DANMARK-GRØNLAND // ANALYSE I – ”Ingen vil sige, at Danmark igen tager tøjlerne,” skriver Ask Foldspang Neve i første artikel af to om de dansk-grønlandske relationer. Han mener, at aftalen skubber den reelle uafhængighed ud i en fjern fremtid, men spørger også, hvornår prisen for at fastholde den formelle suverænitet over Grønland bliver for høj for Danmark?
Den nye rammeaftale mellem Danmark og Grønland, underskrevet 16. september 2025, er blevet præsenteret som en historisk fornyelse af samarbejdet — en ”ramme for et selvbærende Grønland,” som den officielle tekst formulerer det.
Statsminister Mette Frederiksen og Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, betoner begge ordene gensidig respekt og ligeværd om aftalen. Men under det polerede diplomatiske sprog og den omhyggeligt afbalancerede tale om ligeværd ligger der noget langt mere afslørende om den aktuelle tilstand i de dansk-grønlandske relationer.
Danmark afsætter 1,6 mia. kr. i perioden 2026–2029 til investeringer i Grønlands velfærd og infrastruktur. Den indeholder en regional landingsbane i Ittoqqortoormiit, en dybvandshavn i Qaqortoq og – måske mest vidtgående – et tilsagn om, at Danmark fremover betaler udgifterne for grønlandske patienter, der behandles på danske hospitaler.
Den åbner også døren for en eller flere investeringsfonde, finansieret med danske midler, men under grønlandsk kontrol, tænkt som styrkelse af grundlaget for langsigtet økonomisk udvikling.
Alt sammen pakket, forudsigeligt, ind i det beroligende sprog om bæredygtighed, respekt og selvbestemmelse.
Øst som symbol og syd som attraktion
Valget af netop disse projekter er næppe tilfældigt. I årtier har grønlandske politikere peget på manglen på pålidelig infrastruktur som en barriere for økonomisk selvbårenhed.
Landingsbanen i Ittoqqortoormiit er den afgørende del: Den forbinder en af Grønlands mest isolerede byer med resten af landet, gør akuttransport og myndighedsbetjening realistisk året rundt og kan på sigt stabilisere priser, bosætning og turisme i et område, der på grund af vejrliget ofte afskæres helt fra omverdenen.
Dybvandshavnen i Qaqortoq fremstilles af den grønlandske regering først og fremmest som en krydstogthavn, fordi turisme fortsat fremhæves som en af Grønlands måder i fremtiden at kunne opretholde en egentligt selvstændig økonomi.
Valget af infrastruktur i øst og syd tjener således også et internt formål: en symbolsk anerkendelse af dem, der længe har stået uden for Grønlands politiske kredsløb
Derudover rummer satsningen på Østgrønland med landingsbanen i Ittoqqortoormiit og Sydgrønland med dybvandshavnen i Qaqortoq en indre, politisk dimension. Den signalerer, at den nye grønlandske regering ønsker at fremstå mindre Nuuk-centrisk end sine forgængere.
Det traditionelle regeringsparti, Siumut, har længe defineret sig som bygdernes parti — de mindste bosteder og fangere — mens det venstreorienterede IA, det traditionelle oppositionsparti, der dog havde regeringsmagten i 2009-13 og igen fra 2021-25, domineres af mere uddannede grønlændere i byerne på vestkysten, især i Nuuk.
Begge partier har imidlertid haft en tendens til at overse, eller i hvert fald ikke handle på, de langt ringere vilkår for borgere i Østgrønland, hvor man ikke alene oplever højere arbejdsløshed og fattigdom, men også beretter om diskrimination og chikane ved ophold i Vestgrønland.
I de senere år er en østgrønlandsk protestbevægelse vokset i både intensitet og modenhed, og i 2025 lød de første eksplicitte krav om østgrønlandsk uafhængighed. Valget af infrastruktur i øst og syd tjener således også et internt formål: en symbolsk anerkendelse af dem, der længe har stået uden for Grønlands politiske kredsløb.
De økonomiske proportioner
De nævnte beløb afslører yderligere forholdets asymmetri. For Danmark er 1,6 mia. kr. over fire år småpenge: en brøkdel af de 58 mia. til nye luftforsvarssystemer eller de mere end 30 mia. udbetalt til minkavlere under covid-19.
For Grønland, hvis befolkning er under 60.000, svarer det derimod til cirka 28.000 kr. per person. Hvis et andet land gav Danmark en tilsvarende støtte, ville overførslen svare til omtrent 168 mia. kr., næsten akkurat prisen på Københavns planlagte otte nye metrolinjer. For den grønlandske regering er fristelsen åbenlys.
Dertil kommer, at aftalen er åben i begge ender: i tid – 1,6 mia. dækker kun de første fire år – og i omfang, fordi udgifterne til behandling af grønlandske patienter i Danmark med sikkerhed vil stige.
Grønland outsourcer sine sociale problemer til Danmark
For det første fastslår rammeaftalen, at grønlandske patienter, som behandles i Danmark, fremover dækkes af den danske stat.
Eftersom Danmark allerede håndterer de mest komplicerede sager, er det ikke blot en eksisterende økonomisk byrde for Danmark, men åbner også vidt for det, som økonomer helt åbenlyst vil kalde et perverst incitament: I stedet for at udvikle tilstrækkelige sundhedsydelser, som Grønland selv skal betale for, findes der nu en gratis mulighed for at sende patienter – også med moderat komplicerede forløb – til Danmark til behandling, som for den grønlandske stat i praksis er gratis.
Aftalen skubber den reelle uafhængighed ud i en fjern fremtid, fordi det efterlader Grønland som et fantasirige, hvor alle de vanskelige problemer kan sendes over havet til et fremmed territorium
Det er ikke svært at se, hvordan disse betalinger kan vokse betydeligt fremover, ikke mindst i takt med at Grønlands befolkning – ligesom andre vestlige befolkninger – ældes. Desuden er dette ikke begrænset til sundhedsområdet. Også på det sociale område og i kriminalforsorgen findes betydelige grupper af inuit i danske institutioner, og betalingen herfor er et tilbagevendende stridspunkt mellem danske og grønlandske myndigheder.
For det første er der indsatte, som ikke kan anbringes i Grønlands notorisk åbne og liberale kriminalforsorg. Måden at komme uden om dette har igen været, at Grønland sender dem til Danmark og dermed kan bevare sin åbne afsoningsmodel, samtidig med at man beskytter samfundet mod de mest voldelige kriminelle såvel som personer med psykiatriske diagnoser.
På det sociale område kan Grønland også kun rumme et lille antal borgere med meget omfattende behov, fx personer med svære udviklingshandicap og blandede sociale og psykiske problemer, og nogle sendes til danske kommuner, som derefter fakturerer selvstyret for deres ophold. Denne regning – og hvem der skal betale den – er også en del af de aktuelle grønlandske krav til Danmark.
Det er ikke svært at forstå fristelsen til at få danske myndigheder og skatteydere til at betale for de sværeste og dyreste sager i en moderne velfærdsstat. Men samtidig skubber det den reelle uafhængighed ud i en fjern fremtid, fordi det efterlader Grønland som et fantasirige, hvor alle de vanskelige problemer kan sendes over havet til et fremmed territorium, bogstaveligt talt.
Og det efterlader danske borgere og eliter med et besynderligt dilemma: hele tiden at skulle afgøre, hvornår manglen på gensidighed – etniske danskere nyder ingen særlige ordninger i Grønland, som grønlandske borgere gør i Danmark – tipper over fra solidaritet til en pris, der er for høj at betale for den geopolitiske indflydelse, som følger af at fastholde den formelle suverænitet over Grønland.
Det stille opgør med det nuværende kvasikonstitutionelle kompromis
Så selv om det giver fuld mening i henhold til Selvstyreloven, at Grønland kan anmode Danmark om øgede bidrag til de fortsat dansk-styrede områder – fx justitsområdet og forsvaret – bryder det med den grundlæggende præmis i samme Selvstyrelov. At Danmark skal betale for fx sundhedsomkostninger, eftersom idéen netop er, at Grønland har det fulde ansvar for dem, når området er taget hjem; det samme gælder infrastrukturudvikling.
Man kan selvfølgelig vælge endnu en gang at udviske disse skel, men vi befinder os i en situation, hvor hverken Grønland eller den danske regering vil sige højt, at skellene udviskes – hvilket de meget tydeligt gør.
Alle accepterer stiltiende, at den grønlandske regering ikke har midlerne til at agere som en uafhængig aktør, og at den heller ikke har formået at opfylde befolkningens forventninger, men ingen vil sige, at Danmark igen tager tøjlerne.
Fra grønlandsk side ville det være en dybt ydmygende indrømmelse af nederlag, og derfor foretrækker den grønlandske ledelse at fremføre fortællingen om, at man har tvunget Danmark i knæ på grund af en moralsk og historisk skyld, der overskrider enhver moderne aftale, og således kan man både have aftalt fuld autonomi og samtidig total afhængighed af danske midler, fordi den moralske fortælling udvisker og ophæver de økonomiske fakta.
Hvad der ligner moralsk reparation, fungerer samtidig som politisk inddæmning og udvider repertoiret af grønlandske krav på den danske statskasse uden behov for nutidig gensidighed
Fra dansk side er der en klar interesse i at binde den grønlandske regering tættere til danske interesser, og på én måde er dette sandsynligvis et langstrakt spil. Samtidig er regeringen ikke villig til at indrømme over for danske vælgere, at det er en ejendommelig ordning, hvor hver eneste del af forholdet formelt er ensidigt: Grønlændere beslutter, hvad de vil med danske skattekroner, og kun grønlændere kan beslutte, om de vil have mere eller mindre autonomi.
Danske vælgere får ikke valget om enten at stoppe finansieringen eller helt at træde ud af unionen. Denne ensidighed ville være meget upopulær i enhver anden relation end den grønlandske, som opfattes som så obskur, at de fleste vælgere simpelthen ikke orker at interessere sig for den.
At Frederiksen i samme uge rejste rundt i Grønland for formelt at undskylde for den såkaldte spiral-sag — hvor tusindvis af grønlandske kvinder fik oplagt spiral, somme tider uden samtykke — og luftede idéen om en kompensationsfond, passer smukt ind i billedet.
Det kan være både rimeligt og nødvendigt, men hører også hjemme i den samme afhængighedens politiske økonomi. Undskyldningen er moralsk, men dens praktiske oversættelse bør i den grønlandske virkelighed være finansiel: endnu en mekanisme, hvorigennem historisk skyld omsættes til overførsler.
Hvad der ligner moralsk reparation, fungerer samtidig som politisk inddæmning og udvider repertoiret af grønlandske krav på den danske statskasse uden behov for nutidig gensidighed.
Hvor andre aftaler om investeringer i et andet land – eller indenrigs – ville implicere udvidelsen af forholdet mellem de to enheder, også frem i tid, er formålet med den grønlandske moralske økonomi her at omgå denne sammenhæng: Selv landingsbaner og dybvandshavne er i sidste ende betalinger for en ubetalt regning fra fortiden, ikke investeringer i en fælles fremtid.
Læs også:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og