USA 2024 // ANALYSE – Vil spørgsmålet om kvinders ret til abort afgøre det amerikanske præsidentvalg? Nye meningsmålinger tyder på en sen, stærk slutspurt for Kamala Harris, og kommentatorerne peger på den fri abort som motiverende for mange kvindelige vælgere. Det kan også tælle, at hele 10 delstater har abort direkte på stemmesedlen ved valget. Hvis alle afstemningerne falder ud til abortforkæmpernes fordel, vil ændringerne repræsentere den største sejr for den fri abort i USA, siden den føderale ret til abort blev afskaffet i sommeren 2022.
WASHINGTON, D.C. – Det amerikanske præsidentvalg kan være afgjort, selvom vi ikke kender resultatet. Over 70 millioner vælgere har nemlig allerede stemt tidligt – enten ved at brevstemme eller ved at aflevere deres udfyldte ballot før tid, absentee voting hedder det.
De to præsidentkandidater – demokraten Kamala Harris og Republikanernes kandidat, Donald Trump – står fortsat stort set lige i de afgørende 7 svingstater.
Hvis antagelsen om, at kvinderne – især de ældre, som ellers historisk i højere grad er republikanerne – vil ende som den vælgergruppe, der vil sende Kamala Harris ind i Det Hvide Hus, så skyldes det ét bestemt emne: kampen om og for den fri abort
Men en opsigtsvækkende ny måling fra delstaten Iowa, The Selzer Poll, som vi skrev om i POV i går, tyder på, at late breaking voters blandt kvindelige vælgere, som stemmer i højere grad, end mænd gør, hælder mod at stemme for den siddende vicepræsident.
Tæt opløb til det sidste – sen stærk slutspurt til Kamala Harris
Samtidig kom de sidste målinger før valget ud søndag. NYT/Siena College viser en lille føring til Harris i fire svingstater med mellem 1-3 procentpoint, dødt løb i to, Pennsylvania og Michigan, mens Trump fører med 4 procentpoint i den sydlige svingstat Arizona.
Hvis antagelsen om, at kvinderne – især de ældre, som ellers historisk i højere grad er republikanerne – vil ende som den vælgergruppe, der vil sende Kamala Harris ind i Det Hvide Hus, så skyldes det ét bestemt emne: kampen om og for den fri abort eller som amerikanerne siger kampen om reproductive rights.
Kampen om den fri abort hjalp Demokraterne i 2022
Fri abort kom for alvor på programmet op til midtvejsvalget 2022 efter USA’s Højesteret ophævede dommen Roe vs. Wade fra 1973, der gav alle USA’s kvinder en føderal ret til abort. Konsekvensen har været, at en tredjedel af alle amerikanske kvinder i den fødedygtige alder (15-49 år), ca. 25 millioner, i dag lever i stater, hvor abort enten er forbudt, eller hvor retten er stærkt begrænset.
13 stater har forbudt abort helt, fire stater har 6 ugers grænse – fx Florida og Ohio. 10 af de stater, der enten har forbudt abort eller har skrappe ugegrænser, har ingen undtagelser for graviditeter, der skyldes voldtægt eller incest.
Effekten var tydelig ved midtvejsvalget: Kvinderne stemte mere demokratisk end forventet og ”den røde bølge”, som ellers var forventet, udeblev. Demokraterne beholdt flertallet i Senatet, og efter 2022 har foreløbig syv stater med folkeafstemninger om emnet valgt at beholde retten.
Hele 40 pct. af de kvindelige vælgere siger, at retten til abort, friheden til selv at bestemme over egen krop, er deres topprioritet ved valget. Det er første gang i USA’s historie
Værd at huske på – også ved dette valg – er, at kvinderne stemmer i højere grad og antal end mændene. De udgør 53 pct. af vælgerne. Og hvis du kan finde et emne, der samler dit parti, men hvor modstanderne er splittede – og det er Republikanerne, når det gælder abort – vil det ofte være effektivt i en valgkamp.
Samtidig siger hele 40 pct. af de kvindelige vælgere, at retten til abort, friheden til selv at bestemme over egen krop, er deres topprioritet ved valget. Det sender emnet ind på førstepladsen på kvindernes ønskeliste op til valget for første gang nogensinde i USA’s historie.
Abort i centrum for de kvindelige vælgere ved præsidentvalget
Derfor er ”reproduktive rettigheder” og abort endt som et af de helt centrale emner ved præsidentvalget i USA i 2024. Demokraterne har kunnet glæde sig over en hidtil uset mobilisering, især blandt unge kvinder, der er dybt bekymrede over fremtiden for ”reproduktiv autonomi” eller sagt på dansk: friheden til selv at bestemme, om man vil være gravid eller ej, i USA.
Som magasinet Vanity Fair skriver:
”For millions of voters going to the polls this week, abortion is the number one issue on their minds. According to recent polling from the Kaiser Family Foundation, four in ten women voters under 30 now say abortion is their most important issue. And, this is true in swing states, too. A New York Times/Siena College set of polls of registered voters in seven battleground states from August found that for women younger than 45, abortion had overtaken the economy as the single most important issue to their vote.”
Og ikke nok med at abortrettigheder er på stemmesedlen i 10 stater på tirsdag, det kan også have ”down ballot effects”, hvilket betyder, at når først man har valgt at stemme for abort, er sandsynligheden for, at man så også vil stemme på Demokraterne større. Ens stemmeafgivning i folkeafstemningen om abort vil ”smitte af” på resten af ens valg.
Harris har lovet at underskrive en national lov om fri abort, hvis Kongressen ”sender den til hendes skrivebord”, som hun siger
For millioner af kvinder er det heller ikke blot et politisk spørgsmål; det er personligt. Tabet af den føderale ret til abort understreger de socioøkonomiske realiteter for dem, der nu kan blive tvunget til at rejse store afstande, pådrage sig høje omkostninger eller ty til usikre metoder for at få adgang til abort.
Risiciene er især store for lavindkomstkvinder, der oftest er ikke-hvide kvinder, som i forvejen står over for systemiske barrierer i sundhedsvæsenet. Den fri abort berører også emner som kropslig autonomi, ligestilling mellem kønnene og adgang til sundhedspleje – og det er alle værdier, der er dybt indlejret i de amerikanske idealer om frihed og retfærdighed.
De kvinder, der kan stemme ved valget, er alle vokset op i en æra, hvor abort var en beskyttet rettighed, og mange er forfærdede over Højesterets dom i 2022. For kvinderne handler valget med andre ord ikke kun om at vælge en politisk leder, men om at beskytte fundamentale friheder, der direkte påvirker deres liv, herunder adgang til prævention, seksualundervisning, adgang til IVF og bredere sundhedsrettigheder, der alle opfattes som værende i farezonen.
Kvinders rolle i amerikansk politik er stigende
Læg dertil, at kvinders rolle i amerikansk politik er vokset betydeligt i løbet af de seneste årtier med en stigende repræsentation i Kongressen samt i staternes parlamenter og lokale regeringer. Mange kvindelige politikere er blevet stærke fortalere for emner, der påvirker dem direkte som reproduktiv sundhed, barselsorlov, børnepasning og kønsbaseret vold.
Og det fører os videre til Kamala Harris som demokratisk præsidentkandidat.
Som den første kvindelige, første sorte og første sydasiatiske vicepræsident har hun konsekvent talt for adgang til abort og kritiseret de restriktioner, som konservative lovgivere har indført. Harris har også lovet at underskrive en national lov om fri abort, ”hvis Kongressen sender den til hendes skrivebord”, som hun siger: ”When Congress passes a bill to restore reproductive freedom, as President of the United States, I will proudly sign it into law.”
Om Harris’ løfter vil inspirere til øget deltagelse blandt yngre kvinder, vil vi få at se i denne uge, men der er som nævnt tegn på, at hendes indflydelse kunne være betydelig.
Hvis alle ti afstemninger falder ud til abortforkæmpernes fordel, vil ændringerne repræsentere den største sejr for den fri abort i USA, siden den føderale ret blev afskaffet i sommeren 2022
For de unge vælgere repræsenterer kampen for den fri abort nemlig en bredere kamp for autonomi, ligestilling og respekt for personlige beslutninger om egen krop.
Og over for Harris står som bekendt præsident Trump, der i den forgangne weekend kaldte sig selv for ”IVF’s far”, og som ved et stort vælgermøde understregede, at han agtede at beskytte kvinder ”uanset om de ønsker det eller ej”.
Her er de 10 stater, der skal stemme om abort tirsdag
Ved valget i november 2024 har 10 stater abortrelaterede forslag på stemmesedlen:
- Arizona: Forslag 139 har til hensigt at etablere en grundlæggende ret til abort op til fosterets levedygtighed.
- Colorado: Ændring 79 foreslår at skabe en forfatningsmæssig ret til abort og ophæve statens forbud mod offentlig finansiering af indgrebet.
- Florida: Ændring 4 søger at beskytte retten til abort, indtil fosteret er levedygtigt – lige nu er grænsen 6 uger. Her kræves 60 pct. flertal for vedtagelse.
- Maryland: Question 1 har til formål at indføre ”reproduktiv frihed, herunder adgang til abort” i delstatens forfatning. Maryland, der er massivt demokratisk, tilbyder allerede fri abort.
- Missouri: Ændring 3 foreslår at legalisere abort indtil fosterets levedygtighed og beskytte abortlæger mod et retligt ansvar.
- Montana: Initiativ 128 har til formål at etablere en forfatningsmæssig ret til at træffe beslutninger om ens egen graviditet, inklusive abort.
- Nebraska: Initiativet om retten til abort søger at indføre retten til abort, indtil fosteret er levedygtigt eller senere for at beskytte den gravides helbred.
- Nevada: Question 6 foreslår at tilføje retten til abort i delstatens forfatning.
- New York: Forslag 1 har til hensigt at indføre abortrettigheder i delstatens forfatning.
- South Dakota: Ændring G søger at etablere en forfatningsmæssig ret til reproduktiv frihed, inklusive abort.
Hvis alle ti afstemninger falder ud til abortforkæmpernes fordel, vil ændringerne repræsentere den største sejr for den fri abort i USA, siden den føderale ret blev afskaffet i sommeren 2022.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her