FILM – Kunstner og entreprenør Balder Olrik er syvende filmgæst, og vi ser ‘The Square’. Ruben Östlunds film er en sydende morsom og overrumplende spidning af kunstverdenen og hvad det vil sige at være menneske. Samtalen er vidtforgrenet og larmende med øjeblikke af vild skønhed. Læs højdepunkterne her, eller hør podcasten, hvor du får det fulde interview, der går i dybden.
YOU HAVE NOTHING. Denne sætning står bøjet i hvid neon bag flotte, midaldrende Christian (spillet af en fantastisk Claes Bang) på det store museum for samtidskunst, han er leder for i ‘The Square’. På formfuldendt engelsk forsøger Christian at svare på, hvad kunst egentlig er. Der er noget i den skødesløst elegante måde, han sidder på eller måske håret, hornbrillerne, der får Balder Olrik til at smile hørligt for sig selv og rykke i sædet. Måske er det ligheden, genkendeligheden, den prætentiøse ‘art speak’? Se traileren:
Inden filmen gik i gang var Olrik, som blev udråbt som wunderkind i dansk kunst som 16-årig, livlig og spændt. Vi talte ivrigt om kunst og andet mellem tavse anmeldere, der sad spredt i salen. Og manden har meget på hjerte, efter et liv, der til stadighed leves i krydsfeltet mellem kunsten og det kommercielle.
Nu sidder vi oplivede af Ruben Östlunds forrygende mavepuster, der river publikum med sig med sin historie og den visuelle overflod, musik og galskab. Vi opgiver at finde et stille sted, men går over på caféen overfor Grand og lever med andres snak og espressomaskinen.
Jeg sidder altid uroligt under film! Jeg synes altid, jeg kan genkende noget af mig selv, uanset om det er en mand eller en kvinde. Det gør jeg også, når jeg læser
To cappuccinoer kommer på bordet, og jeg ved allerede her, at jeg vil bryde mit mantra om at interviewet kun må tage en kop kaffes tid. Der er så meget at tage fat på. Vi begynder, men bremser os selv. Balder Olrik vil helst overveje sine ord. Jeg trykker på pause, vi får sundet os en anelse. Og går så i gang.
Du sad uroligt. Genkender du ham?
“Jeg sidder altid uroligt under film! Jeg synes altid, jeg kan genkende noget af mig selv, uanset om det er en mand eller en kvinde. Det gør jeg også, når jeg læser. Det handler nok mere om min empati for ham. Vi vil jo alle frygteligt gerne være i kontrol over vores liv. Når kontroltabet indtræder, kan jeg mærke det.”
Filmen viser, at vores måde at tale om ting på er kunstig.
“Instruktøren vil synliggøre den kløft mellem den måde, kulturmennesker taler om humanisme på, og så konfrontationen med virkeligheden. Og så har han en anden dimension med, der også altid har skurret for mig: Rige mennesker, der køber syndsforladelse gennem kunst. De opnår goodwill, når de donerer millioner. Den uhellige alliance mellem velhavere, kunstnere og folk på gaden kommer hele tiden ind i filmen og bryder illusionen om de humanistiske idealer. Altså, vi bør alle stille spørgsmål til vores egen humanisme. Det plager mig faktisk, hvor svært det kan være at leve op til de idealer, jeg stiller op for mig selv og andre.”
Hvilke idealer har man overfor sig selv?
“Ja, og det krakelerer jo fuldstændig i den her film. Christian har jo været i en kulturel, humanistisk comfort zone. Det er pisse-interessant og et vigtigt spørgsmål lige nu. Jeg har lige læst ‘Det Europæiske Forår’ af Kaspar Colling-Nielsen, det er en fantastisk bog. Og han rører ved de samme ting.
Stephen Hawking sagde for nylig, at alle forbedringer går til grunde, fordi vi hele tiden bliver flere på kloden. Homo sapiens er en invasiv art, vi spreder os. Hvis vi tager det for pålydende, så er det ikke så unaturligt, at det bliver gennem krig og konfrontation, at vi udvider eller holder på vore territorier. Andre arter har kun lov at være her, hvis vi enten kan spise dem eller synes, de er pæne.”
Filmen viser også, hvor lidt der skal til, før jungleloven hersker.
“Der skal ingenting til. En ridse i glasset, så krakelerer det hele.”
Kaspar Colling-Nielsen beskriver mænd, der føler sig i live efter at have været i fare. Det ser vi også her. En længsel efter en mere rå tilstand?
“På vej herhen tænkte jeg på, at selvom kunstens verden skaber rum til kreativitet og udfoldelse, så er der et hårdt defineret regelsæt om hvad vi må sige, gøre og hvor kommerciel man må være. I filmen får de f.eks. lavet en viral film, der går helt galt. Det er nok til at det hele ramler. Der er meget lidt spillerum. Det er tankevækkende, at vores tolerance overfor skæverter er blevet mindre. Det bliver de taktiske personer, der vinder her i verden.”
Men Christian tager jo ansvar, prøver ikke at spinne..?
“Jo. Jeg håbede nok, at han stod mere på mål for det lige der.”
Vi taler om at tage ansvar i det hele taget og om Zentropa-sagen. Balder Olrik fortæller om en personlig oplevelse, og om at blive tilgivet. Han er velformuleret, men ogå en mand, der tillader sig at tøve. når han taler om magt og krænkelser i alle dens afskygninger. Mellem mænd og kvinder, mellem Vest og Øst. Og om tiden, der farver vores syn på tingene. Lyt til podcasten, hvis du vil have alle nuancerne med.
Måske ser vi om 30 år nogle ting, som vi ikke kan se nu?
“Helt sikkert. Man har måske nemmere ved at reflektere over ting, der skete for 10, 20, 30 år siden.”
Kan man tage hensyn i kunst? Eller skal man lave det, der føles rigtigt?
“Det er jo et kæmpe dilemma over alt. Vi står hver især hele tiden med nogle overvejelser om ‘hvad kan jeg tillade mig i forhold til den verden, der omgiver mig’. Jeg er nået frem til, at jeg bare må anerkende min egen fejlbarlighed. Jeg må gribe i egen barm først. Jeg kan blive irriteret over, at jeg går i flyverskjul over det, at det bliver for meget.”
Ja?
“Når verden er blevet meget simpel, så føler jeg, at jeg kan fikse det. Men den er kompleks, og det kan jeg ikke. Min comfort zone kalder på mig, og jeg vil meget nødigt ud af den. Men det bliver man jo nødt til, hvis man vitterligt vil lave noget, der batter. Vi mennesker lyver for os selv. Vi lyver om vores egen godhed. Vi har en forbryderlogik.”
Hvordan det?
“Jeg så engang en dokumentar om en indbrudstyv. Da han blev konfronteret med de mennesker, han havde lavet indbrud hos, sagde han: ‘Nåja, men I er jo forsikret! Jeg tog jeres gamle skrammel, og så fik I noget nyt.’ Han ville ikke forholde sig til det, for han mente, at forsikringsselskaberne snød folk… for ‘de ville jo ikke sælge nogle indbrudsforsikringer, hvis ikke der sådan nogen som mig’, som han sagde. Det er forbryderlogikken. I hans egen forståelse er han sådan én, der er med til at give folk nye ting.”
En meget individuel håndtering af markedskræfterne?
Man skal eddermame være skarp for at se den, men den er jo over det hele. Og man kan jo selv forfalde til forbryderlogik. Så det er min plagede sjæl!
De små valg, man hele tiden retfærdiggør overfor sig selv?
“Nemlig.”
Mæcenerne i filmen… de kunne jo have tjent millionerne på våbenhandel. Vi ved det ikke.
“De bliver morally whitewashed (køber aflad, red.) ved at donere til et museum. Det er deres forbryderlogik. ‘Det kan godt være, at pengene er tjent, fordi fattige, sorte mennesker har gravet ædelsten op af den afrikanske muld, men til gengæld gør jeg noget for humanity ved at donere en Picasso’…”
Det siger Christian også i begyndelsen af ‘The Square’. At det er bedre, når kunst kommer på museum og får et publikum, end at værkerne er i en samling eller bankboks. Balder Olrik kunne være endt som mæcen, fordi han fik den rette idé på det rette tidspunkt. Jeg kunne have lyst til at spørge ham, om han selv har købt aflad, men det ville være vulgært, føler jeg.
Du sad og grinede over museets virale hit. Du var jo med til at kickstarte den tænkning, markedsgøre den?
“Ja, og jeg grinede både af dem, de to døgenigte, og af mig selv. Hvad har jeg mon selv sagt engang? Jeg kan jo genkende noget. Grunden til at jeg gik ind i det var faktisk ærekærhed. Jeg manglede penge og tog et job på et webbureau. Lynhurtigt så jeg, at microsites og hvad det ellers hed, ikke gav kunderne noget. Intet af det virkede overhovedet. Det sagde jeg så til min direktør, for jeg mente, at kunderne ville finde ud af det på et eller andet tidspunkt. Han sagde, at hvis jeg var så klog, så måtte jeg jo lave en forretningsplan for hvad vi skulle gøre ved det. Det gjorde jeg så.”
Grundlæggende bestod forretningsplanen af det, der blev til firmaet Goviral i 2003. Det var en tid, hvor markedsføring og kommunikation var top-down, når nye produkter skulle lanceres. Han fornemmede, at det ikke blev ved. At det skulle være brugerne, der skabte kommunikationen. Og skabte nogle af de første viralfilm i verden.
Og hvad skete der, da du præsenterede planen?
“Så blev jeg fyret. Min chef syntes, min forretningsidé var elendig. Han sagde ordret: ‘Jeg har aldrig hørt noget så sort i hele mit liv’. Tanken om at brugerne skulle styre kommunikationen var noget af det mest langt ude for ham.”
Wow.
“Han rådede mig til at gå tilbage til at lave kunst. Og jeg syntes også selv, jeg passede ret dårligt til den verden. Jeg havde nogle måneder, hvor jeg ikke behøvede at tjene penge, og der skabte jeg den første film. Simpelthen for at vise ham. Den lille, åndssvage film blev et kæmpe hit. ”
Balder Olrik ‘broke the internet’, længe før Kim Kardashian tog sin første selfie. Videoen fik over 20 millioner visninger og var for antivirus-løsninger fra Bullguard. I 15 grynede sekunder ses en nøgen, 16-årig Pilou Asbæk (i sin første rolle), der bliver angrebet og bidt i penis af en bulldog.
Hvorfor lige den?
“Jeg viste filmen til en af mine venner og spurgte, hvad han tænkte om den. Han mente, at en kunde ville skyde sig i begge fødder, hvis de tog den. Men så rullede det. I virkeligheden interessede reklame mig slet ikke. Men jeg kunne ikke have siddende på mig, at det virale var den dårligste idé nogensinde. Det var æreskrænkende. Var den ikke blevet et hit, havde jeg lavet noget andet.”
Handlede det om at være den stærkeste i junglen? Konfronterede du den chef?
“Ja! Han ringede et par år senere og ville investere i mit firma, og jeg forklarede ham igen min tanke bag. Han havde ikke forstået det. ‘Du snakkede jo om spil’, mente han. Men tingen er jo ligegyldig, for alt kan gå viralt. Det ærgrede mig lidt, for jeg havde jo håbet på… altså, jeg havde jo lavet proof of concept.”
Du håbede, han ville æde sin stolthed og indrømme at han tog fejl?
“Ja. Jeg var nok stoppet efter den ene Bullguard-film, hvis han havde ringet i starten og givet mig ret. Jeg ville bare vise, at det ikke var hul i hovedet. Men så skete der jo alt muligt, som var interessant. Verden over var der folk, der var nysgerrige på, hvordan man kunne udtænke noget, der virkede så forkert, men var så rigtigt.”
Den lille film i ‘The Square’ er kort, kitschet og brutal. Den spiller på beskuerens forargelse og empati, og er samtidig så langt ude, at den er lattervækkende. Som mennesker kan vi ikke få øjnene væk, når det er langt ude. Og i dag deler vi rask væk alting.
Er det virale kammet over?
“Det er jo en konsekvens af den menneskelige adfærd. Jeg tror bare, jeg havde øje for noget, der ville komme under alle omstændigheder. Jeg så det nok bare før så mange andre gjorde. I dag kan alle se, hvordan ting spreder sig, det er ikke et mysterie. Jeg havde lyst til at gå et stik dybere; forstå psykologien og prøve at trække noget erkendelse ud. F.eks. at den dårlige historie fungerer bedre end den gode.”
Fordi vi er indrettet sådan?
“Ja, og så begyndte jeg at gå ind i det fænomen. Jeg kunne måle, hvordan filmene blev delt, og fandt ud af, at folk brugte dem til at bygge relationer. Alt det vi deler, er redskaber til at skabe kontakt til andre. Vi har brug for at skabe relationer, vi bruger oceaner af tid på det. Det er måske 70 procent af din tid, du bruger på det. Også på arbejde.”
…vandkølersnak?
“Og kontakt til kolleger og samarbejdspartnere. Man laver relationer for at få ting til at lykkes.”
Er det tilfredsstillende at kunne måle reaktioner og effekt? I kunst er der jo blot værk og beskuer?
“Jeg skal være helt ærlig… da Bullguard-filmen havde fået over 20 millioner visninger efter to måneder? Det kan man godt blive høj af. Der kommer aldrig til at være 20 millioner mennesker, der ser et kunstværk, jeg har lavet. Men spillerummet for at få de antal øjne er ret fattigt. I dag lever jeg helt fint med at lave noget for langt færre. Til gengæld har jeg lært noget om den menneskelige psyke gennem det arbejde, og det har jeg taget med mig. Det gør mit arbejde mere interessant.”
Balder Olrik kom eftertrykkeligt tilbage på kunstscenen i 2016 efter 16 års entreprenørskab med udstillingen ‘System 2’ hos Galleri Martin Asbæk. Han har netop udstillet i Stockholm.
Hvordan blev det modtaget?
“En svensk kulturskribent opfattede mine værker som ‘anti-billeder’ til den her tid, vi lever i. Altså, hun så dem som et fravær af handling og action. Hun var ikke klar over at jeg havde arbejdet med det virale. Jeg har ikke tænkt det bevidst, men det er præcis sådan, fordi jeg dybest set kun laver billederne til mig selv. Skaber et rum, hvor man kan fordybe sig og ikke bliver trigget på noget primalt. Det er jo det, de film gør; kilder vores forargelse eller får aktiveret os.”
Måske er det også det, som kunst kan? Balder Olrik er intenst interesseret i adfærdsforskning. Han er optaget af mennesket som social media junkie – og hvordan det kan måles, hvornår vi går ud af det digitale virvar, f.eks. ved at se på kunst. Vi taler om, at han laver det stik modsatte nu end tidligere. Og om at genopfinde sig selv – og hvordan han havde det som ung kunstner, når mennesker han ikke brød sig om, skulle brødføde ham. Kopperne er forlængst tomme, men der er stadig så meget, vi kunne snakke om. Konflikterne mellem arbejdskultur og skabelseskultur. Om at holde fast i at tænke som en kunstner blandt lønmodtagere, at få adgang til store koncerner og få ubetinget tillid fra jakkesættene i ledelsen.
Hent podcasten for at få det hele med, og find ud af hvordan Balder Olrik holdt fast i den røde tråd og kom tilbage, og hør hans mening om kunsten i filmen!
Kan du lide Kino & Kaffe? Jeg elsker at lave det til dig, men det tager tid! Støt formatet direkte via MobilePay på: 28109674
Mere om Balder Olrik: Billedkunstner og entreprenør, født i 1966. Kom på Kunstakademiet som 16-årig i 1982, og slog igennem som kunstnere. Hans webbaserede kunstværk ‘The Incident’ i 1998 fik mange tusinde besøgende om dagen og fik ham sporet ind på internettets muligheder. Balder Olrik har grundlagt og stået i spidsen for flere kreative webbureauer, og han har både skabt spil og app’en ProChords. Nu er han tilbage som uomgængelig kunstner i egen ret med helt enkle billeder af byrummet, der komponeres stramt og understreges af abstrakte elementer.
Mere om filmen: ‘The Square’ er et vildt, gennemborende ridt gennem kunsten og det menneskelige. Den guldpalmevindende film foregår på et moderne kunstmuseum i Stockholm, og har Claes Bang i den altdominerende hovedrolle som en kunstnerisk leder, der kommer hele registret igennem. Amerikanske Elisabeth Moss ses i en skøn birolle.
Filmen går bl.a. i Grand Teatret i København.
Stadig nysgerrig? Find tidligere episoder af Kino & Kaffe her.
Kan du lide Kino & Kaffe? Jeg elsker at lave det til dig, men det tager tid! Støt formatet direkte via MobilePay på: 28109674
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
