SEIKATSU – japansk hverdag: Tokyos borgmester har lovet, at byens fotogene edderkoppenet af hængende elkabler graves ned inden de olympiske lege. Det er der kun fire år til. Det er helt urealistisk.
Japans elkabler hænger stadig oppe over byernes smalle gader. De hænger i et syndigt – omend pittoresk – filterværk.
Det er en af de forskelle i forhold til Danmark og Vesten, som man allerførst lægger mærke til, når man kommer til Japan.
Når man har boet her længe, har man vænnet sig til det og lægger slet ikke mærke til det længere. Mange udenlandske Japan-elskere elsker det fotogene og strømførende edderkoppenet. De gammeldags elkabler er en del af charmen ved Japan, siger de.
Men de japanske myndigheder har nok ret i, at de fleste tilrejsende ikke just opfatter dem som noget kønt syn.
Det har altid heddet sig, at elkablerne var nødt til at hænge deroppe, hvor de hænger, fordi det ville være alt for omstændeligt og kostbart at reparere dem, hvis de lå nede i jorden og knækkede i forbindelse med et jordskælv.
Livsfare ved jordskælv
Det argument holder bare ikke længere. Nu har man fået en teknologi, der gør det muligt at reparere brud via fjernkontrol, uden at arbejdere fra elværket behøver have selve kablet i hånden. Den sikrer også kablerne, således at der skal et meget voldsomt jordskælv til, før der overhovedet sker brud.
Faktisk er det temmelig livsfarligt – netop ved et ødelæggende jordskælv – at have dem hængende oppe i luften. Elmasterne kan vælte, og de strømførende kabler havne nede i hovederne på tilfældige folk. Det er i sandhed livsfarligt.
Væltede elmaster oppe på landjorden forårsagede under Kobe-jordskælvet i 1995 adskillige skader på folk. Det skete ikke i de få kvarterer af byen, hvor elforsyningen skete gennem nedgravede kabler.
Alt for dyrt at grave dem ned
Så nu lyder argumentet lige omvendt, at man ikke kun af hensyn til byernes skønhed, men også af hensyn til jordskælvsfaren burde grave dem ned. Dybt ned.
Tokyos borgmester har lovet, at storbyens elkabler vil være gravet ned inden de olympiske lege i 2020 – altså om kun fire år. Det ser grimt ud, mener han, og det vil man ikke byde de mange turister, som man meget gerne vil lokke til byen i den anledning.
Det løfte er – ligesom mange andre løfter, som japanske myndigheder kommer med i anledning af legene – fuldkommen og aldeles urealistisk.
Årsagen til, at man ikke allerede har gravet langt flere af byernes elkabler ned, end man har, er helt kontant, at arbejdet med at grave dem ned vil koste alt for mange penge. Netop i forberedelserne til de olympiske lege er der brug for offentlige anlægsbevillinger til en masse langt mere presserende formål.
Kun en procent under jorden
I 30 lange år har man i Japan officielt haft den politik, at flere elkabler burde graves ned, men reelt er det kun en procent af landets strømforsyning, der føres frem til hjemmene nede under jorden.
Der har hele tiden været andre anlægsopgaver, som på kort sigt er blevet opfattet som vigtigere. Og det vil der i den grad også være denne her gang.
Så når alverdens tv-kameraer i sommeren 2020 vil rette sig mod Tokyo, så skal det nok være lykkedes at fjerne elkablerne fra hovedstrøgene. Det skal nok også være lykkedes at fjerne dem fra ruten for Maraton-løbet.
Men i resten af byen vil de utvivlsomt stadig hænge oppe over folks hoveder. Faretruende, grimme, sammenfiltrede – men atmosfæreskabende. Tokyo vil stadig være Tokyo.
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du meget velkommen til at dele historien med dit netværk. Du er også velkommen til at donere til fortsatte Seikatsu-skriverier på Mobilepay +45 2636 0251. Det er helt frivilligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her