MIDTVEJSVALG I USA // ANALYSE – Om 8 uger fælder vælgerne dom over deres nationale politikere ved midtvejsvalget. Traditionelt står partiet, der sidder på magten i Kongressen og Det Hvide Hus, til en afklapsning. Men efter Højesteret afskaffede den forfatningssikrede ret til abort, er vælgerne vendt på en tallerken. Læg dertil demokraternes pludseligt opståede evne til at blive enige med sig selv politisk samt Trumps sandsynlige genopstilling i 2024, og den forventede republikanske sejr ser pludselig ganske usikker ud.
WASHINGTON D.C. – Hvem ville nu have troet det?
Efter halvandet års jævnt hen katastrofale udsigter for præsident Joe Biden, der har skrabet bunden i meningsmålingerne, og efter lige så mange måneder i det politiske kviksand for hans ellers permanent splittede demokratiske parti er sommeren endt anderledes positivt for både præsidenten og demokraterne i Washington her blot 8 uger før midtvejsvalget, hvor USA’s vælgere for første gang siden præsidentvalget i 2020 kan give karakterer til deres folkevalgte, føderale (altså nationale) politikere.
Ingen kommentatorer tør længere forudse med sikkerhed, hvor senatets flertal kommer til at ligge. Selvom det fortsat er mest sandsynligt, at republikanerne genvinder kontrollen med det nedre kammer, Repræsentanternes Hus, er heller ikke det længere en selvfølge.
Trump 2024 er muligvis uundgåeligt, men samtidig gør netop dette det svært at se, hvordan republikanerne kan vinde et præsidentvalg med ham i spidsen
Så hvad er der sket?
Det ultrakorte svar er tredelt:
- Højesteret afskaffede i starten af sommeren den forfatningssikrede ret til fri abort, der havde eksisteret siden dommen Roe vs. Wade i 1973. Det har ført til en sand tsunami af vrede blandt især unge samt hvide forstadskvinder, der er kendte for at være dem, der oftest skifter politisk side (eller bliver hjemme på sofaen).
- Regeringen har i sidste øjeblik besluttet sig for rent faktisk at lave noget politik: Det Hvide Hus annoncerede for nylig en populær plan for en delvis eftergivelse af op til 20.000 $ i studielån per person for millioner af låntagere. Det sker efter vedtagelsen af tre andre betydelige love – den ene en enorm sundheds-, skatte- og klimapakke til $700 milliarder (smart nok, de økonomiske tider taget i betragtning, kaldt the Inflation Reduction Act) plus en lov med republikansk støtte til en milliard-investering, der skal styrke den hjemlige produktion af mikrochips og Semiconductors, rettet især mod konkurrencen fra Kina og en ny lov, der skal hjælpe krigsveteraner, der har været udsat for giftige forbrændingsskader.
- Trump-effekten, der er et skarpt, tveægget sværd for republikanerne. På den ene side er der ingen i partiet, der formår at begejstre den konservative base mere end den tidligere præsident, der har tilslutning fra ca. 60 % af medlemmerne (og 67 % synes, at Trump i hvert fald skal spille “en fremtrædende rolle” i beslutningen om, hvem der skal være partiets præsidentkandidat i 2024).
På den anden side skræmmer Trump lige så mange independents – de uafhængige vælgere, der er den største og hurtigst voksende vælgergruppe i USA – væk fra partiet, ligesom hans fortsatte løgne om valgfusk ved valget i 2020 og nominering af meningsfæller til midtvejsvalget opildner flere demokrater til at stemme ved det kommende midtvejsvalg.
I Washington D.C. ser republikanernes gamle strateg, Mitch McConnell, derfor med rædsel på Trumps fortsatte enorme magt over partiet – uden at kunne gøre det mindste ved det, samtidig med at demokraterne jubler.
Læg dertil Justitsministeriets igangværende undersøgelse af Donald Trumps sjuskede og formentlig ulovlige hjemtagning og håndtering af klassificerede regeringsdokumenter til hjemmet i Mar-a-Lago (der meget vel kan ende med hans retsforfølgelse). Og ikke mindst den tidligere præsidents andre ventende retssager om valgfusk i Georgia (anklagen lyder, at Trump stod for en kriminel sammensværgelse om at omstøde valget i staten i november 2020).
Hertil kommer, at andre mulige anklager om skattesnyd i NYC også trækker den uberegnelige og hævngerrige ex-præsident et sted hen, hvor ”Trump 2024” muligvis er uundgåeligt, men samtidig gør det svært at se, hvordan republikanerne kan vinde et præsidentvalg med ham i spidsen.
Meningsmålingernes klare sprog
Så kort så godt er ovenstående alt, man strengt taget behøver at vide, hvis man har travlt. Men for mennesker, der ligesom overtegnede er mere interesseret i finesserne, kan man dykke ned i detaljerne her, og lad os starte med at se på nogle meningsmålinger:
Den solidt borgerlige avis Wall Street Journal offentliggjorde en ny meningsmåling i sidste uge under overskriften ”Independent Voters Now Tilting Toward Democrats in Midterm Elections”.
Som overskriften antyder, er det især de partiløse, og for ethvert valg afgørende uafhængige vælgere, der nu i højere grad end i marts – hvor avisens seneste måling fandt sted – ønsker at stemme på demokraterne frem for republikanerne.
Demokraternes fordel er lille (47 % mod 44 %), men i den samme måling i marts havde republikanerne en fordel på 5 procentpoint. Ud over at vise et stort udsving for hvide forstadskvinder, viser den nye meningsmåling også en bevægelse mod det demokratiske parti i andre grupper, nemlig de spansktalende vælgere og de uafhængige.
Den samme udvikling gør sig gældende ifølge det troværdige meningsmålingsmedie FiveThirtyEight. Demokraterne er kommet snævert i den ”generiske kongres-afstemning” for første gang siden sidste efterår.
Det begynder – med et tredje anset medies ord nemlig ’The Cook Political Report’ – at se ud, som om en republikansk overtagelse af Repræsentanternes Hus ikke længere er en selvfølge (omend det fortsat er sandsynligt). Det lyder måske lidt vagt, men der er tale om intet mindre end et jordskred i statistisk forstand i forhold til forventningerne for blot et par måneder siden.
Benzinen er blevet billigere
Hvis man skal sammenfatte de amerikanske mediers dækning af bevægelsen, er der ud over de tre væsentligste ændringer, som står nævnt ovenfor (abortkampen, Trump på flere måder og nye love fra demokraterne) også sket andre ting, der får demokraterne til at se med lidt mere milde øjne på Biden, der ellers har været historisk upopulær.
For det første er de lavere benzinpriser afgørende. De aktuelle jobtal er pæne (arbejdsløsheden er p.t. 3,7 %) og den super-stærke dollar gavner også Biden (dollaren styrkes relativt af det aktuelle kaos på aktie- og finansmarkederne, som især p.t. går ud over euroen og det britiske pund i lyset af krigen i Ukraine og det russiske stop for gasleverancerne).
Der er fortsat et flertal af amerikanere, som mener, at landet er på forkert kurs, og som selv er pessimister, hvad angår deres privatøkonomi
Det betyder selvsagt ikke, at inflationen ikke fortsat er republikanernes bedste økonomiske kort i valgkampen – det er det. Men den stærke dollar og de faldende benzinpriser betyder, at det har været sværere for republikanerne at komme til orde med beskeden om, at Biden blot er et andet ord for economic doom and gloom, end for blot nogle måneder siden. Det skal dog indskydes, at der fortsat er et flertal af amerikanere, som mener, at landet er på forkert kurs, og som selv er pessimister, hvad angår deres privatøkonomi.
For det andet er der populariteten af the Inflation Reduction Act. Modsat hvad man måske tror i det danske, er klimalove bredt populære hos et flertal af vælgerne – der i øvrigt også i den grad kerer sig om ”truslen mod det amerikanske demokrati”, der i august for første gang nogensinde indtog førstepladsen i en meningsmåling fra NBC om, hvad de vigtigste valgemner er.
Hvem truer egentlig demokratiet?
Når POV’s korrespondent ikke ryddede forsiden med den nyhed (det gjorde flere medier i USA – ikke mindst NBC selv) skyldtes det min begrundede mistanke om, at førstepladsen ikke blot, som NBC fremhævede det, skyldtes angsten for Trumps genkomst og nye anklager om valgsnyd og uroligheder som stormen på kongressen 6. januar 2021.
Den betydelige del – omkring 60% – af de republikanske vælgere har købt Trumps ”big lie” om valget i 2020, må selvklart også, hvis man tager løgnene for gode varer, nære en betydelig ”bekymring for demokratiet”. Det er jo alvorligt, hvis ens folkevalgte præsident er kommet til magten på uærlig vis.
Og det er sådan, Trump siger, og det er sådan flere af de 15 kandidater, som Trump har anbefalet ved det kommende midtvejsvalg, gentager. Dermed kan man få meget høje tal, hvis det både er tilhængerne og modstanderne af Trump, der er bange for det amerikanske demokratis fremtid – men med stik modsatte bevæggrunde.
Om det hænger sådan sammen fremgår af indlysende grunde ikke af målingen, og dermed er den efter min mening tæt på at være ubrugelig.
For det tredje er den ellers super-effektive identitetspolitiske værdikamp, der sidste år og i foråret førte til markante republikanske lokale sejre, kommet til at stå i skyggen af kampen om kvindekroppen – læs aborten. Trans-debatten og kritikken af de venstreorienterede demokraters wokeness er fortsat populære republikanske trumfkort, især på landet, og især når emnet kombineres med et slag for ”forældres rettigheder over deres børn”.
Dette slagord har ikke bare ført til valg af nye skolenævn i en lang række byer, men også til forbud mod visse bøger og seksualundervisning i børnehaven og folkeskolens mindste klasser, i takt med at der føres hidsige lokale slag om såkaldt ”critical race theory”, som ifølge kritikerne får små hvide børn til at internalisere selvhad og ”white guilt” som prisen for at forstå den del af USA’s historie, der handler om slavehandel og (især) ”systemisk racisme”. Og det, synes forældrene, kan ikke være meningen.
Det er der næppe nogle demokrater, der ikke også vil skrive under på, men mod den slags slogans kæmper man som regel forgæves, ikke mindst fordi, man jo godt kan støve fortalere op for de mest yderligtgående positioner, nøjagtig ligesom “defund the police” – at slogan, som præsident Biden har talt dunder mod adskillige gange.
Sloganet for mig er “fund the police”, som han plejer at sige, men lige lidt hjælper det, når kritikerne kan pege på de (få) aktivister og (endnu færre) demokratiske politikere, som har gjort sig til fortalere for en radikal omlægning af politistyrkerne i USA’s store byer, hvoraf flere også lider under øget kriminalitet, fattigdom og hjemløshed.
Særvalg i Alaska og New York
Tilbage til midtvejsvalget. Der har været et par tidlige særvalg, som illustrerer den retning, meningsmålingerne nu spår om, og som derfor især har glædet demokraterne og bekymret republikanerne.
I sidste uge udløste et dødsfald en special election om staten Alaskas sæde i Repræsentanternes Hus. Det afdøde medlem var en republikaner, men han afløses nu overraskende af demokraten Mary Peltola, der får æren af både at være den første demokrat i det job i over 50 år og den første repræsentant for Alaskas ”oprindelige folk”.
Krigsveteranen og demokraten Pat Ryan, der kørte en benhård valgkamp med en kvindes ret til abort som hovedbudskabet i sin kampagne, vandt overraskende i suppleringsvalget i Upstate New York
Peltola vandt over den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, hvilket betyder, at meningsmålingerne nu vurderer pladsen som en tossup i november. Tidligere lå sædet som ”entydigt republikansk”.
Ved valget i Alaska vandt Peltola vandt med et nyt valgsystem, der ikke er det sædvanlige i USA, som hedder “ranked-choice voting tabulation” (der kun bruges af to stater og som er helt nyt i Alaska). Det betyder, at vælgere kan vælge deres “anden favorit”, og det betød, at de ikke bare skulle vælge mellem “en republikaner” og “en demokrat”, men at dem, som ikke ville stemme på Palin kunne stemme på en anden (mere moderat) republikaner, men så skulle de samtidig angive, hvem deres “andetvalg” ville være, hvis ikke deres kandidat var blandt de to, der fik flest stemmer. Og det betød, at der (selvom der var flere vælgere, som samlet stemte republikansk end demokratisk), endte med at være gevinst for Peltola, fordi et tilstrækkeligt stort antal moderate republikanere nemlig havde valgt hende som deres “næste valg” og ikke havde Palin som nummer 2 på deres prioritetsliste.
Et andet eksempel var et særvalg i Upstate New York for nylig, hvor de to kandidater stod lige, men hvor den republikanske kandidat, Marc Molinaro, var favorit. Alligevel vandt krigsveteranen og demokraten Pat Ryan, der kørte en benhård valgkamp med en kvindes ret til abort som hovedbudskabet i sin kampagne.
Se Ryans forklaring på sin egen sejr i et interview med TV-stationen ABC her – han trækker selv tråde til midtvejsvalget også:
Som nævnt indledningsvis kan abortspørgsmålet ændre valget, og afgørelsen har virkelig sat skub i pro choice-bevægelsen, der lidt populært sagt også nyder godt af, at en rettighed bliver mere populær, når den er truet. Se tendensen her fra Gallup:
Abortafstemningen i Kansas
Et sidste valg, der er værd at se på, og som også viser, hvor meget abort-spørgsmålet trækker, er den solidt konservative stat Kansas, der havde en særafstemning om abort, efter at Højesteret afskaffede den forfatningssikrede ret til indgrebet. Alle havde regnet med opbakning til at afskaffe retten.
Målinger har efterfølgende vist, at over 70 % af
Abort-tilhængerne vandt med over 20 procentpoint i konservative Kansas, hvilket overraskede samtlige iagttagere og politikere
Det er et helt usædvanligt højt niveau for nye kvindelige vælgere, og tendensen er i øvrigt varet ved hele vejen til primærvalget i Kansas i august.
Da valget om at afskaffe abortrettighederne i Kansas så kom i august, faldt forslaget med et brag – tilhængerne af at bevare retten vandt med over 20 procentpoint, hvilket overraskede samtlige iagttagere og politikere:
Trump magnetiserer sine egne og frastøder alle andre
Og så er der Donald Trump. Den tidligere præsident repræsenterer en virkelig kompliceret dynamik for det republikanske parti.
På den ene side vil republikanerne gerne undgå at støde svingvælgerne – de uafhængige vælgere – væk fra partiet. Samtlige meningsmålinger viser p.t., at mellem 67 og 75 % af republikanerne ønsker, at Trump kandiderer til præsidentvalget igen i 2024. Men på den anden side gør mellem 60 og 66 % af svingvælgerne det ikke. Dertil kommer, at de moderate republikanere, som trods alt udgør ca. 30-35 % af partiets egen base, også foretrækker en anden kandidat.
Det gør demokraterne naturligvis alt for at udnytte op til midtvejsvalget, hvilket man senest kunne se i en tale i sidste uges ferieweekend, hvor præsident Biden i anledning af Labor Day holdt en tale til nationen i den bedste TV-sendetid fra Independence Hall i Philadelphia, Pennsylvania – fødestedet for den amerikanske forfatning.
Begrundelsen for at holde talen var ifølge Det Hvide Hus, at ”USA’s demokrati er i fare”, men uanset at Biden gjorde en del ud af at sige, at ”de almindelige mainstream-republikanere” ikke var hans modstandere, men at hans advarsel udelukkende gjaldt “Trump og MAGA-republikanerne”, som præsidenten kaldte ”repræsentanter for en ekstremisme, der truer de fundamentale værdier, som vores land bygger på”, så blev talen alt i alt af de fleste iagttagere set som ”en politisk tale” frem for en ”landsfader-tale”.
Se den her:
Biden talte også i lyset af de mange juridiske problemer, som Trump står i til halsen.
For det første beslaglagde FBI i august en lang række dokumenter herunder flere hemmeligstemplede papirer i Trumps hjem, Mar-a-Lago. I denne uge kom det frem, at der var nukleare forsvarshemmeligheder iblandt, som var så fortrolige, at ikke engang Joe Bidens eget nationale sikkerhedsråd havde lov til at se dem.
Og selvom en føderal dommer (udnævnt under Trump selv) i Florida mandag i denne uge gav Team Trump medhold i, at der nu skal nedsættes en såkaldt ”Special Master” til at vurdere de over 10.000 dokumenter – et træk, som Justitsministeriet/anklagemyndigheden er stærkt utilfredse med, da det ifølge dem vil forsinke processen – så rører det ikke ved, at et flertal af amerikanerne ikke bryder sig om at se en præsident i infight med FBI, som Trump p.t. er.
Et kæmpe flertal i den amerikanske vælgerskare, som eksempelvis ser med afsky på de hændelser, der fandt sted den 6. januar 2021, da den amerikanske kongres blev stormet
Republikanske vælgere er traditionelt særdeles politi-venlige, og selvom det er lykkedes for den tidligere præsident at øge disses skepsis over for såvel politi som efterretningstjenesterne, er der fortsat et kæmpe flertal i den amerikanske vælgerskare, som eksempelvis ser med afsky på de hændelser, der fandt sted den 6. januar 2021, da den amerikanske kongres blev stormet.
Det ved man alt om hos partiets ”ældre elite”, som fortrinsvis hører hjemme i hovedstaden, og som er voldsomt svækket efter Trumps frontalangreb på dem, og her dominerer en slet skjult rædsel over Trumps konstante hævntogt mod valgresultatet (og FBI, som han erklærede som ’fjender’ i en valgtale for nylig).
”Det er selvfølgelig sandt, at Trump er en styrke for os. Vi vinder ikke, hvis vi ikke tager udstrakt hensyn til Trump-vælgeren, sådan er det bare, men vi skal samtidig sørge for, at han ikke støder alle andre væk. Det er virkelig svært,” som en republikansk pollster, der ikke vil citeres ved navn, men som er fra staten Maryland, siger til POV.
Trump er dog bedøvende ligeglad med Washington og har anbefalet omkring 15 mere eller mindre ekstreme kandidater i sving-valgkredse både til Senatet og til Repræsentanternes Hus.
Nogle af dem står til at tabe – som TV-lægen Dr. Oz i Pennsylvania og den republikanske kandidat Blake Masters i Arizona – og Trumps mere yderligtgående kandidater er hovedgrunden til, at demokraterne nu er svage favoritter til at holde deres spinkle flertal i Senatet. Eller som den republikanske mindretalsleder, Mitch McConnell forleden udtrykte det: “Kandidaternes kvalitet synes også at lade noget tilbage at ønske.”
Det blev den republikanske valgstrateg ikke just populær på i Trump World, hvor hans aktier i forvejen er i dybfryseren. Trump selv kalder ham for en “gammel nar” og har senest (igen) udtalt sig nedsættende om McConnells hustru, der var medlem af hans egen regering men trak sig effter kongresstormen.
Demokraterne er blevet gladere for Biden – og arbejderne for Trump
Et sidste emne, der bør nævnes, når det gælder effekten af Trumps sandsynlige kandidatur i 2024, er effekten på den alderstegne præsident Biden. 47 % af demokraterne siger nu, at de ønsker, at Biden skal stille op i 2024, mod 43 %, der synes, det er en dårlig ide.
Det er ikke imponerende tal, men for blot to måneder siden var det 54 % imod og blot 40 %, der sagde ja tak. Der er med andre ord nu for første gang i Bidens præsidentperiode tegn på, at partiet er ved at samles omkring ham, og det er i øvrigt samtidig med, at 50 % af vælgere også mener, at Trump skal stilles retligt til ansvar for fundet af de klassificerede dokumenter i Mar-a-Lago.
Trump er trods alt leder af en bevægelse, der fik 74 millioner stemmer i 2020 – en bevægelse, der i øvrigt langt fra kun består af parodien på en typisk GOP-vælger som en ‘hvid, rig amerikansk mand’
Og i sidste uge viste en meningsmåling, at Biden ville slå Trump i et hypotetisk head-to-head valg i Wall Street Journal – tallene var overraskende klare: 50 % til Biden og 44 % til Trump. For to måneder siden stod de to lige. I mediet Real Clear Politics, der vægter samtlige meningsmålinger i et gennemsnit, fører Trump dog fortsat ganske svagt – men også her snævres forskellen ind p.t.
Kunne alt dette få Trump til selv ikke at ville stille op?
Det ved kun han selv, men det er tvivlsomt, om det skulle overbevise ham til at falde fra.
Trump er trods alt leder af en bevægelse, der fik 74 millioner stemmer i 2020 – en bevægelse, der i øvrigt langt fra kun består af parodien på en typisk GOP-vælger som en ‘hvid, rig amerikansk mand’. Tværtimod har den tidligere præsident transformeret partiet til et hjem for den hvide arbejderklasse og for et stigende antal konservative spansktalende amerikanere, der alle er enige med den tidligere præsident om at være imod wokeism, frihandel og immigration, og som ikke kerer sig synderligt om klima, ligestilling eller demokrati og menneskerettigheder (eller Nato).
Med andre ord en linje, der alt i alt ligger milevidt fra den markedsliberale pro free trade-linje, som republikanerne tidligere har stået for i takt med den globale elite og de ofte særdeles liberale store amerikanske firmaer, der først og fremmest ønsker at være i tråd med de købestærke unge, der ofte trives bedst med ’progressive meldinger’ fra erhvervslivet, især når det gælder diversitet, ligestilling og klima.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
