KORANAFBRÆNDINGER // KOMMENTAR – Hvorfor er dansken blevet besat af ildspåsættelser af bøger? For mig er det åbenlyst, at vi bliver trollet af nogle meget få, forstyrrede mennesker, hvis hovedformål er at blive ”set” og høste opmærksomhed, skriver Lisbeth Liv Carlsen, som savner mere historisk og kulturel kontekst i debatten.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Özlem Cekic beskrev den 18. august i Berlingske Tidende sin tvivl om tidens absolut hedeste emne, bogafbrændinger, især af koranen. Her skriver hun, at “gå ind for et forbud mod koranafbrændinger er ikke det samme som at ville falde på knæ for islamisterne. At modsætte sig et forbud er heller ikke det samme som at hade muslimer. Alligevel fremstår det for tiden præcis så firkantet i debatten”.
Hendes artikel fik mig til at fundere videre over problematikken, måske fordi det er nemmere at forholde sig til mere nuancerede indlæg i debatten, hvilket Cekic’ tekst efter min mening er. På den ene side ved hun som tyrkisk kurder, hvad undertrykkelse af ytringsfrihed kan medføre af ubehageligheder. Men hun afviser på den anden side ikke, at det kan være nødvendigt at lovgive.
Hvad er egentlig motivet for de ganske få mennesker, der kan tælles på et par hænder, til at brænde bøger? Her er svaret muligvis, at de nu har fået startet en ganske enorm debat om et ret bizart emne, der altså i praksis udføres af 5-10 sjæle i kongeriget
Måske er det på tide at overveje, om vi helt overser den egentlige præmis og det egentlige spørgsmål? Om det faktisk er selve debatten og måden, den føres på, som er hovedproblemet?
De fleste fortaber sig i lange argumenter om for eller imod. Om vi skal lovgive specifikt. Om ordlyden af en eventuel lovgivning og så videre.
Men hvis vi skal have en nuanceret debat, foreslår jeg, at vi spørger, hvorfor vi overhovedet diskuterer dette emne ad nauseam. Hvorfor er dansken blevet besat af ildspåsættelser af bøger?
Og hvad er egentlig motivet for de ganske få mennesker, der kan tælles på et par hænder, til at brænde bøger? Her er svaret muligvis, at de nu har fået startet en ganske enorm debat om et ret bizart emne, der altså i praksis udføres af 5-10 sjæle i kongeriget. Jeg tror, de rigtig gerne ville have opmærksomhed, og ved Gud om de ikke også fik det.
Ild i kaninhullet
Men de meget få har samtidig ført et helt samfund ned i et kaninhul. Vi vandrer gladelig med og fortaber os i mere og mere absurde diskussioner om, hvad en ”ytring” er. Blot fra hukommelsen erindrer jeg argumenter om musik, madlavning, mord og “at gå på gaden” som værende ”ytringer”.
Med det paradigme er alt ytringer, og dermed er der intet tilbage. Det er pseudofilosofi og en gang gejl. Ellers fornuftige mennesker gør i dagens debat bogafbrændinger til et kardinalpunkt for ”frihed”. Det er ret absurd, isoleret set. Hvad er det med omgangen af ild, der pludselig er blevet så afgørende?
Hovedproblemet med diskussionen er, at den mestendels føres uden historisk eller kulturel kontekst
Jeg er, som Cekic, ikke at finde i nogen ”lejr”. For ja, det er internationalt farligt, og ja, vi skal have lov til at mene hvad som helst om andres religion. Så langt er der relevante argumenter både for og imod. Men der er et “men”.
For diskussionen, som den føres, er ofte ahistorisk. Jeg kan ikke se bort fra Nazityskland, når vi taler afbrændinger af det trykte ord. Jeg kan heller ikke se bort fra, at afbrændinger af flag, kirker og andre symboler på tro og nationalitet – indtil de meget få sjæle gik i gang i Danmark – udelukkende foregår i lande og under styrer, vi netop forsøger at lægge afstand til.
Udansk eller ej
Problemet er den enorme debat i sig selv samt måden, den føres på. I forhold til hvor få mennesker, der rent faktisk har brændt noget af med koranskrifter indeni, er debatten grotesk ude af proportioner.
I en debattråd på Facebook om emnet skrev jeg, at jeg opfattede bogafbrændinger som meget udansk. Det fik en del mennesker til tasterne med vrede kommentarer om, at det var et forfærdeligt ord at bruge i denne sammenhæng. ”Det handlede ikke om at være dansk eller ej”. Bogafbrændinger er udelukkende ytringsfrihed. Really?
De kriseramte medier skal sælge, og ild sælger lige nu
Og så når vi til mediernes rolle. Og dermed omnibusmediernes og broadcast-mediernes forfald. For debatten er udelukkende blevet så voldsom, fordi medierne kontinuerligt har sørget for at lægge ved til – ja, bålet.
Et af hovedelementerne i elementær journalistik er relevans, og den fortaber sig mere og mere i det generelle mediebillede. I stedet bliver relevans og væsentlighed afløst af en skamløs jagt på læsere og seere med mere og mere groteske click baits.
De kriseramte medier skal sælge, og ild sælger lige nu. Javel. Imens lader folk sig forføre på sociale medier, ganske som tyskerne lod sig forføre i 1930’erne, til at mene, at bogbrændinger nærmest er et hovedelement i opretholdelsen af vores samfund. Der er noget helt galt med det billede.
En debat uden kontekst
Hovedproblemet med diskussionen er med andre ord, at den mestendels føres uden historisk eller kulturel kontekst. Og intet eksisterer i et vakuum.
Det er farligt at overse, hvad bogafbrændinger står for i vores historie, og det kan aldrig tages ud af ligningen. Nazisternes bogafbrændinger blev iværksat af den tyske studenterorganisation i 1933. Formålet var at aktionere mod holdninger, der gik imod de tyske værdier. 25.000 bøger endte på bålet under ceremonier, hvor propagandaministeren Joseph Goebbels holdt taler og begrundede afbrændingerne. Eksempelvis blev Karl Marx’ bøger brændt, fordi han talte for nødvendigheden af en klassekamp. Andre forfattere fik deres bøger brændt, fordi de blev anset som værende politisk uansvarlige eller forræderiske. Jødiske bøger blev brændt for at være jødiske.
Den amerikanske forfatter Helen Keller skrev i et åbent brev til de tyske studenter: “Historien har intet lært jer, hvis I tror, I kan slå tanker ihjel.” Store antidemonstrationer i USA, blandt andet i New York og Chicago, samlede ca. 100.000 mennesker. Det er 90 år siden.
Det er op til den enkelte at konkludere, hvad historien kan bruges til i den nuværende debat.
Men for undertegnede er det åbenlyst, at vi bliver trollet af nogle meget få, forstyrrede mennesker, hvis hovedformål er at blive ”set”. Og det kan jeg ikke forlige mig med. Hvis vi bliver ved, kan vi stå i en situation, der begyndte som en happening og endte med et rigtigt bål.
Læs flere tekster om koranafbrændinger i POV her, her og her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
