NORDKOREA // REJSER – “Uanset politisk sindelag er et besøg i Nordkorea en uforglemmelig oplevelse. I forbindelse med at jeg var rejseleder på en tur med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing, deltog vores gruppe efter opholdet i Beijing i en 3-dagstur til Nordkorea i september 2019,” skriver Allan Have Larsen, der især hæftede sig ved forskellene mellem land og by i verdens mest lukkede land.
Selvsagt sluger man ikke alverdens visdom om Nordkorea ved et besøg på 3 dage, men et lille indtryk bliver det dog til. Desværre giver et besøg i Nordkorea også anledning til mindre behagelige overvejelser inden afrejsen.
Imidlertid er det ikke let at gøre sig fordomsfrie iagttagelser, da det ikke er tilladt at gå rundt på egen hånd, og man ønsker jo heller ikke at være naiv og risikere at blive sat i bås med for eksempel den Røde Kors-delegation, der i juni 1944 besøgte Theresienstadt og ikke forstod rædslernes omfang der
Den amerikanske studerende Otto Warmbiers skæbne er her nærliggende at ihukomme. Da han 2. januar 2016 skulle forlade Nordkorea med sin gruppe, blev han tilbageholdt i lufthavnen i Pyongyang. Han blev anklaget for at have stjålet en propagandaplakat fra det hotel, gruppen boede på og idømt 15 års arbejdslejr. I juni 2017 blev han løsladt i bevidstløs tilstand og fløjet hjem til USA, hvor han døde kort tid efter. Den præcise årsag til hans dødsfald er aldrig blevet klarlagt.
En anden gusten sag fandt sted sommeren 2019. Her drejede det sig om den australske studerende Alek Sigley, der læste koreansk i Pyongyang og pludselig blev arresteret anklaget for spionage. Denne sag fik dog en lykkeligere udgang. Australien bad Sverige forsøge at hjælpe Sigley. Sverige er et af de få vestlige lande med en ambassade i Pyongyang. Takket været effektivt svensk diplomati blev han løsladt 9 dage efter sin arrestation og forlod landet.
Masseforestillingen ovenfor er fra et stadion i Pyongyang. Forestillingen hedder “Folkets land”. Der er 150.000 medvirkende og det er en forestilling med sang og dans om Nordkoreas historie. Det, vi ser på billedet, er landets nuværende leder – Kim Jong-un og det er en masse mennesker, der står og vender farveblokke på kommando, således at i dette tilfælde ser publikum altså dette portræt af landets leder.
Trods alle genvordigheder vil man jo gerne møde landet nogenlunde fordomsfrit, for at blive klogere på det meget anderledes land. Trods alt bor der ca. 25 mio mennesker i Nordkorea, heraf ca. 3 mio. i hovedstaden. Disse mennesker har også en dagligdag, og større viden om den kunne sikkert bibringe interessante nuancer til forståelse af landet.
Et lille kuriosum ved flyveturen fra Beijing til Pyongyang er, at det nationale nordkoreanske luftfartsselskab serverer det mest ærkeamerikanske, der findes – nemlig en hamburger
Imidlertid er det ikke let at gøre sig fordomsfrie iagttagelser, da det ikke er tilladt at gå rundt på egen hånd, og man ønsker jo heller ikke at være naiv og risikere at blive sat i bås med for eksempel den Røde Kors-delegation, der i juni 1944 besøgte Theresienstadt og ikke forstod rædslernes omfang der. Listen over den slags fejltagelser er desværre lang.
Den norske forfatter Erika Fatlan har i sin bog ”Grænsen” beskrevet det at besøge Nordkorea som ”kunsten at bukke uden at bukke under”. Det første sted man besøger efter ankomsten til hovedstaden, er statuerne af Kim Il Sung og Kim Jong-il på Mansudaebakken. Her skal man købe en buket blomster (Ca. 40 kroner), bukke og lægge buketten for foden af statuerne af Nordkoreas to første ledere. Det er i øvrigt ikke kun udlændinge, der skal lægge blomster ved disse statuer. Da vi fløj fra Beijing til Pyongyang var Nordkoreas ungdomsfodboldhold med flyet, og dem mødte vi igen ved statuerne, hvor de netop havde gennemgået det samme ritual.
Et lille kuriosum ved flyveturen fra Beijing til Pyongyang er, at det nationale nordkoreanske luftfartsselskab serverer det mest ærkeamerikanske, der findes – nemlig en hamburger. Nationale luftfartsselskaber fungerer jo også som en slags reklame for deres respektive lande, og set i det lys kan det jo godt undre, at det nordkoreanske luftfartsselskab, Koryo Air, vælger retter fra ærkefjendens køkken. Hvorfor finder man ikke en ris- eller nudelret af koreansk tilsnit og serverer det i stedet?
Grænser for, hvor meget man kan pynte på virkeligheden
Straks ved ankomsten til lufthavnen i Pyongyang blev vi modtaget af vore 2 guider, der også skulle sørge for, at vi ikke gik på egen hånd. Imidlertid virkede de ikke til at være optændt af nogen særlig revolutionær glød. Under vores 3-dages ophold i landet var vi blandt andet på en heldagsbustur ned til Panmunjom i den demilitariserede zone ved grænsen til Sydkorea.
Under det meste af busturen derned sov de begge i bussen. Nu er det selvfølgelig ikke helt let at løbe ud af en bus, der kører, så måske foretog vore guider blot en meget pragmatisk prioritering af kræfterne. Det efterlader også den tanke, at grunden til at en lille gruppe som vores på i alt 13 mennesker har 2 guider, er, at guiderne i lige så høj grad holder øje med hinanden som med de besøgende.
Overalt er der oksekærrer, og alt markarbejde ser ud til at foregå med håndkraft, ligesom de mennesker, man får et glimt af, tydeligvis er meget dårligere ernæret end de mennesker, man ser i hovedstaden
Tilsyneladende er der en vis gråzone med hensyn til, hvad man tør/må vise udlændinge. På et tidspunkt spurgte jeg, om ikke vi kunne få lov at se et supermarked, hvor nordkoreanere handler. Det første svar jeg fik, var, at det var umuligt, da der i Nordkorea er forretninger for udlændinge og forretninger for nordkoreanere. Imidlertid sagde den ene af guiderne efter et par timer, at det alligevel var muligt, og så fik vi en halv time i et supermarked, der både solgte tøj og fødevarer. Hvad der pludselig havde ændret sig, er ikke til at vide, men det kan næppe være fordi, supermarkedet var kontroversielt. Det var ganske velassorteret, dog var de fleste varer importeret fra Kina, men det er jo ikke kun i Nordkorea, det er sådan.
Trods alle forsøg på at styre, hvad udlændinge får lov at se, er der selvfølgelig grænser for, hvor meget man kan pynte på virkeligheden, og visse realiteter fra den nordkoreanske dagligdag springer da også i øjnene, for eksempel den store forskel på Pyongyang og resten af landet. Pyongyang giver et umiddelbart positivt indtryk, ikke mindst fordi der i det store og hele ikke er privatbilisme i landet. Det gør luften i byen renere end i mange byer af tilsvarende størrelse. Netop det at Pyongyang umiddelbart virker som en ganske behagelig by, gør det endnu mere uforståeligt, at besøgendes bevægelsesfrihed er så begrænset.
Det er særdeles tydeligt, at der er stor forskel på land og by. Under køreturen ned til Panmunjom i den demilitariserede zone ved grænsen til Sydkorea løftes en del af sløret for fattigdommen ude på landet. Overalt er der oksekærrer, og alt markarbejde ser ud til at foregå med håndkraft, ligesom de mennesker, man får et glimt af, tydeligvis er meget dårligere ernæret end de mennesker, man ser i hovedstaden. Et indtryk som vores senere togtur fra Pyongyang tilbage til Kina kun bekræftede.
Påvirkningen fra Kina
En ting, der overraskede mig – lidt naivt måske – var det store antal kinesiske turister i landet. Overalt hvor vi kom frem, var der mange kinesiske turister, og det kan ikke gå ubemærket hen på bredere dele af befolkningen, at der, før Covid-19, var så mange kinesiske turister i landet, og at de tydeligvis er markant rigere end Nordkoreas befolkning.
Det er stadig inden for mands minde, at Nordkorea var rigere end Kina, og at der var en elementær velfærd i Nordkorea, mens der i Kina var kaos og kulturrevolution. Det er nærliggende at tro, at det kunne give anledning til spørgsmål om, hvorfor Nordkorea så ikke følger Kinas vej.
Bør man så besøge Nordkorea, når nu forholdene er, som de er, og en lille elite holder landets befolkning i både fattigdom og uvidenhed? Ja, jeg mener godt, det kan forsvares
Nordkoreas forhold til Kina er selvfølgelig helt centralt for Nordkoreas overlevelse. Imidlertid er forholdet ikke uden sine mærkelige sider. Det ser man blandt andet på det enorme museum for Korea-krigen, der er et orgie i marmor og hyldest til Kim il Sungs lederskab under Korea-krigen. Nu kan jeg ikke koreansk, og det er muligt, der var rum vi ikke så på museet. Sikkert er det imidlertid, at Kinas støtte til Nordkorea ikke blev nævnt med et ord af guiden på museet, og heller ikke at en af formand Maos sønner, Mao Anying, omkom i Korea-krigen. Man skulle ellers tro, at det ville være oplagt for et land med så få venner som Nordkorea at påpege, at man i det mindste har en stor og vigtig allieret.
Bør man så besøge Nordkorea, når nu forholdene er, som de er, og en lille elite holder landets befolkning i både fattigdom og uvidenhed? Ja, jeg mener godt, det kan forsvares. Trods en noget akavet form forsøger systemet trods alt at åbne sig, og det at Kim Jong Un har mødtes med USA’s præsident Trump hele tre gange, vidner om, at der er et ønske om at åbne sig lidt mere.
Kim-dynastiets forhold til menneskerettigheder bør kritiseres uendelig meget mere end det bliver nu, men styret forsvinder ikke af sig selv fra den ene dag til den anden. Udenlandsk hjælp til transformation er nødvendig, og i år, hvor vi lige har fejret 30-året for Tysklands genforening, er det værd at huske på, at den tyske genforening jo var særdeles kostbar, og at prisen for en koreansk genforening vil være langt større, da Nordkorea, trods (eller måske netop på grund af) atomvåben er langt fattigere end Østtyskland.
Alle forsøg på at gøre et kommende systemskifte i landet så lidt smertefuldt som muligt bør forsøges. Trods alle moralske kvababbelser er der næppe nogen let måde at løse alle problemerne omkring Nordkorea på. Isolation og sanktioner har ikke forhindret landet i at få atomvåben. Derimod kunne mere kontakt med landet, og ikke mindst diplomatiske forbindelser, være med til at øge omverdenens viden om og forståelse af landet.
Dette i sig selv vil være en væsentlig forbedring i forhold til, hvordan forholdene er i dag. Den nuværende situation med Covid-19 gør naturligvis, at det ikke er muligt at besøge landet, men når det bliver muligt igen, er turismen en af de få muligheder, omverdenen har for at åbne det lukkede land blot en smule mere op.
LÆS ALLE ALLAN HAVE LARSENS ARTIKLER HER
Topfoto: Wikipedia Commons/Flikr
Resten er forfatterens privatbilleder fra turen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
