BELARUS TUR – RETUR // ESSAYSERIE – Journalistparret Anne Haubek og Thomas Ubbesen har gjort det igen. De er taget til Europas yderste østfront, denne gang til et Belarus (Hviderusland) i flammer og protester. Og ligesom sidst, de var af sted, deler de deres historie med POV’s læsere. Man kan også høre reportager med de to berejste og erfarne reportere på DR’s P1. I dag fortæller de om massevis af store og små, fredelige demonstrationer og om, hvordan præsident Lukashenko kalder disse millioner af mennesker for rotter i stats-tv’ets officielle virkelighed.
Der er virkelighed – den er døgnet rundt at finde og observere lige uden for vores hoteldør i Minsks sovjetgrå centrum, ude på de snorlige, ottesporede paradeboulevarder, ude mellem de stalinistiske monumentalbygninger og de kæmpemæssige, velplejede parker, der blev mulige efter de altomfattende ødelæggelser af denne hovedstad under Anden Verdenskrig.
I den virkelighed oplever vi time for time på ganske nært hold et, for os at se, fuldstændigt enigt og samlet folk på gaden mod deres diktator gennem 26 år, Aleksandr Lukashenko – populært omtalt som ”Kakerlakken” (på grund af overskægget) eller ”Mister 3%” (på grund af en kollektiv antagelse om, at han snarere opnåede tre procent af stemmerne ved valget 9. august 2020 end de 80,08 procent, som hans informationsmedarbejdere uden ringeste dokumentation proklamerede umiddelbart efter stemmeafgivelsen.
De første tre døgn efter valget var et voldsorgie, hvor “sikkerstyrker” gennempryglede og anholdt vilkårlige og helt sagesløse borgere i alle aldre og af begge køn direkte fra gaden
I den virkelighed er vi øjenvidner til en ualmindelig fredelig revolution, et stilfærdigt folkeligt oprør, et frygtsomt folks frygtløse udbrud af civil ulydighed mod en mand, som alle nu alt for godt ved, besidder midlerne og viljen til at smadre, lemlæste, anholde og torturere ”sin” befolkning og lyve skamløst overfor alt og alle, når hans enevælde er truet.
De første tre døgn efter valget var et voldsorgie, hvor “sikkerstyrker” – reelt sortklædte, velbetalte, ansigtsdækkede tæskehold – gennempryglede og anholdt vilkårlige og helt sagesløse borgere i alle aldre og af begge køn direkte fra gaden, nat som dag – og nu, i disse dage hvor vi er her, kører disse bøller stadig intimiderende rundt i byens gader i deres sorte kassevogne og olivengrønne salatfade, eller står opmarcheret hist og her på pladser og i sidegyders skygger med stålskjolde, gummiknebler og blankpudsede, sparkeklare kampstøvler – alt sammen sort som natten.
Og i den virkelighed udspiller der sig hele tiden, hist og her og alle vegne, hurtige og spontane demonstrationer mod regimer, nogle enorme, andre blot store og rigtigt mange små, overraskende nålestiksmanifestationer tryllet frem af det rene ingenting.
Den officelle virkelighed
Det er, hvad der løbende foregår i Minsk lige nu: Fredelige, civiliserede borgere i en europæisk hovedstad på gaden mod en tilsyneladende stadig mere virkelighedsudfordret, halvgammel mand, som ingen i verden længere respekterer. Stor opstand mod en lille, hidsig kakerlak, som kun holdes ved magten af velorganiserede voldsmænd og godfather Putin.
Gadens kvinder betales med 100 NATO-dollars om dagen, mænd med det halve, får man at vide i TV-avisen. Sådan er det. Hvis det er sandt, går Vesten snart konkurs, mener mange, for der er godt nok rigtigt mange på gaden i denne tid
Ved siden af alt det har man konstrueret en officiel virkelighed, en uigenkendelig verden, som alene udspiller sig i de statslige medier. Journalister og værter på stats-TV er gået hjem og er derefter blevet fyret – til erstatning har man fløjet russere ind til at gå på skærmen og informere om, hvordan det hele angiveligt hænger sammen.
Som f.eks at demonstranterne er alkoholikere, ludere, narkomaner og andet menneskeligt bundfald, der betales af Vesten for at destabilisere dette land mellem øst og vest og for at forsøge at styrte en netop og for sjette gang ”folkevalgt” præsident. Gadens kvinder betales med 100 NATO-dollars om dagen, mænd med det halve, får man at vide i TV-avisen. Sådan er det. Hvis det er sandt, går Vesten snart konkurs, mener mange, for der er godt nok rigtigt mange på gaden i denne tid.
Og – alvorlig studieværts mine her: NATO fører friske kampvognsdivisioner og flystyrker frem mod Polens og Litauens østgrænser. En invasion er efter alt at dømme umiddelbart forestående. Vi må gøre det af med vores hjemlige femte kolonne, så de ikke falder nationen i ryggen, siger præsidenten – altså demonstranterne derude, altså ”rotterne”, som han kalder dem.
“Vesten hader os”
Og så er der endelig en ganske særlig ”virkelighed”, hvor alt er godt, hvor der nærmest intet som helst sker i Belarus, hvor præsidenten primært er optaget af at besigtige traktorfabrikker og kollektivlandbrug med stadigt stigende produktionstal. En boble, hvor Belarus – hvis økonomi er katastrofal og hvor alt nu falder fra hinanden – er noget, der mest af alt fremstår som en sovjetisk, planøkonomisk succeshistorie her i 30-året for kommunismens fald.
The Minsk Times ligger fremme i hotellets lobby hver dag, frisk og indbydende. Hver dag med konstruktive nyheder: ”BELARUSSIANS HAVE CHOSEN THEIR PRESIDENT” hedder det på en forside med et stort billede af tre moderne, afslappede og glade unge studerende.
“Foreløbige tal viser, at statsoverhovedet Aleksandr Lukashenko fik 80,08 procent af de afgivne stemmer”, lyder det – men det kan naturligvis nå at ændre sig noget ved fintælling, lyder det i troværdighedens navn. Inde i avisen kan man konstatere, at hviderussiske sportsfolk klarer sig forbløffende godt hist og her og vinder mange medaljer.
Dagen efter domineres forsiden af, at høsten nu stort set er i hus i Belarus – og også i år er der tale om en rekordhøst. Der bliver derfor mad nok til alle også i den forestående vinter. Inde i bladet er der reportage fra præsidentens tale til en folkemængde: ”Jeg er i live og jeg fortsætter med at leve. Husk, at jeg aldrig har svigtet jer, og at jeg heller aldrig kommer til at gøre det”, udtaler manden med overskægget overfor begejstrede mennesker. Vesten hader os, får de også klart at vide ved den lejlighed.
Mens vi trygt læser Minsk Times i lobbyen, hører vi skrattende højttalere ude i gaderne. Det er sikkert OMON, tæskeholdet, der gør klar til gadekamp
En anden forside viser billedet af en strålende glad, lyshåret dreng klar til sprint på en løbebane – ja, for denne dags bærende overskrift lyder ganske enkelt: START OF THE SCHOOL YEAR. På avisens side to besøger præsidenten “Agrokombinat Dzerzhinsky”. Et meget udmærket eksempel på agroindustriel modernisering, mener Lukashenko, som desuden er citeret for at spørge den lokale ledelse, hvor mange ansatte der er på denne statslige og succesrige virksomhed?
Mens vi trygt læser Minsk Times i lobbyen, hører vi skrattende højttalere ude i gaderne. Det er sikkert OMON, tæskeholdet, der gør klar til gadekamp.
”Der er ikke givet tilladelse til dette opløb”, lyder det tonløst metallisk. ”Demonstrationen er ulovlig og vil blive opløst”.
Serien fortsættes hele ugen.
LÆS DE FOREGÅENDE AFSNIT AF SERIEN: BELARUS. ØSTFRONTEN GENBESØGT HER
LÆS SERIEN “BAG DET GAMLE JERNTÆPPE” MED UBBESEN OG HAUBEK HER
Alle fotos fra Belarus er taget af forfatterne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her