TONY BENNETT // MINDEORD – En sommerdag i år 2000 talte Tony Bennett (1926-2023) og fotograf og journalist Eddie Michel om musik, marketing, retfærdighed, livet og døden og ikke mindst om kærlighed. Her husker han mødet og forklarer, hvorfor Mr. Bennett var jazzsanger, selvom mange – inklusive Tony – ville bestride det.
”Jeg har det med døden som mit bysbarn Woody Allen har det; ’Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare ikke være der når det sker’,” siger han og griner højt.
Jeg sidder ansigt til ansigt med manden bag stemmen som selveste Frank Sinatra (stemmEN!) i et interview med Life Magazine i 1960’erne, kaldte “Den BEDSTE i branchen!”.
Det er en solvarm formiddag for præcis 23 år siden – i juli 2000. Jeg er udsendt af Danmarks Radio, hvor jeg på det tidspunkt arbejder for P2 Jazz. Vi sidder i et mennesketomt, men farvestrålende blomsterdekoreret Tivoli i København. Dørene er endnu ikke slået op, fordi hans musikere stadig afholder lydprøve forud for hans koncert samme aften på Plænen i forbindelse med det års Copenhagen Jazzfestival.
Mødet med ham forekommer surreelt. Dér sidder manden, der ligesom Sinatra, er synonymet med talløse sange som de første, og senere legendariske, amerikanske populærsangskrivere forfattede: “Begin The Beguine”, “The Best Is Yet To Come”, “Dancing In The Dark”, “Who Can I Turn To”, “How Do You Keep The Music Playing”, “The Very Thought Of You” osv. osv.
I gentagne tilfælde er hans fortolkning blevet den endelige version, og enkelte af sangene er endda skrevet med ham i tankerne (som det også skete med Sinatra).
Den bedste stemme i branchen er lidt rusten denne dag, tilbage i 2000, men dens klang … uuuha … den er stadig varm og åbenhjertig
Derfor er det nærmest sensationelt, at det er lykkedes at få et personligt interview med sangeren, der i USA har status af ikon. For som Sinatras stemme ældedes, indtog denne mand i begyndelsen af 1990’erne gradvist positionen som den førende udøver af de gamle amerikanske populærsange. Det faktum gjorde ham til en internationalt efterspurgt superstjerne.
Den bedste stemme i branchen er dog lidt rusten denne dag tilbage i 2000, men dens klang … uuuha … den er stadig varm og åbenhjertig. Den tilhører Tony Bennett!
Døden er en befrielse og en tilintetgørelse
Et par dage er nu gået, efter alverdens nyhedsmedier har berettet, at tiden er løbet ud for Tony Bennett, og jeg har i de dage tænkt særligt tilbage på de møder, jeg havde med ham. Ja, fandeme – i flertal, mødeR.
For alle de gange han nogensinde nåede at være i Danmark, var jeg faktisk så SVINEheldig at møde ham, hver gang. To gange, hvor jeg interviewede ham, en gang, hvor jeg var backstage for at sige hej og trykke hånd, og en gang, hvor jeg ’kun’ mødte ham som fotograf for at tage nogle portrætter.
Jeg tænker dog særligt tilbage på denne sommerdag i Tivoli og i særdeleshed det, han sagde om døden. For samtidig med at det niver, at han er væk, er jeg på en måde lettet. For døden kan også være en befrielse. Han fik det, som han ønskede det. Forleden mødte han døden, som Woody Allen også håber at møde den.
For flere år siden, da hans Alzheimers gik i fuldt udbrud, mistede han sin bevidsthed og dermed verden og alle i den. På den vis er han nu endelig befriet
Tony Bennett var der ikke, da det skete. For flere år siden, da hans Alzheimers gik i fuldt udbrud, mistede han sin bevidsthed og dermed verden og alle i den. På den vis er han nu endelig befriet.
Fra sin Alzheimers, som ifølge hans hustru har været hård ved ham og hans familie, der i årevis har levet med en skygge af ham, der engang var en enorm skaberkraft. Men på trods af dét, og at han immervæk blev 96 flotte år, så er det også trist. Fordi døden jo er tilintetgørelse.
Nu er det alle os i verden, der endegyldigt har mistet Tony Bennett. Og det niver, fordi hans musik har betydet så meget for SÅ mange. I høj grad for mig, der i taknemmelighed forklarer Mr. Bennett, hvor mange fantastiske stunder hans musik har bragt mig.
På fornavn med en halvgud
“Eddie, do call me Tony”, svarer han og efterlader mig i et dilemma! Hvordan kan man kalde en halvgud som ham ved sit fornavn. “Må jeg så kalde dig far i stedet?” tænker jeg, men … afholder mig.
I stedet vælger jeg at lade, som om jeg ikke rigtigt hørte, hvad han sagde, og holder fast i Mr. Bennett, som mange bestrider var jazzsanger. Tony Bennett selv bestrider det også, men det paradoksale er, at hele hans karriere er ét sammenhængende vidnesbyrd om en tæt, næsten ubrydelig alliance, med nogle af jazzens ypperste fra midten af det 20. århundrede og frem.
Selvsamme jazzavantgarde har endda overstrøet ham med lovprisninger. Og et utal af dem har gennem årene villet akkompagnere sangeren, der ikke synger jazz. I denne kø har stået andre afguder som Bill Evans, Duke Ellington, Count Basie, Art Blakey, Dizzy Gillespie, Stan Getz, Herbie Hancock, Ron Carter og Elvin Jones. Sågar har The Prince of Darkness, Miles Davis, engang opsøgt Bennett for at fortælle ham, at hans udgave af “While The Music Plays On” var en af hans personlige favoritter.
1. juni 1994 optrådte han på MTV og indspillede et album. Lidet skulle han vide, at dette blev dagen, hvor hans karriere tog en ny og eksplosiv drejning
“Jazz er for mig det mest utrolige, der findes! Det er ikke tilsigtet. Det er ikke iscenesat. Det er øjeblikket. Det er spontant og bliver skabt på stedet. Det er derfor, jeg har omgivet mig med så mange jazzmusikere og indspillet albums, der bliver opfattet som jazz. Men dybest set, så bryder jeg mig ikke om at kategorisere mig selv. Jeg elsker at synge musik, som jeg selv kan lide,” forklarer en afslappet, men alligevel nobelt jakkesætklædt Tony Bennett.
Hans anden karriere fandt sit udspring i 1993, da MTV-generationen oplevede ham for første gang. Her skulle han sammen med rockgruppen Red Hot Chili Peppers overrække en pris ved “The MTV Music Awards”. Musikerne i salen og det unge publikum tog den gamle mester til hjertet. Det førte til, at MTV kort tid efter tilbød ham at indspille en liveplade i deres ”Unplugged”-serie.
Han tog imod tilbuddet, og 1. juni 1994 optrådte han på MTV og indspillede et album. Lidet skulle han vide, at dette blev dagen, hvor hans karriere tog en ny og eksplosiv drejning. Pladen blev en massiv succes, og hans verdensstjernestatus var (endnu engang) en kendsgerning.
”Det er blevet et vidunderligt eventyr for mig. Det føles vidunderligt, at de unge, der ser MTV har taget mig til sig. Det har gjort mig lykkelig, for det er utroligt, hvordan de bakker mig op. Alene i de sidste fem år har jeg vundet seks Grammyer! Det er fantastisk, fordi de unge er så entusiastiske. Mit publikum har altid været loyalt, men de har enten været ti år ældre end mig eller på min egen alder, men nu har jeg et publikum, der er meget yngre end mig. Og jo mere energi de giver mig, jo mere giver jeg tilbage til dem og resten af mit publikum. Det er en fornøjelse at være i stand til at nedbryde demografiske grænser, hvor det normalt hedder sig, at ’Det her er din musik, og det her er vores musik’. I stedet synger jeg nu både for dem og deres forældre,” forklarer Mr. Bennett, der er den ældste sanger, som nogensinde har optrådt på MTV.
Bennett og jazzen
Men uanset hvad han selv eller tvivlerne måtte mene, så er det er uomtvisteligt, at Tony Bennett om og om befandt sig i deciderede jazzkonstellationer. Enten bakket op af små jazztrioer, kvartetter eller kvintetter!
På nær få album, som fx Sinatra and Sextet – Live In Paris, så hørte man aldrig Frank Sinatra i den slags holdopstillinger. Og dér ligger faktisk den store forskel mellem de to, som af mange er blevet sammenlignet.
Bennett er endda også blevet kaldt en ’Sinatra-klon’, hvilket må siges at være mere end forkert! Sinatra havde sine lange svajende ottetals-fraseringer. Bennett derimod sang oftest i små korte stød, og lige så ofte var det de sidste ord i en sætning, han fraserede på. Sinatras indspilninger bar gennemgående præg af storladne orkestreringer med betragtelige rytmegrupper og orkestre samt kolossale strygersektioner.
Noget overrasket spørger jeg ham, om han vitterlig mener, at jazz er det eneste, USA som land har bidraget med?
Bevares, Tony Bennett har da gennem årene også kastet sig over det storladne, og på numre som “If I Ruled The World” og “Tender Is The Night” er det tilmed ren croonerpop og sødsuppe, når det er mest italio-amerikansk. Og da han i 1969 kastede sig ud i George Harrisons “Something”, oplevede man sågar også en groovy Tony Bennett.
Men når alt kom til alt, så befandt han sig bedst i små rytmegrupper. Her mestrede han kunsten at levne rum til sine backingmusikere, så de frit kunne eksplorere i diverse soli. Og dét er jo essensen af jazz-sang.
Hvor Sinatra signalerer store koncertsale og kasinoer, indynder Bennett til intim douche natklub- og cocktailbarstemning. Og det er netop dén måde, han giver sine melodier en ‘after-hours feeling’, som har gjort ham enestående og fortjent indbragt ham mere end ti Grammyer og genereret et pladesalg, der overstiger de 30-40 millioner.
En amerikansk kunstart
”Jazz er den eneste kunstform, USA har lagt navn til, og det er interessant, fordi vi amerikanere lever i et samfund, hvor penge er vigtigere end traditioner, hvorimod man i ’ældre’ lande ser på traditioner som en del af nationens omdømme, og de forstår, hvor vigtige traditioner er. Hvis man for eksempel tager til Japan, kan man lære om Haiku-poesi, tager man til Italien, kan man lære om skulpturer og opera, tager man til Frankrig, kan man lære om mad, i Holland kan man lære om malere, i Tyskland om videnskab og i Storbritannien om teaterkunst. I USA, der stadig er så ungt et land, har vi jazz, som er vores kultur, men vi kender den stadig ikke. Det er ikke gået op for os, at man om 500 eller om 1000 år vil tage jazzen frem og sige: ’Lad os lytte til musikken, de skabte ved at improvisere, og tage ved lære.’”
Noget overrasket spørger jeg ham, om han vitterlig mener, at jazz er det eneste, USA som land har bidraget med?
”Ja. Med alle de penge, der er blevet tjent, og med alle de kolossale bygninger, der er blevet rejst, så er jazz den eneste ’opfindelse’, der udelukkende er amerikansk.”
Hvad så med rock & roll? Elvis Presley, Jimi Hendrix eller blues og soulmusik? Det er da også amerikansk skabte kunstformer!
”Nej, det er ikke det samme – det er marketing! Det er ikke som en Frank Sinatra eller Nat ‘King’ Cole-plade,” understreger Mr. Bennett bestemt. Der er ikke noget at gøre. Han er ikke til hverken at hugge eller stikke i. Han afskriver mere eller mindre al musik, der ikke har sine rødder i den tidlige populærmusik skabt mellem 1920 og engang i sen-50’erne.
En æra af emballeret, fiks og færdig musik
”Selv om vi godt nok lever i en anden æra, så drejer det sig i dag mere om, hvor stor en kunstner er, og ikke om, hvor dygtig en kunstner er. Alt bliver emballeret, fikst, færdigt og markedsført. Og man laver hele tiden sammenligninger. ’Hvem er større end Rolling Stones?’ eller ’Hvem er større end Paul McCartney?’. Før i tiden var det ’Hvem er den bedste?’. Og var man den bedste, strøg man til tops efter at være blevet valgt til af publikum. Ude i kulisserne stod pladeselskabsfolkene med koncertarrangøren og observerede. Dem, som fik de længste ovationer, blev sat øverst på plakaten. Pladeproducerne lyttede til, hvad publikum ville have, men i dag siger de: ’Vi fortæller bare folk, at det her er det nye, og så markedsfører vi det som en Coca-Cola-flaske, og så køber de det.’”
Tro mig, når jeg fortæller dig, at da jeg begyndte, var jeg ny i et land beboet af giganter
”Når man før i tiden ville være sanger, var man nødsaget til at rejse fra by til by og synge. Man havde lov til at være ringe, før man blev god. Man fik albuerum, og det kunne tage helt op til ti år, før man blev det, der hed ‘en fuldendt udøvende kunstner’. I dag foregår det i et hæsblæsende tempo. Pladeselskaberne indspiller en eller anden ubeskrevet kunstner og udsender det. Hvis det så ikke sælger inden for de første fire uger, så dropper de bare den pågældende og begynder forfra. Det er for ubarmhjertigt.”
Faktisk var der ikke mange af nutidens musikere og sangere, Tony Bennett var imponeret over – kun en lille håndfuld kunne holde hans opmærksomhed fanget.
”Jeg kan godt lide Sting, og jeg lytter også til Elvis Costello, k.d. lang, Paul McCartney og Billy Joel. Men tro mig, når jeg fortæller dig, at da jeg begyndte, var jeg ny i et land beboet af giganter. Til sammenligning med i dag var der dengang folk som Sinatra, Sammy Davis Jr., Lena Horne, Jimmy Durante, Louis Armstrong, Ella Fitzgerald … i dag er det en helt anden æra,” understreger manden, der aldrig er gået decideret efter hits.
Det skulle gøres tidløst
”Som jeg altid har sagt, så har jeg aldrig villet have en hitplade, men et hitkatalog af sange. Mit mål har altid været, at hver eneste melodi, jeg har lavet, skulle indspilles med stor omsorg og indlevelse. Det skulle gøres tidløst. Med de bedste musikere. De bedste lydteknikere. De bedste sange. Skrevet af de bedste komponister,” forklarer Mr. Bennett, som særligt må siges at have levet op til sidstnævnte.
Hans største sange er musik skrevet af immigrantsønner som ham selv. De fleste af jødisk herkomst: Harold Arlen, George & Ira Gershwin, Irving Berlin, Edward Heyman, Jerome Kern, Oscar Hammerstein, Ted Koehler, Sammy Cahn og Johnny Mercer. Takket være dem og andre komponister som Richard Rodgers, Hoagy Carmichael, James van Heusen og Cole Porter gennemlevede USA en musikalsk og kompositorisk renæssance, som ifølge Bennett ikke er set siden.
“Jeg er stærkt inspireret af Bing Crosby og ser derfor mere mig selv som en ‘Bing Crosby-sanger’ frem for en crooner. Han var den første, som sang intimt, fordi før ham fandtes der ikke mikrofoner, så man blev nødt til at synge hele koncertsale op. Men med en mikrofon i hånden kunne man … han … synge næsten hvad som helst, der faldt en ind. Senere kom Frank Sinatra og drejede det i nyere, andre og mere interessante retninger. Han gjorde det mere psykologisk. Han nærmest hviskede,” husker Tony Bennett, som igennem hele sin karriere altid har set op til den ti år ældre Sinatra.
Franks verden
Ved flere lejligheder har Bennett hyldet Ol’ Blues Eyes og sendt ham sin respekt. Blandt andet på live lp’en Tony Bennett At Carnegie Hall med numre som “What Are You Afraid Of”, “Let There Be Love”, hvor Bennett i stedet for at synge sangens titel, sang “Let There Be Frank”. I 1992 kulminerede hans næsegruse beundring i hyldestalbummet Perfectly Frank. Bennett bliver meget bevæget, da samtalen falder på Sinatra.
Selvom han altid har befundet sig i Sinatras skygge, har det aldrig generet ham
“Da han døde, mistede jeg min bedste ven, og jeg føler stadig et stort tab. Men han lever videre i mit hjerte. Det, verden mistede, var en sand mester … han var den største entertainer, USA nogensinde har oplevet. Han erobrede alle medier. Film, radio, plader … alle medier. Hans musik vil leve videre som Carusos. Hans musik var tidløs, og når de hører hans musik om 300 år, vil det lyde, som om han lige har indspillet pladen i går,” understreger Tony Bennett med en ung mands iver i stemmen. “Tro mig! Langt ind i dette årtusinde vil man tale om, hvor stor betydning Sinatra havde for den amerikanske musik i det 20. århundrede.”
Selv vil Tony Bennett aldrig blive husket som den største. For på linje med eksempelvis Sammy Davis jr. og Dean Martin ligger han i sfæren umiddelbart under Frank Sinatra. Men selvom han altid har befundet sig i Sinatras skygge, har det aldrig generet ham.
“Lad mig sige det på den her måde,” begynder Bennett efter en kort tænkepause. “Hvis vi bruger Walt Disneys tegneseriefigurer, så var Frank Sinatra … Mickey Mouse … og jeg har været Pinocchio eller Anders And! Der har været plads til os alle sammen. Men som Dean [Martin] plejede at sige: ‘It’s Frank’s world, we’re all just livin’ in it’.”
Tony Bennett slår et højlydt rustent grin op, som til sidst ender i en voldsom hoste. Efter at have drukket et glas vand, som hans agent er kommet styrtende med, får han stemmen på gled.
“Sinatra var … wauw … en helt usædvanlig mand! Han og jeg har haft et utal af sjove stunder og har sammen oplevet så utroligt mange ting. I svære perioder hjalp han mig til at få gigs, og han sørgede i det hele taget for, at alt gik i den rigtige retning for mig. Efter han døde, kom nogle af hans venner og fortalte mig, at han engang havde sagt, at hvis han nogensinde skulle have haft en bror, så skulle det have været mig … sikke en kompliment!”
Han lærte mig, at musikken bevæger dine følelser, og ordene bevæger dit intellekt, og når man står over for en sang med de to ingredienser, så har man en kvalitetssang … ikke før
Spurgte du ham nogle gange til råds om brancherelaterede ting?
“Ja, det var faktisk sådan, jeg mødte ham. Han lærte mig mange ting, lige fra jeg var ung, og op til han døde. Jeg kan huske, at jeg som purung sanger kom hen til ham på The Paramount Theatre [i New York] og fortalte, at jeg var meget nervøs, inden jeg skulle på scenen. Når man er en ung performer, så er man hele tiden i tvivl. Vil dét og dét nu virke, eller vil det ikke? Man spekulerer sig til døde. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg spurgte ham: ’Hvad gør jeg med min nervøsitet? Jeg ligger vågen hele natten og kan ikke sove. Jeg kan ikke holde det ud!’. ’Det skal du ikke bekymre dig over’, svarede han, ’for hvis du er nervøs, så vil publikum hjælpe dig og være villig til at bakke dig op, fordi de kan mærke, at du virkelig vil gøre dit bedste. Men hvis du ikke er nervøs og virker uinteresseret, hvorfor skulle publikum så være interesseret i dig? De kan fornemme den slags. Vis din nervøsitet, og så hjælper de dig!’. Jeg har aldrig glemt, hvad han sagde, for det gjorde faktisk, at jeg slappede mere af,” griner Tony Bennett, som heller ikke har glemt Sinatras vigtigste råd.
“Han sagde, at jeg aldrig måtte synge ‘en letkøbt sang’, men kun de bedste! Han lærte mig, at musikken bevæger dine følelser, og ordene bevæger dit intellekt, og når man står over for en sang med de to ingredienser, så har man en kvalitetssang … ikke før. Begge ting skal gå op i en højere enhed. Lige inden han døde, talte jeg med ham og sagde: ’Frank, hvorfor tror du, vi har været med så længe? Jeg er på vej mod mit femte årti som underholder.’ ’Tony,’ sagde han, ’fordi vi hele vejen igennem har holdt os til kvalitet!’”
Lærte du ham noget?
“Nej.”
Jeg ville nå mit mål
“Jeg har haft et fortryllende liv og altid være meget heldig, for lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg altid vidst, hvad jeg ville med mit liv! Jeg har aldrig været i tvivl. Jeg vidste, at jeg ville synge og male … sådan var det. Det var min passion, og derfor vidste jeg, at jeg kunne gøre det. De to ting er den dag i dag lige så uimodståelige, som de var dengang, det var nyt for mig. Jeg vil endda sige, at min passion i dag er stærkere nu end dengang. Jeg er meget velsignet! Derfor kan jeg blive ked af det, når jeg hører om folk, der har taget store dyre uddannelser og gået på prestigefulde universiteter, men som ikke ved. hvad de vil med al deres viden, når de er færdige. De har ingen passion for at nå et bestemt mål. Jeg har været målbevidst og har hver dag i mit liv kun villet synge og male. Det har været meget enkelt og givet mig en vedvarende følelse af tilfredshed,” fortæller Mr. Bennett.
Han tænker tilbage til dengang, han var ung knægt i den fattige bydel Astoria, der ligger i Queens, New York. Her blev han født i sensommeren 1926 og voksede op som Anthony Domenick Bennedetto, søn af en hårdtarbejdende købmand, der var immigreret fra Italien med sin kone i begyndelsen af århundredet.
Han spurgte, hvad jeg hed, og jeg svarede: ’Anthony Domenick Bennedetto.’ Så tænkte han et øjeblik og sagde: ’Det er for langt’
Italienerne er jo kendt som et stolt folkefærd – hvad sagde hans forældre den dag, han kom hjem og fortalte, at han ville være entertainer og ikke havde tænkt sig at optræde under sit fødenavn?
“Min far døde, da jeg var kun 10 år gammel, og min mor arbejdede så hårdt, at hun dårligt nok vidste, hvad det var, jeg lavede i begyndelsen. Hun havde mere end travlt med at opfostre mig, mine to søskende og passe sit arbejde som kjolesyerske, så det var ikke noget, hun som sådan tog notits af. Dertil kommer, at på den tid var det jo meget almindeligt og populært for entertainere at ændre deres navn, så det lettere blev husket af publikum. Mit erklærede mål om succes var faktisk, at jeg ville tjene så mange penge, at jeg kunne købe et hus til min mor, så hun kunne trække sig tilbage, hvilket også skete. Hun blev meget lykkelig. Hun var en dejlig mor for mig,” fortæller Tony Bennett med en rørende varm stolthed i stemmen – efterfulgt af flere lange sekunders stilhed. Så mange og lange at jeg selv får en klump i halsen.
“Da min bror for nogle år siden blev spurgt om mit liv, svarede han: ’Tony ville have succes.’ Og det sammenfatter ‘min kamp’, fordi jeg pløjede mig fremad, fremad hele tiden, og hver gang jeg fik et afslag, sagde jeg til mig selv: ’Okay, så bliver jeg bare nødt til at lære noget mere!’ Det var i øvrigt Bob Hope, der i 1949 fandt på navnet ’Tony Bennett’, efter han havde hørt mig synge med Pearl Bailey på The Greenwich Village Inn i New York. Bagefter koncerten kom han hen til mig og spurgte, om jeg ikke hellere ville synge med ham og Jane Russel på The Paramount Theatre. Det var selvfølgelig en kolossal ære, så jeg sagde naturligvis ja. Han spurgte, hvad jeg hed, og jeg svarede: ’Anthony Domenick Bennedetto.’ Så tænkte han et øjeblik og sagde: ’Det er for langt til, at vi kan have det stående på markisen foran Paramount. Vi amerikaniserer det og kalder dig Tony Bennett!’ Han havde selvfølgelig ingen anelse om, at der en dag ville komme en sanger ved navn Engelbert Humperdinck,” lyder det kækt fra Tony Bennett, der igen slår en stor rusten latter op.
“Det føltes da lidt underligt at skulle opgive sit rigtige navn for at blive sanger, men mange år senere, da mine malerier begyndte at sælge, besluttede jeg at gå tilbage til mit familienavn. Derfor har jeg faktisk to karrierer, en som sangeren Tony Bennett og en som maleren Bennedetto,” forklarer Bennett.
Livet er rejsen
Tony Bennett fik en kæmpemæssig succes på The Paramount, og det førte til, at han i 1950 fik mulighed for lave en prøveindspilning på Columbia Records. Her indspillede han nummeret “Boulevard of Broken Dreams”. Det blev hans første hit.
“Nummeret gav mig styrken til at tage ud på landevejen og optræde i klubber i Buffalo, Philadelphia, Cleveland og Boston”, forklarer Mr. Bennett, der godt 50 år senere, stadig sang nummeret.
“Det er en tidløs melodi,” siger han … og kaster sig gudhjælpemig ud i sangen!
“’I walk along the street of sorrow / the boulevard of broken dreams’. Når jeg synger den i dag, tænker jeg på de mange hjemløse, der er over hele verden. Som årene er gået, har sangen faktisk hele tiden fået ny mening for mig. Derfor føler jeg personligt, at den stadig holder,” fortæller Bennett, mens jeg stadig sidder og næsten kæmper med at få luft. Dét er for stærkt! Tony Bennett har lige sunget et omkvæd af et af sine største hits … kun for mig! Min ekstase vil næsten ingen ende tage.
“Når man har haft en sang med på landevejen i mange år, så sker der til sidst det, at man får det så godt med den, at den nærmest bliver en del af din underbevidsthed! Og det er først dér, det begynder at blive godt. Din koncentration bliver så stærk, når du synger den, at du til sidst ikke tænker over det, men bare gør det,” forklarer Tony Bennett, der har øvet mange, mange, MANGE timer på hver sang, han har sunget gennem årene.
På det her tidspunkt i samtalen virkede det oplagt at spørge, om ikke man kunne hævde, at alle hans drømme var gået i opfyldelse?
“Man begynder som amatør. Og hvis du slår op i en ordbog, så står en amatør beskrevet som “en der elsker det, han laver”. Som årene går, får man erfaringer og bliver dermed mere og mere professionel, og man indser, at disciplin bliver ens bedste ven. Det tog mig år at lære, for da jeg begyndte, havde jeg det bare sjovt med at synge. Det har jeg stadig, men jeg indså, at man kun får det virkelig sjovt af at være vedholdende og disciplineret i den måde, man gør det på. Jeg lærer noget nyt hver dag. Det har aldrig kedet mig at synge, og det vil det aldrig komme til!”
Efter “Boulevard of Broken Dreams” kom hits som “Just In Time”, “Rags To Riches” og “Stranger In Paradise”. Og i 1962 slog han igennem internationalt med indspilningen af “I Left My Heart In San Francisco”, hans vel nok største hit nogensinde, som det år tilmed indbragte ham to Grammyer.
På det her tidspunkt i samtalen virkede det oplagt at spørge, om ikke man kunne hævde, at alle hans drømme var gået i opfyldelse?
“Mmm … livet er ikke noget, der ankommer og stopper op. Livet er et igangværende eventyr, der er på vej, og man kan ikke fastholde det. I stedet løber man hele tiden efter det og forsøger at finde ’svaret’. Men det er aldrig lykkedes nogen at ’ankomme’ til det fuldstændige svar, for det findes ikke. Og det gælder lige fra Leonardo da Vinci til Albert Einstein. Livet er rejsen og ikke ankomsten.”
På retfærdighedens side
I fortællingen om Tony Bennett er det vigtigt også at fremhæve hans ydmyghed og taknemmelighed for og til livet, og alt og alle levende. Noget, der allerede i begyndelsen af 1960’erne blev afgørende for ham at slå fast med de største syvtommersøm over for verden omkring ham – også selvom det faktisk indebar en risiko i forhold til hans popularitet hos en del af hans hvide publikum: Han deltog aktivt i den amerikanske borgerrettighedskamp.
Side om side med Martin Luther King, Harry Belafonte og Sammy Davis Jr. deltog han eksempelvis, som en af få hvide, i den historiske demonstrationsmarch fra byen Selma til Montgomery i Alabama i de amerikanske sydstater.
“Normalt er jeg ikke den, der farer i blækhuset og blander mig i den offentlige sociale debat, men når folk undertrykkes – som det for eksempel skete dengang og i dag, når vi her i Vesten bliver grådige og smadrer samfund tilhørende oprindelige folk at dræne dem for deres mineraler, så reagerer jeg. Al grådighed fører til destruktionen af samfund, hvor de faktisk lever bedre, mere helligt og mere rendyrket i pagt med naturen, end vi gør i den såkaldte civiliserede del af verdenen. Det gør altså, at jeg føler, jeg må træde frem og ytre min foragt. Tag for eksempel de oprindelige amerikanere [indianerne]! For dem var jorden og naturen ensbetydende med Gud. Dét syntes jeg er en forbilledlig ubesmittet religion.”
Nedturen
Til fortællingen hører også en mørk periode i Bennetts liv. Fra midten af 1960’erne røg han ud i en karriekrise, der førte til en eksistentiel krise. Som andre fra hans æra steg presset fra pladeselskaberne med krav om, at sangerne skulle følge med tiden.
Det førte bl.a. til, at han blev tvunget til at indspille samtidige hits – som nævnt af Beatles og mange andre. Det blev hverken særlig godt eller særligt godt modtaget. Faktisk var hans karriere i frit fald helt frem til slutningen af 1970’erne, hvor han ikke havde nogen pladekontrakt, ingen manager og stort set kun optrådte i Las Vegas.
Ingen efterspurgte mere sange fra ”The Great American Songbook”. Han søgte trøst i stoffer og blev afhængig af kokain, samtidig med at han i stor stil brændte penge af, han ikke havde. Det amerikanske skattevæsen forsøgte at indkræve tilgodehavender ved at beslaglægge hans hus i Los Angeles.
Han var i frit fald og i sorg over, at ingen mere ville høre den musik, han havde sunget et helt liv
Efter han var tæt på at dø på grund af en kokainoverdosis i 1979, nåede han bunden … og vågnede så at sige op. Han ringede til sine to sønner og forklarede, at han var i frit fald og i sorg over, at ingen mere ville høre den musik han havde sunget et helt liv.
Derfra tog særligt hans ene søn, Danny, over og blev hans manager (og var det frem til han døde). Han fik ham afvænnet og fik ham booket til at optræde i alt fra The Late Show med David Letterman til MTV, der så i årene efter førte til at hav af duetter med samtidens yngre stjerner, fra George Michael til Lady Gaga. Og derfra vendte det hele.
Our Love Is Here To Stay
Sidste gang, jeg mødte Mr. Bennett, var, da han i oktober 2011, i en alder af 85, skulle spille i Tivolis Koncertsal. Det var her, at jeg under lydprøven, skulle fotografere ham og få nogle portrætter i kassen. Jeg var først begyndt at fotografere året forinden og var altså kun et år gammel som fotograf. Derfor var jeg – mildest talt – angstredet, fordi jeg var på usikker grund og knap nok havde lært at gå. Det var ikke som de andre gange, hvor jeg ’bare’ skulle sidde og hygge med ham og tale lidt om musikken og livet.
Men … måske var det min store kærlighed til hans musik, der gjorde, at jeg anstrengte mig ekstra? I al fald er det sjældent, jeg decideret er lykkelig og stolt over de billeder, jeg får ud af mine kameraer, men det her … af de tusinder, jeg har taget siden 2010, er det stadig et af de billeder, jeg er mest glad for og stolt over. Badet i det lys fra oven, der fortjent, har strålet på ham i et helt menneskeliv – i mere end 70 år. Og nu … nu ser jeg på billedet, som om at det er ham, der tager imod lyset fra den katolske himmel, han troede på, og som nu har løftet ham hjem.
Kærlighed er den største lektie, som alle burde lære. Lige dét er meget, meget vigtigt
Apropos. Til allersidst i vores samtale vender kald-mig-bare-Tony igen tilbage til døden. Han fortæller, at han efter mange års spekulation stadig er forvirret omkring døden.
“Hvad som helst kan jo ske … jeg er meget agnostisk omkring det. Men det er sjovt, du bragte det på bane, for Frank Sinatra har på sin gravsten fået mejslet titlen på en af de sange, han ofte sang: ”The Best Is Yet To Come”. Det står der på hans gravsten,” siger Bennett og løfter øjenbrynene og kigger intenst på mig, som om jeg ikke tror på ham.
“På min gravsten kunne jeg godt tænke mig at få mejslet ”Our Love Is Here To Stay” – i øvrigt den sidste sang George Gershwin skrev. For det, jeg har lært af at synge kærlighedssange det meste af mit liv, sammenholdt med det, jeg har lært af at lytte til store mænds filosofier – Duke Ellingtons, Dr. Martin Luther Kings og Mahatma Gandhis – er, at kærligheden ér svaret! Had fører ingen steder hen og bringer intet godt med sig. Kærlighed er den største lektie, som alle burde lære. Lige dét er meget, meget vigtigt. Ved siden af det blegner alt, hvad vi kan lære fra forskere eller matematiske genier. Kærlighed er løsningen på alt.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
