Velfærdssystemets vagthunde bjæffer igen

af i Danmark/Politik & Samfund

FV-2019 // KOMMENTAR – Folketingsvalget kan ligne en konkurrence om, det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, der er den bedste velfærds-vagthund. Et sørgeligt bud er ingen af dem, skriver Kristoffer Munk. Han fremhæver blandt andet krisen i folkeskolen som et eksempel. 

Når vi grundlovsdag skal til valg, ser det ud til, at vi kan vælge mellem en lang række af trofaste vagthunde, der utrætteligt vil vogte over velfærdssamfundet. Alle vil gerne tilføre det penge, prioritere varme hænder, sikre kernevelfærd, udstikke garantier og minimumsnormeringer for dette og hint.

Både Lars og Mette, men også de fleste andre, vil gerne give indtrykket af at være hunden med øjne så store som fladskærme, der sidder trofast på pengekassen med statens husholdningspenge. Selv Liberal Alliance vil gerne bevare et velfærdssystem. Det vil de fleste danskere da – heldigvis – også. Valget kan derfor ligne en konkurrence om, hvem der er den bedste velfærds-vagthund, og hvem er så det?

Et sørgeligt og desværre sandt bud er: ingen af dem!

Stort set alle Folketingets partier har løbende stemt for de tiltag, der ganske effektivt har kørt Skat i sænk og som har kostet os alle sammen væsentligt flere tabte indtægter end Britta fra socialstyrelsen. Hun er let at pege fingre af, men de partier, vi har i dag, og de politikere, der repræsenterer partierne i dag, er de samme politikere, som stemte for at splitte Skat i atomer, købe et defekt it-system og høste gevinsten for at give skattelettelser (det var vist de borgerlige).

Om nogen er socialdemokrater og venstrefolk ansvarlige for at have skabt et samfund, der i visse sammenhænge fremstår overbureaukratisk, overreguleret

Efterfølgende tog man så en central del af vores velfærdssystem, der i forvejen var i krise, og skiftede ministre ud hurtigere end en aktiv Paradise Hotel-deltager kan nå at skifte partnere (så var det S-SF-R’s tur). Det er vel et faktum, at vi har mistet flere milliarder på den konto, end der skal til for at finansiere vagthundenes hedeste politiske drømme.

Samtidig klinger det hult, når de regneark der skal gøres op med og de virkelighedsfjerne konsulenter, der skal fyres, har det til fælles, at de er hyret af de to primære statsministerkandidater (undskyld Paludan, Vermund og Elbæk m.fl., men tror I selv på den?). Lidt frækt sagt kan man sige, at vi på grundlovsdag kan vælge mellem en svedig og smøgforlegen labrador på evig jagt efter gratis hundekiks eller en bister, rød hønsehund, der i nogles optik er begyndt at give skinger hals, hvis den ser en hund med brun pels på den anden side af gaden, når vi skal finde den, der bedst formår at bestride jobbet som hunden på pengekassen? Man vil med andre ord signalere handlekraft ved at fyre de dyre eksperter, man selv har hyret i første omgang.

Suppedasen af uklare regler

Vores beskæftigelseslovgivning fremstår i dag som et godt eksempel på et konsulentinficeret bureaukratisk mareridt, hvor den enkelte borger oplever at miste indflydelse i relation til eget liv, og hvor stramninger og kontrolindsatser i jagten på lidt for dovne Robert’er eller lidt for velhavende Carina’er har taget overhånd. Et tvivlsomt resultat står tilbage, uanset om Cepos har ret i, at det kan koste op mod 500.000 kr. at skaffe en ledig i job eller ej, må man sige, at vi står med tusindvis af sider lovgivning, der har til formål at administrere syge, arbejdsledige og uarbejdsdygtige menneskers modtagne hjælp fra velfærdssamfundet.

De fleste, der har prøvet at sidde fast i den suppedas, har oplevet uklare regler, uklar indsats, megen kontrol og mindre hjælp. Dette er ikke en kritik af de mennesker, der arbejder på jobcentrene, men en kritik af den lovgivning, der sætter rammerne for deres arbejde. Centralt omkring stort set enhver reform af beskæftigelseslovgivningen, står de to velfærdsstats-vagthunde, der om nogen har haft et ansvar for at bygge lovgivningen op til det, det er i dag.

Man kan på en lidt pæn måde sige, at de to vovser dog i det mindste viser en interesse i at tørre op efter sig

Når både Venstre og Socialdemokratiet ønsker at skabe mere borgernær velfærd, kernevelfærd eller at gøre op med regeltyranni, er det et udtryk for den centrumpopulisme, Povl Gad tidligere har beskrevet i POV International. Begge partier er om nogen systembærende og har på skift været ved magten i Danmark, behørigt ledsaget af støttepartier, i langt over 100 år. Begge partier har været med til at opbygge det system, der med deres egne ord kan ses som havende tillagt sig en uhensigtsmæssig størrelse. Begge partier har desuden en imponerende samling af borgmesterkæder hængende omkring deres medlemmers halse, der sikrer dem en betydelig magt og indflydelse i forhold til at føre tiltag fra Christiansborg ud i verden.

Om nogen er socialdemokrater og venstrefolk ansvarlige for at have skabt et samfund, der i visse sammenhænge fremstår overbureaukratisk, overreguleret og som et samfund, der kræver en afgangseksamen i forvaltningsret at kunne begå sig i. Derfor er det populisme, når velfærdsstatens vagthunde vil rydde op og gå forrest i den proces. Man kan på en lidt pæn måde sige, at de to vovser dog i det mindste viser en interesse i at tørre op efter sig.

Krisen i folkeskolen

Samlet set er det dog dem, der om nogen har lavet en gul sø på ryatæppet i første omgang. Endvidere kan man også med rette stille sig selv spørgsmålet, om der er en reel interesse i at skabe reelle forandringer, eller om der er en reel interesse i at fremstå reel, imens man gør som man hele tiden har gjort?

Et andet eksempel er folkeskolen og den krise, den aktuelt befinder sig i. Igen er det Venstre og Socialdemokratiet, der i årtier med varierende backing band har haft ansvaret for såvel den overordnede lovgivning som den lokale udmøntning. Tager man de sidste 20 år i folkeskolen, er der blevet lavet om på folkeskoleloven ved flere lejligheder. Fogh-regeringen gjorde op med rundbordspædagogikken (hvad det så end er) og satte fokus på bindende faglige mål og Pisa-testning – med andre ord en styrkelse af fagligheden i normalområdet. Adskillige mængder af efteruddannelsesresurser blev kanaliseret den vej. Der blev målt, vejet og beregnet, så det var en fryd for enhver – lige indtil de ønskede resultater udeblev.

Når både Venstre og Socialdemokratiet ønsker at skabe mere borgernær velfærd, kernevelfærd eller gøre op med regeltyranni, er det et udtryk for den centrumpopulisme, Povl Gad tidligere har beskrevet i POV International.

Så fik vi en socialdemokratisk regering, der besluttede sig for at lave om på lærernes arbejdstid via lovgivning, alt imens Stauning sikkert vendte sig flittigt i graven. Herpå kom en inklusionsreform, der var et økonomisk påtrængende behov for, grundet store udgifter til specialundervisning. Onde tunger kunne antyde, at det fokus der var på karakterer, sikre læsere og sammenligning af folkeskoler, muligvis har skabt et ubevidst incitament hos skoleledere for at udskille fagligt svage eller sårbare elever fra undervisningen i almenklasserne op til reformen for at opnå de rette tal i konkurrencen.

Man kunne også argumentere for at ti års fokus på faglighed i normalområdet har taget fokus fra indsatsen overfor de elever, der har behov for ekstra hjælp og støtte. Konsekvenserne af at ændre på arbejdstider og love, og af at indføre nye fag og understøttende undervisning – imens man foretager en bevægelse fra specialklasser til normalklasser – har haft samme effekt, som hvis man – imens der bliver lagt gulv i en boligrenovering – samtidig har indkaldt venner og behjertede sjæle til at male vægge og lofter. Noget værre rod, der skal ryddes op efter. Det er så småt ved at ske nu, men gad vide hvor længe der går inden der bliver et nyt reformbehov, givetvis baseret på at en af vagthundene enten får behov for at vise handlekraft eller får øje på det rod, den selv har lavet, da den havde ansvaret.

Omkostningsfulde tests

Den nationale testning af alle elever er et andet godt eksempel på bureaukrati indenfor samme område. Vi tester alle elever, og vi tester dem hyppigt. Det bruger vi såvel elevernes som lærernes tid på, så omkostningerne består ikke alene i at udvikle og standardisere de nationale test. Den primære omkostning her er arbejdstid. Arbejdstid som i øvrigt ellers ville være blevet brugt på at undervise børn. Den viden vi får er i vid udstrækning en viden, der allerede er til rådighed, nemlig at nogle elever i en klasse er forud for deres klassekammerater, de fleste befinder sig indenfor en normalfordelingskurve og er nogenlunde alderssvarende, mens nogle har indlæringsmæssige vanskeligheder og er ikke-alderssvarende.

Et stabilt gæt er at den gennemsnitlige lærer givetvis har en udmærket fornemmelse af, hvor skoen trykker i 4. x og hvor den passer, også uden test. De test vi bruger i dag er i øvrigt temmelig generelle, hvorimod der findes en masse specialiserede pædagogiske tests, som kan give en mere præcis viden om, hvor elevens vanskeligheder indenfor et givent fag befinder sig, så man kan iværksætte en målrettet indsats rettet herimod. Gad vide om undervisningen i folkeskolen ikke blev bedre af, at vi brugte testtiden på at fremskaffe den viden i stedet for den viden, de fleste lærere allerede har i forvejen?

Måske ville det gå lidt bedre, hvis der blev lyttet lidt mere og bjæffet lidt mindre. Måske kunne det også være gavnligt, hvis opgaven som vagthund blev taget lidt mere alvorligt, og der var lidt mindre hundeshow over forestillingen

At teste alle elever giver mening, hvis formålet er at fremskaffe generelle data som siger noget alment om en population. At teste målrettet giver mening, hvis man vil have specifikke og brugbare data. Folkeskolens testkultur, der er skabt af gode velfærdsstats-vagthunde, minder omkostningsmæssigt om at tilbyde alle danskere en koloskopi hvert andet år for at screene for tarmkræft frem for at undersøge målrettet hos folk, der er genetisk disponeret eller har symptomer på tarmkræft. Vi bruger adskillige millioner på denne paradedisciplin, der kunne være anvendt mere hensigtsmæssigt på at skabe rum for læring eller målrettet analyse, og resultatet minder i betænkelig grad om den brune masse, der kan studeres under en koloskopi.

Det var sikkert muligt at fortsætte med at kigge på sundhedssystemet, uddannelsesbesparelser og lignende, men pointen træder frem nu. Der er samlet set ingen af de to vagthunde, der reelt set fremstår som troværdige og som levende op til deres ansvar. Lidt frækt sagt kunne man sige, at de i højere grad fremstår som to impulsstyrede vovser, der vil være til at lokke væk med et fløjt eller en raslen (en god enkeltsag, et godt tv-show, at fremstå som handlekraftige eller noget tilsvarende).

Nogle gange ser det endda ud som om, at deres indsats består i at gø af det rod, de selv har lavet i stuen, mens familien Danmark har været på arbejde. Måske ville det gå lidt bedre, hvis der blev lyttet lidt mere og bjæffet lidt mindre. Måske kunne det også være gavnligt, hvis opgaven som vagthund blev taget lidt mere alvorligt, og der var lidt mindre hundeshow over forestillingen. Uanset hvilken vovse der vinder jobbet som vagthund, er der et behov for fortsat lydighedstræning.


Foto: POV International. 

Kristoffer Munk er 44 år gammel, privatpraktiserende psykolog, godt gift og forælder til to skolebørn, nyfrelst ikke-prædikende vegetar. Han spiller warhammer og rollespil i stedet for at terrorisere sine medtrafikanter på cykelstierne ved at træne triatlon, når han ikke lige går på arbejde.

Seneste artikler om Danmark