Vågekonens nattetjans

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME – “Jeg måtte sige tak til min kunde, vågekonen, selvom hun aldrig har krydset mit liv, og vi måske aldrig ses igen. Hun smiler, lægger en hånd på min arm og fortæller om sine egne bevæggrunde: ‘Indtil pensioneringen arbejdede jeg hele livet i plejesektoren. Og jeg var træt af nedskæringer og manglende tid til omsorg. Politikerne snakker alle om bedre velfærd, og der sker alt, alt for lidt. Nu kan jeg gøre dét i praksis, som arbejdet ikke levnede tid til.'”

Der er brug for alle tangenter herude i natten. Alle følelser.

Lykken, så det kribler. Vemod på grænsen af de våde øjne.

Lige nu holder jeg stille i en skovkant i udenfor Lyngby, en halv snes kilometer nord for København – og har nøjagtigt brug for både mol og dur.

Jeg er virkelig ikke den store lyrik-forbruger, men jeg har indimellem små øer af ord, jeg aldrig glemmer. Som de første strofer, der stadig ligger som fremmede klippeskær i min bornholmske gymnasietid. Et digt af Paul Verlaine:

Det græder i mit hjerte
Ligesom regn over byen

(Frit oversat fra: “Il pleure dans mon coeur Comme il pleut sur la ville”)

Lige om lidt vil hun nikke til sin afløser og sætte sig ved sengekanten og tage et fremmed menneskes hånd. Måske de sidste minutter. Måske et par timer

Jeg har lige sat hende af tæt på opgangen til en karrébebyggelse. Så tæt på den slidte dør, for det regner, og hun er ikke hurtig til bens. En ganske almindelig ældre kvinde – med et ret ualmindeligt fritidsjob.

Klokken er over to, nat, og bortset fra dråbernes trommen på Mercerens sølvfarvede tag er her stille. Meget stille. Og vemodigt. Som kærligheden og tristessen i det franske digt.

Hun er ”vågekone”, et menneske som af næstekærlig snusfornuft bruger sine senior-år til at være helt tæt på andre mennesker, der helt bogstaveligt ligger for døden.

Lige om lidt vil hun nikke til sin afløser og sætte sig ved sengekanten og tage et fremmed menneskes hånd. Måske de sidste minutter. Måske et par timer. Måske overlade borgerens hånd til næste vågekone m/k på vagten.

“Vi våger ikke over en patient, og vi er ikke en del af behandlingssystemet. Vi er bare helt tæt på et menneske – en borger her i byen de sidste timer af livet.” Foto: Wikimedia Commons

“Du bruger hele tiden ordet borger”, konstaterer jeg spørgende, inden hun forlader vogn 24.

“Det er helt bevidst”, svarer hun på spørgsmålet, hun har fået mange gange før.

“Det er simpelthen det begreb, vi har valgt at bruge. Enkelt og neutralt. Og så er vi sikre på at være tilstrækkeligt langt fra det, de bruger i sygehusvæsnet: Patient. Vi våger ikke over en patient, og vi er ikke en del af behandlingssystemet. Vi er bare helt tæt på et menneske – en borger her i byen de sidste timer af livet. Helt frivilligt. Blot fordi borgeren og de pårørende har brug for det og fortjener det.”

Hun hæver sig over standarden i dagens debat og navlepilleri, så jeg burde smile. Men det er minderne om min egen mor, som trænger sig på og får frit løb, mens gearvælgeren står på ”P”, og regnen tegner streger i lyset fra de skarpe diodelygter.

Lige siden jeg så min døde mor, har jeg haft lyst til at takke dem, de vågekoner som var hos hende de sidste nattetimer

Min søster og jeg sad aldrig de sidste timer hos vores mor for ret præcist to år siden. Prisen for at bo på lang afstand af sine forældre i kanten af riget.

Vi tog akut af sted fra lufthavnen med første fly, men inden vi steg ombord, ringede de fra plejehjemmet. Nu havde hun fået fred.

Trods den formelle stemning ved gaten var det svært at holde alle følelser tilbage. En rar mand i køen lyttede med og brød vores blufærdige sorg med et:

“Må jeg have lov at kondolere”.

Så faldt skuldrene som tårerne, vi holdt igen med.

Lige siden jeg så min døde mor, har jeg haft lyst til at takke dem, de vågekoner som var hos hende de sidste nattetimer.

Det var både sorgfuldt og fuldstændig smukt, da vi stod der og betragtede hendes kolde og blege skikkelse. Den hvide bluse. De smukke, gamle hænder, foldet om en lille buket med margueritter, der allerede var ved at visne,

Og så sølvnålen på brystet – sygeplejenålen, som hun bar i årtier. Hun døde ikke alene – og måske som hun allerhelst ville. Omgivet af rolige, omsorgsfulde mennesker, som var der uden familiens personlige sorg.

• • •

Jeg måtte sige tak til min kunde, vågekonen, selvom hun aldrig har krydset mit liv, og vi måske aldrig ses igen. Den tak, jeg aldrig selv fik givet. Hun smiler, lægger en hånd på min arm og fortæller om sine egne bevæggrunde:

“Indtil pensioneringen arbejdede jeg hele livet i plejesektoren. Og jeg var træt af nedskæringer og manglende tid til omsorg. Politikerne snakker alle om bedre velfærd, og der sker alt, alt for lidt. Nu kan jeg gøre dét i praksis, som arbejdet ikke levnede tid til.”

Vi taler tæt, mens det stadig regner udenfor. Hun slipper ikke for en himmelsk douche inden nattetjansen.

Om lidt sætter hun sig ved sengekanten og tager hånden. Ofte mærker hun kontakten, selvom stemmen er borte, og hjertet slår trægt. Hun taler til borgeren. Siger hvem hun er, og hvorfor hun er der. Hun venter ikke på svar.

Det klarer den varme hånd.

PS: Du må gerne dele mit møde med vågekonen, ligesom du selv melde dig til dette frivillige arbejde, som varetages af forskellige frivilliggrupper overalt i landet. Gå på nettet!


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topillustration: Pixabay

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112