Så er Super Saturday overstået i USA og efter endnu et primærvalg med to sejre til Donald Trump (Kentucky og Louisiana) og to til hans nærmeste rival, Ted Cruz (Kansas og Maine) føles det for overtegnede helt rart at kunne citere Donald Trump for noget konkret politisk og endda flere udsagn på stribe, der logisk giver mening.
For det første, at det nu er tid for partiledelsens sidste håb, Floridas junior senator Marco Rubio at pakke sammen og trække sig fra det republikanske primærvalg.
Rubio, der ikke vandt nogen stater lørdag, kan nu udelukkende vinde partiets nominering, hvis situationen ender med det, der på engelsk kaldes a brokered convention, hvilket dybest set er en topstyret, udemokratisk proces, der i givet fald finder sted på selve partikonventet i sensommeren. De delegerede fordeler sig i skrivende stund med 385 til Trump, 298 til Cruz og 125 til Rubio.
Ved et sådant konvent, der fremkommer, hvis ingen kandidat når op på de nødvendige 1237 delegerede, afløses optællingen af allerede fastlagte stemmer, der er fremkommet som resultat af primærvalget, af forhandlinger på selve mødet mellem partiets top og de delegerede (hvoraf tre fjerdedele er udpeget af partiets embedsmænd). Det er muligt men ikke sandsynligt.
Og sådan lød det så fra Trump søndag morgen, da han holdt sin tale i West Palm Beach, Florida:
“I think Marco Rubio had a very very bad night. And I personally call for him to drop out, it is time for him now to drop out of the race. He is not able to win and he keeps coming in third or fourth. I would love to take on Ted one on one. Consider this: He cannot win New York, he cannot win New Jersey, Pennsylvania, he can’t win California. It would be so much fun. I want Ted one on one, OK.”
Trump ville dog ikke være Trump, hvis han ikke havde fremført bare en fræk replik. Og den kom, da han bemærkede, at Ted Cruz ikke overraskende havde vundet staten Maine, fordi den “ligger så tæt på Canada, let’s face it,” som han sagde. Cruz er født i Canada, hvilket har ledt Trump og visse jurister til at rejse tvivl om, hvorvidt Cruz er valgbar til præsidentembedet, hvor man skal være “a natural born US citizen.” Cruz har afvist beskyldningerne, eftersom hans mor er amerikansk.
Næste præsident vil udnævne to højesteretsdommere
Det næste, Trump nævnte i sin tale, som er 100 procent korrekt, var, at den kommende præsident ikke bare skal udnævne en ny højesteretsdommer som afløser for den nyligt afdøde, konservative højesteretsdommer Antonin Scalia, men formentlig også kommer til at udpege det medlem af USA’s øverste dømmende og forfatningssskabende institution, som vil afløse den snart 83-årige liberale Ruth Bader Ginsburg. Dermed bliver det afgørende vigtigt for Amerikas fremtid, hvem der ender i Det Hvide Hus, fordi dommerne ofte sidder frem til deres død og dermed har en langvarig og blivende rolle at spille. Også, naturligvis, fordi Højesteret i det amerikanske system har en aktiv rolle som skaber af politik, som er radikalt anderledes end hvad vi kender i det danske juridiske system.
Trumps opfordring ufortalt er det dog ret sikkert, at hverken Rubio – eller Ohios guvernør John Kasich, hvis chancer på papiret er endnu dårligere end Rubios – vil trække sig. Dels er der en massiv “anything but Trump” kampagne undervejs, finansieret af store dele af det konservative establishment og erhvervsliv, der er rædselsslagne over den uforudsigelige rigmand. Dels spiller både Kasich og i stigende grad Rubio, netop på chancen for et konvent uden et afgjort resultat. Rubio venter desuden på Florida – hans egen hjemstat, hvor Trump imidlertid er favorit – mens Kasich i det mindste forventes at vinde Ohio, hvor han er en populær guvernør.
Clinton vs. Sanders – kampen fortsætter
Og mens det republikanske opgør således ikke ser ud til at aftage foreløbig fortsætter senator og udfordrer Bernie Sanders også med at bide favoritten, Hillary Clinton i haserne.
Socialisten Sanders vandt lørdag de to stater, hvor over 90 procent af befolkningen er hvide – nemlig Nebraska og Kansas – mens Hillary Clinton som forventet vandt Louisiana, hvor den afrikansk-amerikanske vælgere spiller en betydelig rolle. Antallet af delegerede – hvis man inkluderer de såkaldte super delegates 470 til Sanders og 1130 til Clinton (ifølge CNN) – 1121 ifølge andre optællinger. De super delegerede er en blanding af partiudpegede, funktionærer og kongresmedlemmer (se listen her). Systemet med super delegerede er til Clintons fordel – hvis de partiudpegede ikke spillede en rolle ville opløbet være langt tættere.
Alt i alt har Sanders vundet syv stater, mens Clinton sidder på 11 stater og Amerikansk Samoa.
Men selv om Sanders er bagud, er der intet, der tyder på andet end at den populære senator fra Vermont vil fortsætte sin odysse hele vejen til konventet. Han trækker fortsat tusindvis af begejstrede tilhængere til sine rallies og millioner af dollars ruller ind på hans kampagnekonto hver dag; fra små donorer, for modsat Clinton har han ingen Super Pac, der samler penge ind til ham.
Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kroner om måneden. Det kan du blive på forsiden via PayPal. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit Mobile Pay nummer er: 93 85 05 85
Del gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her