ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt om nye tider, selv om premierminister Naftali Bennett og hans nye regering er langt fra at være perfekt. Men afskeden med Netanyahu er ikke overstået endnu. Han gav hele regeringsskiftet en kynisk karakter, der er uklædelig for et demokrati, og vil blive ved med at underminere det politiske arbejde – for personlig vinding.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
TEL AVIV – Da Israels nu tidligere premierminister Benyamin Netanyahu i denne uge skulle overdrage sit ministerium til sin efterfølger, Naftali Bennett, sørgede han for at få det hele overstået på en halv time. Det er givetvis ikke nogen rar oplevelse at få sine mange magtbeføjelser fjernet og overgivet til en politisk modstander på denne måde, men sådan er vilkårene nu engang skruet sammen i et fungerende demokrati.
Da Netanyahu selv blev premierminister for første gang i 1996, var det Arbejderpartiets daværende leder, Shimon Peres, der måtte sluge den bitre pille. Nobelpristageren måtte overgive sit ministerium til en mand, han uden tvivl betragtede som en politisk opkomling, men ikke desto mindre gennemførte han ceremonien med værdighed.
Det er denne gæstestatus, han altså lod hånt om ved at bruge residensen til en officiel funktion – som i øvrigt ikke var spor officielt. Og at gæsten, Nikki Halay, efterfølgende omtalte Netanyahu som The Prime Minister på de sociale medier gjorde naturligvis kun ondt værre
Peres, der heller ikke selv var bleg for politiske rævekager, holdt oven i købet en række timelange møder med Netanyahu for at sætte ham ind i jobbet som premierminister på bedst mulige måde. Møderne foregik i hemmelighed, da mange ville finde det upassende, at lederen af oppositionen på denne måde hjalp sin modstander på vej, men efterfølgende fortalte Peres, at han havde gjort det af hensyn til landets bedste.
Den luksus skulle ikke blive den nye israelske leder, Naftali Bennett, til del. Den mandag, som var dagen efter, at Knesset havde godkendt den nye regering, havde Netanyahu nemlig travlt. Han måtte haste videre, for han skulle møde en betydningsfuld gæst fra udlandet.
Gæsten var ingen ringere end Nikki Haley, amerikansk FN-ambassadør mens Donald Trump huserede i Det Hvide Hus. Hun er, ligesom sin chef, sat fra posten, og søger nu at positionere sig som fremtidig amerikansk præsidentkandidat, og i den forbindelse er det nyttigt at opsøge gamle venner til et passende photo op. Netanyahu var heller ikke ked af at vise verden, at han stadig er noget ved musikken, så han satte alle sejl til for at iscenesætte mødet på den rette måde. Han modtog Haley i premierministerens officielle residens i Jerusalem, og dette kan kun ses som en grov tilsidesættelse af enhver form for etikette.
Naftali Bennett har givet Netanyahu lov til at blive boende i residensen, indtil familien Netanyahu får samlet sit habengut. Den har trods alt boet på adressen i 12 år, så det tager nok lidt tid at komme videre. Men i den tid, det vil tage, er han og hans familie gæster i boligen, og det er denne gæstestatus, han altså lod hånt om ved at bruge residensen til en officiel funktion – som i øvrigt ikke var spor officielt. Og at gæsten, Nikki Halay, efterfølgende omtalte Netanyahu som The Prime Minister på de sociale medier gjorde naturligvis kun ondt værre.
Flagparade
Dette kan naturligvis betragtes som ligegyldige formalia, men hvis man kæder det sammen med, hvad der ellers foregår, begynder det at ligne et kynisk hævntogt fra en mand, der gennem flere år har tilsidesat alle hensyn for at fremme sin personlige sag. Og lige nu gælder det om at tage alle midler i brug for at delegitimere den nye regering og tilbageerobre premierministerposten, som Netanyahu synes at betragte som sin personlige ejendom.
Det ligner en klar taktik, hvilket der er mange eksempler på. Et tydeligt af slagsen er den såkaldte flagparade, der blev afholdt i Jerusalem tirsdag aften i denne uge. Det er et arrangement, som har fundet sted mange gange før, og det består i at nationaltsindede israelere markerer erobringen af Østjerusalem under krigen i 1967 ved at gå i procession gennem byen med store israelske flag.
Han havde tydeligvis forudset, at en flok iltre højreradikalister, hvoraf mange bedst kan karakteriseres som bøller, på vej gennem det muslimske kvarter med råbene ’Død over araberne!’ ville kunne provokere Hamas til at affyre nye raketter fra Gazastriben
Sådan en var også planlagt i år, men da Jerusalem på det tidspunkt var hærget af voldsomme sammenstød mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker, blev paraden aflyst af myndighederne. Det var en del af den udvikling, der 10. maj brød ud i åbne krigshandlinger mellem Israel og Hamas på Gazastriben.
På den baggrund meddelte højrenationalistiske grupper, at paraden ville blive gennemført den 10. juni, altså få dage før den nye regering skulle godkendes af Knesset. Bag initiativet til denne erstatningsparade stod det ekstremistiske parti Religiøs Zionisme, der, godt hjulpet af Netanyahu, kom i Knesset med 6 mandater ved valget den 23. maj. Paraden skulle gå forbi Damaskusporten, hvor dramatiske sammenstød havde fundet sted blot en måned tidligere, og derfra ned gennem det muslimske kvarter, hvilket under de givne omstændigheder kun kunne opfattes som en provokation.
Daværende forsvarsminister Benny Gantz ønskede paraden aflyst, men Netanyahu stillede sig på bagbenene. Han insisterede på at det skulle gennemføres. Han havde tydeligvis forudset, at en flok iltre højreradikalister, hvoraf mange bedst kan karakteriseres som bøller, på vej gennem det muslimske kvarter med råbene ’Død over araberne!’ ville kunne provokere Hamas til at affyre nye raketter fra Gazastriben.
Som stort set den eneste i salen bar han mundbind, hvilket gjorde det svært at aflæse hans ansigtsmimik. Men han syntes også at leve sig ind i en martyrrolle. Mundbindet syntes at give signal om en mand, der havde fået frataget sin ytringsfrihed
Det kunne med andre ord føre til nye krigshandlinger, hvilket i Netanyahus kyniske tankegang ville have forpurret Knessets godkendelse af den nye regering. Gantz måtte dog nøjes med et kompromis. Paraden blev udskudt en uge, altså til et par dage efter regeringsskiftet.
Da var paraden fortsat en varm kartoffel. Men fra at være en trussel mod godkendelsen af den nye regering var den nu blevet en del af det minefelt, oppositionen tydeligvis har lagt ud for at ryste det politiske system. Naftali Bennett og Benny Gantz, der er fortsat som forsvarsminister, besluttede at lade paraden finde sted.
Men det skete under massiv tilstedeværelse af politi og det militære grænsepoliti, som opdelte paraden i små grupper, der omringet af sikkerhedsfolk var ude af stand til at komme i nærheden af noget, hvor de kunne anrette skade. På den måde viste Bennett vilje til at sætte hårdt mod hårdt overfor ekstremismen.
Det israelske demokrati til gode
Allerede under søndagens godkendelse af den nye regering i Knesset lignede Netanyahu dog en slagen mand. Som stort set den eneste i salen bar han mundbind, hvilket gjorde det svært at aflæse hans ansigtsmimik. Men han syntes også at leve sig ind i en martyrrolle. Mundbindet syntes at give signal om en mand, der havde fået frataget sin ytringsfrihed.
Få timer forinden var endnu et af hans forsøg på at undgå den tunge skæbne slået fejl. Dén formiddag var myndighederne ankommet til en beduinlandsby, hvor de havde demoleret en række hjem, der var opført uden byggetilladelse. Det skete tilfældigvis på denne afgørende dag, og en af de fire parlamentarikere fra partiet Den Forenede Arabiske Liste (Ra’am), som er med i det nye regeringssamarbejde, er tilfældigvis beduin.
Efterfølgende måtte myndighederne opsøge Netanyahu på privatadressen – en millionvilla på middelhavskysten – for at hente snesevis af genstande, som han havde taget med sig
Partiet har brudt med en lang tradition for ikke at samarbejde med zionistiske partier, og denne affære var på nippet til få Ra’am til at bryde med Bennett, hvorved dennes regering var blevet kvalt ved fødslen. Beduinen, Said Alkharoumi, kunne dog ikke få sig til at stemme for regeringen, og kun fordi han dog begrænsede sig til at undlade at stemme, blev den på et hængende hår godkendt med 60 stemmer for og 59 imod.
Officielt har Netanyahu naturligvis ingen forbindelse til dette – det skyldes omstændighedernes uheldige sammenfald – men alligevel ser det ikke ud som nogen tilfældighed. Endnu et stykke politisk tænkning, der kom til at koste en række beduinfamilier deres hjem.
Alt dette henleder opmærksomhed på den nu detroniserede Netanyahus hjem gennem de seneste 12 år. I modsætning til mange andre lande har Israel ikke nogen regel, der kræver at en forhenværende statsleder rømmer embedsboligen i det øjeblik, han eller hun ikke længere sidder i embedet. Det er en glidende overgang, der bygger på goodwill.
Denne gode vilje viste Netanyahu meget lidt af, da han sidst skulle forlade adressen. Det var i 1999, da Ehud Barak var blevet premierminister og ventede på at flytte ind i embedsboligen. Ved den lejlighed tog det familien Netanyahu seks uger at aflevere nøglen til Barak, og efterfølgende måtte myndighederne opsøge Netanyahu på privatadressen – en millionvilla på middelhavskysten – for at hente snesevis af genstande, som han havde taget med sig; det var officielle gaver fra udenlandske statsledere, og den slags er naturligvis statens, og ikke premierministerens ejendom.
At Netanyahu nærmest betragter premierministerembedet som sin private ejendom tyder meget på, og i denne omgang kan det vise sig endnu vanskelige at få ham til at fraflytte embedsboligen. Statsadvokaten har dog udtalt, at familien ikke kan forvente at få udgifterne til den daglige husholdning dækket af det offentlige, mens han bor der som gæst. Dette kan altså blive et incitament for ham til at komme videre.
Her spiller et andet element også ind, nemlig den ventende retssag. Netanyahu har allerede akkumuleret voldsomt store advokatregninger i forbindelse med sagen mod ham, der handler om korruption og mandatsvig. Han har velhavende venner i USA, der gerne vil spytte i kassen med nogle millioner, men dette vil være i strid med loven, så længe Netanyahu er folkevalgt.
Det vil mange israelere uden tvivl være lettede over, og det kan blive afslutningen på Netanyahus kyniske manipulationer og politiske hævntogter. Det vil kunne komme det israelske demokrati til gode
Hvis han derimod trækker sig fra Knesset og får status af almindelig borger, må han gerne modtage den slags donationer – med skyldig hensyntagen til skattevæsenet, naturligvis. Der tænkes også i den mulighed, at han på et tidspunkt helt forlader Israel og eksempelvis slår sig ned som velbetalt foredragsholder i USA.
Det vil mange israelere uden tvivl være lettede over, og det kan blive afslutningen på Netanyahus kyniske manipulationer og politiske hævntogter. Det vil kunne komme det israelske demokrati til gode.
LÆS MERE AF HANS HENRIK FAFNER HER
Topillustration: ‘Crime Minister’ var en af parolerne under de hyppige demonstrationer mod Benyamin Netanyahu. Men er slut nu, selv om Israel har fået ny regering? Foto: Hans Henrik Fafner
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
