MIDTVESTLIV // KLUMME – USA har altid emmet af noget særligt. Jovist, der er skøre sjæle og nogle gange lidt for højt til loftet, men rollen som foregangsland og forbillede har i større eller mindre grad altid været tilstede. For Julie Bendtsen er det billede dog ved at krakelere – for der er ikke længere ret meget at se op til i Land of the Free.
CHICAGO – Alle lande har deres særheder. Det tror jeg, de fleste af os har klarsyn nok til at erkende, når det kommer til vores hjemland, men det bliver endnu mere tydeligt, når de øjne man ser med, vender sig mod andre lande end ens eget.
Nogle gange bunder det i fordomme og stereotyper – Finland er dystert og stille, Cuba flyder med farverige biler og salsa i gaderne, Dubai er dekadent (og smagløs, afhængig af øjnene, der ser) overflod – og andre gange opstår det af regulære erfaringer. Hurtigskabte såvel som langvarige og mere velfunderede.
Det er med andre ord ikke det med at stoppe et liv, der nager
Efter syv år i USA har jeg i den grad stiftet bekendtskab med særhederne her. Endda i en grad, hvor en stor del af mine klummer er udsprunget af netop det emne. Om amerikanernes forhold til religion. Om deres – i mine øjne – lidt løse forhold til at lære deres børn glæden ved at sidde om et spisebord og nyde den samme mad. Og om deres hang til sagsanlæg. Det er underholdende at være vidne til som udenforstående, men trods alt relativt harmløst, og så er der jo det med sten og glashuse. Man skal ikke grine for meget af andres særheder uden lige først at overveje sine egne.
Men noget har ændret sig de senere år. USA er gået fra at være et land, der på trods af særheder, fejl og mangler, alle dage har været en stor nation – en, som resten af den vestlige verden på mange områder har kunnet se op til, til at ligne en nation på vej tilbage til noget, der mest af alt minder om middelalderen. Og turen dertil ser ikke ud til at tabe fart i nærmeste fremtid.
Nej til abort
Inden for de sidste par uger har fire stater strammet deres abortlovgivning. Florida har forbudt abort efter 15. uge, Tennessee har begrænset adgangen til medicinsk abort, og i Oklahoma har guvernøren – en midaldrende hvid mand, naturligvis, for hvem skulle ellers være den mest oplagte til at træffe beslutninger om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop – netop og med et stort smil underskrevet en lov, der gør abort efter 6. uge ulovlig – med en strafferamme på op til 10 års fængsel.
Som bonusinfo kan jeg i øvrigt nævne, at Oklahoma ligger lunt i toppen af stater med flest dødsstraffe under bæltet. Det er med andre ord ikke det med at stoppe et liv, der nager i den republikanske stat.
I samme periode har Floridas farverige og medieglade guvernør Ron DeSantis besluttet at forbyde næsten halvdelen af de matematikbøger, der ellers skulle bruges i pensum, fordi de angiveligt nævner Critical Race Theory – altså ideen om, at race mest af alt er en social konstruktion, som i højere grad end “bare” at bunde i personlige fordomme og holdninger er noget, der er dybt forankret i de lovgivningsmæssige og politiske systemer.
DeSantis forklarede beslutningen om at forbyde de 54 lærebøger med, at de ved at referere til fænomener som critical race theory og såkaldt social emotional learning gjorde det sværere for eleverne at “holde øjnene på bolden”, som han så elegant formulerede det.
I virkeligheden handler det – igen, i mine danskerøjne – om noget ganske andet, nemlig det faktum, at USA er begyndt at gå bagud og ikke fremad. Det skel og den splittelse mellem demokrater og republikanere, der til hele verdens skræk og underholdning i den grad blev kickstartet med Trump, har haft en forstemmende, men ikke specielt overraskende bivirkning: De konservative er blevet mere konservative, og de gør deres stemmer hørt som aldrig før.
Og de tager kontrollen – ikke bare over sig selv, men over andre. Som de kvinder, der nu ikke længere under trygge og ordnede forhold kan tage valget om at få foretaget en abort. Uanset, om deres graviditet er en konsekvens af voldtægt, incest, menneskehandel eller andre omstændigheder, som – også – var ude af deres kontrol.
LGBTQ? Ikke i Florida
Det her handler i øvrigt ikke om hvorvidt man er for eller imod abort. Hvis man er abortmodstander, synes jeg da virkelig, man skal undlade at få foretaget sådan én.
Det handler – blandt utrolig meget andet – om den himmelråbende diskrepans mellem på den ene hånd ikke at ville røre en mildest talt lemfældig våbenlovgivning med en ildtang, fordi “grundlov” og “staten skal ikke blande sig” (for nu at tage et eksempel) og på den anden mene, at kvinders ret til at bestemme over deres egen krop er noget, man som politiker og lovgiver kan skalte og valte med i et usympatisk og desperat behov for kontrol og magt.
For få uger siden vedtog Florida og DeSantis en anden mildt sagt ikke særlig fremsynet lov, nemlig den, der er blevet kendt som Don’t Say Gay-loven. Som kælenavnet så sofistikeret antyder, går den kort fortalt ud på, at det fremover er ulovligt for lærere i Floridas offentlige skoler at introducere deres elever til – eller overhovedet tale om – LGBTQ-emner eller kønsidentitet.
Og det er endnu en lov, der skubbes frem af DeSantis med det øjensynlige formål at positionere sig selv endnu længere til højre end Trump og på den måde sikre sig de konservative stemmer, når Florida-guvernøren med stor sandsynlighed skyder sig selv i stilling som USA’s næste præsident.
Det er jo rednecks og hillbillies, og Florida har altid været i en kategori for sig
Jeg har allerede proklameret her på domænet, at hvis Trump skulle blive genvalgt, bliver det et adjø herfra. Det har ikke ændret sig. Men lad os bare smide DeSantis i hatten også. Ikke fordi han er republikaner – sandheden er, at jeg til enhver tid ville foretrække en god republikaner over en dårlig demokrat – men fordi det samfund, Florida-guvernøren repræsenterer – og går til valg på – er et dystopisk et. Hvor kvinder får færre rettigheder, hvor racismen stortrives, og hvor videnskaben har trange kår.
De ”gode” immigranter
Hvis man – på æggeskaller og med immigrantens ydmyghed, forstås – giver udtryk for sin bekymring over den vej, USA flere og flere steder synes på vej ned ad, bliver man i mange tilfælde mødt af en blanding af enig skepsis og affejende skuldertræk:
“Det er jo bare Florida/Georgia/Alabama/Oklahoma. Det er jo rednecks og hillbillies, og Florida har altid været i en kategori for sig”. Det er meget muligt – men det er stadig USA.
Der er ikke meget Land of the Free over de konservatives USA
Når det hver morgen er obligatorisk for mine børn og alle deres skolekammerater at sige the pledge allegiance to the flag, er det ikke Chicagos flag, de hylder. Det er USA’s. Og hvis man med den overflod af patriotisme, amerikanerne elsker, har i sinde at holde fast i ideen om the Greatest country in the world, er man nødt til at erkende, at Florida også er den nation. Og Alabama og Mississippi og alle de andre stater, “man” i øvrigt helst ikke identificerer sig med.
Det paradoksale er, at det USA, som DeSantis, Trump og de andre repræsentanter for den yderste højrefløj drømmer om, er et, hvor de uønskede immigranter fra shithole countries og deslige kan holdes væk, og hvor de, der bliver lukket ind, er de veluddannede, de vestlige, entreprenørerne, de dygtige forretningsmænd og de knivskarpe teknologihjerner.
Med et samfund, der lige nu styrer lige durk mod det gammeldags, det uvidenskabelige, det diskriminerende og det kontrollerende, har jeg svært ved at få øje på realitetssansen i den plan. Der er ikke meget Land of the Free over de konservatives USA. Og titlen som foregangsland er for længst blevet kasseret i behovet for formørkelsen frem for oplysning.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
