BØGER // ANMELDELSE – Navnet Kennedy klinger af storhed, glamour, og skandaler. USA-kenderen Anders Agner Pedersen giver et godt indblik i den berømte families liv og færden. Bogen er velegnet til gamle og – især – nye Kennedy-fans. Men visionerne, som drev den berømte familie frem, går bogen for let hen over.
Kennedy-familien er det nærmeste USA kommer på en kongefamilie. Påstanden er ofte fremsat og den nærmest grænseløse fascination, som slægten er omgærdet af, beviser, at der er noget om snakken.
Bøger, dokumentar- og spillefilm flyder endnu – 58 efter mordet på familiens mest berømte medlem, John F. Kennedy – ud på markedet i en lind strøm. Forlaget Lindhardt og Ringhof supplerer nu med bogen Kennedy. Historien om USA’s største politiske dynasti, det første samlede værk på dansk om den berømte klan, skrevet af USA- og Kennedy-kenderen Anders Agner Pedersen.
Beretningen om Kennedy-familien indeholder da også alle de elementer, som udgør en god historie; ambitioner, heltegerninger og tragisk død.
Bogen gennemgår familie-historien fra 1914, året, hvor opkomlingen Joseph ”Joe” Patrick Kennedy gifter sig med den to år yngre Rose, datter af Bostons magtfulde borgmester John ”Honey Fitz” Fitzgerald.
Joe er søn af irske immigranter, en befolkningsgruppe, som i 1910’ernes USA blev betragtet som samfundets bærme. Men den ambitiøse unge mand beslutter, at han nok skal vise sine landsmænd, hvad han dur til. Han sætter alt ind på at sørge for, at en Kennedy bliver indsat i nationens højeste embede.
Joes ambitioner drev værket
Dermed er scenen sat og det afgørende tema – patriarken Joes nærmest maniske ambition som drivkraften for hans egne og sønnernes politiske engagement – slået an. Vi oplever skuffelsen og sorgen, da Joes og Roses ældste søn, Joe Jr. som pilot under 2.. verdenskrig omkommer under en mission.
Vi vælger at rejse til Månen indenfor dette tiår – og at gøre de andre ting – ikke fordi det er let, men fordi, det er svært
(John F. Kennedy, 1962)
Og vi er vidne til triumfen, da den næste søn i rækken, JFK, i 1961 indfrier faderens drømme, og – på en bitterligt kold januardag – indtager præsidentembedet med de ikoniske ord ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land”.
Vi hører Kennedy love, at USA inden årtiet er omme, vil sætte en mand på Månen. ”Ikke fordi det er let, men fordi det er svært”. Og vi kigger præsidenten over skulderen, da han ved Rotes Rathaus i Berlin forsikrer byens borgere om, at han er “ein Berliner” – én af deres egne, en altafgørende forsikring i en by, hvor mure, pigtråd og bevæbnede vagter deler byen og dens familier.
Selvfølgelig er vi også med da Kennedys kortege den 22. november, 1963 drejer af fra Houston Street og kører ned at Elm Street forbi Dallas’ skolebogsdepot, hvor historien – ikke bare USA’s, men hele verdens – skifter gear til en mindre uskyldig og mere brutal tidsalder.
Bobby-portræt brænder igennem
Stærkest står imidlertid kapitlerne om Robert ”Bobby” Kennedy. Her løsriver forfatteren sig med succes fra fortællingens motor og tema – beretningen om Joes ambitioner som drivkraft – og lader RFK træde frem på egne betingelser. Resultatet er, at han i højere grad end JFK i beretningen står tydeligt frem som menneske.
Fortællingen om, hvordan den noget farveløse Bobby efter broderens død gennem en dyb sorg og efterfølgende depression forvandler sig til en karismatisk skikkelse, som med ægte empati kæmper for USA’s mindst privilegerede samfundsklasser – de fattige og de sorte – står som bogens stærkeste.
Hvad vi har brug for her i USA er ikke splittelse, ikke had og ikke lovløshed. men kærlighed og klogskab og medfølelse med hverandre.
(Robert F. Kennedy, 1968)
Det gælder ikke mindst beretningen om, hvordan Bobby Kennedy den 4. april 1968 under, hvad der skulle være et vælgermøde i en sort ghetto i Indianapolis, må overbringe de fremmødte den frygtelige nyhed om mordet på borgerrettighedslederen Martin Luther King.
Den logiske reaktion ville være at fortrække, ikke mindst af hensyn til egen sikkerhed. Men RFK blev. Fra ladet af en parkeret bil holdt han én af de mest gribende taler i nyere amerikansk historie.
“Hvad vi har brug for her i USA er ikke splittelse, ikke had og ikke lovløshed, men kærlighed og klogskab og medfølelse med hverandre”, sagde Bobby Kennedy blandt andet.
Skildringen efterlader læseren med følelsen af, at USA ville have været et bedre sted, hvis ikke Bobby blot to måneder og to dage senere selv var død som offer for en attentatmands kugler.
Løb tør for visioner
Selvom det meste af bogens stof er velkendt, også for et dansk publikum, bidrager forfatteren med en del mindre kendte detaljer, fx om Joes nedværdigende behandling af familiens kvinder, herunder sine egne døtre – en opførsel, der selv i betragtning af datidens kvindesyn var rystende.
Men detaljerne bliver aldrig for udpenslende. Det gælder også i beretningerne om de mange skandaler, som er uløseligt forbundet med Kennedy-myten. Her ville det måske have været passende at udfolde historierne om Joes hang til at smøre vælgerne lidt for godt, men generelt er det klædeligt at bogen holder sig fra de velkendte historier om Kennedy-brødrenes seksuelle eskapader.
Kun den famøse Chappaquiddick-hændelse, går forfatteren i detaljer med.
Begivenhederne udspillede sig i de sene aftentimer den 18. juli, 1969. Edward Kennedy, John F. og Bobbys bror, deltog denne aften i en fest for Bobbys tidligere kampagnestab. Med til festen var også den 28-årige Mary Jo Kopechne, en fremtrædende analytiker i Bobbys kampagneteam. Sent om aftenen forlod hun og Edward Kennedy festen i en bil ført af Kennedy.
Af ukendte årsager forulykkede bilen, da den kørte i vandet fra en af områdets smalle broer. Edward forlod bilen og efterlod Mary Jo Kopechne til sin egen skæbne, en skæbne som ifølge politiets senere undersøgelser var grum, da Kopechne formentlig overlevede en rum tid, inden hun led druknedøden, indespærret i bilen. Hun kunne formentlig have været reddet, hvis Edward havde hentet hjælp. Men det gjorde han ikke. Først næste dag blev sagen efterforsket.
Når Anders Agner Pedersen dvæler ved detaljerne skyldes det, at Chappaquiddick fremover skulle hænge som en møllesten om Edward Kennedys politiske karriere. Den yngste Kennedy-bror blev en fremragende senator, men aldrig en seriøs kandidat til præsidentposten.
Men som forfatteren ikke lægger skjul på, var det nu heller ikke visionerne, som tyngede Edward Kennedy. Da Edward i 1979 udfordrede den siddende præsident, partifællen Jimmy Carter, forærede CBS-journalisten Roger Mudd ham en gylden chance ved i bedste sendetid at spørge, hvorfor han ville være præsident.
I stedet for a levere en glødende salgstale fremstammede Kennedy blot ”øh, jeg …” efterfulgt af nogle sætninger, der i bedste fald kunne beskrives som usammenhængende. Hvis Edward var i besiddelse af visioner, så skjulte han det godt.
Carter vandt da også nomineringen. Det gjorde han ifølge Anders Agner Pedersen til trods for, at han var en svag præsident, og først og fremmest fordi Kennedy ikke besad visioner.
Bedømmelsen er unfair overfor Carter. ”Jordnøddefarmeren fra Georgia”, som Anders Agner Pedersen kalder præsidenten i én af bogens – heldigvis – meget få politiske klicheer, havde faktisk visioner. Men uanset hvad nederlaget skyldtes, blev valget i 1980 i hvert fald foreløbig enden på Kennedy-familiens indflydelse i amerikansk-top politik.
Ved samme valg stemte amerikanerne republikaneren Ronald Reagan, der mest udmærkede sig ved fuldstændig at fornægte USA’s mange udfordringer, ind i Det Hvide Hus. Og siden har Demokraterne haft gevaldigt svært ved at finde deres egne ben.
Ganske vist bestred både Bill Clinton og Barack Obama præsidentembedet i otte år, men noget særligt ideologisk og visionært aftryk afsatte de ikke.
Til trods for at begge præsidenter hver på sin egen måde påberåbte sig det Demokratiske Partis særlige Kennedy arv, formåede ingen af dem at byde ind med visioner, der kunne bringe tilliden til magthaverne tilbage efter Watergate og Vietnam og hjælpe USA til at finde sine egne ben i en kaotisk multipolar verdensorden.
Resultatet var, at den afhængighed af doven selvtilfredshed, som blev Reagan-årenes ideologiske arv, fik lov at stå uimodsagt. I skrivende stund sidder ingen Kennedy i Kongressen, hvor familien ellers har været repræsenteret stort set siden 1946. Heller ingen oplagt arvtager er i sigte.
Fascinationen består
Mod bogens slutning spørger Anders Agner Pedersen sig selv, hvorfor Kennedy-familien fascinerer folk så meget. ”De er en god historie. Punktum!” svarer han selv. Det er en god historie, ja. Men punktummet er sat for tidligt.
Kennedy-brødrene formåede i en sjælden grad at tale til fællesskabsfølelsen og at fremstille det fælles mål som en vindersag.
For magien består på den lange bane i noget, som lyder lige så enkelt, som det er svært at gennemføre. Kennedy-brødrene formåede i en sjælden grad at tale til fællesskabsfølelsen og at fremstille det fælles mål som en vindersag. De talte dermed til det bedste i amerikanerne – offerviljen, patriotismen og omsorgen for de svage kombineret med konkurrence-genet – trangen til at overvinde alle vanskeligheder og gøre det umulige – som er indkodet i nationens historiske DNA.
Amerikansk historie svinger konstant mellem perioder hvor amerikanerne med stor fællesskabsfølelse løfter i flok og perioder og opnår store ting og tider, hvor splid og stædighed står i vejen for virkeliggørelsen af De Forenede Staters overordnede motto E pluribus Unum – af mange én.
I den første kategori finder vi Franklin D. Roosevelts Great Society-program med byggeri af veje og dæmninger, elektrificeringen af de fattige Sydstater og skabelsen af et rudimentært velfærdssystem. Vi finder også de valgreformer, som i 1960’erne gav sorte reel indflydelse på eget liv og fremtid.
I den sidste kategori finder vi de perioder, som har ført til vold, splittelse, had og – i et enkelt tilfælde – borgerkrig.
Vi befinder os i en tid, hvor splittelsen råder. En kunde i supermarkedet skyder med den største selvfølgelighed den butiksassistent, der ”krænker hans ret” ved at bede ham bære mundbind. Og et skråsikkert mindretal nægter at anerkende resultatet af et lovligt valg, fordi det går imod lige netop deres ønsker og overbevisning.
Tænk hvis nogen igen ville minde os om, at vi – når alt kommer til alt – hver og én er “ein Berliner”
Ikke bare i USA, men også i Europa deler vi os i ”os” og ”dem”, og ofte kan viljen til at give os blot en smule eller bare lytte til modparten ligge på et meget lille sted. At appellere til det fælles bedste fortolkes som enten snigende fascisme eller truende kommunisme, afhængigt af debattørens politiske ståsted.
I en sådan tid er det ikke overraskende, at vi med nostalgi og længsel tænker på en Kennedy, der, midt i orkanens øje fortæller os, at det at føle vrede er forståeligt, men at had aldrig er løsningen.
Eller en Kennedy, der med stolthed i stemmen beder sine medborgere om at overveje, hvad de kan gøre for deres land. At de – og vi – godt kan. Og ikke mindst savner vi en Kennedy, der – i en tid med pandemier, klimaforandringer og global terrorisme – kan fortælle os, at vi faktisk alle sidder til halsen i den samme suppedas. Tænk hvis nogen igen ville minde os om, at vi – når alt kommer til alt – hver og én er “ein Berliner”.
Kennedy. Historien om USA’s største politiske dynasti,
Lindhardt og Ringhof,
udkom den 6. oktober.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
