Hvad nu hvis republikanerne vinder det hele?

i Politik & Samfund/USA af

ANALYSE // MIDTVEJSVALG 2018 – “Trump bliver aldrig en del af ”det pæne selskab” i New York. Det er han selv af og til fornærmet over – det er ikke svært at mærke. Men han er street smart, han har rovdyrets instinkt for at slå til der, hvor det gør ondt og hvor pæne demokrater og republikanere ikke vil gå hen.” Sådan skriver Annegrethe Rasmussen i sin sidste analyse før midtvejsvalget. Her ser hun på, hvorfor det fortsat er muligt, at Trump kan overraske meningsmålingerne. Hvis det sker, står demokraterne i århundredets krise.

WASHINGTON D.C. – Der sker noget i den amerikanske vælgermasse for tiden – omkring 30 millioner vælgere har allerede stemt og det er rekord. Flere kommentatorer kalder det nu for et ”minipræsidentvalg”, hvilket passer præsident Trump helt fint.

”Der er noget i luften, som føles ligesom 2016,” sagde han forleden ved et af sine mange rallies.

Og som han sagde det endnu klarere ved et andet vælgermøde i Southaven, Missouri:

”I’m not on the ticket, but I am on the ticket, because this is also a referendum about me, I want you to vote. Pretend I’m on the ballot.”

Normalt anses det for en styrke for demokraterne, når stemmeprocenten er høj. Og det har den enkle forklaring, at dem, der ”altid stemmer” er de ældste og de ’hvideste’ af vælgerne, og de har det med at være republikanere.

Når dem, der ikke stemmer så ofte – de unge, de fattigere og de farvede – kommer til stemmeurnerne, har det som regel været demokraterne, der har været fired up and ready to go som Barack Obama i sin tid sagde det under sin valgkampagne i 2008.

Derfor – og fordi de allersidste meningsmålinger også giver demokraterne et solidt forspring på enten seks procent (43-37 procent)  eller syv procent, som NBC’s og Wall Street Journals seneste mandag eller hele 10 procent, som CNN forudser i dag, tirsdag – er det, de fleste regner med, at Repræsentanternes Hus går til demokraterne og Senatet til republikanerne, der måske endda kan forøge deres i dag spinkle flertal på 51-49 sæder.

Sådan ser det politiske landkort ud hos Real Clear Politics lige nu, men hvis man klikker på linket, kan man, lige til resultatet er kendt, se deres aktuelle forudsigelse.

Real Clear Politics – stillingen tirsdag morgen den 6. november 2018

Historien tæller også i demokraternes favør, for det er nemlig sådan, at præsidentens parti har tabt mandater i Kongressen ved alle valg på nær to siden 1789.

Det mest katastrofale midtvejsvalg for en siddende præsident i nyere tid var i øvrigt Bill Clintons i 1994 – i dag ofte henvist til som ”blodbadet” internt i partiet, hvor Clinton tabte begge kamre – med 53 tabte sæder i Repræsentanternes Hus og 7 i senatet. To år senere blev han stillet for en rigsret under Monica Lewinsky-affæren af Huset, en sag, senatet derefter afviste.

Endelig er der Trumps personlige approval rating, der ikke er for god. 41,9 procent synes om ham, mens 52,8 ikke gør ifølge FiveThirtyEight, mens den seneste Gallup har ham nede på 41 procent, samtidig med at sidstnævnte også fremhæver, at blot en ud af tre amerikanske vælgere mener, at landet er på vej i ”den rigtige retning.”

Alt i alt er forudsigelsen, hvis man ser på det samlede billede, at demokraterne er godt på vej til at vinde de 23 pladser, som de har brug for. Her hjælper det, at ud af de 33 valgdistrikter, der anses for at være “toss-ups” (altså hvor meningsmålingerne står næsten lige) er de 29 i øjeblikket besat med en republikaner.

Men kunne demokraterne alligevel tabe – og hvorfor?

Men …. og nu kommer det store men.

Hvad nu hvis målingerne tager fejl?

Hvad nu hvis vælgerne stemmer om Trump og det går nøjagtigt som i 2016?

Hvad nu hvis præsidentens kampagne, der næsten udelukkende har bygget på frygt for ”en invasion af immigranter” – den omtalte karavane, virker? Negative kampagner kan virke udmærkede – uanset om de bygger på fordomme, løgne eller primitive appeller til diskrimination, som nogen vil kalde utilsløret racisme.

Hvad nu hvis vælgerne – trods det at Trump ikke har talt så meget om det – alligevel stemmer med den fine økonomi i baghovedet?

Derudover har Trump jo alligevel vendt op og ned på stort set al normalitet og på, hvad man normalt mener en præsident kan foretage sig og ikke mindst sige, så lad os skippe ”plejer”, historik, målinger og statistik og se på, hvorfor det kunne ske

Alt dette er ikke noget, demokraterne taler om, når de udtaler sig på TV eller til medierne i det hele taget. At den kollektive nervøsitet lurer lige under overfladen efter det grund-chok, som både medier og kommentatorer fik sig i 2016, hvor mange var overbeviste om ”umuligheden” af Trumps sejr grundet konventionel ”meningsmålings-visdom” (først og fremmest, at Trumps elendige tal hos ikke-hvide vælgere og unge) står imidlertid klart.

Derudover har Trump jo alligevel vendt op og ned på stort set al normalitet og på, hvad man normalt mener en præsident kan foretage sig og ikke mindst sige, så lad os skippe ”plejer”, historik, målinger og statistik og se på, hvorfor det kunne ske og på udsigterne til, hvad der så kan ske efter en mulig republikansk sejr.

Først må man lave en øvelse. Man skal lade være med at fokusere på det, medierne normalt skriver om; om Trumps forkærlighed for ”hvid nationalisme” og angreb på de frie medier – og alt, hvad man muligvis forbinder med det, fra demonstrationer i Charlottesville til angreb på synagoger, rørbomber med posten, angreb på journalister eller præsidentens daglige overdrivelser og bevidste løgnehistorier i kampagnen samt dens ikke særlig godt skjulte advarsler mod farlige brune mennesker.

I stedet skal man se på noget andet: først og fremmest leden over de etablerede politikere i Washington (der på ingen måde er taget af efter to år med Trump) og på alle de advarsler om ragnarok, der ifølge demokraterne – og mange, mange analytikere af enhver art – ville følge efter hans valgsejr. Økonomien, og dermed amerikanernes dagligdag, ville synke ned i kaos efter Trumps bebudede handelskrige og udenrigspolitikken ville intet mindre end forvitre. Den transatlantiske alliance ville gå i opløsning og Putin ville kunne diktere spillet med sin nye bedste ven i Washington i lommen.

Dommedagsbasunen spillede, men hvad skete der?

Men sådan er det ikke gået. Og man kan muligvis slet ikke få øje på noget skifte til det værre. Da slet ikke, hvis man i forvejen har sympati for republikanerne, som mange i Danmark glemmer, at ca. halvdelen af amerikanske vælgere har. Derudover er det også værd at skrive sig bag øret, at midtvejsvalg ikke handler om udenrigspolitik. Patriotisme og national stolthed – jovist. Men det har Trump rigelig af.

Så lad os tage det fra en ende af:

Det er klart, at Trumps skattereform ikke direkte gavner de dårligst stillede amerikanere, men i fredags kom det nyeste historisk lave, arbejdsløshedstal på 3.7 procent – det laveste siden 1969 – og samtidig kunne Wall Street Journal berette om de højeste lønstigninger i 10 år.

Hvad frihandlen angår, ser det ud som om Trumps taktik overfor Kina kan føre til resultater og i udenrigspolitikken i øvrigt er Islamisk Stat i knæ, iranerne er ikke på vej mod atombomben (selvom USA har trukket sig fra aftalen herom), de amerikanske sanktioner mod Rusland er ikke lettet, og selvom man ikke kan kalde Trumps Mellemøsten-politik for andet end en gigantisk fiasko – især efter det grufulde mord på Jamal Khashoggi – så er det eneste, den gennemsnitlige amerikanske vælger går op i, når det gælder Mellemøsten, forholdet til Israel. Og her er Trumps beslutning om at flytte USA’s ambassade til Jerusalem, tordnende populær.

Det britiske magasin, The Economist, der ikke er kendt for at have nogen venlig linje overfor Trump, skrev en sjældent positiv kommentar om samme emne i oktober med titlen, ”Trump is not doing badly abroad”.

Magasinet skrev: ”The administration has negotiated updated versions of the North American Free Trade Agreement and a trade deal with South Korea. It has levied tariffs on $250bn of Chinese imports, and made clear that it views them as part of a wider pushback against China’s commercial abuses and military provocations, which has bipartisan support.”

“European NATO members have raised defence spending after years of failing to. It is possible to debate how significant the revisions to the trade deals are, or how sustained the pushback might be. But the first are at least better than expected, and the second could be historic. Neither would have happened without Mr Trump’s disruptive approach.”

Mange af Trumps vælgere morer sig – de synes, simpelthen, at præsidenten er sjov. Demokraterne er derimod både rystede og vrede over, hvad de ser som primimtive og splittende fordomme. Foto: Pixabay.

Konservative vælgere kan li’ våben, kirke og nærmiljøet – ikke Washington

Ydermere skal man huske, hvem den gennemsnitlige amerikanske vælger er – især på landet og udenfor de helt store byer, hvor medierne selv befinder sig:

Den gennemsnitlige vælger udenfor storbyerne og disses forstæder bærer skydevåben (eller er i hvert fald tilhænger af, at man har ret til at gøre det), de er stolte over at være amerikanere (så de kan ikke lide farvede NFL-spillere, der knæler i protest, når nationalsangen afspilles, en mærkesag for Trump), de er glade for at gå i kirke (også selvom dette tal er faldende blandt de unge vælgere), og så er de tilhængere af small government.

Det sidste er ikke nødvendigvis det samme som at være tilhænger af ”drain the swamp”, men Trumps image som en præsident, der intet har imod at sige the bigwigs i Washington D.C. og Kongressen midt imod, hvis det passer ham, er særdeles velset i dette vælgersegment, der intet godt har at sige om bureaukraterne inside the Beltway.

Ydermere er netop Trumps swagger – også på Twitter – sindssygt populært; meget mere end man kan forestille sig, hvis man ser de hændervridende eksperter, der ikke kan hverken forstå eller acceptere en præsident, der er humørsyg, egenrådig og selvoptaget udover en hver rimelig grænse.

Når Trump kalder senator Elizabeth Warren for Pochahontas, og medierne siger, at det er for galt og en fornærmelse, så er hans tilhængere ved at kaste op af grin

Mange af Trumps vælgere morer sig nemlig – de synes, simpelthen, at præsidenten er sjov og hvornår har man sidst mødt en præsident, der er så vulgær og – som Trump selv ville sige – politisk ukorrekt.

Så når han kalder senator Elizabeth Warren for Pochahontas, og medierne siger, at det er for galt og en fornærmelse, så er hans tilhængere ved at kaste op af grin.

Og når Trump efterfølgende siger, at han ikke længere vil kalde hende for det øgenavn, fordi en DNA-test har vist, at hun kun er 1/2000 del native American, og dermed ikke fortjener tilnavnet, ja så er det lige før, at selv bedemandsminerne på CNN og MSNBC ikke kan holde masken.

Reality-præsidenten og hans dræberinstinkt

Det er vulgært og det er primitivt og definitivt slet ikke presidential  – men det er underholdende på den reality-tv måde, der har gjort Trump så mange tjenester.

Så uanset, at det ikke passer, at man ikke må sige ”Merry Christmas” eller at det nu ”forbudt at sige at kvinder er smukke”, som Trump sagde forleden til et vælgermøde – uanset at man ikke må kalde for folk øgenavne eller tale ned til dem, ja så virker det på mange vælgere, der tidligere enten ikke har gidet sætte sig ind i politik eller følt sig lysår fra de veluddannede Ivy League jakkesæt M/K fra Østkysten med deres polere sprog og affable attitude.

De vælgere vil hellere have en, der er ligesom den average Joe, de møder i baren efter forbrugsorgiet i Black Friday. Og godt nok skal præsidenten helst ikke være helt ligesom man selv er, men det er han så heller ikke, for han er omgivet af babes og er superrig.

Trump er med andre ord ikke dum. Han er ikke ”educated” i den normale forstand af det ord. Han læser ikke bøger, han er ikke velartikuleret som chefredaktørerne på The New Yorker eller New York Times. Men han har et rovdyrs tæft og instinkt

Nå ja – og modstander af abort og på overfladen kristen – mange evangelicals kommer aldrig til at stemme på demokraterne uanset hvad.

Trump er med andre ord ikke dum. Han er ikke ”educated” i den normale forstand af det ord. Han læser ikke bøger, han er ikke velartikuleret som chefredaktørerne på The New Yorker eller New York Times.

Han bliver aldrig en del af ”det pæne selskab” i New York. Det er han selv af og til fornærmet over – det er ikke svært at mærke. Men han er street smart, han har rovdyrets instinkt for at slå til der, hvor det gør ondt og hvor pæne demokrater og republikanere ikke vil gå hen.

Det som amerikanerne kalder ”feral”.

Det skrev den prisvindende journalist og redaktør Bret Stephens (tidligere NBC) en fantastisk god kommentar om i New York Times i den forgangne weekend.

Han udtrykker det således:

Because the president’s critics tend to be educated and educated people tend to think that the only kind of smarts worth having is the kind they possess — superior powers of articulation combined with deep stores of knowledge — those critics generally assume the latter. He’s a bigot. He’s a con artist. His followers are dumb. They got lucky last time. They won’t be so lucky again. Maybe this is even right. But as Trump’s presidency moves forward, it’s no longer smart to think it’s right. There’s more than one type of intelligence. Trump’s is feral. It strikes fast. It knows where to sink the fang into the vein.

Et immigrationspres som demokraterne ikke svarer på

Men det er ikke alt, Stephens har at sige. Han har også hårde ord til overs for den manglende demokratiske forståelse for den angst, som mange mennesker føler, når de ser tusindvis af mennesker på vej mod den mexicansk-amerikanske grænse:

This has been Trump’s consistent strength from the moment he entered the Republican race until the second he got wind of the migrant caravan. Yes, his administration doesn’t even have an ambassador in Honduras, and if the U.S. has any kind of coherent Central American policy it would be news to me. Also, the idea of deploying thousands of U.S. troops to repel and even fire on the caravan is repellent, fascistic and probably unlawful.

Stephens fortsætter med at spørge, hvad demokraternes svar på presset fra immigranterne sydfra så er. Heller ikke her er han venlig, for der er ikke noget ordentligt bud udover “medfølelse”

Still, several thousand people are pushing their way to the U.S. border with the idea that they will find a way to push their way through it. If they do, tens or even hundreds of thousands more will surely follow. It’s perfectly reasonable for fair-minded voters to wonder how the U.S. will vet and then absorb even a fraction of them (though I think we easily can), and what doing so will mean for our wider immigration system.

Stephens fortsætter med at spørge, hvad demokraternes svar på presset fra immigranterne sydfra så er. Heller ikke her er han venlig, for der er ikke noget ordentligt bud udover “medfølelse”, siger han:

To which the Democratic response is — what, exactly? If it’s “compassion,” it’s a non-answer. If it’s to abolish ICE, it’s a dereliction of responsibility for governance. If it’s to open the border, it is an honest form of political suicide. If it’s more trade and foreign aid for Central America, that’s a solution for the too-long term.

The truth is that there is no easy fix to the challenge of the caravan, which is why Trump was so clever to make the issue his own and Democrats have been so remiss in letting him have it. The secret of Trump’s politics is to mix fear and confidence — the threat of disaster and the promise of protection — like salt and sugar, simultaneously stimulating and satisfying an insatiable appetite. It’s how all demagogues work.

Sådan kan man også analysere situationen. Og det er i hvert fald et godt bud på, hvorfor demokraterne ikke står til en jordskredssejr og også på, hvorfor det langt fra givet, om end fortsat mest sandsynligt, at demokraterne vinder Repræsentanternes Hus.

Hvordan vil demokraterne reagere, hvis de taber?

Nuvel, flere amerikanske medier – også de af Trump og Fox News så udskældte mainstream media – har imidlertid dog skrevet sig læren fra 2016 bag øret, så Washington Post begik også en analyse i denne uge, der beskæftigede sig med ”mulige scenarier” efter midtvejsvalget.

Aaron Blake skrev ”5 possible scenarios for Election Day, and what they’d mean” og et af de fem udfald er, at republikanerne med Trump i spidsen overrasker alle meningsmålingerne og vinder en historisk sejr:

“This would require the House GOP holding the vast majority of those toss-up races, possibly because of rising enthusiasm from Trump’s fear-infused, immigration-focused base strategy. And if those toss-up races tilted Republican in the House, you’d think they’d also tilt Republican in the Senate, where the terrain is even redder. It could result in states such as Nevada or even Arizona staying under GOP control and deliver states like Florida, Indiana, Missouri and Montana. Even if Republicans can just win red states, that could be a four- or five-seat gain.”

Han uddyber at det ville betyde, at meningsmålingerne – en gang til – havde undervurderet Trumps faktiske opbakning hos vælgerne, og at medierne ”fortsat fundamentalt har misforstået, hvad præsidenten foretager sig, og hvilken politisk koalition, han er ved at bygge”. Det vil føre til “kaos” hos demokraterne, siger han

Og om pressen siger han ganske kort: “it would lead to some real, justified soul-searching.”

Neera Tanden, som er præsident for den liberale (venstreorienterede) tænketank, ‘Center for American Progress’, siger, at hun ville føle sig lammet efter et valgnederlag

Et tredje medie, der har skrevet om samme emne, er netmediet Daily Beast, der mandag udgav artiklen, ”Democrats ponder the unthinkable: What if they lose?”

Her svarer Neera Tanden, som er præsident for den liberale (venstreorienterede) tænketank, ‘Center for American Progress’, at hun ville føle sig lammet:

“Candidly, I think there will be a fair amount of soul searching and people will feel back on their heels… We will have to rebuild. But the resistance is built on opposition to [Donald] Trump’s extremism. And the more extreme he is, the more we will have.”

Paul Begala, en anden demokratisk analytiker med nære forbindelser til Bill og Hillary Clinton siger: ”After all this work, all these volunteers, it would be absolutely shattering.”

En konservativ meningsmåler ser en “stille rød bølge”

En meningsmåler, der til gengæld ikke vil være overrasket, hvis demokraterne alligevel taber, er den konservative Rasmussen Reports. De havde nemlig mandag – som den eneste – republikanerne foran i ”the generic ballot” til Kongressen med et enkelt procentpoint.

Republikanske vælgere er mere ”stille” om deres støtte til egne kandidater, mens demokraterne er mere højtrøstede. Det narrede medierne og opinionsmålingerne i 2016, advarer skribenten og spørger; kunne det ske igen?

Det har Rasmussen, der konsekvent har bedre tal for republikanske kandidater (de har også Trumps popularitetstal liggende på 50 procent), imidlertid ikke haft hele tiden, pointerer de i artiklen. Hele oktober havde de demokraterne foran med tre procentpoints.

Men fredag spurgte Rasmussen også ”Is another silent red wave coming?” (republikanernes farve er rød).
I artiklen pegede Rasmussen på målinger, som viser, at republikanske vælgere er mere ”stille” om deres støtte til egne kandidater, mens demokraterne er mere højtrøstede.

Det narrede medierne og opinionsmålingerne i 2016, advarer skribenten og spørger; kunne det ske igen?

Det ved vi om 24 timer.

Hvis du følger amerikansk politik, og føler dig klogere ved at læse Annegrethe Rasmussens analyser, kan du bidrage til, at hun også får løn for at skrive dem på hendes Mobile Pay 93 85 05 85

BONUS: Her er en kommentator fra Boston Globe, der også tror, at meningsmålingerne tager fejl, men at det lige så godt kan resultere i uventede demokratiske valgsejre.

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 14. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Politik & Samfund