VENEZUELA // ANALYSE – Ruslands invasion af Ukraine sætter en ny dagsorden i Europa. Men konsekvenserne af krigen rækker meget længere ud end Europa. I Caracas i Venezuela er Nicolas Maduro landet i et dilemma. Skal han fortsat satse på at have et tæt forhold til Putins Rusland? Eller er det nu, at det er klogere at komme tættere på USA ledet af en presset præsident Biden?
Forholdet mellem USA og Venezuela har været på frysepunktet i årtier. I 2019 afbrød USA således de diplomatiske forbindelser med Nicolas Maduros styre og lukkede ambassaden i Caracas. Samtidig anerkendte USA oppositionspolitikeren Juan Guaidó som landets leder. Det har dog ikke forhindret Nicolas Maduro i fortsat at sidde på posten som præsident.
Samme år indførte USA også en embargo på import af olie fra Venezuela. Det forværrede landets økonomiske krise yderligere, da mere end 95 procent af Venezuelas eksportindtægter kommer fra olie.
Den politiske og økonomiske krise har betydet, at millioner af venezuelanere i de senere år er rejst ud af landet. Ruslands invasion af Ukraine ser imidlertid nu ud til at kunne forbedre det konfliktfyldte forhold mellem USA og Venezuela og – måske – samtidig hjælpe Venezuelas økonomi på fode.
Verdens største oliereserver
Det, som er i spil, er naturligvis, at Venezuela råder over de største kendte oliereserver i verden. Ifølge BP’s seneste opgørelse havde landet 17,5 procent af verdens kendte oliereserver ved udgangen af 2020. Det er marginalt mere end Saudi Arabien og mere end dobbelt så meget som USA.
I de senere år er olieproduktionen og dermed også olieeksporten imidlertid gået voldsomt nedad. Ifølge OPEC eksporterede Venezuela knapt 2 millioner tønder om dagen i 2016. Det tal var i 2020 nede på knapt 500.000 tønder om dagen. Men hvis en global blokade af russisk olie og gas bliver en realitet som følge af krigen i Ukraine, kan oliereserverne i Venezuela få en øget strategisk betydning.
Venezuela og Rusland
Rusland har i de senere år brugt muligheden for at nærme sig det sydamerikanske land yderligere. Det er sket i skyggen af konflikten mellem USA og Venezuela. Da Nicolas Maduro blev genvalgt for til en præsidentperiode nummer to i 2018, sagde blandt andet EU, USA og Canada, at resultatet var en konsekvens af valgsvindel, og at valget ikke havde været frit og demokratisk. Rusland – derimod – anerkendte valgresultatet.
Kontakten mellem Rusland og Venezuela er siden da fortsat, og så sent som i midten af februar var den russiske vice-premierminister Yuri Borisov på besøg i Caracas. Ved den lejlighed underskrev parterne, hvad Nicolas Maduro ved det efterfølgende pressemøde betegnede som en strategisk aftale om fremtidigt samarbejde inden for områder som handel, energi, sundhed, og videnskab.
Da FN den 1. marts vedtog en resolution, som fordømte Ruslands invasion af Ukraine, slap Venezuela dog for at bekende kulør
Nicolas Maduro benyttede også lejligheden til at takke Rusland for hjælp under covid19-pandemien, hvilket blandt andet har omfattet, at Venezuela modtog den russiske Sputnik-vaccine.
Mødet mellem de to lande dækkede imidlertid også et mere kontroversielt område. Maduro forklarede, at man havde gennemgået, hvad han kaldte det “magtfulde militære samarbejde” mellem de to lande for at forsvare Venezuelas territorielle integritet. Men det stoppede ikke her. Maduro fortsatte med at sige, at Rusland har støttet fra Venezuela i kampen mod Nato og den vestlige verden samt i kampen for “bevarelsen af freden i Rusland”.
Maduro i svær balanceøvelse
Den russiske invasion af Ukraine har imidlertid bragt Maduro i en vanskelig balanceøvelse. Da FN den 1. marts vedtog en resolution, som fordømte Ruslands invasion af Ukraine, slap Venezuela dog for at bekende kulør. Det skyldtes, at Venezuela ikke kunne stemme, da landet i januar havde fået suspenderet stemmeretten på grund af ubetalte regninger til FN.
Men balanceøvelsen viser sig på andre måder. På den ene side har Maduro sagt, at han støtter fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine. På den anden side tager han afstand fra sanktionerne mod Rusland, og hvad han – som her i et tweet fra d. 3. marts – kalder for NATO’s “destabiliserende handlinger”. Billedet i tweeten med Putin og Maduro er et arkivfoto fra et tidligere møde mellem de to ledere, men de har øjensynligt talt i telefon sammen for nyligt.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget Rusland henholdsvis USA har brug for Venezuela. I januar sagde den russiske viceudenrigsminister Sergei Riabkov, at han hverken ville be- eller afkræfte, om Rusland ville udstationere militært udstyr og tropper i Cuba og Venezuela.
Det kan både fortolkes som en trussel og som en forhandling, hvor det blev signaleret, at hvis USA ikke blandede sig i Ruslands krig i Ukraine, så ville Rusland heller ikke støtte Venezuela og Cuba. Ud fra det sidste perspektiv ser begge de latinamerikanske lande ud til at være fanget som bønder i et skakspil mellem USA og Rusland på samme måde, som tilfældet var med Cuba under den kolde krig.
Mulig afspænding mellem USA og Venezuela
Små to uger efter at krigen startede, ser den russiske invasion af Ukraine imidlertid ikke ud til at gå som planlagt fra russisk side. Den ukrainske hær modstår i et vist omfang fortsat angrebet, og store dele af verden har reageret med økonomiske sanktioner mod Rusland.
Selvom det for bare få måneder siden virkede usandsynligt, at det skulle lande på den måde, er det ikke umuligt, at der kommer et tættere samarbejde mellem USA og Venezuela
Selv hvis Rusland vinder krigen militært, er der meget, som tyder på, at landet vil være økonomisk svækket og politisk isoleret i tiden fremover. I sådan en situation vil Rusland næppe være så interessant en partner for Venezuela, og Ruslands økonomiske muligheder for at støtte Maduros regime vil sikkert også være begrænsede.
På den baggrund er det interessant, at New York Times d. 5. marts kunne berette, at en amerikansk regeringsdelegation netop er rejst til Venezuela for at forhandle med den venezuelanske regering. Ifølge artiklen er den venezuelanske regering meget interesseret i at genoptage handelsforbindelserne med USA på trods af den gensidige hårde retorik mellem de to lande.
Fælles interesse i en pragmatisk løsning
Fra amerikansk side kan der være to grunde til at tage dette initiativ netop nu. For det første er der et politisk aspekt, som omfatter muligheden for at flytte Venezuela ud af den russiske fold.
For det andet er der et økonomisk aspekt. USA har i de seneste år importeret olie fra Rusland, omend det kun er i en begrænset mængde. Et stop for import af russisk olie til USA vil dog potentielt set få priserne – og dermed inflationen – til at stige yderligere. Det vil være et politisk problem for præsident Biden i et valgår. Omvendt kan en genoptagelse af importen af olie fra Venezuela få oliepriserne og inflationen til at gå den anden vej.
En genoptagelse af eksporten til USA vil samtidig give det venezuelanske styre adgang til hårdt tiltrængt udenlandsk valuta. En genåbning af handlen mellem de to lande kan derfor være en pragmatisk win-win situation. For at det skal ende med den løsning, skal begge parter imidlertid være villige til at ignorere de hidtidige skarpe ideologiske modsætninger.
Selvom det for bare få måneder siden virkede usandsynligt, at det skulle lande på den måde, er det ikke umuligt, at der kommer et tættere samarbejde mellem USA og Venezuela. Venezuela har nok ikke økonomisk råd til andet i lyset af den økonomiske og politiske svækkelse af Rusland i halen på invasionen af Ukraine. Biden har måske ikke politisk råd til andet i et valgår, hvor han kæmper med dårlige meningsmålinger og stigende inflation.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her