REJSER // ESSAY – Serbiens hovedstad Beograd har sjæl og beat. Det charmerende gamle kvarter Skadarlija, floderne Sava og Donaus berlinske atmosfære, serbernes varme imødekommenhed. Gorm Bloch rejser en uge på Balkan. Fra Beograd med nattog over De Dinariske Alper til Montenegros kyst. Læs første kapitel af to her.
Mit vandrehjem i Beograd hedder Hostel Iris og ligger i det charmerende gamle kvarter Skadarlija. Her er brosten og snoede, bakkede gader, små caféer, restauranter og lystig livemusik blandt gæsterne, da jeg ankommer kl. 01:30 natten til lørdag.
Taler med en hollandsk fyr over morgenkaffen. Vi sidder på gaden i skyggen og vågner. Her er allerede lunt. Hollænderen har også planer om at tage toget til Montenegro som jeg. I går fik han dog det indtryk, at nattoget, modsat hvad køreplanerne lover, ikke kører i disse dage.
Militærparade, Pride og Savas blå vand
Togpersonalet, han talte med, havde hamret løs på serbokroatisk og intet engelsk, så det var svære betingelser. Senere lørdag får jeg vandrehjemmets vært til at ringe til togselskabet. De lover, at nattoget skam kører. Dog kan billetter og sovekupé ikke bookes online, men kun på stationen.
Et jagerfly drøner hen over byens tage i lav højde. Alle på gaden drejer hovedet mod himlen
Så det gør jeg i morgen og tager halvandet døgn her i Beograd. For allerede nu bringer byen løfter om både puls og sjæl, trods sin overvejende betontunge og funktionalistiske fremtoning, som kan minde om Ørestad i større skala i de tidlige kapitler, før grønne oaser skød op i den københavnske bydel.
Går en runde for at lære mit kvarter at kende. Da jeg studerer et menukort på et lille takeaway madsted, lyder et brøl fra himlen. Et jagerfly drøner hen over byens tage i lav højde. Alle på gaden drejer hovedet mod himlen, for det er en voldsom lyd, bragende ud af det blå.
Der er i dag både militærparade og Pride, så infrastrukturen er under pres. Forgæves jagter og venter jeg på et par busser, som normalt kører til byens sydvestlige hjørne – ned mod marinaer, husbåde, kolonihavehuse på tønder, stenstrande, isboder og loungemusik på Savas østlige banke.
Men flere veje og trafikale knudepunkter er afspærret i dag. Dette ifølge Anna, en schweizisk pige, jeg taler med nær stoppestedet. Hun har i perioder boet her i byen og kender den grundigt.
Føres direkte ind til et bryllupsselskab, som holder fest i skyggen af pinjetræerne ved floden. Der er noget dybt romantisk over at opleve disse bryllupsmotiver på fremmede breddegrader
Jeg tager konsekvensen og vandrer de 9 km via en stor sydgående bilboulevard, gennem det mennesketomme BW (Belgrade Waterfront) og ned til den lange promenade, hvor folk soler sig langs floden. Floden Sava er i dag afspærret med hegn, for der er regatta.
Heldigvis er der brusere, som man kan køle sig under, og det er skønt at lade det kolde vand plaske ned over sig efter en varm vandring gennem Beograds byggepladser, støv og øde yderzoner.
Skadarlija og Beograds skønne folk
Søndag morgen: Velsignet at vågne tidligt efter en god nats søvn og glæde sig til morgenkaffe i skyggen i det blidt og langsomt vågnende Skadarlija. Sætter et bord og et par stole ud på gaden, nyder at være alene her og vågne uforstyrret.
I Prag så jeg en brud i smuk hvid kjole på en balkon. I Skopje var jeg vidne til et bryllup, nærmest som i en film, hvor brud og gom fik taget bryllupsbilleder foran den eventyrlige basilika, og hvor farverne på denne matchede det nordmakedonske flag og æblet i min hånd.
Her i Beograd, da jeg omsider kommer ned til Sava, går jeg gennem et hul i et hegn og føres direkte ind til et bryllupsselskab, som holder fest i skyggen af pinjetræerne ved floden. Der er noget dybt romantisk over at opleve disse bryllupsmotiver på fremmede breddegrader, og man får simpelthen lyst til både at gratulere og sluse sig umærkeligt og lokalt ind i fejringen. Hvad man dog ikke gør, for familien skal have deres fest i fred.
Ville det samme være tilfældet, hvis en turist fra Syd- eller Centraleuropa drak sin morgenkaffe alene på en stol et tilfældigt sted på Vesterbro?
Har flyttet min stol tyve meter væk fra indgangen til Hostel Iris. For at nyde den tidlige formiddagssol. En lille familie går forbi. Far, mor og en nuttet lille pige med rottehaler i det kastanjefarvede, krøllede hår. Venligt smiler og vinker faderen til mig, og jeg gør naturligvis det samme. Igen illustrerer det den varme og imødekommende mentalitet, jeg oplever her, og faktisk generelt på Balkan.
Ville det samme være tilfældet, hvis en turist fra Syd- eller Centraleuropa drak sin morgenkaffe alene på en stol et tilfældigt sted på Vesterbro, Frederiksberg eller København K?
Hovedgaden i Skadarlija har navn efter kvarteret – eller omvendt. På stort set alle barer og restauranter er der livemusik langt ud på aftenen.
Det er folklore med dansevenlige numre og romantiske nocturner spillet på harmonika, guitar, kontrabas og bouzouki af herrer i uniforme sorte bukser og hvide skjorter.
Med tanke på den varme og venlighed man møder hos folk her i byen er det næsten ufatteligt, at de samme folkeslag agerede med udtalt brutalitet og blodrus i de jugoslaviske krige i 1990’erne og under 2. verdenskrig
På Italbar møder man dog en singersongwriter alene med guitar, som synger både internationale pophits og fædrelandets sange. Ved indgangen står en køn ung kvinde og charmer gæster ind i ålerusen. Hun gør det godt. Efter at have passeret baren et par gange og talt med fiskerpigen går jeg kort efter midnat ind for at få en sodavand inden sengetid.
Pigen fra indgangen kommer over for at snakke. Efter tredive minutter forlader jeg stedet, snakker med hende ved udgangen og vi forbinder på Instagram. Hun fortæller, at hun primært har dette job for at tjene penge. Snart begynder hun på medicinstudiet her i Beograd. Hun mener absolut, at jeg må komme igen og spille på deres lille scene engang.
Vi krammer, og jeg styrer direkte mod min køjeseng. Dagens tyve kilometer, sol og kakofonisk folkemusik i Skadarlija kan godt mærkes i både ben og hoved nu.
Ingenmandsland, borgerkrig, mafia og juveltyve
Sidder nu på en lille café i Beograd Centar, byens hovedbanegård, som ligger et godt stykke sydøst for centrum og nærmest i et ingenmandsland. Bygningen er stor og høj, men indvendigt har den kun seks jernbanespor, et lille billetkontor og en enkelt café. Nu er billetten til nattoget i hus.
Omvendt forstår jeg på et plan godt Gavrilo Princip og hans symbolske, om end morderiske, manifestation i 1914
Med tanke på den varme og venlighed man møder hos folk her i byen, og faktisk generelt på Balkan, er det næsten ufatteligt, at de samme folkeslag for blot en og to generationer siden agerede med udtalt brutalitet og blodrus i de jugoslaviske krige i 1990’erne og under 2. verdenskrig.
Etniske udrensninger, voldtægter, ødelæggelser, snigskytteri og rovmord ser man ikke ligefrem i øjnene på de folk, jeg taler med her i byen. Tværtimod. Så det er meget abstrakt at indtænke regionens nyere historie, når man er her.
Omvendt forstår jeg på et vist plan godt Gavrilo Princip og hans symbolske, om end morderiske, manifestation i 1914. Efter at have været under osmannisk besættelse og indflydelse i 400 år og dernæst østrig-ungarsk besættelse fra 1878, kan jeg indleve mig i urbefolkningens brændende ønske om selvstændighed og frihed her på den store halvø. Og alligevel sympatiserer jeg ikke med Gavrilo.
Den serbiske mafia, våbenhandel og juveltyvene fra Pink Panthers er et nutidigt faktum på internationalt niveau – men dem møder man selvsagt hverken på gadeplan eller i Beograds offentlige zoner
Men en regional borgerkrig, hvor man slagter hinanden og nedskyder civile – herunder kvinder og børn – i stakkels Sarajevo, alt sammen i religionens, forurettelsens, hævnens og ærens navn? Det er meningsløst og forfærdeligt. Det samme er etniske masseudryddelser. Og de serbere, jeg har talt med hernede – har berørt emnet med enkelte udvalgte, hvor kemi og gensidig sympati var til det – er helt enige.
Beograd har været Serbiens hovedstad siden 1403 og var Jugoslaviens administrative hovedstad i perioden 1918-2003. Byen har godt 1.6 millioner indbyggere, inklusiv forstæder.
Beograd betyder “den skønne, hvide by”, og byen er med sine rødder, som går 7000 år tilbage, blandt Europas ældste. Byen er anlagt langs bredderne af Donau og den store biflod Sava.
Togturen Beograd-Bijelo Polje-Podgorica-Bar varer nominelt 11 timer, men tager reelt 13 timer. Det er en smuk, scenisk rute gennem De Dinariske Alper. Prisen er omkring 220 kroner, inklusiv køje i en sovekupé.
På ruten kører toget gennem 254 tunneller og henover 435 broer i bjergene. Byggeriet af jernbanen påbegyndtes i 1950’erne. I år 1976 kunne Jugoslaviens præsident, Marskal Tito, stolt erklære den prestigiøse linje for åben, og han indviede den personligt ved åbningen.
Beograds unikke flodbeat
Men frem for at dvæle ved historien, som jeg gjorde i Bratislava om Slovakiets fascistiske kapitel, eller ligefrem bringe den til live via fiktioner som i Sarajevo, vælger jeg på denne rejse at omfavne hjertevarm, solrig nutid og bare nyde Balkan og serberne, som jeg oplever dem.
Den serbiske (og montenegrinske) mafia, våbenhandel og juveltyvene fra Pink Panthers er et nutidigt faktum på internationalt niveau – men dem møder man selvsagt hverken på gadeplan eller i Beograds offentlige zoner. Så de får ingen yderligere plads eller omtale i denne beretning heller.
Der er noget tidløst hippie og beatagtigt over Beograd. Især som livet leves og pulserer langs bankerne af Sava og Donau. Det vrimler med husbåde i alskens farver, mange dekoreret med blomster, barbecue gear, vasketøj og finurlige flag.
Bluesmusik, syrerock og electronica strømmer fra højttalerne, uanset om der er selskab eller intet synligt etablissement.
Jeg tager i god tid til Beograd Centar. Nyder en kop kaffe og den tidlige aftens sidste lune solstråler. Så om bord, finder min sovekupé og venter på afgangsfløjtet. Hilser på Adam, min medpassager. En humørmæssigt højt gearet, yderst snakkesalig og hyggelig fyr fra Woodbridge på den engelske østkyst. Toget ruller med 40 minutters nærmest “planmæssig forsinkelse” knagende og brummende ud af banegården. Så starter eventyret.
Eventyrlig forgyldt alpemorgen
De Dinariske Alper: Aftenen med stjernerne, hvis formationer på himlens mørke lærred efterhånden skæres over, da vi ruller ind i bjergene, er spektakulær.
Havde sat uret til solopgang og stod op kl. 6 for at få det hele med. Wow, det var smukt.
Lokomotivføreren gjorde intet for at indhente dette, hvilket nok heller ikke er muligt med kurvede bjergspor. Men forsinkelsen fik ham måske til at slappe yderligere af. Således ankom vi først 09:20, dermed blev det en tur på 13 frem for 11 timer.
Toiletterne var uden papir, vand, sæbe eller sprit, og de stank af 12 år gammelt gæret urin
Dog her en lille disclaimer til sarte sjæle om et forhold, jeg finder kritisabelt: Toiletterne var uden papir, vand, sæbe eller sprit, og de stank af 12 år gammelt gæret urin. Der var ingen madvogn eller bistro ombord (hvilket jeg ellers forud for rejsen havde læst var tilfældet i nogle omtaler).
Jeg så flere børnefamilier, og toiletforhold virker i den henseende noget hensynsløse. I øvrigt skal nævnes, at der var få turister, men ganske mange serbere og montenegrinere om bord.
Dette er ikke en kritik, men jeg vil lige nævne, at vi blev vækket henholdsvis kl. 03:30 og igen 05:00 af en skarp banken med metalstav på skydedøren. Det var først serbisk og dernæst montenegrinsk grænse- og paskontrol. Jeg sov fint videre, men en forstyrrelse mere, og så tangerer det så småt søvntortur.
Vores billetter tog konduktøren i forvaring allerede fra start. Dem får I tilbage i morgen tidlig, brummede han brysk, og brysk og utilnærmelig var han. Sær procedure set fra nordisk perspektiv at aflevere billetten frem for at få den stemplet.
I relation til fast føde havde Adam heldigvis medbragt en velsmagende serbisk salami, blåskimmelost og mørkt brød, så vi improviserede uden problemer lidt aftensmad.
Den tvivlsomme toilethygiejne, potentielle søvntortur og en brummende, gnaven konduktør ødelægger dog på ingen måde den samlede oplevelse. For dette er altså en helt sublim togtur! At skue Adriaterhavet, som man ruller helt ned til, var også befriende blåt og luftigt efter et par dage i Beograds støvede, varme, groovy, pulserende metropol.
Læs det sidste kapitel af Gorm Blochs rejseessay næste weekend.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og