GRØNLAND // INTERVIEW – Litteraturforskeren Emilie Dybdal, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling, mener, at nyere dansk litteratur udfordrer fortællingen om Danmark som den “gode kolonimagt”. Men hvor dybt stikker forandringen – og hvordan påvirker litteraturen, den politiske debat og danskernes selvforståelse hinanden?
“Danmark og danskerne har ikke det fjerneste at skamme sig over i Grønland, tværtimod. Danmark har ydet en fantastisk stor, generøs indsats for at udvikle det grønlandske samfund. Den indsats er vi stolte over, og den kunne tjene som forbillede for andre.”
Da Anders Fogh Rasmussen udtalte de ord under et pressemøde i København i juni 2008, lød de ikke som et politisk kampråb. Snarere som en konstatering. I den danske selvfortælling havde Danmark ganske vist været kolonimagt, men ikke som de andre. Hvor briterne, franskmændene og belgierne blev forbundet med slavehandel, udbytning og militær undertrykkelse, havde Danmark bygget skoler, hospitaler og boliger i Grønland. Den danske kolonihistorie blev fortalt som en historie om ansvar, modernisering og omsorg.
Mennesker kan handle ud fra de bedste intentioner og samtidig være en del af et kolonialt system med ulige magtforhold. Det ene udelukker ikke det andet
Det er værd at hæfte sig ved, at udsagnet ikke stod alene. Det skrev sig ind i en bredere og velkendt fortælling om Danmark som en særlig god kolonimagt – en fortælling, der fortsat prægede den offentlige debat, selv om udsagnet blev omtalt i flere nyhedsmedier.
Grønland indtog en særlig plads i den nationale fortælling. Ikke som beviset på kolonial vold, men som eksemplet på, at dansk kolonialisme havde været grundlæggende anderledes: man kan sige mere human, velmenende og ansvarlig.
I dag ser billedet anderledes ud. Debatten om Grønland er blevet skarpere, krav om undskyldninger fylder mere i offentligheden, og kolonihistorien diskuteres på læreanstalter, i bøger og medier med en intensitet, der ville have været vanskelig at forestille sig for blot få årtier siden.
Ph.d. behandler Grønland i litteraturen
Det er denne udvikling, litteraturforskeren Emilie Dybdal behandler i sin ph.d.-afhandling In Memory of the Good Colony. Med udgangspunkt i Kim Leines og Iben Mondrups forfatterskaber – to af de mest betydningsfulde danske forfattere med Grønland som omdrejningspunkt – argumenterer hun for i sin afhandling, at fortællingen om Danmark som “den gode kolonimagt” er ved at slå revner.
Dybdal indleder med at præcisere sit forskningsperspektiv. Som forsker i erindringsstudier – memory studies – interesserer hun sig ikke for kolonihistorien i sig selv, men for, hvordan nationer husker og fortæller deres fortid.
Med udgangspunkt i Kim Leines og Iben Mondrups romaner undersøger hun, hvordan nyere dansk litteratur gør op med fortællingen om Danmark som “den gode kolonimagt” og bidrager til at genforhandle den i dansk erindringskultur.
Pointen er ikke at afgøre, om Danmark var en god eller dårlig kolonimagt, men at vise, hvordan denne forestilling har været en central del af dansk selvforståelse. Den gjorde det muligt at opfatte den danske kolonihistorie som grundlæggende anderledes end andre europæiske kolonimagters.
Litteraturen gør op med den gode kolonimagt
For Emilie Dybdal er Kim Leine og Iben Mondrup ikke blot to forfattere, der skriver om Grønland. Som to af de mest betydningsfulde danske forfattere med Grønland som omdrejningspunkt repræsenterer de et markant skifte i den måde, kolonihistorien bliver fortalt på. Gennem deres romaner udfordrer de det, hun kalder dansk exceptionalisme – forestillingen om, at Danmark var en særlig human og velmenende kolonimagt, hvis historie adskilte sig grundlæggende fra andre europæiske kolonimagters.
– De skriver ikke Grønland ind som en kulisse. De skriver Grønland ind som et sted, hvor den danske selvforståelse bliver sat på prøve, siger hun.
Hvor den traditionelle danske fortælling lagde vægt på modernisering, uddannelse, sundhedsvæsen og gode intentioner, flytter Leine og Mondrup blikket over på de magtrelationer, som kolonien også var bygget op omkring. De interesserer sig mindre for, hvad danskerne ville, end for hvad kolonien gjorde ved mennesker og relationer.
Hos Kim Leine bliver mission, kristendom, kærlighed, seksualitet og kolonial magt uløseligt vævet sammen. Hans personer er sjældent entydige helte eller skurke. Mange rejser til Grønland med et oprigtigt ønske om at hjælpe, prædike eller skabe et bedre samfund. Men samtidig bliver de en del af et kolonialt system, hvor danskerne definerer normerne, og hvor de grønlandske karakterer ikke blot fremstilles som modtagere af dansk hjælp, men som mennesker med egen handlekraft, der udfordrer de danske karakterers selvforståelse.
Hos Iben Mondrup skifter perspektivet. Kolonihistorien fortælles ikke først og fremmest gennem embedsmænd og missionærer, men gennem familier, børn og hverdagsliv. Hun viser, hvordan kolonitiden fortsætter med at præge relationer mellem danskere og grønlændere længe efter, at den formelt er ophørt. Kolonien bliver ikke kun en politisk eller administrativ størrelse, men en erfaring, der sætter sig i identitet, sprog, tilhørsforhold og følelsen af at høre hjemme.
– Pointen er ikke at erstatte én national fortælling med en anden. Begge forfatterskaber gør historien mere kompleks. De viser, hvordan omsorg og magt, idealisme og dominans kan eksistere samtidig, forklarer Emilie Dybdal.
Det er netop denne kompleksitet, der er omdrejningspunktet i hendes afhandling. Med begrebet reparative remembering beskriver hun en måde at læse historien på, hvor målet ikke er at udpege helte og skurke eller afsige en endelig moralsk dom over fortiden.
Tværtimod handler det om at skabe plads til flere erfaringer og flere fortællinger på én gang. Historien bliver ikke mere retvisende ved blot at erstatte fortællingen om den gode kolonimagt med fortællingen om den onde. Den bliver mere retvisende, når den kan rumme, at mennesker kunne handle ud fra et oprigtigt ønske om at gøre godt og samtidig være en del af et kolonialt system præget af ulige magtforhold.
– Historien bliver mere retvisende, når vi kan holde begge perspektiver åbne samtidig, siger hun.
Ifølge Dybdal er det netop derfor, fortællingen om Danmark som “den gode kolonimagt” begynder at slå revner, fordi den gør det vanskeligere at fastholde forestillingen om Danmark som kolonihistoriens uskyldige undtagelse. Den udvikling knytter hun til begrebet politics of regret, hvor nationer i stigende grad ser kritisk på deres egen fortid og gør den til genstand for offentlig debat, selvrefleksion og nye fortolkninger.
Gode intentioner og ulige magt
Her er det på sin plads med en personlig bemærkning. Siden 2000 har jeg sammenlagt boet og arbejdet i mere end 15 år i Nuuk i Grønland. Jeg rejste dertil kort efter min eksamen i statskundskab – drevet af eventyrlyst og udsigten til et spændende arbejde, ikke af en forestilling om at være en del af et civilisatorisk projekt.
Den oplevelse delte jeg (angiveligt) med mange af de danskere, jeg arbejdede sammen med gennem årene. Jeg husker ikke samtaler om at være i Grønland for at “hjælpe grønlænderne”, ligesom jeg ærlig talt heller ikke overvejede, om Danmark var en god eller dårlig kolonimagt.
Emilie Dybdal afviser ikke min erfaring. Tværtimod mener hun, at den er helt forenelig med hendes analyse.
– Jeg betvivler ikke, at mange danskere rejste til Grønland med et oprigtigt ønske om at gøre et godt stykke arbejde. Men min afhandling handler ikke om enkeltpersoners motiver eller intentioner, men om de fortællinger og de magtstrukturer, som deres handlinger indgik i, siger hun.
Netop dét er efter hendes opfattelse afgørende. Mennesker kan handle ud fra de bedste intentioner og samtidig være en del af et kolonialt system med ulige magtforhold. Det ene udelukker ikke det andet.
Hun understreger samtidig, at hendes afhandling ikke dokumenterer, hvordan danskerne som helhed opfatter kolonihistorien i dag. Den bygger på analyser af litteratur og erindringskultur og siger derfor først og fremmest noget om de fortællinger, der kommer til udtryk i romanerne og i den offentlige debat omkring dem.
Da Anders Fogh Rasmussen stod i København i juni 2008, kunne han formulere én samlet fortælling om Danmark og Grønland. Spørgsmålet er, om en statsminister ville kunne gøre det samme i dag
Alligevel peger hun på, at udviklingen i litteraturen ikke står alene. Også den politiske debat har ændret karakter. Noget har flyttet sig.
– Det ser vi blandt andet ved, at den danske stat i dag forholder sig til fortiden på en anden måde end tidligere. Hvor Helle Thorning-Schmidts regering afviste at deltage i en grønlandsk forsoningskommission, har Mette Frederiksen både undskyldt over for eksperimentbørnene og de kvinder, der blev udsat for spiralkampagnen. Det er udtryk for en anden måde at forstå historien på, mener Emilie Dybdal.
For hende er undskyldningerne ikke blot enkeltstående politiske beslutninger. De indgår i en bredere udvikling, som forskningen beskriver med begrebet politics of regret. Hvor den danske selvfortælling tidligere var præget af exceptionalisme – forestillingen om, at Danmark var kolonihistoriens humanistiske undtagelse – ser hun en voksende vilje til også at konfrontere de mørkere kapitler i forholdet mellem Danmark og Grønland.
Samtidig understreger hun, at denne udvikling ikke betyder, at den gamle fortælling er forsvundet.
– Jeg kan ikke sige, om flertallet af danskerne har ændret syn på kolonihistorien. Det ligger uden for mit materiale. Men jeg kan konstatere, at fortællingen om Danmark som den gode kolonimagt ikke længere står uimodsagt. Der eksisterer i dag flere fortællinger side om side, og det er netop den bevægelse, jeg undersøger.
Historien møder geopolitikken
Adspurgt om de danske undskyldninger skyldes et reelt opgør med kolonihistorien eller snarere den geopolitiske virkelighed, som Donald Trump har været med til at skabe omkring Grønland, mener forskeren med speciale i grønlandslitteratur ikke, at de to forklaringer kan skilles ad.
– Geopolitiske forhold spiller uden tvivl en rolle for den måde, Danmark prioriterer forholdet til Grønland på i dag. Men jeg tror også, det ville være svært at forestille sig de officielle undskyldninger, hvis den nationale fortælling om kolonihistorien var den samme som for 20 år siden. For mig er undskyldningerne ikke et bevis på, at alle danskere har ændret syn på kolonitiden. De er et tegn på, at den måde, historien bliver fortolket og håndteret på, har forandret sig. Den udvikling ser jeg både i litteraturen, i forskningen, i den offentlige debat og i de politiske beslutninger.
Dybdal understreger, at geopolitikken kan være med til at forklare, hvorfor spørgsmålet er blevet presserende netop nu. Men efter hendes opfattelse kan den ikke alene forklare, hvorfor en officiel undskyldning overhovedet er blevet en politisk mulighed.
Da Anders Fogh Rasmussen stod i København i juni 2008, kunne han formulere én samlet fortælling om Danmark og Grønland. Spørgsmålet er, om en statsminister ville kunne gøre det samme i dag.
For der er ingen tvivl om, at historien ikke længere fortælles på en måde.
Emilie Dybdal forsvarede sin ph.d.-afhandling på Københavns Universitet fredag den 26. juni.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og