MIDTVESTLIV // KLUMME – Efter at være stødt ind i et hav af store gule gulvskilte med advarsler om våde, glatte eller klistrede gulve i Starbucks, Target, supermarkeder, restauranter og stort set alle andre steder, begyndte Julie Bendtsen at undre sig. Hvorfor er det så svært at holde gulvet tørt?
CHICAGO – For fem år siden fik min dengang 6-årige datter en kanin i fødselsdagsgave. Det var en fin chinchillafarvet og blød sag med hængeører, og vi overtog den fra en pige, som ikke længere havde tid til at passe den. Butterscotch, som den hedder, har boet hos os siden og gjort hverdagen lidt sjovere for ikke bare min datter, men for hele familien inklusive vores hund, som den leger med dagligt.
Som det sig hør og bør med kæledyr, skal Butterscotch til jævnlige dyrlægetjek, og for to år siden fik vi ved ét af de besøg den nedslående besked, at hun havde en knude på størrelse med en citron i maveregionen. Efter en omgang fuld narkose og røntgenbilleder blev det konstateret, at det med al sandsynlighed var cancer. Inden kaninen vågnede af bedøvelsen, ringede dyrlægen til mig for at høre, hvad vi ville, for det så ærlig talt ikke for lovende ud. Hun gav udtryk for, at den kære kanin formodentlig kun havde få uger tilbage.
Et lille ord, der fylder så meget, at det indimellem bliver decideret absurd: Liability
Full disclosure: Jeg ved ikke meget om kaniner. Jeg kender til basal pleje, og jeg ved, at de skal have masser af hø, og at man skal sørge for at tjekke, at de holder deres mås ren. Men kaninkræft er altså ikke en af mine ekspertiser. Så jeg spurgte dyrlægen om alt det, jeg ikke vidste noget om, og mest af alt spurgte jeg, hvad hun anbefalede. Burde vi aflive Butterscotch?
Til min store frustration fik jeg intet svar. Det jeg fik, var gentagelser af, hvad de havde fundet, og jeg blev så spurgt, om jeg ville foretrække, at de bare lod være med at vække hende af narkosen. Min datter var på det tidspunkt i skole og ganske intetanende om hendes elskedes kæledyrs tilstand, så efter forgæves at have forsøgt at hive bare en smule rådgivning ud af dyrlægen, bad jeg dem vække Butterscotch, og så hentede jeg hende og gav besked om, at vi ville holde øje med hendes trivsel.
Hvorfor denne lange historie om min families kanin? Fordi den er yderst repræsentativ for et fænomen, der fra tid til anden driver mig til komplet vanvid i det her land: umuligheden i at få et klart svar, når man beder folk, der burde have en viden, om råd. Hvis en dyrlæge med speciale i kaniner ikke kan give mig et ærligt bud på, om min kanins livskvalitet er for ringe til at lade den leve videre, hvem i himlens navn kan så?
Mit eget anekdotiske eksempel er imidlertid bare en lille fisk i et ocean af manglende stillingtagen. Ikke fordi kompetencerne ikke er der, men på grund af ét lille ord, der fylder så meget, at det indimellem bliver decideret absurd: Liability. Ansvar.
Jeg forventer et klart svar fra den dyrlæge, der har undersøgt mit kæledyr, når jeg spørger, om det er synd at lade dyret leve
USA har for længst fået rygtet som et land, hvor alle sagsøger hinanden for alting hele tiden – og som et til tider ubegribelig tykt fundament under de søgsmål, ligger fænomenet liability. Det går i bund og grund og meget simplificeret ud på at sørge for at få placeret ansvaret hos andre, så man ikke selv kommer til at stå til regnskab.
Det er derfor, at det stort set er umuligt at gå ind i en Starbucks uden at skulle navigere uden om tre-fire skilte, der advarer om et vådt gulv, på trods af at selvsamme gulv er nøjagtig lige så tørt som en daggammel krydderbolle. For tænk hvis nu nogen skulle falde og slå sig og efterfølgende sende Starbucks en astronomisk hospitalsregning, fordi det var deres gulv, vedkommende var gledet på?
Det er også derfor, at vi gennem vores seks år i USA ikke har været til én eneste børnefødselsdag uden for fødselarens hjem uden først at udfylde en såkaldt waiver – vi kan vel kalde det en skriftlig ansvarsfralæggelse – og i den skrive under på, at hvis vores børn skulle dø på trampolinen, i hoppeborgen eller under et af klovnens trylletricks, er det altså ikke stedets skyld.
Det samme gælder selvfølgelig for aktiviteter som ridelejre, rulleskøjtehaller og rutsjebaner: ingen adgang, før du har sat din signatur på, at der ikke er noget at komme efter, hvis uheldet skulle være ude.
Der var Florida-parret, som i 2018 sagsøgte McDonald’s for fem millioner dollars, fordi kæden havde opkrævet den samme pris for en burger uden ost som for en med
Det kan synes relativt uskyldigt, omend også ret skørt at skulle skrive under på alle de waivers, hver gang vi eller vores børn skal deltage i noget som helst vildere end et skrivekursus.
Dér hvor den ekstreme grad af ansvarsfralæggelse bliver mere end et kuriosum, er i situationer som den ovenfor beskrevne: Hvor det rent faktisk giver mening, at andre tager et ansvar, fordi det er dét, der er deres ekspertise, og det er den, jeg er ude efter. Jeg forventer et klart svar fra den dyrlæge, der har undersøgt mit kæledyr, når jeg spørger, om det er synd at lade dyret leve.
På samme måde som jeg forventer et svar, når jeg beder relocation-agenter (folk, der er ansat til at hjælpe nytilflyttere med at finde det rette område at slå sig ned i og herefter komme på plads, og som kompenseres med en klækkelig hyre, forstås) om anbefalinger af forskellige skoler i området. Det er helt åndssvagt frustrerende at blive spist af med en løs og fesen smøre om, at det desværre ikke er noget, de kan rådgive om. De skal ikke have noget i klemme.
Når man dykker lidt ned i USA’s historik af helt igennem tragikomiske civile retssager, giver det måske mening, at nogen insisterer på alle tænkelige krumspring for ikke at ende i fedtefadet. Jeg husker, hvordan jeg havde svært ved at tro, at det ikke var en joke, da en politibetjent i 2015 sagsøgte Starbucks for at have solgt ham kaffe, der var så varm, at han, efter at have spildt noget af kaffen i skødet, påstod, at uheldet var skyld i, at han måtte have bortopereret en del af sit tarmsystem.
Der er sagen om en Houston-baseret brandmand, som blev overflyttet til en administrativ stilling, da det blev kendt, at han havde en fobi mod ild. Han sagsøgte sin arbejdsgiver, fordi han mente, at flytningen var udtryk for diskrimination på grund af et handicap.
Der var Florida-parret, som i 2018 sagsøgte McDonald’s for fem millioner dollars, fordi kæden havde opkrævet den samme pris for en burger uden ost som for en med.
Der var Tennessee-manden, der i 2019 lagde sag an mod fastfoodkæden Popeyes, fordi den kyllingeburger, de havde reklameret med – og som var voldsomt hype på det tidspunkt – var udsolgt. Han mente, at Popeyes havde værsgo at betale ham 5000 dollars for hans spildte tid; en sag, som i øvrigt endnu ikke har nået en afgørelse.
Det er grunden til, at hvert eneste lægebesøg, hver eneste undersøgelse, hver eneste børnefødselsdag indledes med minimum femten minutters papirnusseri. Det er ganske enkelt gak
For år tilbage blev to mænd tilkendt 24 millioner dollars, efter de i teenagealderen var brudt ind på et jernbaneselskabs område og pådrog sig alvorlige brandsår fra kabler på grunden. Forsvarerne for jernbaneselskabet argumenterede for, at man som 17-årig bør være gammel nok til at erkende, at der kan være fare forbundet med ulovlig indtrængen på en grund fyldt med elektriske kabler, men dommeren fandt altså, at det var ejeren af grundens skyld og tilkendte ofrene den gigantiske erstatning.
Med sager som sidstnævnte i baghovedet kan det virke forståeligt, når firmaer helgarderer sig – uanset hvor mange groteske sager, der på den anden side ikke bliver til noget. Det er millioner af dollars, der kan være tale om, og som mistes i et splitsekund, og en ansvarspålæggelse, der kan være nærmest umulig at forudse og dermed undgå.
Men forståeligt eller ej, og uanset de enkelte sagers udfald, er det en absurd samfundsskabt tendens, som trækker et langt spor af ligegyldige – og i mange tillfælde endda i sidste ende juridisk ugyldige – formularer med sig, og det er grunden til, at hvert eneste lægebesøg, hver eneste undersøgelse, hver eneste børnefødselsdag indledes med minimum femten minutters papirnusseri. Det er ganske enkelt gak.
Ifølge Washington Post var der en støt nedgang i civile søgsmål mellem 2009 og 2015, hvorefter antallet igen begyndte at stagnere. Men når jeg tænker på den “alle har ret til deres dag i retten”-mentalitet, der er så indgroet i befolkningen her, nærer jeg intet reelt håb om, at de regulære regnskove af mere eller mindre ugyldige dokumenter, jeg underskriver på ugebasis, bliver mindre.
Butterscotch lever i øvrigt stadig i bedste velgående og nyder sit liv som pensionistkanin.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Julie Bendtsen udfylder endnu en waiver, så hendes børn kan deltage i en fødselsdagsfest i et etablissement, der ikke skal have sagsanlæg på halsen. Alle fotos: Julie Bendtsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her