Klima, klode og borgerlig ansvarlighed

af i KLIMAKRISE/Politik & Samfund

KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Som liberalistisk og individualistisk indstillet borgerligt menneske, må man også selv tage sit ansvar på sig. Vi har en klimadebat, som skaber konflikt og som skiller folk i ‘lejre’, skriver Gunnar Langemark, og den fastholder og uddyber nogle kløfter, som hverken er nødvendige eller gavnlige.

Jeg plejer ikke at blande mig i klimadebatten. Jeg ved ikke nok om klimaundersøgelser og kan ikke med nogen som helst vægt sige noget om deres gyldighed og validitet. Jeg har bevidst holdt mig fra den del af ‘klimadebatten’, som handler om at slå hinanden oveni hovedet med modsatkonkluderende undersøgelser og analyser, som man ikke selv forstår, mens man råber, at de andre er dumme.

Der er unødvendige holdninger og argumenter på alle ‘hold’. Men der er to argumenter mod at reducere sit ‘klimaaftryk’, som jeg ikke forstår, at mange mennesker på den borgerlige fløj fastholder. De holder jo ikke, hvis vi mener, at man selv tager ansvaret for sine egne gerninger.

Det første argument lyder sådan her: Det batter ikke noget, fordi vi i Danmark er så små på verdensplan. Vores bidrag er næsten umåleligt.

Det argument holder jo ikke. På den måde skulle kun den største ‘synder’ gøre noget. Vi skal alle selv tage ansvar. Selv den mindste kan være med til at løfte.

Vi har ikke ret til at ødelægge fremtidige generationers muligheder. Det strider imod enhver borgerlig etik, så vidt jeg kan se

Det er rigtigt, at Danmark ikke gør nogen større forskel, hvis man ser på det fra en global måleteknisk synsvinkel. Men det plejer at være sådan, når man er liberalist og individualist, at man fokuserer på den enkeltes eget personlige ansvar. Vi kan ikke bare frikende os selv fra ansvar, fordi andre gør det.

Man kan så sige, at Danmark ikke er et individ og at det står alle frit for selv at begrænse deres aftryk. Men den holdning misser pointen. For gennem de demokratiske institutioner vælger vi i fællesskab, hvordan Danmark skal agere i international sammenhæng. Uanset, at sult, religiøs forfølgelse og tortur er udbredt i nogle lande, har vi valgt at bekæmpe det i vores eget land. Vi fejer for egen dør – på nationalt plan. Også selvom tusinder af mennesker dør af sult i andre lande.

Det er et etisk spørgsmål, og det er et spørgsmål om kulturforandringer. Vi skal gøre det vi selv mener er det rigtige. Og selv hvis vi ikke kan forvente, at det ‘smitter af’ på hele resten af verden, så skal vi gøre det alligevel. Fordi det er det rigtige at gøre. Ellers kan vi jo give os selv lov til at gøre hvad som helst dårligt, bare fordi der er andre der gør det.

Kulturforandringer skaber også vækst

Det andet argument lyder: Vi er med i en puljeordning, så hvis vi reducerer vores aftryk, er der nogle andre, som kan gøre deres større.

Det argument holder heller ikke. Det svarer nærmest til, at man bevidst parkerer på handicappladsen, fordi ellers er der bare en anden, der gør det. Bare lad være.

Ja, det er ærgerligt, at vi er med i en puljeordning hvor der bare sker parallelforskydninger af den uønskede adfærd. Men det er igen ikke sådan, at det frikender os fra vores eget ansvar. Vi må selv tage det ansvar på os. Også selvom det teknisk set virker ligegyldigt.

Jeg kan godt forstå modstanden mod klimafanatisme. Jeg kan godt forstå, at noget af det synes ulideligt dumt. Der er altid noget, der er ulideligt dumt

Så kan man argumentere med, at det hæmmer vores virksomheder og vil skade væksten. Det er da værd at diskutere. Jeg tror ikke, det kun vil skade væksten. Kulturforandringer har det med også at skabe vækst. Når mennesker køber mobiltelefoner i millionvis, så kommer der mange afledte industrier i både fremstilling og service: mobilselskaber, covers, spil osv. På samme måde kan vi forvente, at i hvert fald nogle af de tiltag, som skal skabe en bedre og mere holdbar omgang med vores klode, vil kunne afføde nye industrier og økonomisk vækst.

Det kan ikke være uden interesse for en liberalistisk indstillet person, at der kan skabes forandringer i kulturen, som kan understøtte økonomisk vækst på den måde. Og der er det ved kulturforandringer, at de kommer gradvis. Det vil sige, at man starter i det små. Som for eksempel ved at starte med et lille land.

Modstanden mod klimafanatisme

Jeg kan godt forstå modstanden mod klimafanatisme. Jeg kan godt forstå, at noget af det synes ulideligt dumt. Der er altid noget, der er ulideligt dumt. For der er altid nogle, der er ulideligt dumme. Men vi behøver ikke kopiere det. Vi er ikke børn. Vi kan godt selv tage ansvar for vores handlinger. Og vi kan endda tage beslutning om ikke at svine – selv hvis der ikke nødvendigvis er en kæmpe katastrofe lige om hjørnet. Der skal ikke nødvendigvis være en ‘straffende far’ eller anden autoritet, for at vi kan tage en fornuftig beslutning.

En af de fornuftige ting ved at omlægge vores måde at fungere på, også i ‘klimasammenhæng’ er, at det kan skabe enorm økonomisk vækst, hvis flertallet hopper med på vognen. Når menneskene ændrer vaner, skal der innoveres, iværksættes, udvikles, produceres, sælges, købes, arbejdes.

Det er det den liberale kapitalistiske økonomi lever af.

Vi skal bare sørge for, at det ikke alt sammen drukner i begrænsninger og boycot og angst og panik.

Vi må lade være med at lade negativ og livsangst tankegang hæmme den måde, vi opfatter tingene på. Det er slet ikke gavnligt

Det kan sagtens gøres til et positivt og vækstfremmende projekt: Nye boligformer, nye transportformer, nye måder at producere fødevarer på, nye typer arbejdspladser, ny affaldshåndtering, nye energiformer, ændret infrastruktur … you name it. Det er alt sammen noget, der kan skabe økonomisk vækst og velstand igennem omlægninger.

Så kan man, igen som liberalistisk indstillet person, argumentere med, at det offentlige, staten, EU og så videre slet ikke skal blande sig i markedskræfterne og ikke skal lege samfundsingeniør og fremme visse industrier fremfor andre. Det er da et regulært argument. Men virkeligheden er, at det gør staten og EU allerede i meget høj grad. Med landbruget som det mest tydelige eksempel. Og en stor del af reguleringen er i forvejen relateret til miljø.

At tage et personligt medansvar

På det individuelle plan er det i mine øjne slet ikke til at forstå modstanden mod klimafanatisme. Det er, som om der er en slags kontrær og negativ uvilje mod overhovedet at overveje at ændre adfærd. Og det undrer mig. Hvis man er individualistisk indstillet og går ind for borgerrettigheder, så mener man jo også, at vi ikke skal gribe ind i andres muligheder for at leve deres liv. Og hvis vores adfærd lige nu går ud over de kommende generationers muligheder, eller vi bare har en væsentlig begrundet mistanke om det, så overskrider vi jo vores individuelle rettigheder og ignorerer vores pligter. Vi har ikke ret til at ødelægge fremtidige generationers muligheder. Det strider imod enhver borgerlig etik, så vidt jeg kan se.

Vi må lade være med at lade negativ og livsangst tankegang hæmme den måde, vi opfatter tingene på. Det er slet ikke gavnligt.

Derfor er det en god idé at tage medansvar for fremtidens udvikling på det personlige plan. Det er det, vi allesammen kan gøre, selvom vi er bittesmå og intet fylder i det store hav og selvom det vi vælger at undlade, vil gøre plads til at andre kan gøre det i stedet for. Forandringer starter med én selv og ansvaret kan ikke overføres til andre.

I hvert fald ikke hvis man er individualistisk indstillet og tager andres frihed alvorligt.


Foto: Pixabay.

Gunnar Langemark er far, mand, husmor, pennedrejer, kræftpatient, skriverka’l, flink og temperamentsfuld, samt tidligere pædagogmedhjælper, informationsarkitekt, IT-konsulent, socialmedia rådgiver, e-learning mand, blogger-pionér og open source evangelist. Han er ivrig fortaler for frivillighed og åbenhed og har altid haft anarkistiske tendenser. Er uddannet cand. mag. i film- og medievidenskab samt retorik fra Københavns Universitet, er født i 1963, er far til to piger. Gunnar bor i Frederikssund ved Roskilde Fjord sammen med sine pigers mor Lise-Lotte og den yngste, samt katten Mille. I 2015 blev han diagnosticeret med Anaplastisk Thyreoidea Cancer, en af de mest dødelige kræftsygdomme. I dag går han i såkaldt palliativ behandling og håber at kunne bygge sit liv og sin økonomi op igen lige så stille. Historien om hans oplevelser med sygdom og hospitalssystem har været publiceret i gæsteblogserien, "Dead Man Talking" på POV International og er senere i udvidet form udgivet som bog med samme navn. Gunnar Langemark skriver fortsat artikler i POV og udgav i 2018 bogen 'Skvatmand', der handler om at være sig selv som mand, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder.

Seneste artikler om KLIMAKRISE