KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – Weekendens møde i Islamabad ligner på forhånd en forhandlingsrunde med flere tabere, og derfor vil forhandlingerne nok i højere grad sigte på at holde situationen i ro. Det gælder om at undgå, at krigen blusser op igen, selv om alle parter – Iran, Hizbollah, USA, Israel og endog Emiraterne – af vidt forskellige årsager kunne have en klar interesse i at se dette ske.
HAIFA – Allerede i går, torsdag d. 9. april ankom dele af den iranske delegation til Islamabad i Pakistan, og fredag vil amerikanerne indfinde sig, så man kan gå i gang med den vanskelige forhandlingsproces frem mod en våbenhvile i Mellemøsten.
Både præsident Trump i Washington og styret i Teheran er under stærkt pres for at finde frem til en afslutning på de 40 dages krig, som startede den 28. februar og har bredt sig til store dele af Mellemøsten.
Men samtidig er begge parter tilsvarende opsatte på at nå et forhandlingsresultat, der reelt kan betragtes som en form for sejr, og det er ikke bare en ligning med mange ubekendte. Det er også et regnestykke, som det kan vise sig næsten umuligt at få til at gå op.
For det hele hviler på et yderst skrøbeligt grundlag, og der er så stor forskel på parternes krav, at det hele mest ligner et desperat spil om at redde ansigt og sikre en vis form for politisk overlevelse.
Tirsdag i denne uge kom Trump således med sin nærmest apokalyptiske trussel mod Iran. Styret i Teheran fik besked på, at hvis det ikke gik ind på en våbenhvile, ville ”en hel civilisation dø i aften”.
Til en vis grad blev Trump reddet på afgrundens rand, for det store apokalyptiske angreb på Iran ville selvsagt have kunnet få helt uoverskuelige følger
Bag dette lå truslerne om at iværksætte nye amerikanske bombeangreb, som i hidtil uset omfang ville ramme Iran. I sigtekornet var de iranske kraftværker og landets infrastruktur, hvilket var grunden til, at amerikanerne advarede den iranske civilbefolkning mod at tage toget, da dette underforstået ville være et oplagt bombemål. Med samme vilde patos stod den iranske præsident, Masoud Pezeshkian, frem og sagde, at han var villig til at dø for sit land. Og samtidig verserede rygterne om, at 15 millioner iranere var på vej for at slutte ring omkring landets kraftværker.
Alt dette blev som bekendt ikke til noget. Halvanden time før Trumps deadline kom meldingen om, at både han og den iranske ledelse var gået ind på den pakistanske regerings plan for en våbenhvile, som dog allerede på det tidspunkt forekom at være vævet sammen af punkter, som det ville være svært at få til at gå op i nogen højere enhed.
Trump fik en redningskrans
Mest fokus var der på den iranske lukning af Hormuzstrædet, hvor 20 pct. af den globale olieforsyning allerede i et par uger har været holdt tilbage af truslen om iransk beskydning af passerende tankskibe.
At Trump i sidste øjeblik lavede en kovending og accepterede det pakistanske oplæg til en våbenhvile, hænger sammen med, at han dermed vil kunne præsentere genåbningen af Hormuz som en sejr. For oliemarkedet reagerede med det samme ved, at prisen på olie viste tegn på at falde igen, hvorved han til en vis grad kunne tale ind til de amerikanske forbrugere og stille med et argument mod den hurtigt voksende opposition mod krigen.
Tilbage står fortsat Trumps hovedbegrundelse for overhovedet at gå i krig, nemlig iranernes lagre af beriget uran
Til en vis grad blev Trump reddet på afgrundens rand, for det store apokalyptiske angreb på Iran ville selvsagt have kunnet få helt uoverskuelige følger.
Dette er imidlertid kun en meget ringe trøst, for det store svælg lurer fortsat lige under Trump. Tilbage står nemlig fortsat Trumps hovedbegrundelse for overhovedet at gå i krig, nemlig iranernes lagre af beriget uran.
Der har været tale om, at iranerne skulle være villige til at udlevere dette til amerikansk forvaring, men de stiller stærke modkrav. Fra iransk side vil et hovedkrav over for dette være et totalt stop for alle angreb på Iran – og set fra Teheran omfatter dette også de fortsatte israelske angreb på Irans proxy, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon. Og tilmed kræver iranerne en annullering af de navnlig amerikanske sanktioner, som i årevis har lammet den iranske økonomi.
Revolutionsgarden er styrket
Vi står altså med en række iranske krav, som Trump vil have meget svært ved at sluge. For mens det pakistanske initiativ har givet ham en vis respit, en øjeblikkelig redningskrans, vil han umuligt kunne forklare over for sit eget politiske bagland, hvorfor han kastede USA ud i en kostbar og risikabel krig, hvor resultatet blev en klar gevinst for iranerne.
På den anden side driver iranerne også spillet på et temmelig gyngende grundlag. Krigen har ikke ført til det regimeskifte, som Trump i slutningen af februar mente at kunne klare i en håndevending, og som Israels Netanyahu så inderligt ønsker sig. Men store dele af den iranske ledelse er for halvanden måned siden blevet elimineret under krigen, og det kan nu vise sig problematisk.
For det er Revolutionsgarden, som i endnu højere grad er kommet til magten ad den vej, og det betyder, at de relativt pragmatiske og forhandlingsvillige elementer af landets civile ledelse nu er blevet erstattet af en militær og ikke mindst militant elite, der står for en klar radikalisering.
Det er Revolutionsgarden, som længe har søgt at lokke amerikanerne til at iværksætte en landoffensiv, hvilket ville have ført til kaotiske tilstande. Landtropperne er den absolutte kerne i Revolutionsgardens militære doktrin, og idet den er opbygget som autonome enheder i hver af landets 31 provinser og med en højt udviklet evne til effektiv guerillakrig og asymmetrisk krigsførelse, kunne dette have udviklet sig til den rene dødsfælde.
De relativt pragmatiske og forhandlingsvillige elementer af landets civile ledelse er blevet erstattet af en militær og ikke mindst militant elite, der står for en klar radikalisering
Denne mulighed synes ikke længere at være umiddelbart forestående, så derfor må en vurdering af Revolutionsgardens aktuelle styrke på slagmarken bygge på, hvor mange missiler og droner der er tilbage i arsenalet.
Noget kunne tyde på, at der er ved at være lavvande i lagrene. For at iranerne skulle have interesse i en våbenhvile nu, da de på mange måder havde fat i den lange ende i krigsførelsen, kan indikere, at de har brug for et pusterum. Og det er så igen en plausibel forklaring på, at de vover at spille højt spil, når parterne sætter sig omkring bordet i Islamabad.
I dette regnestykke står nemlig også den iranske civilbefolkning, der er blevet hårdt ramt af krige. At så mange skulle være villige til at slutte ring om kraftværkerne som menneskeligt skjold mod de amerikanske bombeangreb, virker mest af alt som absurd propaganda. Vi skal huske, at en del af oplægget til hele denne situation kom i januar, hvor tusinder af iranere gik på gaden i protest mod styret.
De var navnlig utilfredse med den elendige økonomi, som skyldes sanktioner, men hvor det også virker som en rød klud, at styret i økonomiske krisetider har postet milliarder i proxyer som Hizbollah.
Denne utilfredshed har ikke lagt sig, og at iranerne ikke reagerede på krigen ved at afsætte deres egne ledere – således som Trump forudså udviklingen – skyldes, at Revolutionsgarden er blevet styrket. Tilmed er den efter alt at dømme trængt og desperat og dermed klar til at udvise endnu større brutalitet mod egne borgere.
Spørgsmålet om Hizbollah bliver afgørende
Bagtæppet for de kommende forhandlinger i Islamabad er med andre ord yderst broget og tilmed fuldt af huller. Tilmed er en af de vigtige parter i krigen, nemlig Israel, slet ikke inviteret med til forhandlingerne. Det bliver forklaret som en bilateral proces og altså et møde mellem krigens to hovedspillere, Iran og USA.
Naturligvis kan dette give en vis mening, eftersom også De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Qatar eksempelvis også har en interesse i forhandlingernes udfald, og da forhandlingerne i forvejen er komplicerede nok med kun to parter omkring bordet.
Hizbollah kan blive et af de afgørende elementer, som får hele det pakistanske projekt til at kæntre
Men dette rejser spørgsmålet om Israels fortsatte rolle i konflikten. Netanyahu har nemlig på forhånd ladet vide, at han ikke betragter Libanon som omfattet af en eventuel våbenhvile. Han ser det som et mere lokalt udestående mellem Israel og Hizbollah, og her har Trump givet sin antydningsvise accept. Og det på trods af, at Iran betinger sig, at alle angreb mod Hizbollah også ophører.
Der er ingen tvivl om, at Hizbollah i årevis har været Irans forlængede arm og lige så længe har ladet hånt om både Libanon og den libanesiske civilbefolkning. Uanset hvordan man betragter dette, kan netop Hizbollah imidlertid blive et af de afgørende elementer, som får hele det pakistanske projekt til at kæntre.
For Netanyahu har tydeligvis tænkt sig at fortsætte krigen. Tirsdag rettede israelerne det hidtil mest dramatiske bombeangreb mod Beirut og det sydlige Libanon. Man gik efter Hizbollah-mål, som ofte befinder sig i tætte boligområder, og derfor blev antallet af civile ofre uhørt stort.
De voldsomme angreb kan læses som et signal til våbenhvileforhandlingerne: Iranerne skal vide, at der fortsat er masser af potent slagkraft, som kan sættes ind, og at de derfor gør klogt i at lukke helt ned for Hizbollahs militære aktiviteter.
Man skal huske, at Hizbollah i oktober 2024 indgik en våbenhvile med Israel, hvor den shiamuslimske milits forpligtede sig til at lade sig afvæbne. Dette er på ingen måde sket. Tværtimod har Hizbollah benyttet det mellemlignende halvandet år på at genopruste og omorganisere den militære struktur, og dette er sket i tæt samarbejde med Revolutionsgarden.
Det er uvist, om Revolutionsgarden på nuværende tidspunkt har tilstrækkelig indflydelse på Hizbollah til begrænse bevægelsens handlefrihed. Meget tyder på, at Hizbollah kører mere eller mindre autonomt, og da den libanesiske centralregering i Beirut også bestræber sig på at fratage bevægelsen dens militære indflydelse, kan man med god ret sige, at Hizbollah også er trængt og kæmper for sin overlevelse.
Målet er at holde situationen i ro
Og tager man skridtet videre, ser man, at Netanyahu også er stærkt presset. Lige siden Hamas-bevægelsens terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 har han søgt, hvad han fortsat kalder den absolutte sejr. Det lykkedes ham aldrig at eliminere Hamas, og regimeskifte i Teheran har han også måttet skyde en hvid pind efter.
Derfor ser han tydeligvis Hizbollah som et mål, og for Netanyahu begynder det at haste, fordi han helt klart kan bruge en klokkeklar sejr til at vinde de israelske vælgeres gunst, når Israel skal til Knesset-valg i oktober. For hans popularitet har i denne lange krigstid været støt faldende, og den israelske befolknings støtte til krigen mod Iran viser også en faldende tendens.
Hvor der i krigens første uger var bred opbakning, er det ifølge Israel Democracy Institute i Jerusalem kun 61 pct. af befolkningen, der fortsat tror på, at et regimeskifte i Teheran er muligt. Det er helt klart en del af Netanyahus taktik, at han torsdag gav sine folk besked på at tage kontakt til regeringen i Beirut, og det mundede faktisk ud i planer om et møde mellem parterne i Washington i næste uge.
Det gælder om at undgå, at krigen blusser op igen, selv om alle parter kunne have en klar interesse i at se dette ske
Helt uafhængigt af og samtidig med en logisk forbindelse til de pakistanske fredsbestræbelser, er det hensigten, eller måske nok snarere et spinkelt håb, at de to regeringer kan indlede en fredsdialog. Og i den forbindelse vil de kunne forfølge en fælles interesse, nemlig at få neutraliseret Hizbollah. Det er selvsagt umuligt at sige, om det overhovedet kommer så langt, og foreløbig er det hovedmålet at få bragt den del af krigen under kontrol.
Weekendens møde i Islamabad ligner på forhånd en forhandlingsrunde med flere tabere, og derfor vil forhandlingerne nok i højere grad sigte på at holde situationen i ro. Det gælder om at undgå, at krigen blusser op igen, selv om alle parter kunne have en klar interesse i at se dette ske.
Men vel vidende at udsigterne til det store forhandlingsgennembrud og en decideret aftale er yderst begrænsede, vil møderne sikkert komme til at stå som et forsøg på at holde tiden hen – i håb om, at der dukker en løsning op. Men hvor denne løsning skulle komme fra, er der ingen, der ved.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og