Tahar Ben Jelloun: ”Vær onde og I vil leve længe!”

i Kultur/Mellemøsten/Politik & Samfund af

INTERVIEW – Marokkanske Tahar Ben Jellouns seneste roman “Lystægteskabet” tager livtag med den racisme, som gennem generationer har eksisteret mellem hvide arabere og sorte afrikanere, men som er blevet brutaliseret med de mange migranter, der i disse år rejser gennem Marokko i et håb om at nå Europa. POV International mødte Tahar Ben Jelloun på Louisiana Literature til en snak om hans seneste roman og litteraturens rolle i samfundet.

Louisiana Literature lader hvert år forfattere og læsere mødes om det talte ord. Forfattere læser op, bliver interviewet og samtaler med hinanden om det som rører dem, om hvem vi er som mennesker, og om hvad det er for en tid og en verden vi lever i. Den levende fortæller og forfatteren bag værket har altid tryllebundet folk med deres historier og syn på verden, og det gør en af årets helt store navne på Louisiana Literature til en særlig interessant gæst.

Marokkanske Tahar Ben Jelloun er nemlig ikke kun en stor forfatter og engageret samfundsdebattør, han er også vokset ud af den arabiske verdens mundtlige fortælletradition – både Tusind og en nats fantastiske fortælleuniversog markedsfortællernes dragende historier i barndomsbyen Fez.

Det er derfor ikke tilfældigt, at hans seneste roman, Le mariage de plaisir (Lystægteskabet, som i foråret udkom på dansk), åbner med et citat fra Tusind og en natog indledes med en rammefortælling, hvor den rejsende markedsfortæller, Goha, kommer til Fez for at fortælle en usædvanlig kærlighedshistorie om krydderihandleren Amir.

Fortæl eller dø!

Da jeg mødes med Tahar Ben Jelloun på en balkon i Louisianas gamle villa – med forfattere der læser op i teltet lige nedenfor – er det første jeg spørger ham om derfor også, hvad den mundtlige fortælletradition og Tusind og en nat har betydet for ham som forfatter.

Tusind og en nat er en ekstraordinær tekst, som jeg har båret i mig siden min barndom.”

Det er fortællinger, siger han, som han har fået læst højt igen og igen, og det er et værk, som han har genbesøgt utallige gange siden sin barndom. Men det er også en litterær ramme, som giver ham mulighed for at skrive om racisme og migration uden at skrive socialrealisme.

I Lystægteskabet er der talende katte, en tjener der kan forvandle sig til slange og foruroligende drømme der smelter sammen med virkeligheden. Der er ligesom i Tusind og en nat erotik, sex og vold; der er skildringer af natur, hverdagsliv og politiske begivenheder; og ligesom Sheherazade hver nat må fortælle for at redde sit liv, står imperativet ”fortæl eller dø!” centralt i Lystægteskabet.

Det er ikke nyt, at Tahar Ben Jelloun skriver om racisme, men det er nyt, at han gør det i romanform og med specifik fokus på racisme mellem arabere og afrikanere

Foto: Mai Vanilli

Lystægteskabet er en fortælling over tre generationer, og mens bagtæppet er den rejsende – den rejsende fortæller, den handelsrejsende, migranten og den identitetssøgende – er romanens hovedtema den racisme, der i generationer har eksisteret mellem hvide arabere og sorte afrikanere i Marokko.

En racisme, som Tahar Ben Jelloun selv har mærket i sin egen familie:

”Jeg har selv oplevet den racisme, fordi jeg havde to sorte fætre. Min farbror havde taget en sort kvinde med sig hjem fra Afrika og fik børn med hende. Og de børn blev altid dårligt behandlet og ekskluderet fra alt. […] Det har jeg aldrig glemt, og jeg har på en måde skrevet denne roman for at yde dem retfærdighed og for at fordømme den racisme, som stadig eksisterer i Marokko i dag.”

Det er ikke nyt, at Tahar Ben Jelloun skriver om racisme, men det er nyt, at han gør det i romanform og med specifik fokus på racisme mellem arabere og afrikanere. Bestselleren Le racisme expliqué à ma fille (Sig mig far, hvad er racisme?), som udkom i 1998, er oversat til 47 sprog, inklusive esperanto, og er blevet brugt i undervisning verden over. I anledningen af 20-året for dens udgivelse, fortæller han, at den i år udkommer i en ny og opdateret udgave, fordi spørgsmålet om racisme, xenofobi og islamofobi har ændret sig radikalt med 9/11, islamistisk terrorisme, ISIS og de flygtningestrømme, der de seneste år har bevæget sig mod Europa.

Men romanen som genre kan, ifølge Tahar Ben Jelloun, noget, som faglitteraturen ikke kan, da den både ”taler til nydelsen og giver indsigt. Fiktionen er muligvis et af de mest effektive midler til at lære et samfund at kende.”

En fantastisk historiefortæller

Det er i år 50 år, siden Tahar Ben Jelloun debuterede med udgivelsen af digtet L’Aube des dalles (Morgengry på fliserne) i Souffles, et litterært avantgardetidsskrift som udkom i Marokko fra 1966-1971.

Allerede som ung studerende var han engageret i den politiske debat. Han deltog i de studenterprotester, der i 1965 kom til at markere begyndelsen på blyårene i Marokko. Og som han selv siger, betalte han dyrt for det, da han blev arresteret og sendt i militærdisciplineringslejr i 18 måneder, først i El Hajeb og siden i Ahermemou.

Det gør ondt at læse om sex og kønsroller i skyggen af racisme, hvor sorte kvinder seksualiseres, mens hvide kvinder afseksualiseres og nærmest afskyeliggøres i deres følelse af racemæssig overlegenhed

Men det er også herfra hans litterære engagement kommer. For mens han opholdt sig på ubestemt tid i Ahermemou og uden at vide om han nogensinde ville blive løsladt, begyndte han i det skjulte at skrive digte, bl.a. L’Aube des dalles. Og det var i Ahermemou at han fandt ud af, at litteraturen ikke kun er et sted hvor man kan søge tilflugt, men også er et sted hvor man kan gøre oprør.

I 1971 flyttede Tahar Ben Jelloun til Paris, både fordi han som filosofiunderviser var utilfreds med den arabisering af undervisningen som fandt sted, og fordi styret under Hassan II blev mere og mere repressivt og gjorde det så godt som umuligt at skrive uden at blive mistænkeliggjort.

To år senere udkom hans første roman, Harrouda, og i 1987 vandt han som den første nordafrikanske forfatter Goncourt-prisen for sin roman La nuit sacrée (Den hellige nat).

Både forgængeren L’Enfant de sable (Sandbarnet) (1985) og Den hellige nat cementerede Tahar Ben Jellouns status som engageret forfatter og fantastisk historiefortæller. I dobbeltromanen om Ahmed/Zahra – hvis far så inderligt ønsker sig en søn, at han beslutter sig for at opdrage sin ottende datter som en dreng med alle de rettigheder og privilegier der følger – leverede han en kras kritik af traditionelle kønsroller i Marokko.

Håbet

I Lystægteskabet gør han lidt af det samme. Som titlen antyder, er et af temaerne i romanen ægteskabet som institution i den muslimske verden – både det arrangerede ægteskab og lystægteskabet, som muslimske mænd kan indgå for en begrænset periode, mens de er ude at rejse for ikke at begå utugt.

Rammen med markedsfortælleren og den magiske realisme, som gennemsyrer historien, gør Lystægteskabet til en klaustrofobisk historie, fordi Tahar Ben Jelloun med disse litterære greb skildrer to kvinder, der ikke bare er hinandens modsætninger, men også er stereotypiserede til det ekstreme.

Karim et lille mirakel. For kun det handikappede barn med den umiddelbare kærlighed kan lære os at være menneske

Amirs første kone, Lalla Fatma, er, som Tahar Ben Jelloun siger under interviewet, ”en traditionel kvinde, som kommer fra et aristokratisk og konservativt samfund i Fez. Hun er ikke rebel, hun er ikke femininist. Hun er underkastet og accepterer at spiller rollen som mor og hustru uden at stille spørgsmål ved det. Seksualitet er for hende alene et spørgsmål om reproduktion.”

Den anden kvinde, Nabou, er fra Senegal, og det er hende Amir indgår i et lystægteskab med og for alvor forelsker sig i. Hun er ”fri i alle ordets betydninger. […] Hun har ikke de samme fordomme og traditioner som den hvide hustru. [… Hun er] en kvinde som ikke har nogen social status, ikke er placeret i en struktur, men som kender kærligheden, sandheden og passionen med manden.”

Det gør ondt at læse om sex og kønsroller i skyggen af racisme, hvor sorte kvinder seksualiseres, mens hvide kvinder afseksualiseres og nærmest afskyeliggøres i deres følelse af racemæssig overlegenhed. Mændene derimod kan det hele, så længe de er hvide og ikke viser følelser.

Lystægteskabet er virkelig en brutal fortælling, og hvis den overhovedet efterlader noget håb, så er det gennem Amirs søn Karim, som ligesom Tahar Ben Jellouns egen søn har Downs syndrom.

Mit sidste spørgsmål under interviewet retter sig derfor også mod, hvad det er for en historie Tahar Ben Jelloun ønsker at fortælle med Karim, som lyser op midt i xenofobien, stigmatiseringen, volden og selvudslettelsen.

For Tahar Ben Jelloun er det smukke ved Karim og ved hans egen søn, at de på en og samme tid er skrøbelige og blottet for ondskab. Karim er i den forstand en karakter, der har ”en sådan grad af medmenneskelighed i sig, at han giver alle omkring sig sans for det medmenneskelige.”

I et fortælleunivers, hvor fortælleren Goha opfordrer alle til at være onde – for kun de ondskabsfulde, som ikke lade sig påvirke af noget, lever længe – er Karim et lille mirakel. For kun det handikappede barn med den umiddelbare kærlighed kan lære os at være menneske.

Tahar Ben Jelloun: Lysægteskabet.
Oversat af Inge-Lise Dalager.
Forlaget Arvids. 9. marts 2018.
220 sider. 248 kr.

Fotos: Mai Vanilli.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Tina Dransfeldt Christensen (f. 1979) er ph.d. i Kultur- og Sprogmødestudier fra Roskilde Universitet og cand.mag. i Islamiske Studier fra Københavns Universitet. Derudover er hun fagkonsulent ved FOF København, ledende redaktør på Tidsskrift for Islamforskning og har tidligere arbejdet som redaktør på Forlaget Vandkunsten. Hun har siden 2004 beskæftiget sig med Mellemøsten og Nordafrika, særligt moderne arabisk-islamisk filosofi og moderne arabisk og frankofon litteratur. Hun har skrevet ph.d.-afhandling om den marokkanske forfatter og filminstruktør Abdellah Taïa og hans virke som forfatter og LGBT-aktivist. I den sammenhæng har hun arbejdet indgående med køn og seksualitet i marokkansk litteratur, LGBT-aktivisme i Marokko samt globaliserede diskussioner om forholdet mellem islam og homoseksualitet.

Seneste artikler om Kultur