BALKAN // REJSEMADKLUMME – Tager du på ”triple-ferie” i det ukendte nordvestligste hjørne af Bulgarien – med afstikkere til Serbien og Rumænien – kommer du på en særlig kulinarisk rejse. Her spiser man fx kold agurkesuppe, røget ost, pljeskavica-burger og overdådig mixed grill – med spiralformet medister og bacon på feta.
På en stegende hed sommerdag i den lille menneskeforladte landsby, Vrav, i det nordvestligste hjørne af Bulgarien, nærmere bestemt i provinsen Vidin, virker den kolde og helt frisklavede agurkesuppe helt rigtig. Den serveres af 76-årige Yulia, som er pensionist – og i anledning af de danske gæster i annekset – laver den berømte bulgarske kolde sommersuppe, Tarator.
Den kan nok bedst beskrives som en udvandet tzatziki, som man spiser i Grækenland. Friskheden bliver helt tydelig, da hun med et stort smil går ud i haven og klipper dild til at toppe suppen med.
Ud over græsk yoghurt og agurk består suppen af vand, dild, hakkede valnødder, eddike, hvidløg og solsikkeolie. Enkelte vælger at tilføje en bouillonterning for at give suppen lidt mere saft og kraft. Apropos saft og kraft står den lette og kølige Tarator-sommersuppe i skærende kontrast til de øvrige kulinariske oplevelser i regionen, som rimer på tung og rustik bondemad.
Kød er kongen
For lad os med det samme slå fast, at Bulgarien, Serbien og Rumæniens køkkener ikke lige ligger til højrebenet så at sige for kræsne typer, vegetarer/veganere eller andre kostfornægtere. Her spiser man kød i alle afskygninger – grøntsager er primært med som dekorativt indslag – og dertil nyder man gerne lokal vin af høj kvalitet. Man kan selvfølgelig få masser af grønsagsretter, men kongen ved de fleste måltider er kødet, som heldigvis er af en meget høj kvalitet.
På Restaurant Domeniile Panciu i Craiova stod den på alt fra røgede pølser, medister, koteletter, kylling og så den finurlige kødspiral, som jeg aldrig i mit rejseliv er stødt på før
Med andre ord er dette ukendte hjørne af Europa, hvor Bulgarien møder grænserne til Serbien og Rumænien, et ferieparadis for dem, der gerne vil lade sig udfordre af retter på menukortet. Og som ikke er bange for at parkere de gængse kostråd og madtrends derhjemme.
Når man tager sin kulinariske opdagelsesrejse, skal man ikke lade sig skræmme af, at man ikke forstår menukortet, da man på de kanter er flinke til at afbilde retterne uden for restauranten. Så ved man, hvad man går ind til.
Lidt à la græsk
Så kan man lide rustik mad og lokalproduceret vin fra Balkan, er man kommet til det rette hjørne af Europa. En af de meget berømte retter, som sikkert mange Bulgarien-fans kender, er shopska-salat, som i 2014 blev kåret som Bulgariens mest populære ret af ”A Taste of Europe” initieret af Europarlamentet.
Den ligner til forveksling en græsk bondesalat med tomat, agurk, feta, løg, grøn peber og olie-eddike-dressing. Mange af de kendte specialiteter er tydeligvis inspireret af det græske og tyrkiske køkken, da man både ser moussaka/Mycaka, vinbladsruller/dolmades og baklava/nøddetærte.
Bulgarien kaldes også Vinens Land, da man på selv den mindste private matrikel med vinstokke producerer sin egen vin – det gør Yulias danske svigersøn Steen Hansen også, og kvaliteten er ganske god trods de lidt udfordrede produktionsforhold. Han producerer både hvidvin, rosé og rødvin, men udelukkende som hobbyavl til eget forbrug, gaver osv.
Kødspiral og etikette
Men tilbage til maden, hvor man kan skyde genvej med den klassiske tallerken eller rettere et stort fad til deling, Mixed Grill Platter, hvor man kan smage lidt af det hele. Det giver et godt overblik over et lands mange kødretter, og i fx Rumænien – på Restaurant Domeniile Panciu i Craiova – stod den på alt fra røgede pølser, medister, koteletter, kylling og så den finurlige kødspiral, som jeg aldrig i mit rejseliv er stødt på før.
1) Vær iklædt pænt tøj, 2) Læg ikke taske eller mobiltelefon på bordet, 3) Lad være med at sige til sommelieren, hvad dit budget for vinen er, 4) Læg servietten i skødet, efterlad den på stolen ved toiletbesøg og læg den til venstre for tallerkenen efter måltidet
Det var naturligvis bare en medister, som var rullet om sig selv i en spiralform og lå som en ekstra ”krølle på halen” øverst på bjerget af hjemmelavede pølser af henholdsvis svine- og oksekød på vores Romanian Mici Grilled.
Ud over feta garneret med et stykke grillet bacon – ridset i tern – oven på en skive polenta bød frokosten i Craiova på nationaldesserten, papanasi, som mest af alt minder om en kæmpe æbleskive overhældt med sødet kvark og marmelade. Køn er den ikke, men den smager himmelsk.
Opdragelse via menukortet
Som en pudsig rejseoplevelse var der på Restaurant Domeniile Panciu i Craiova i Rumænien ligefrem en anvisning om gode manerer til gæsterne i menukortet, hvor man kunne læse om den ønskede etikette på stedet.
De 10 bud lyder således:
1) Vær iklædt pænt tøj, 2) Læg ikke taske eller mobiltelefon på bordet, 3) Lad være med at sige til sommelieren, hvad dit budget for vinen er, 4) Læg servietten i skødet, efterlad den på stolen ved toiletbesøg og læg den til venstre for tallerkenen efter måltidet, 5) Lad være med at spise fra hinandens tallerkner, 6) Lad være med at råbe efter tjeneren, 7) Efter måltidet lægges bestikket i ”10:20”-formation, 8) Skær ikke alt kød ud med det samme, men lidt ad gangen, 9) Tør mund og hænder løbende og 10) Vær afslappet, selv om det skulle være en toprestaurant. Lidt pudsigt for en velopdragen dansker med bordmanerer indprentet på rygraden.
Serbisk pljeskavica-burger
Serberne elsker også kød, og de fleste har nok hørt om de små ruller hakket oksekød med krydderier, cevapcici. Men de har også en særlig hakkebøf, pljeskavica, som bl.a. serveres i et pitabrød.
Den krydrede grillbøf er lavet af en blanding af hakket lamme-, svine- og oksekød, og den er så populær, at folk kommer fra nær og fjern for at spise den i byen Negotin – også som en bid natmad efter et besøg på det berømte, nybyggede winery, Matalij, på den anden side af grænsen mellem Bulgarien og Serbien. Dette kan du snart læse historien om her på POV International.
Når man er i Serbien, kan det også anbefales at følge vinruten via Mokraine og Roggeri, hvor man i århundreder har produceret og handlet med vin. En spændende lille restaurant, når man kører langs Jernporten mellem Serbien og Rumænien, hedder Joca Krofna, hvor vi spiste den meget specielle røgede Gravi-ost serveret grillet på bruchetta og en mixed grill-tallerken med ruller af kyllinge- og svinekød fyldt med ost, oliven og bacon.
Den samlede regning for fem voksne, inklusive vin, lød på 240 kr. Så man har råd til at prøve lidt forskellige egnsretter, når man bevæger sig rundt på en tripple-ferie med tre lande på paletten. Sidst og ikke mindst skal nævnes restauranten, Kafana ”Brane” i Stubik, som serbere fra hele landet kører langvejs fra for at spise på.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her