortælling kunne valget af Trump forstås som en modreaktion. Et chok, som ville vække os fra vores tornerosesøvn og omsider få os til at gøre op med den ulighedsskabende og uretfærdige elitepolitik, som havde overtaget vores samfund, siden Reagan og Thatcher kom til magten i starten af 80’erne.
Det var en fortælling, som byggede på den hegelianske dialektik. En tro på, at samtiden altid vil være præget af konflikter, bevægelser og modbevægelser, reaktioner og opbrud mod det bestående. Og at det ultimativt er den indbyggede konflikt i vores samfund, som skaber fremskridt. Som Obama ofte sagde: ”Historiens bue er lang, men den bøjer mod retfærdighed.”
Hvis vi indså de uretfærdigheder, som vores samfundsmodel havde skabt, så kunne vi selvfølgelig også gøre op med dem. Større omfordeling, en værdig tilværelse og arbejdsliv for middel- og arbejderklassen, en ordnet grænsepolitik, opgør med den voldsomme centralisering i de store byer samt forsømmelsen af de mindre byer og lokalsamfund. Og det hele hang i sidste ende sammen. For at handle på natur- og klimakrisen måtte vi også skabe retfærdige og reelt demokratiske samfund. Klimakamp måtte forstås som klassekamp.
På den måde var der håb i horisonten. Måske var det hele ikke så trist og mørkt alligevel. Hvis vi tog et opgør med den politiske konsensus, som havde ledt os ned ad denne vej, så kunne vi skabe en bedre fremtid. Men nu er jeg blevet i tvivl.
Kan vi stadig tro på fremskridt?
For med Trumps genvalg synes der at være noget andet på spil. Biden førte en progressiv økonomisk politik. Inflation Reduction Act og Chips and Science Act gjorde op med fortidens fejl og blinde vinkler.
Nu ville Demokraterne være progressive, skabe social retfærdighed og samtidig handle på klimaet i en tid, hvor det er en eksistentiel nødvendighed. Men det var ikke nok. Nu står vi tilbage med en amerikansk præsident, som vil fjerne miljøregulering og siger ”drill baby, drill!”, mens verdens rigeste mand, Elon Musk, danser lykkeligt forfjamsket rundt i baggrunden med udsigt til at få kontrol over de statslige instanser, som skulle regulere og overvåge hans egne virksomheder.
Inderst inde har vi vidst det længe. Parisaftalens mål er dødt og begravet
Det sker få måneder efter, at vi har fået sammensat et EU-Parlament med et markant svagere mandat på klimaområdet. I Frankrig er den politiske situation kaotisk efter sommerens parlamentsvalg, og noget tyder på, at Le Pen har gode chancer ved det kommende præsidentvalg. I Tyskland er trafiklysregeringen brudt sammen, og det ser unægtelig ud til, at CDU og Friedrich Merz vil overtage kanslerposten.
Hjemme i vores egen andedam ser trepartsaftalen, som Mette Frederiksen sejrende kaldte ”historisk”, ud til at blive et eksempel på, hvordan koncentrerede særinteresser kan få uhensigtsmæssigt stor indflydelse på politiske tiltag, som åbenlyst kommer klimaet, naturen og det store flertal i befolkningen til gode. Desuden ligner statens store energiø-projekter efterhånden en katastrofe, mens både Ørsted og Vestas, som for få år siden blev udråbt som den grønne omstillings guldæg, kæmper med styrtdykkende aktiekurser. Alt sammen sætter det store spørgsmålstegn ved den i forvejen haltende klima- og naturindsats.
Det bliver især tydeligt, når man ser på deltagerlisten til det netop afholdte COP-møde i Aserbajdsjan, for her er det mest iøjnefaldende, hvem der udeblev. Hverken Vladimir Putin, Xi Jinping, Ursula von der Leyen, Emmanuel Macron, Olaf Scholz, Joe Biden eller Donald Trump fik sat plads af i kalenderen til at møde op. Desuden endte mødet med en aftale, som ingen for alvor havde noget positivt at sige om.
Det er urovækkende i en situation, hvor FN’s miljøprogram UNEP er nået frem til, at vi ser ind i en temperaturstigning på mellem 2,6 og 2,8 grader. Og det er under forudsætning af, at landene lever op til deres forpligtelser i Parisaftalen og de mål, de har indsendt til FN. Hvis ikke det lykkes for alle lande, og det er der god grund til at være skeptisk overfor, så ser vi ind i en fremtid med en temperaturstigning på over 3 grader.
Inderst inde har vi vidst det længe. Parisaftalens mål er dødt og begravet. Trumps genindtræden som præsident bliver blot endnu en dråbe i et bæger, som for længst er flydt over. Men hvor står vi så nu? Jeg er i tvivl.
Jeg har lyst til at give op. Sådan oplever jeg, at mange fra min generation har det, og det er selvfølgelig ikke produktivt
Selv står jeg tilbage med en fornemmelse af, at vi måske stadig lever i en form for tornerosesøvn. Den fortælling, som har givet mig ro, håb, tro på fremtiden og en vej til at forstå den kaotiske verden, vi lever i, er mere udfordret, end jeg har oplevet i min livstid. Tror vi virkelig stadig på, at den hegelianske dialektik vil slå igennem? At vi, trods dystopien og mørket, er på vej mod en bedre og mere fri verden?
Ny radikal fortælling?
Radikal økonomisk omfordeling, areal- og energiomlægning, global retfærdighed og demokratisk stabilitet fremstår som en nærmest umulig opgave i en verden, som i så høj grad er styret af kapitalinteresser, privilegier og materialisme. Temperaturstigninger og biodiversitetskollaps, som på dette tidspunkt synes til en vis grad uundgåeligt, vil utvivlsomt skabe endnu mere kaos og ustabilitet. Hedebølger, orkaner, oversvømmelser, fødevaremangel, luftforurening, flygtningestrømme og deraf afledte økonomiske, kulturelle og politiske chok over hele verden.
Det lyder som en opskrift på utryghed, desperation og kollaps. Lige nu er jeg bange for fremtiden. Jeg har lyst til at give op. Sådan oplever jeg, at mange fra min generation har det, og det er selvfølgelig ikke produktivt. Derfor har vi nu brug for en ny fortælling. Måske en, der er mere radikal. For det er nu åbenlyst, at de næste årtiers politik bliver et eksistentielt anliggende. Katastrofen kommer i et vist omfang, det ved vi. Men hvordan handler vi på den? Og hvad skal der komme efter? Det er den fortælling, vi nu skal i gang med at skabe.
Læs også Seth Marvin Andersens artikel “COP29: Ny aftale for klimabistand får hård kritik af eksperter, miljøorganisationer og aktivister”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
