EU I PUTINS SKYGGE #3 // ANALYSE – Spanien har i over 40 år været en del af den nordatlantiske forsvarsalliance. Såvel befolkningen som flere af de folkevalgte politikere sår tvivl om medlemskabet, alt imens regeringen forsøger at tale sig fra den omstændighed, at det spanske engagement er halvhjertet.
PAMPLONA – ”Spanien står last og brast med sine Nato-partnere.” Det gjorde den spanske forsvarsminister Margarita Robles klart, da hun tidligere på måneden besøgte hovedkvarteret for Natos Rapid Deployable Corps på en militærbase nær Valencia på den spanske middelhavskyst.
Enheden i Spanien er én af i alt otte af sådanne baser i Europa og koordinerer en integreret styrke bestående af tropper fra 13 lande, som hurtigt kan aktiveres og indsættes i fredsmissioner, humanitære opgaver eller krigshandlinger.
Det kan umiddelbart virke bemærkelsesværdigt, at ministeren efter godt 40 års medlemskab finder behov for at slå en streg under Spaniens støtte og forpligtelse til Atlantpagtens musketerånd.
Beskeden var i første omgang rettet direkte til alliancens medlemmer. På den internationale scene taler den spanske regering varmt for betydningen af at stå sammen, hvilket konflikten mellem Rusland og Ukraine er et tydeligt eksempel på.
Ved Natos topmøde i Washington i juli måtte den spanske delegation lægge ører til kritikken fra flere andre medlemslande, som beklagede sig over Spaniens forsømmelse af dets økonomiske forpligtelser
Premierminister Pedro Sánchez har gentagne gange besøgt Kyiv, flere gange i selskab med sin danske kollega, statminister Mette Frederiksen, og så sent som i maj aflagde den ukrainske leder, Volodymyr Zelenskyj, et officielt besøg i Madrid, hvor de to lande underskrev en bilateral sikkerhedsaftale med lovning om en øget spansk støtte til krigen mod Rusland.
De pæne ord er dog kun i ringe grad bakket op af konkrete handlinger. Ved Natos topmøde i Washington i juli måtte den spanske delegation lægge ører til kritikken fra flere andre medlemslande, som beklagede sig over Spaniens forsømmelse af dets økonomiske forpligtelser.
En undersøgelse foretaget af Kiel Institute for the World Economy, et uafhængigt tysk forskningscenter for globale anliggender, afslører, at Spanien ligger i den tunge ende, når der sættes tal på den konkrete hjælp. Hvis støtten gøres op i militært udstyr, indtager Spanien jumbopladsen blandt de 20 lande på listen, og hvis hjælpen omregnes til euro, ligger Spanien på en 16. plads.
Ifølge Financial Times, som citerer Nato, er Spanien med 1,28 % af bruttonationalproduktet det medlemsland med det laveste bidrag til forsvarsalliancen. Den fælles målsætning har altid været et bidrag på 2 %, et niveau, som mange medlemslande historisk set ikke har opfyldt. Den forhenværende amerikanske præsident, Donald Trump, truede med at trække den amerikanske støtte, hvis ikke europæerne opfyldte deres forpligtelser, og kombinationen af den amerikanske udmelding og krigen i Ukraine har sat skub i de militære investeringer i en lang række medlemslande.
Trods en folkelig og politisk modstand, så er den internationale anerkendelse et vigtigt aspekt i den spanske selvforståelse
I forhold til det begrænsede bidrag til Nato, så forklarer regeringen, at den spanske økonomi har vokseværk. Det spanske bruttonationalprodukt vokser betydeligt hurtigere end det europæiske gennemsnit. Ifølge regeringens egne tal så er de samlede forsvarsudgifter i løbet af de sidste fem år vokset med over 77 % til ca. 16,5 mia. euro (ca. 123 milliarder kroner) om året. Men til trods for at man nominelt har øget forsvarsbudgettet markant, så kan effekten ikke aflæses i andelen af bruttonationalproduktet. Fra de knap 1,3 % af det samlede bruttonationalprodukt er der stadig langt til Natos målsætning på 2 %.
Intern politisk modstand og internationale ambitioner
Forsvarsministerens besked er i lige så høj grad rettet mod en række af det ledende regeringspartis politiske samarbejdspartnere. De spanske socialdemokrater, Partido Socialista Obrero Español (PSOE), danner regering sammen med en venstrefløjskoalition, Sumar, som er åbenlyst kritisk over for den militære alliance. Det er en holdning, som deles med flere af de regionale partier, som udgør en del af regeringens parlamentariske grundlag. Ret beset så fylder forsvars- og sikkerhedspolitik ikke ret meget på den politiske dagsorden, og det er usandsynligt, at regeringens overlevelse kunne komme til at afhænge af forsvarsbudgettet eller omfanget af støtten til Ukraines kamp mod Rusland.
Modstanden mod Nato afspejler sig imidlertid også i befolkningen. I løbet af sommeren 2022, knap et halvt år efter krigens udbrud i Ukraine, blev der afholdt talrige demonstrationer i flere spanske byer imod Nato (og for fred).
Trods en folkelig og politisk modstand, så er den internationale anerkendelse et vigtigt aspekt i den spanske selvforståelse, og skiftende regeringer har i næsten 50 år arbejdet målrettet på at blive en integreret og anerkendt del af det internationale samfund og dermed endegyldigt lægge Francos diktatur bag sig.
Spanien er i dag medlem af alle relevante internationale organisationer og har ved flere lejligheder placeret sine kandidater på prestigefyldte topposter. Senest snuppede den forhenværende økonomiminister, Nadia Calviño, jobbet som præsident for Den Europæiske Investeringsbank for næsen af den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager.
Den siddende spanske regeringsleder, Pedro Sánchez, har på sigt selv slet skjulte ambitioner om en international toppost, og politiske iagttagere bringer ham ofte i spil. Han blev (ligesom statsminister Mette Frederiksen) gentagne gange nævnt som en mulig afløser til Natos nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg. Det var ikke overraskende, at valget i sidste ende faldt på den hollandske premierminister, Mark Rutte. Flere spanske medier påpegede, at netop den omstændighed, at Spanien ikke opretholder sine økonomiske forpligelser, næppe er fordrende for et spansk kandidatur.
Et historisk kompliceret forhold: fodnoter og folkeafstemninger
Det ambivalente forhold trækker tråde tilbage til Spaniens indlemmelse i den nordatlantiske forsvarsalliance i 1982. Den spanske regering tilkendegav formelt i december 1981 sit ønske om at blive medlem af Nato. Et halvt år senere modtog regeringen sent søndag den 30. maj en officiel invitation. Invitationen indebar et omgående medlemskab. Timingen er interessant, fordi den annulerede en debat om et muligt medlemskab, som stod på parlamentets dagsorden dagen efter. Som nyslået medlem af Nato var debatten om et eventuelt medlemskab pludselig overflødig.
Spanien udgør i dag en del af den integrerede militærstruktur og deltager på lige fod med alle andre medlemmer i misioner og øvelser
Det betød imidlertid ikke, at der blev lagt endegyldigt låg på debatten. Et halvt år senere førte et valg til et regeringsskifte, og den nye premierminister, socialisten Felipe González, satte det spanske medlemskab på vågeblus. Han fremlagde en tipunktsplan for fred og sikkerhed (”Decálogo de Paz y Seguridad”), som dels indebar, at de spanske tropper ikke kunne udgøre en del af Natos integrerede militære struktur, og dels forbød at opbevare eller opstille atomvåben på spansk grund. Spaniens egen fodnotepolitik, om man vil.
Med de forbehold anbefalede den socialistiske regering, at spanierne stemte for et medlemskab ved en folkeafstemning, som blev afholdt i foråret 1986. En splittet spansk befolkning bekræftede med 56,9 % af stemmerne et fortsat medlemskab.
Knap ti år senere, i 1995, udpegede Nato-medlemmer den daværende spanske udenrigsminister, Javier Solana, til ny generalsekretær for alliancen. Valget var polemisk, fordi Solana var en del af González’ regering, der som udgangspunkt havde udtrykt sig kritisk i forhold til et spansk medlemskab. I midten af 1980’erne havde han således udgivet en tekst med titlen ”50 grunde til at sige nej til Nato” (”50 razones para decir no a la OTAN”).
Gennem årene er forholdet gradvist blevet normaliseret. Spanien udgør i dag en del af den integrerede militærstruktur og deltager på lige fod med alle andre medlemmer i misioner og øvelser.
Det ændrer imidlertid ikke på, at spanierne stadig synes at have et uafklaret forhold til deres medlemskab af Nato.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
