Statsministerens åbningstale: Hvorfor er oppositionens kritik altid så forudsigelig?

af i Debat/Politik & Samfund

POLITIK // DEBAT – Mette Frederiksen tegnede ikke et lyserødt glansbillede af Danmark i sin åbningstale til Folketinget, skriver Thomas Milsted, der mener at talen rummede vigtige erkendelser af fremtidens udfordringer. Oppositionens reaktioner var derimod lige så forudsigelige som altid. 

Jeg ved ikke, hvorfor oppositioner altid er så forudsigelige?

Jeg er overbevist om, at hvis Mette Frederiksen for sjov havde kopieret Lars Løkke Rasmussens sidste åbningstale, ville oppositionen også have skreget visions- og handlingsløs. Vi ville have hørt de samme floskler om en retorisk god tale med gode takter efterfuldt af det legendariske men, hvor talen sables ned for sine manglende anvisninger om vejene til de alt for ambitiøse mål.

Man sidder tilbage med en stærk fornemmelse af, at kommentarerne er fabrikeret af spindoktorerne, længe før åbningstalen er leveret.

Man fornemmer ligefrem, hvordan politikerne sidder og dirrer efter at fyre dem af, uden at have lyttet til det, der er blevet sagt. Det er så lige der, at min politikerlede rækker ud efter en brækpose.

Og herhjemme kender jeg mange mennesker, der ser, at tingene ruller. De er bare ikke selv en del af det
– Mette Frederiksen

Jeg er ikke politisk kommentator, og jeg er bestemt heller ikke socialdemokrat. Det ville jeg ikke kunne byde min for længst afdøde far. Men jeg synes, det var en god tale. Faktisk en rigtig god tale. Dyster og frarøvet ethvert håb, ville nogle mene, men for mig at se rummede den et klart og ikke mindst præcist billede af, hvor vi står og hvilke udfordringer, vi skal løse. Og de oplistede dystre realiteter til trods, synes jeg, at talen alt i alt var det lys, der oplyste det mørke, der trækker verdens lykkeligste samfund ned.

Banen er kridtet op, og nu skal vi sammen udvikle de regler, der skal få spillet i gang.

Hendes tale var fuld af erkendelser af de mange fejl, også politiske fejl, der har givet de udfordringer, vi som samfund står med i dag

Ukonkret og uden anvisninger, lød det scenevant fra oppositionen. Men her er det vel på sin plads at gøre opmærksom på, at enhver politisk vision jo ofte starter på baggrund af et problem, der skal erkendes, fordi der er er noget, der skal forandres.

Og herhjemme kender jeg mange mennesker, der ser at tingene ruller. De er bare ikke selv en del af det. At løbe hurtigere. Men aldrig hurtigt nok. Nye krav. Tilliden slår revner. Centralisering. Skandalen i Skat. En amerikansk kapitalfond opkøber vores hjem. En direktørbonus på flere hundrede millioner. Kender grådigheden ingen grænser? Åbenbart ikke. Store banker, som svigtede deres samfundsansvar. Selv om vi holdt hånden under dem. Klimakrisen. En bekymring for selve vores klode og eksistens.

Det er da vigtige erkendelser? Specielt set i lyset af, at danske politikere på 11. år i træk lider under lav troværdighed ifølge den seneste analyse fra Radius. Og hvorfor? Fordi politikere stadig ikke har lagt sig i selen for at kommunikere klarere og tale et sprog, som danskerne forstår, og de stadig ikke er begyndt at erkende, når de laver fejl.

I ethvert forpligtende fællesskab, som et demokrati også er, der erkender man, når der er problemer eller man står med en udfordring, der kræver politisk og rettidig omhu

Vores nye statsministers tale var klokkeklar og til at forstå, og den var fuld af erkendelser af de mange fejl, også politiske fejl, der har givet de udfordringer, vi som samfund står med i dag.

Det er ofte fejlene og efterladenskaberne der skaber visionerne

I politiske embedskredse spøger nogen angiveligt med, at det indimellem er vigtigt at få Socialdemokraterne til roret for at få ryddet op efter al Venstres rod. Og også denne gang er der vist nok at tage fat på. De har ikke bare efterladt et samfund i en noget udfordrende tilstand, men selv deres eget parti har lignet en teenagefest, der var stukket lidt af.

Venstre skal nu ikke have skyld for det hele, og de udfordringer Danmark står tilbage med, deler vi med Europa og resten af verden. Men det vi deler, er tilstrækkelige erkendelser af realiteternes alt andet end lyserøde tilstand.

Når vi starter processen, kender vi ikke nødvendigvis løsningen, men vi har tillid til, at de løsninger og alternativer nok skal vokse ud af processen

Jeg synes, de erkendelser blev italesat fra Folketingets talerstol i går, og jeg synes, det var mere end klart, at talen gav udtryk for, at i ethvert forpligtende fællesskab, som et demokrati også er, erkender man, når man står med en udfordring, der kræver politisk og rettidig omhu. Det kan være store, og det kan være små udfordringer, men man erkender, at der er noget, der må ændres. Så er processen mod forandring sat i gang.

Da præsident Kennedy ville til månen

Når vi starter processen, kender vi ikke nødvendigvis løsningen, men vi har tillid til, at de løsninger og alternativer nok skal vokse ud af processen. Hvis vi altid efter visioner også skulle give de konkrete anvisninger til vejen og ikke mindst midlerne til at nå dem, ville ambitionerne være for lave.

Da præsident Kennedy i begyndelsen af tresserne, spurgte sine rådgivere, hvornår det kunne tænkes, at amerikanerne kunne have en mand på månen, lød svaret: Langt inde i det nye årtusinde. Da han omformulerede sit spørgsmål til en voldsom ambitiøs vision og krævede, at der skulle stå en mand, før tresserne ringede ud, var konsekvensen, at der stod et hold astronauter på månen for 50 år siden, 20. juli 1969.

Jeg tror, at det er den tillid, vores statsminister efterlyste. Og jeg tror, hun virkelig mente det, for ordet tillid var det mest brugte ord i går.

Tillid til at vi alle er med til at deltage i den proces at gøre Danmark til et endnu bedre sted, tillid til at vi får løst de store problemer med klimaet, bankernes grådighed, nedslidningen blandt de hårdtarbejdende, Skat, de ublu lønninger i toppen, de unges mentale og bekymrende tilstand. Tillid til at vi får løst alle de udfordringer vi står med, selvom vi ikke helt endnu ved hvordan.


Foto: Screendump DR. 

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Debat