KØN & SPROG // KLUMME – “Jeg kunne have slået det hen med en vittighed til ham og smurt hans ego. Det ville have virket, jeg havde kunnet få ham gelejdet ud af butikken, uden at han blev vred. Jeg ved det, for jeg har gjort det før. Jeg er gledet af på den slags små grænseoverskridelser stribevis af gange som ung, både på egne og på andre piger og kvinders vegne. Jeg vidste ikke dengang, at man kunne gøre andet end at glide af, undvige, slå det hen. Jeg manglede et sprog for det. Men det sprog findes i verden nu. Det var til rådighed. Det var enkelt og klart. Det var som at trække på en kollektiv indsigt, en viden, noget udenfor mig selv.”
Jeg ser ham stå ovre ved solbrillerne, han står sammen med en ung ekspedient. Han spørger hende, hvilke solbriller, hun synes, han skal vælge, han mumler og snøvler. Hun svarer lavt og tøvende, hun ser ud til at være et godt stykke under 18. Måske 16?
Jeg går lidt videre, han finder ikke nogen solbriller og spørger hende i stedet, om de har slik. Hun viser ham hen til slikket, og han beder igen om hjælp til at vælge. Han siger, hun er sød. Han får endelig valgt og går op til kassen, jeg følger efter. ‘
‘Hvad fanden rager din datter mig’, siger han og træder et skridt tættere på mig. ‘Det kunne også være din datter’, siger jeg, mit hjerte hamrer, ‘eller din søster, hun er en ung pige, du skal lade hende være’
Du er sød’, snøvler han igen, ‘har du en kæreste?’
‘Det skal du ikke spørge hende om’, siger jeg, ‘det vedkommer ikke dig’.
Han vender sig mod mig. Hans hud er rødsprængt, hans øjne er blodskudte, han svajer let. ‘Hvad fanden rager det dig, hvad jeg taler med den unge dame om’, siger han vredt. ‘Bland dig udenom, hvorfor blander du dig i, hvad vi taler om?’
‘Jeg blander mig, fordi jeg tænker på, at det kunne være min datter, du talte sådan til, siger jeg’.
‘Hvad fanden rager din datter mig’, siger han og træder et skridt tættere på mig. ‘Det kunne også være din datter’, siger jeg, mit hjerte hamrer, ‘eller din søster, hun er en ung pige, du skal lade hende være’.
‘Se på mig’, siger han. ‘Ved du, hvad jeg synes, du er? Du er en klam luder, og du skal bare blande dig udenom’.
‘Du skal ikke tale sådan til hende’, siger jeg. Mit hjerte galopperer. Der er kommet et par andre kunder til, kvinder, jeg så også en mand gå ind i forretningen før, men jeg kan ikke se ham længere, jeg vil ikke provokere ham. Jeg er bange.
Hvad handler det om? Ligemageri? Solidaritet? Hvordan kan socialdemokrat være et skældsord i den situation?
‘Det må du gerne synes’, siger jeg, ‘men …’
Han peger på mig. ‘Se på mig’, siger han igen, og det gør jeg, jeg kan lugte hans ånde. Hans pupiller er små, men ikke bittesmå, de ser nærmest kvadratiske ud, jeg tænker, at det er alkohol og ikke stoffer, men jeg er ikke helt sikker. Mine ben ryster.
‘Ved du, hvad jeg synes, du er’, siger han igen, ‘du er en … socialdemokrat … Og mit navn er Preben!’
En anden medarbejder er kommet til, ikke meget ældre end den første. ‘Hvad foregår der’, spørger hun. Manden tager sig ikke af hende. Han ser kun på mig. ‘Jeg har lyst til at give dig en på hovedet’, siger han, ‘men hvis jeg gør det, kommer politiet bare. Klamme luder’.
En anden mand træder frem, ham jeg så tidligere. ‘Det der sprog gider jeg heller ikke høre på’, siger han. ‘Jeg har lyst til at spytte på dig’, siger Preben til mig. Så trækker han sig langsomt bagud og går ud af butikken.
Den unge pige stryger forbi mig på vej ud i baglokalet, hun græder, jeg standser hende, ‘er du ok?’, siger jeg. ‘Ja’, siger hun, selv om det tydeligvis ikke passer. ‘Er du ok?’, siger en af de andre kunder til mig, jeg græder også. ‘Jaja’, siger jeg, og det er jeg, jeg er bare forskrækket. Og så er det overstået, og jeg står uden for butikken, mine ben ryster stadig. Så cykler jeg hjem.
Jeg tænker også på, at jeg er heldig, at jeg aldrig er blevet kaldt en klam luder før. Jeg er ligeglad nu. Det havde jeg nok ikke været som tyveårig
Her nogle dage efter tænker jeg over, hvad det var, der skete. Jeg tænker på, hvordan jeg stod der i min store herrejakke, med mit korte, skæve hår og med min høvding-cykelhjelm om halsen. Alligevel kaldte han mig en klam luder, da han blev vred. Det er hans arsenal, hans beredskab.
Klam luder. Når en kvinde gør ham vred, er hun en klam luder.
Og … socialdemokrat. Både jeg og, fornemmede jeg, et par af de andre kom til at trække på smilebåndet, da han sagde det, men jeg turde ikke grine, jeg var bange for at gøre ham mere vred.
Men hvad handler det om? Ligemageri? Solidaritet? Hvordan kan socialdemokrat være et skældsord i den situation?
Jeg tænker også på, at jeg er heldig, at jeg aldrig er blevet kaldt en klam luder før. Jeg er ligeglad nu. Det havde jeg nok ikke været som tyveårig.
Og så tænker jeg på, at jeg virkelig var bange for ham. Jeg ville ønske, at jeg havde skældt ham mere ud, for hvad kunne der egentlig være sket?
Jeg kunne have fået en på siden af hovedet, som han sagde, men det havde jo ikke som sådan været farligt for mig. Og jeg er sikker på, at han kunne se på mig, at jeg var bange. Det generer mig virkelig.
Jeg tænker også på, at konflikten opstod, fordi jeg konfronterede ham.
Jeg kunne have gjort så meget andet: Jeg kunne have forsøgt at aflede hans opmærksomhed. Jeg kunne have signaleret diskret til hende, at jeg var der, at hun ikke var alene
Hvis jeg havde gjort det, var den unge pige måske ikke blevet så forskrækket.
Jeg kunne have gjort så meget andet: Jeg kunne have forsøgt at aflede hans opmærksomhed. Jeg kunne have signaleret diskret til hende, at jeg var der, at hun ikke var alene.
Jeg kunne have slået det hen med en vittighed til ham og smurt hans ego. Det ville have virket, jeg havde kunnet få ham gelejdet ud af butikken, uden at han blev vred. Jeg ved det, for jeg har gjort det før. Jeg er gledet af på den slags små grænseoverskridelser stribevis af gange som ung, både på egne og på andre piger og kvinders vegne.
Jeg tror også, at jeg ved, hvordan den unge pige ville have haft det bagefter. Jeg ved i hvert fald, hvad jeg selv ville have tænkt i den alder: ‘Der var en klam, fuld mand på arbejdet i dag. Det var så irriterende. Jeg var lettet, da han gik’.
Jeg ville ikke tænke, at det var noget særligt. Og det er det jo heller ikke.
Jeg vidste ikke dengang, at man kunne gøre andet end at glide af, undvige, slå det hen. Jeg manglede et sprog for det.
Men det sprog findes i verden nu. Det var til rådighed. Det var enkelt og klart. Det var som at trække på en kollektiv indsigt, en viden, noget udenfor mig selv.
Det synes jeg er ret vildt.
https://www.instagram.com/p/BotTpG6jLhx/
Topillustration: Julie Top-Nørgaard. Pressefoto: Rosinante/Gyldendal.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
