Da jeg var barn i 70’erne, lavede man stadig filterkaffe. Mange fik kaffemaskiner, men de ældre og konservative havde stadig sådan en tragt, som man satte ned ovenpå termokanden, og så stod de ude i køkkenet og lavede kaffe sådan lidt sjatvis. Det tog længere tid, men det var den bedste kaffe. Mente de. Det sjove er, at da jeg besøgte Starbucks fantastiske kafferisteri i Seattle i efteråret sidste år, var den slags drypfilterkaffe “the shit”, som alle bare skulle have. Alt godt vender tilbage, hvis man venter længe nok:
Og dog, noget jeg ikke tror på, vender tilbage, er oplevelsen af at man havde oceaner af tid. For i 70’erne var der bare ikke nær så mange tilbud, og hele min barndom var præget af ventetid og tålmodighed – sådan var det bare.
Hurra – jeg har fået en båndoptager
Jeg spurgte lige på Facebook og Twitter, hvad der var den bedste teknologi, da vi var børn i 70’erne – os der kan huske det. Det allerbedste var for mange børn og unge nok båndoptageren og kassettebåndet. Båndoptageren var bærbar. Man kunne tage sin musik med sig alle steder. Man kunne tage den med under dynen eller op på loftet eller ud i haven. Og med kassettebåndet kom friheden til selv at bestemme, hvad man kunne høre.
Noget jeg ikke tror på, vender tilbage, er oplevelsen af at man havde oceaner af tid. For i 70erne var der bare ikke nær så mange tilbud og hele min barndom var præget af ventetid og tålmodighed – sådan var det bare.
Grammofonplader og pladespillere var også et hit, men hvis man var barn, måtte man ikke røre ret meget ved pladespilleren, for pick-uppen var skrøbelig, og pladerne blev ridsede, og man kunne ikke sådan lige tage musikken med op på værelset. Jeg fik (det har så været i 80erne) en plade med Linie 3, men min mor synes ikke, den var sjov at høre 100 gange – og lige dér ændrede båndoptageren og kassettebåndoptageren meget. Jeg kunne høre det jeg ville, indtil båndet gik i båndsalat eller var slidt op.
De avancerede kassettebåndsbrugere i mit nyhedsfeed beskrev, hvordan de havde båndoptagere med flere bånd eller med både radio og båndoptager. Det fik jeg også senere, men min første båndoptager (som ikke var min, men familiens) var ret simpel. Der var en afspil-knap, to spoleknapper, en pauseknap, en stopknap og en optageknap. Det var det. Det var sjovt at tale ind i maskinen og afspille sin egen stemme i starten, men det var endnu bedre at optage den musik, man elskede, og som kom ud af radioen eller fra pladespilleren – og så lave mixtapes.
Det var besværligt. Min veninde Hanne Klintø skrev til mig, at hun ofte kom til at synge med – og så lød det jo ikke helt så fedt, som hun bemærker. Jeg selv kan huske, hvordan jeg kæmpede med at optage bestemte sange, og så blev det ødelagt af radioværten, der talte hen over sangene, og som altid sagde noget kedeligt. Man skulle også ligesom time, hvornår man slap pauseknappen, så man også fik starten af nummeret med; og det lykkedes bestemt ikke altid for mig.
Omvendt havde vi jo god tid. Der var ikke så meget andet at lave. Jeg samlede på kapsler i en periode. Der var sådan nogle sjove ting inde i sodavandskapslerne. Billeder af biler og af superhelte tror jeg. Jeg fik bare ikke ret tit sodavand, så derfor var det ikke så let at samle, men min far var god til at huske at samle de voksnes kapsler ind til mig når han var ude – og så var det seriøst spændende, hvad der var under kapslen. Vild underholdning.
I det hele taget samlede vi meget. Glansbilleder, Klistermærker, Viskelædere. En af mine venner gjorde mig opmærksom på refleksbrikkerne, som fed ny teknologi og dem samlede jeg også på i en periode. Når jeg gik i skole i min grønne parkacoat og mine træskostøvler dinglede der et utal af fine reflekser fra min pilotskoletaske, min yndlings var sådan en bamse i hård plast.
Biblioteket var et mekka af teknologi og underholdning
Den næstvildeste teknologi – efter kassettebåndoptageren – fandtes nok på biblioteket. Flere af mine venner beskrev, hvordan de ligesom mig sad i timer på biblioteket med sådan nogle lyttebrusere oppe ved ørerne og hørte historier, der blev læst højt på lydbånd. Man kunne gå op til den søde dame i skranken og bede om en anden, når man blev træt af Karius og Baktus, og det var genialt.
Bøgerne var selvfølgelig også fantastiske dengang. Noget ændrer sig aldrig. Jeg lånte stakkevis af bøger, så snart jeg kunne læse. Og Roskilde Bibliotek havde mange tegneserier og letlæste bøger. Man kunne godt mærke, at det blev besluttet i 60’erne og 70’erne at satse på bibliotekerne som et sted for børn og læsning og dannelse. Jeg elskede biblioteket i 70’erne. Jeg kom både på skolebiblioteket, jeg gik i en fritidsklub der tog os med på biblioteket og mine forældre tog mig med på biblioteket – jeg tror jeg var på et bibliotek to-tre gange om ugen som barn.
Og da jeg startede på skolebiblioteket, skrev bibliotekarerne stadig lånerens navn og nummer på et kort, der sad bag i bogen – og en dato for aflevering. Det betød, at vi stod i kø, og at det kunne tage temmelig lang tid at få sine bøger med hjem. Men jeg husker det ikke som noget, der generede mig. Kø var man jo også vant til fra banken og fra posthuset og fra alle mulige andre essentielle steder, hvor man brugte sin tid.
Her er Pressens Radioavis
Radio var også stort. Jeg husker det, som om radioen kørte meget ofte, og i nogle hjem kørte den altid. Man skulle være stille, når der var “presse”, hvilket var et andet ord for radioavisen – der retteligen også hed “Pressens Radioavis”. Min mormor og jeg hørte slagere, som min mor (der var ret progressiv) virkelig synes var idiotiske. Jeg elskede Dansevisen (som var mindst 15 år gammel) og de mange viser om “de gode gamle dage”.
Den næstvildeste teknologi – efter kassettebåndoptageren – fandtes nok på biblioteket. Flere af mine venner beskrev, hvordan de ligesom mig sad i timer på biblioteket med sådan nogle lyttebrusere oppe ved ørerne og hørte historier, der blev læst højt på lydbånd. Man kunne gå op til den søde dame i skranken og bede om en anden, når man blev træt af Karius og Baktus, og det var genialt.
Min mor hørte også klassiske koncerter i radioen, mens min far helst ville høre The Beatles, og det blev altså ikke spillet non-stop, så han foretrak at tage sin samling af singler frem og spille det, han gad høre. I dag tænker jeg, at det var et værre mas. Man skulle jo skifte plade, hver gang der var gået 5 minutter, hvis man ikke lige havde hele albummet. Men da man ikke havde andet at foretage sig, gik det fint. Der var det med tiden igen.
Da jeg blev lidt ældre hørte jeg P4 i P1 – især Tværs med Tine Bryld. Jeg sad helt tryllebundet lige op ad højtaleren og sugede det hele til mig. Nøj man blev klog på livet af de samtaler, hun havde med unge om deres problemer og store dilemmaer.
Den ikke så højteknologiske skole
I skolen var der en ringeklokke, der ringede os ind – og et meget højteknologisk samtaleanlæg, som blev brugt til at varsle besøg hos skoletandlægen. En sjælden gang blev det brugt til afspilning af musik (til jul er mit gæt).
På min skole var der også en spritduplikator (men det var allerede dengang gammel teknologi). På den lavede vi en avis, og jeg kan stadig huske både den blege blålige farve og lugten af sprit. Og så var der ikke mere teknologi på min skole. Andre steder var der også overheadprojektorer, fortalte nogle af mine venner mig. Men på min skole var der mest kort, som hang i loftet, og grønne tavler og kridt og pegepinde. Der var helt sikkert ingen computere på min skole, men der var en båndoptager til gymnastik, så vi kunne lave serier til musik.
Nogle af de mænd, jeg kender, fortalte mig på Facebook, at de faktisk gik til Elektronik i folkeskolen i 70’erne og byggede ting, der kunne blinke og vibrere. Det er gået helt hen over hovedet på mig, jeg husker ikke, at vi blev introduceret for noget teknisk. Men måske var det bare ikke noget for piger, for der, hvor jeg boede, var ligestilling mellem kønnene ikke sådan rigtig slået igennem i 70’erne.
TV om alt for alle
Der var selvfølgelig også børnetime i DR. Det så jeg altid, hvis jeg var hjemme. Jeg elskede Kaj og Andrea, og jeg kan stadig finde på at tale som Andrea, hvis jeg lige kommer i tanker om noget sjovt. Jeg var også tryllebundet af Kikkassen med Jørgen Clevin og Ingrid og Lillebror.
Det vilde er, at selv med TV var der også involveret en god del tålmodighed. Man sad som tryllebundet og så en intro på flere minutter. I december var der julekalender, og det var helt ustyrligt, så godt underholdt man var. Når jeg i dag prøver at se et afsnit af Jullerup Færgeby på Bonanza, er det mest utrolige, at der simpelthen ikke sker noget i flere minutter.
Indtil 1974 havde vi sort/hvid tv (se billedet nedenfor). Men så kom der lige præcis Jullerup Færgeby, og hos min mormor og morfar så vi det i farver. Det syntes mine forældre alligevel ikke, jeg skulle snydes for, og så købte de et B&O fjernsyn til 10.800 kroner. Jeg kan supplere med oplysningen om, at min far havde en månedsløn (før skat) på lige i omegnen af 3.600 kroner i 1974, så det var altså noget af en udskrivning med sådan et tv.
Mere avanceret teknologi var på vej
Nogle af mine venner skrev også til mig om Ping og tidlige spillekonsoller og var allerede i 70’erne i gang med langt mere avanceret mediebrug. Sådan var det ikke hverken hjemme hos mig eller hjemme hos mine venner. Det teknologiske kapløb, hvor nogle var mere nysgerrige (og rigere) end andre, startede først for alvor med video-maskinerne i 80’erne, hvor mange af mine venner på privatskolen var meget tidligt ude, sammenlignet med min familie. Det gjorde ikke noget, for så sad vi bare hjemme i Nicolines kælder og så alle afsnit af Fame igen og igen, men det er en anden historie.
Man rendte ikke sådan rundt i hælene på hinanden med beskeder og smileys og likes døgnet rundt. Man satte sig ned og tegnede en tegning eller smed en bold som hunden kunne hente 70 gange eller byggede selv en hule – og så gik 70’erne jo ligesom bare med det
I 70’erne var der helt klart teknologiske revolutioner på vej. Der blev forsket i VHS og med garanti holdt en masse møder om flere tv-kanaler og større udbud – ligesom Erhard Jacobsen startede med de aktive lyttere og seere og der blev oprettet lokalradioer, og Båndværkstedet tog imod folks ideer og hjalp med at forvandle dem til radio. Der blev diskuteret autoriteter og oprettet kollektiver. Men på medie- og underholdningsfronten hjemme hos mig var eksplosionen lige om hjørnet. Jeg anede ikke, at jeg få år efter ville rende rundt med en walkman i ørerne, og at hele kloden ville være forbundet via kabler, når jeg blev voksen.
Måske var det derfor, jeg tog det hele så roligt.
Var alting så bedre i gamle dage?
Nej vorherrebevares! Internettet er da meget, meget sjover,e og alting går hurtigere og virker noget mere effektivt.
Men det, der var bedre, var måske, at når der ikke skete noget, så gik man ikke i panik. Man forventede ikke, at der skulle ske noget. Det var fint bare at tage sin cykel og køre ned på legepladsen og se, hvem der var klar til en omgang gemmeleg eller at sjippe. Hvis ens bedste venner ikke var der, så lavede de nok noget andet, som de voksne havde bestemt, og så så man dem jo i skolen dagen efter eller til spejder.
Man rendte ikke sådan rundt i hælene på hinanden med beskeder og smileys og likes døgnet rundt. Man satte sig ned og tegnede en tegning eller smed en bold, som hunden kunne hente 70 gange eller byggede selv en hule – og så gik 70’erne jo ligesom bare med det.
Topbilledet er taget af Le Lyby og det er hendes helt egen båndoptager fra de glade 70’ere. Tak Le 🙂
Opdatering kl. 08:28 lørdag d. 17. september: Jeg har sat afsnit ind om spritduplikator og overheadprojektor i skolen og et billede ind af professor-lommeregneren. Ligesom jeg har tilføjet en sætning om refleksbrikker. Deltag endelig i mindesamlingen på Facebook med dine egne erfaringer med teknologi i 70’erne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
