TRUMPS VERDEN // ESSAY – Trumps USA genopliver idéen om indflydelsessfærer som ramme for en ny, rå magtpolitik i en tiltagende kaotisk verden. Det betyder, at samme handling kan læses vidt forskelligt: I Israel ses USA’s indgriben i Venezuela som et nødvendigt slag mod Irans netværk, mens Danmark og Europa oplever den som endnu et udtryk for amerikansk aggression – forstærket af Trumps pres på Grønland. Verdensordenen begynder at ligne Orwells tre blokke: skiftende fjender, omskrevne alliancer – og en ny normal, hvor magt kaldes fred.
Trumps magtpolitik udspringer af et verdensbillede, hvorefter han opdeler verden i ”indflydelsessfærer”, en magtpolitisk idé, der især kendetegnede kolonialpolitikken (19.-20. årh.) og senere i det 20. århundrede den kolde krig med dens øst-vest-distinktioner, Nato versus Warszawapagt-landene.
Det er dog en forestilling, som aldrig helt er gået af mode (Nato og dets østudvidelser), og nu genoplives den af USA’s præsident, der ser verden som opdelt i indflydelsessfærer med USA som den altoverskyggende magt, mens Kina og Rusland opfattes som rivaler, der skal bekæmpes. Ud fra denne logik hører Venezuela og Grønland til USA’s magtsfære, den vestlige hemisfære.
George Orwells 1984 og Trumps verden
Orwells dystopiske mesterværk 1984 forudsagde de globale magtskift, der finder sted for tiden. I 1940’erne forestillede Orwell sig en verden opdelt i tre rivaliserende blokke (Oceanien, Eurasien og Østasien), der konstant er i krig med hinanden, bryder alliancer, og hvor allierede bliver rivaler. Det lyder desværre bekendt.
En central inspiration for 1984 var mødet mellem Roosevelt, Stalin og Churchill, der på Teheran-konferencen i 1943 talte om at opdele efterkrigsverdenen i tre sfærer.
Sidste år kom den amerikanske historiker Alfred McCoy med en tredobbelt reference i sit essay om udenrigspolitik: ”Er 2025 det nye 1984?” En Bloomberg-rapport om Trump-Putin-topmødet i Alaska i august sidste år havde overskriften: ”Det ligner en Trump-Putin-Xi-verden, men det er i virkeligheden Orwells”. Artiklen beskrev 1984’s fiktive model for globale anliggender som ”profetisk”.
Relative verdener
Samtidig er alt også relativt og kan kun vurderes i forhold til en bestemt kontekst, et bestemt samfund og en bestemt region. Når vi som danskere og europæere ser på Trumps trusler over for Grønland-Danmark-Europa, er vi typisk optaget af hans skamfulde brud på den post-Anden Verdenkrigs ”internationale orden” (som USA har været med til at etablere, og som har været til Vesteuropas fordel). Her er Trumps indgreb og fjernelse af Maduro bekymrende, da Grønland nu også er offer for USA’s aggression.
Så i Israel er man glad for interventionen mod Maduro
Ser man derimod på Trumps udenrigspolitik med israelske briller (den ”israelske kontekst”), kommer der nogle kendsgerninger op til overfladen, Maduros nære forhold til Iran, som er en stor ”sikkerhedstrussel” for Israel. Præstestyret i Iran ser Israel som et problem, der skal elimineres med vold – det har adskillige gange bombet Israel, forvoldt død og stor skade, bl.a. på Soroka hospitalet i det sydlige Israel i juni 2025.
Den grønlandske kontekst
Det er kendsgerninger, der ikke kommer op at vende, når de vestlige medier, danske og grønlandske politikere og borgere udtrykker deres bekymringer om USA’s aggressive politik over for Grønland. Disse bekymringer er højst forståelige. Der er faktisk rigelig grund til at være ængstelig. Når man bliver indlemmet i USA, bliver man nemlig amerikansk borger i et territorium, som ikke giver fuldt medlemskab i den amerikanske stat, med begrænset adgang til velfærds- og sundhedsydelser. Man er i alle henseender ”andenrangsborger” i ”The Land of the Free”.
At blive indlemmet i USA som et amerikansk territorium har bl.a. været Jomfruøerne, det tidligere Dansk Vestindiens, skæbne. Disse tropeøer blev solgt til USA i 1917. De er nu amerikanske US Virgin Islands, men deres indbyggere er forblevet andenrangsborgere. Ligegyldighed over for deres velfærd er alt, hvad de høje herrer i Washington har vist dem. Denne mangel på interesse, engagement og omsorg er noget, som Inuit i Alaska vil kunne tale med om.
Så ”Tag dig i agt, Grønland”, som jeg i maj 2025 i POV (jf. Trumps opslag på Truth Social den 20. januar 2026, hvor han omtaler Grønland som et nyt ”US territory”).
Den israelske kontekst
Men også Israel har sine bekymringer. De hører dog den mellemøstlige kontekst til. Her er Iran ikke kun til fare for sine egne borgere, men også for sin nabo Israel og sponsorerer terrorbevægelser (Hizbollah, Hamas, Houthierne i Yemen), med målet om at ødelægge Israel.
I Israel viste mediernes overskrifter og strategiske kommentarer en ”overraskende” grad af godkendelse af USA’s indgriben over for Venezuela, hvad kritikere andre steder kalder en ulovlig eskalering. For at forstå, hvorfor mange i Israel ser Washingtons handlinger ikke som hensynsløs unilateralisme, men som et positivt angreb på geopolitikken, må man forstå, hvor dybt ”de regionale israelske sikkerhedsberegninger” er knyttet til Iran og dets globale netværk af alliancer.
Det er ikke alle, der evner dette, bl.a. ikke Trump og USA, for hvem livet er et nulsumsspil, hvor man kun kan lykkes i sit forehavende, hvis man lægger den anden ned
Israel er derfor også ekstremt bekymret over Irans atomprogram. Præstestyret hævder, det udelukkende er med fredelige mål for øje. Men hvis det virkelig var tilfældet, hvorfor insisterer man så på selv at ville berige uran og ikke få det leveret, hvad der ellers er kutyme, når det vitterligt drejer sig om et fredeligt program? Og hvorfor tillader Iran ikke inspektion? Iran er derfor svær at stole på. Alt imens lider dets befolkning under en dræbende inflation, sanktioner og skyhøje fødevarepriser – baggrunden for de nuværende demonstrationer, som bliver mødt med stor brutalitet.
Så i Israel er man glad for interventionen mod Maduro.
Den gode nyhed
Parallelt med denne relativisme og Trumps verden er der konstante vinde af forandring, der blæser. Alt, ja selve livet, samfund og deres kulturer, på denne planet, er i konstant forandring. Rundtom på kloden må man forholde sig til dette for at kunne overleve og komme videre.
Det er på en måde betrykkende at vide, at hver gang systemet får et ”stød”, går noget i stykker. Men hvordan skal det forstås?
Samfundet holdes sammen af gensidige behov og gensidige bestræbelser
Ting går ikke bare i stykker, og dermed er det nødvendigvis slut. Mennesker og deres gamle (ødelagte) verden har det med at komme sig og vende tilbage med ”nye kræfter” og (forhåbentlig da) med et ”forbedret design”: Hvorfor ikke give det fredelige diplomati en større rolle, igennem fx OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som Nato, med sit militære fokus, må prøve at rette sig efter. Det kedelige alternativ er eskalation og ufred, hvor man i desperation klamrer sig til gamle vaner og er ude af stand til at give slip.
Denne fornyelse og tilpasningsevne er nedarvet i menneskets biologi, og det mest rationelle svar er fredeligt at respektere hinanden og samarbejde. Det er ikke alle, der evner dette, bl.a. ikke Trump og USA, for hvem livet er et nulsumsspil, hvor man kun kan lykkes i sit forehavende, hvis man lægger den anden ned. Livet er imidlertid ikke et nulsumsspil med en absolut vinder og taber/e. Tværtimod. Samfundet holdes sammen af gensidige behov og gensidige bestræbelser.
Gensidig respekt, fredsommelighed, at danne helheder ud fra de modsætninger, der altid vil være i vores menneskelige verden, i stedet for at fremhæve dem. Dette ideal, som let kan blive væk i vores grumsede virkelighed, er fred og harmoni.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og