KØBENHAVN // KOMMENTAR – Vi vil gerne bo i en levende storby med skoler, sociale tilbud, kulturliv og store begivenheder. Men når de skal placeres tæt på os selv, ændrer holdningen sig ofte: Så bliver støj, trafik, boligpriser og natur til argumenter for, at projektet må finde et andet sted. Jeg mener, at naboer skal høres, men at vi også må acceptere alt det, der følger med livet i en storby, skriver Jóhannes Miðskarð.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg sad i Amager Vest Lokaludvalg fra 2022-2024, og her oplevede jeg et mønster. Hver gang en socialpædagogisk institution, et botilbud eller et tilbud til hjemløse skulle placeres et sted, opstod der kraftige protester fra naboerne.
De fleste begyndte med at understrege, at de naturligvis ikke var imod mennesker med autisme, psykiske udfordringer eller hjemløse. De mente bare, at lige netop deres boligområde ikke var det rigtige sted.
Men hvor er det rigtige sted så?
Jeg mener, at mennesker med autisme og mennesker uden et hjem ikke er nogen, der står uden for byen. De er en del af byen og en del af vores fællesskab. Derfor skal de tilbud, de har brug for, også ligge i byen og ikke gemmes væk i områder, hvor færrest muligt ser dem.
Det er let at drømme om København som en international kulturby, hvis koncerterne altid afholdes langt fra ens egen altan
Der kan omkring enkelte sociale tilbud opstå vanskelige eller urolige situationer i det offentlige rum. Det skal håndteres fagligt og ordentligt. Men risikoen for en urolig episode kan ikke være et argument for at holde hele grupper af mennesker ude af bestemte kvarterer.
Det samme mønster viser sig, når der skal bygges en skole tæt på boliger. Alle er enige om, at København har brug for skoler. Men når skolen skal ligge ved siden af ens egen ejendom, handler debatten pludselig om støj fra skolegården, biler ved aflevering og ekstra trafik om morgenen og eftermiddagen.
Vi vil gerne have byen – bare ikke som nabo
Igen bliver holdningen: Vi skal selvfølgelig have skoler – bare ikke lige her.
Nu ser vi en diskussion om muligheden for at omdanne golfarealet ved Ørestad til en natur- og kulturpark med en eventplads til op mod 60.000 gæster.
Selvfølgelig vil store koncerter kunne høres og mærkes. Der vil på enkelte dage komme betydeligt mere trafik, flere mennesker i metroen og mere liv i området. Sådan en plads skal derfor planlægges med klare støjgrænser, gode løsninger for kollektiv trafik, cykler, affald, sikkerhed og hensyn til naboerne.
Men vi kan ikke kræve, at en storby både skal rumme skoler, sociale institutioner, kulturliv og store internationale begivenheder, hvis ingen af delene må kunne ses, høres eller mærkes af dem, der bor i byen. Så findes der til sidst ikke noget sted at placere det.
Den politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) kan hjælpe os med at forstå, hvad der er på spil. For hende var den fælles verden ikke en verden, hvor alle var ens, eller hvor alle fik deres private ønsker opfyldt. Tværtimod opstår det offentlige og politiske liv, fordi vi er forskellige og alligevel skal dele den samme verden. Hun kaldte denne forskellighed for pluralitet i bogen Menneskets vilkår.
En levende by består derfor ikke kun af de mennesker og aktiviteter, vi selv ville have valgt. Den består også af mennesker, behov og livsformer, som udfordrer vores egen bekvemmelighed.
Hvis byen alene bliver indrettet efter ønsket om privat ro, risikerer vi, at den fælles verden langsomt forsvinder. Så bliver København ikke længere et sted, vi deler, men en samling private boliger, hvor hver ejer forsøger at holde alt uforudsigeligt på størst mulig afstand.
Arendt minder os netop om, at politik handler om at tage ansvar for en verden, der er fælles – ikke kun for det, der ligger inden for vores egen hoveddør.
Fællesskabet må også kunne mærkes
Søren Kierkegaard formulerede de berømte ord: ”Mængden er usandheden.” Det betyder ikke, at enhver folkelig protest er forkert. Men han advarede imod, at den enkelte gemmer sig i mængden og dermed undgår sit personlige ansvar.
I en naboprotest kan det være let at sige: ”Vi mener alle sammen, at projektet bør placeres et andet sted.” Det vanskeligere spørgsmål er: Hvilken del af storbyens nødvendige byrder er jeg selv villig til at acceptere?
Vi vil gerne fremstå tolerante, socialt ansvarlige og kulturelt åbne. Men disse værdier bliver først virkelige, når de koster os en smule. Det er let at støtte et botilbud, når det ligger i en anden bydel. Det er let at ønske flere skoler, når det er andre, der hører børnene i frikvarteret. Og det er let at drømme om København som en international kulturby, hvis koncerterne altid afholdes langt fra ens egen altan.
Vi bor tæt, fordi vi bor i en by. Det giver flere lyde, flere møder, flere konflikter og mere trafik. Men det giver også skoler, arbejdspladser, kultur, fællesskab og mulighed for at møde mennesker, der ikke ligner os selv
Modstanden handler ofte også om frygten for faldende boligpriser. Den bekymring forstår jeg godt. For mange mennesker er boligen både deres hjem og deres største økonomiske investering.
Men retten til en bolig kan ikke være det samme som en garanti for, at omgivelserne aldrig forandrer sig, eller at boligens værdi kun må gå én vej. Gennemsnitsprisen på ejerlejligheder i Københavns Kommune blev fordoblet i løbet af de ti år frem til begyndelsen af 2025. Mange boligejere har altså oplevet meget store værdistigninger.
Når argumenterne om støj, trafik og boligpriser ikke længere er tilstrækkelige, bliver naturen nogle gange det sidste argument: Naturen skal også have plads.
Ja, selvfølgelig skal den det. København har brug for grønne områder, biodiversitet og steder, hvor mennesker kan finde ro. Golfarealet rummer allerede naturværdier, som skal undersøges og beskyttes seriøst. Men naturhensynet bør indgå i en reel afvejning og ikke bruges som et retorisk stopskilt mod enhver forandring.
Forslaget for golfarealet handler netop om en kombineret natur- og kulturpark – ikke om at fylde hele området med asfalt. Det giver mulighed for at tænke mere vild natur, større offentlig adgang og en afgrænset eventplads sammen.
Om det konkret kan lykkes, afhænger af de kommende undersøgelser. Men det fortjener en åben og redelig diskussion, hvor vi både ser på naturværdier, støj, transport og den værdi, et nyt fælles område kan skabe for hele København.
Der ligger også et spørgsmål om social retfærdighed i denne debat. Hvis ressourcestærke kvarterer hver gang har held til at afvise skoler, botilbud, herberger og andre nødvendige funktioner, bliver de placeret dér, hvor borgerne har sværere ved at organisere sig og blive hørt.
Så bliver byens ulemper skævt fordelt, mens de attraktive kvarterer beskytter deres ro og deres boligværdier. Det er ikke et ligeværdigt fællesskab.
Naboer skal naturligvis høres, og konkrete problemer skal løses. Men retten til at blive hørt er ikke det samme som retten til veto. Og retten til et hjem midt i København er ikke en ret til, at storbyen skal opføre sig som et stille parcelhuskvarter.
Vi bor tæt, fordi vi bor i en by. Det giver flere lyde, flere møder, flere konflikter og mere trafik. Men det giver også skoler, arbejdspladser, kultur, fællesskab og mulighed for at møde mennesker, der ikke ligner os selv. Det er netop dét, der gør byen levende.
Det nytter ikke noget, at vi alle vil bo i en by, men ingen er villige til at betale prisen for at bo i en by.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og