MIDTVESTLIV // KLUMME – At tros- og religionsfrihed, som giver mennesker lov til at have den tro, som de selv ønsker, uden den er dem påtvungen på nogen måde, er en god ting, kan de fleste blive enige om. Men i USA prøver Julie Bendtsen stadig at vænne sig til, at friheden til at tro indimellem synes at betyde, at der frit kan drysses lidt Jesus på alt.
CHICAGO – Skal man tro religiøse mennesker, er Gud overalt, sådan helt spirituelt. Har man befundet sig i USA i mere end en uge, vil man formentlig have opdaget, at tilstedeværelsen ikke kun er åndelig, men helt konkret. Gud dukker nemlig op, når du mindst venter det – i samtaler, på gavlmalerier, på nummerplader og i radioen.
Især Syden er kendt for fænomenet. Det er et velkendt fænomen, at på alle de gadehjørner, der længere nordpå har en Starbucks liggende, er der i Syden en baptistkirke eller en af de utallige andre slags kirker – jeg tror, jeg er stødt på mindst 20 forskellige grene af religiøse hjemsteder.
Måske er det bare sådan, det er i dette land, og måske skal vi bare omfavne det og føle os #blessed
Men baptisterne er altså i overtal i sydstaterne. Når jeg har været på længere køreture, og min foretrukne countrystation begynder at skratte lige lovlig meget, når jeg med garanti at ramme de første tre Jesus-hyldende stationer, inden jeg igen kan læne mig tilbage i sædet til lyden af Miranda frem for Maria.
Jeg har slet ikke overblik over, hvor mange græsplæneskilte med “Thank you, Jesus!” – jeg kører forbi dagligt. Jeg lægger ikke engang mærke til dem mere. Og det samme gælder klistermærker på biler og personificerede nummerplader. God is great.
Jeg er selv vokset op som det, vi på moderne dansk kalder kulturkristen. Så længe jeg kan huske, har vi været i kirke juleaftensdag, og i min families ældre generationer har der absolut været mere tro. Men bortset fra en åndelig afstikker i mine barndomsår, hvor jeg på min daglige tur ud for at tømme postkassen bad til Gud om, at der ville være et brev til mig, har religion aldrig fyldt meget for mig. Og med den baggrund har det været en ejendommelig oplevelse pludselig at skulle forholde sig til alle andres tro.
Jeg har ingen holdning til, hvem eller hvad mine medmennesker vælger at tro på. Det er for mig et så personligt og individuelt valg, at jeg virkelig ikke kunne drømme om at blande mig i det.
Jeg bliver grundirriteret, når jeg ser et kommentarspor på Facebook blive afsporet med nedsættende udtryk som “himmelnisse”, og jeg synes helt generelt, man skal respektere, hvad andre mennesker vælger at tro på. Fuldstændig ligesom jeg også forventer respekt for at vælge noget andet end at tro.
Derfor bliver jeg altid lidt beklemt, når amerikanere begynder at blande Gud ind i en samtale, der ellers klarede sig så glimrende uden. Også fordi det er svært at komme videre fra.
Jeg ender altid med at svare noget lamt a la “de varmeste tanker herfra”. Virkelig fesent sammenlignet med dem, der inddrager højere magter
For et par år siden lå jeg med åbent gab og vatrondeller i stolen hos min tandlæge, hvis klinik – ud over at være ganske fantastisk – virkelig kørte hårdt på med kærligheden til Gud. Bedst som klinikassistenten var ved at rive mine tænder løse med tandtråden, og vi havde en god snak kørende om, hvor søde mine børn var – eller rettere, hun snakkede, jeg svarede “nnghm” – trumfede hun med at sige, at det jo også var, fordi Gud jo heldigvis havde skabt os alle, lige som vi skal være.
Hvordan kommer man videre derfra? Hvad i himlens navn svarer man? Jeg kunne sige “ja, det gjorde han godt nok godt, hva’” – og gå derfra med følelsen af at være en beskidt bedrager.
Samtidig ville jeg nok blive betragtet som lidt af en lyseslukker, hvis jeg kvitterede med: “Ved du hvad, Jeannie, jeg tror sgu egentlig ikke rigtig på dét der med skabelsesberetningen og sådan. Evolutionsteorien, derimod, den holder!” Amirite?
Jeannie mener det jo ikke ondt, og for hende er det helt naturligt at tale om både Gud og Jesus i stort set alt. Man bliver mindet om det under hele sin tandrensning, for på endevæggen i rummet hænger den fineste plakat med fugle, man ser i North Carolina – krydret på toppen med Jesus’ navn.
Det falder hende virkelig ikke ind, at nogle af de mennesker, hvis munde hun har halvdelen af sine fingre begravet i, ikke dagligt tænker Jesus ind i deres liv, oplevelser og håb for fremtiden – og at det for dem måske ikke er helt så naturligt at gøre Ham til samtalens tredjepart.
En anden version er “thoughts and prayers”. Jeg vil skyde på, at over halvdelen af de Facebook-opslag, jeg ser, der handler om sorg, sygdom, skadede kæledyr eller problemer generelt, bliver akkompagneret af et ønske om bønner.
“Please send prayers”, “Please pray for (…)”, “Please keep us in your prayers” og videre derudad. Jeg føler mig altid så akavet, når jeg gerne vil tilkendegive min medfølelse, men ikke har lyst til at lyve. Hvordan skal jeg inkludere nogen i bønner, som ikke eksisterer? Jeg ender altid med at svare noget lamt a la “de varmeste tanker herfra”. Virkelig fesent sammenlignet med dem, der inddrager højere magter.
Derudover går der jo ikke noget af mig, fordi en masse mennesker af den ene eller anden årsag føler, at deres liv er bedre med tro. You do you
I langt de fleste tilfælde kan man jo heldigvis smile og fortsætte sin dag. I andre kan jeg ikke lade være med at lade mig provokere en smule. Som når religiøse eller troende mennesker bliver ophøjet til nogle, der lige er lidt bedre end andre. Når folk bliver omtalt som “a person of faith” på en måde, hvor man nærmest føler, at ordene bliver sagt eller skrevet på en klangbund af englebasuner og himmelsk lys.
Eller når man møder holdningen i form af positiv særbehandling. Da vi købte vores hund, var vi først i kontakt med en opdrætter, der gav nogle hundrede dollars rabat til familier, der arbejdede inden for eller med kirken.
Det var mit klare indtryk, at vi ville få religionen en smule på afstand med vores flytning længere nordpå. Men vi har en presbyteriansk kirke på den anden side af hækken, min nabo fortalte mig efter et par dage, at hun for nylig fandt Gud, og mine børn starter hver skoledag med The Pledge of Allegiance, som omtaler USA som “one nation under God”. Måske er det bare sådan, det er i dette land, og måske skal vi bare omfavne det og føle os #blessed.
Det er jo heller ikke fordi, det kommer som en overraskelse, at religion fylder langt mere i USA, end det gør i Danmark. Det er helt usammenligneligt. Jeg har vænnet mig til det, og jeg respekterer fuldt ud, at sådan er kulturen her.
Derudover går der jo ikke noget af mig, fordi en masse mennesker af den ene eller anden årsag føler, at deres liv er bedre med tro. You do you.
Men jeg vil nok altid kæmpe imod at få religionen trykket ned over mig, når jeg egentlig bare gerne vil have en videnskabelig snak om, hvorfor vaskebjørnes haler er så meget sejere end egerns.
Video: I USA begynder skolebørn almindeligvis skoledagen med at sværge troskab til landet, “en nation under Gud”. Videoen er fra en anden skole end den, Julie Bendtsens børn går i, men ritualet er det samme.
LÆS ALLE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsen foran den presbyteritanske kirke, der ligger tæt ved hendes hjem i USA. Foto: Julie Bendtsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
