USA // KOMMENTAR – Den hovedstad, jeg kender og elsker, kommer aldrig tilbage. Det kan jeg takke Trump for, skriver POV’s chefredaktør og USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der har boet og arbejdet i Washington, D.C. siden sommeren 2008.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
WASHINGTON D.C. – En af de ting, jeg husker bedst fra mine første måneder som USA-korrespondent i Washington, fandt sted i september 2008 få måneder før valget af Barack Obama.
Jeg havde aldrig været til et møde i nogen af kongresbygningerne, men jeg var blevet inviteret af en af mine (dengang) meget få venner i den amerikanske regering.
En chef i FBI, som jeg og min mand kendte, inviterede mig til en konference, hvor han skulle tale om sikkerhed og terror.
Det var dengang, hele USA diskuterede, om der var risiko for endnu et angreb fra al-Qaeda; George W. Bush var stadig præsident og ingen vidste, om McCain eller Obama ville vinde valget i november. Jeg havde taget mit pressekort med mig selvfølgelig og meget lidt ellers, fordi jeg regnede med, at der var en risiko for strenge sikkerhedsprocedurer, og måske et forbud mod tasker – også selvom jeg var tilmeldt konferencen og stod på en navneliste.
Uskylden og åbenheden kan være tabt for altid og dermed har Trump magtet at gøre en skade på USA og Amerikas demokrati, der vil vare i årevis – og lang tid efter, at han selv er blevet historie. Måske den aldrig kommer tilbage
Jeg ankom i god tid til krydset mellem Constitution Avenue NE og Delaware Avenue NE.
Konferencen skulle holdes i enten The Dirksen eller The Russell Senate Office Building, der er blandt de marmorbeklædte bygninger, hvor senatorerne arbejder, når de ikke er “in session”.
Jeg husker ikke i dag, hvilken af dem, men Russel er den ældste – bygget i årene 1903 – 1908 i den smukke franske arkitektoniske stil, der kendes som les Beaux Arts.
Min overraskelse var betydelig, da jeg opdagede, at jeg kunne vandre rundt i stort set hele Kongressen og således også i såvel Russel- som Dirksen-bygningen uden en eksplicit invitation eller stå på nogen liste. Alt, jeg skulle, var at lægge min lille taske på et bånd med en detektor (som i lufthavne) og efter 3 minutters venten, kunne jeg gå ind.
Fordi jeg var så tidligt på den, tog jeg en slentretur rundt om og inde i bygningerne. Jeg gik forbi den (nu afdøde) senator Edward (Ted) Kennedy fra Massachusetts’ kontor.
Jeg turde trods alt ikke gå ind, selvom døren stod åben, men efter 5 minutters venten, kom senatoren ud. Igen blot med to staffers ved sin side. Jeg var paf over, at jeg som new in town, stod ved siden af en “ægte Kennedy” og fulgte efter i et minuts tid, indtil en af de ansatte vendte om og spurgte, om jeg var en af senatorens “constituents” (en vælger fra hans stat).
Da jeg svarede nej og sagde, at jeg var journalist fra Danmark, vendte Ted Kennedy sig om i et glimt og sagde med et stort smil “great country, we love Denmark.” Ikke lige et interview men dog nok til, at jeg følte, jeg havde fået en forsmag på noget af det, jeg har sat allermest pris på i mit nu over 12 år lange arbejde i Washington, D.C.: venligheden, åbenheden og tilgængeligheden.
Jeg ankom til USA efter 4 år som Paris-korrespondent og den ene gang, det lykkedes mig at komme fysisk ind i Elysée-palæet, krævede endeløse e-mails, forhandlinger på perfekt fransk og enhver anmodning om interviews skulle gennem den danske ambassade eller byzantinske forhandlingsgange.
Måneden før havde jeg forladt Paris, verdens smukkeste by med superb mad og vin samt de bedste baguettes og croissanter (det med bagværket fyldte en del i min families, særligt mine børns, liv, mens vi vænnede os til overgangen til Washington). Til gengæld virkede det til, at jeg ville få noget nemmere arbejdsvilkår i USA’s hovedstad
Til sikkerhedskonferencen, som jeg sad bænket til lidt senere samme dag, reflekterede jeg over byttehandlen:
Måneden før havde jeg forladt Paris, verdens smukkeste by med superb mad og vin samt de bedste baguettes og croissanter (det med bagværket fyldte en del i min families, særligt mine børns, liv, mens vi vænnede os til overgangen til Washington). Til gengæld virkede det til, at jeg ville få noget nemmere arbejdsvilkår i USA’s hovedstad.
Sådan blev det også, og sådan har det været lige siden – indtil i onsdags.
For efter det voldelige og dødelige angreb på USA’s demokratis hjerte, er det nemlig slut med den åbne adgang til Kapitolen – og lige nu også til hele Capitol Hill (altså hele området).
Op til Bidens indsættelse i næste uge, ligner området en kampzone, og beredskabet er det samme blot i mindre stil i alle de 50 delstaters hovedstæder, hvor politiet kan melde om en mangedobling af trusler og flere forberedelser til mere vold og flere protester.
I Washington D.C. er der nu høje pigtrådshegn rundt om hele Capitol Hill; der er tonsvis af National Guard soldater og en stemning af undergang, der slår ugerne efter 9-11, siger mine amerikanske venner.
National Guard plan for inauguration expands to at least 20,000 troops in D.C., acting police chief says https://t.co/shJS17CkMG
— The Washington Post (@washingtonpost) January 13, 2021
Og der er en alvorlig forskel til terrorangrebet i 2001. Denne gang kan amerikanerne ikke samle sig om en udefrakommende fjende.
Fjenden kom nemlig indefra, fra hjertet af Amerika.
Den kom fra uskyldigt udseende amerikanere, fra såkaldte “patrioter”, der mente, at deres valg var blevet frarøvet dem og opildnet af en præsident, der ikke kunne være mere ligeglad med åbenhed og politisk demokrati.
Alt, han ville, var at fortsætte i stolen og fortsætte med at få ret. Uanset om han havde det, og uanset at over 60 dommere – flere han selv havde udnævnt – havde fortalt igen og igen, at der ikke var noget at komme efter; at valget faktisk var det sikreste nogensinde i nyere tid, som Trumps egen valgsikkerhedskommissær skrev i en fælles udtalelse med alle de delstatslige ansvarlige.
Herefter fyrede Trump ham som bekendt.
ICYMI: On allegations that election systems were manipulated, 59 election security experts all agree, "in every case of which we are aware, these claims either have been unsubstantiated or are technically incoherent." #Protect2020 https://t.co/Oj6NciYruD
— Chris Krebs #Protect2020 (@CISAKrebs) November 17, 2020
Så efter det beskidte overfald på Kongressen, der kostede 6 mennesker livet, imødeser jeg med et tungt hjerte, at det vil være sværere at få øje på det med rette berømte åbne amerikanske demokrati i fremtiden.
I Washingtons gader rundt om Capitol Hill er forberedelserne til indsættelsen i gang, men det er ikke de glade forberedelser, der normalt er tale om, når man fejrer den fredelige magtoverdragelse, der er standarden i USA
Jeg ser svært bevæbnede betjente og national guard-tropper med semi-automatiske våben, der nu sover på gulvet døgnet rundt i kongresbygningen. Jeg læser rapport efter rapport om, hvordan online fora (og også Facebook) har været udsat for en mangedobling i antallet af dødstrusler rettet mod konkrete politikere, der skal have “halsen skåret over” eller “hænges” eller “skydes”.
I Washingtons gader rundt om Capitol Hill er forberedelserne til indsættelsen i gang, men det er ikke de glade forberedelser, der normalt er tale om, når man fejrer den fredelige magtoverdragelse, der er standarden i USA.
Ikke mange vil komme og hylde Biden, og det er ikke kun pga. coronapandemien. Alle butikker på gaderne, der fører ned mod Capitol Hill, har dækket deres vinduer med krydsfinérplader. AirBnB har lige aflyst samtlige bookinger i D.C. efter det kom frem, at en QAnon-støtte havde lejet en lejlighed hos en intetanende udlejer i onsdags.
Hele North Capital Street er spærret af. I den kommende weekend lukker 13 Metro-stationer helt ned, herunder nogle af de mest travle, Dupont Circle og Farragut North.
Metro announces Inauguration service plans, station closures https://t.co/ZheSKiX7py #wmata pic.twitter.com/oJMl2vYp1o
— Metro Forward (@wmata) January 13, 2021
Angsten for nye angreb – og der er mange planer, fortæller FBI og politiet.
Tabt uskyld er nemlig meget svær at vinde tilbage. “Sådan var det også i London med parkeringspladserne under det britiske parlament”, siger min mand. “Da først IRA havde anbragt bomber under bilerne, var det slut med fri adgang til parkeringen og uhindret adgang til tilhørerpladserne, hvis man ville se debatterne i House of Commons”. “Det kommer ikke igen her heller”.
Det er en lillebitte historie, og jeg fortæller den ikke kun, fordi jeg er trist, men fordi den repræsenterer noget større.
Det er en beretning om, hvordan fire års uafbrudt had og hadsk retorik, der af og til dækkes ind under “memes”, “trolling” eller “direkte tale”.
Der siges, at Trump er en mester i at suge opmærksomhed til sig og at han har gjort politik til “endnu mere af et realityshow”, end det allerede var.
Da jeg kunne læse i flere amerikanske medier i går, at Trump morede sig og var “begejstret” over sine tilhængeres angreb på Kongressen, som han fulgte fra sit TV i Det Hvide Hus, og at det tog ham flere timer at forstå, hvorfor rådgiverne ville have ham til at lave en video, undrede jeg mig ikke længere.
Da jeg læste, at hans datter blev tilkaldt for at “tale præsidenten til fornuft”, og at senator Lindsey Graham forgæves måtte ringe stabschefen op for at gentage det samme budskab, var det blot mere bekræftelse af samme, ligesom det var, da det kom frem, at Trump ikke én gang havde ringet for at finde ud af, hvordan vicepræsident Mike Pence havde det, efter at denne havde været evakueret og efter at han var blevet jagtet af Trump-støtter, der sang hang Mike Pence.
Trump blev stillet til ansvar for sin opildnen til had og vold onsdag af Repræsentanternes Hus, men skaden på det amerikanske demokrati er sket
Og endelig, da Trump tirsdag i denne uge sagde, at han “intet ansvar havde overhovedet” og at hans tale før stormen på Kongressen var “velanbragt og på sin plads”, var jeg slet ikke overrasket.
Trump blev stillet til ansvar for sin opildnen til had og vold onsdag af Repræsentanternes Hus, der med et stort flertal stemte for Impeachment, rigsret. En vanære, Trump nu er ene om i verden. Aldrig før er en amerikansk præsident blevet stillet for en rigsret to gange, og denne gang stemte 10 medlemmer af det republikanske parti i Repræsentanternes Hus for, hvilket er lig med den mest “bipartisan impeachment” i landets historie.
Den stærkt konservative Liz Cheney udtrykte det bedst, da hun sagde:
“Trump summoned this mob, assembled the mob, and lit the flame of this attack. Everything that followed was his doing. None of this would have happened without the President. The President could have immediately and forcefully intervened to stop the violence. He did not. There has never been a greater betrayal by a President of the United States of his office and his oath to the Constitution.”
Men uskylden og åbenheden kan være tabt for altid, og dermed har Trump magtet at gøre en skade på USA og Amerikas demokrati, der vil vare i årevis – lang tid efter, at han selv er blevet historie.
Måske den aldrig kommer tilbage.
LÆS FLERE ARTIKLER FRA ANNEGRETHE RASMUSSEN OM USA HER
Topillustration: Skærmbillede fra NBC’s “Today Show”. De sovende og svært bevæbnede soldater fra The National Guard er blot ét ud af mange eksempler på den stærkt forøgede sikkerhed op til indsættelsen af Joe Biden den 20. januar. Vil USA nogensinde vinde den tabte uskyld tilbage, spørger Annegrethe Rasmussen, der bor i Washington på 13. år.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
