IRAN // ANALYSE – Da Irans præsident Ebrahim Raisi i maj måned døde ved et helikopterstyrt, begyndte en magtkamp i kulissen, hvor flere havde en vis modvilje mod den nu afdøde præsident. Blandt andet er Mojtaba, søn af storayatollahen Ali Khamenei, rykket et skridt nærmere posten som landets øverste leder.
Landets øverste leder, storayatollah Ali Khamenei, er 85 år, og med skrantende helbred forventes han ikke just at holde mange år endnu. Der er med andre ord gjort klar til et machiavellisk spil af dimensioner i kulisserne og korridorerne i magtens centrum.
Tørre tårer og virale memes
Da Irans præsident Ebrahim Raisi døde ved et helikopterstyrt den 19. maj, var der blandt den iranske civilbefolkning kun tørre tårer tilovers for landets præsident. Hvis der var en udtalt mangel på tårer over Raisis død, var der til gengæld en overflod af virale memes på nettet. Vittigheder, der alle gjorde grin med den afdøde præsident.
Regeringen udstedte kort efter fem dages officiel landesorg. Samtidig blev der i henhold til landets konstitution udskrevet valg, som derved bliver afholdt den 28. juni, hvor landet skal have fundet en ny præsident.
En trofast – og forhadt – støtte
Ebrahim Raisi tiltrådte præsidentposten i 2021 efter et valg, der bedst kan betegnes som en formssag uden reelle valgmuligheder. Op til valget i 2021 havde det vigtige Vogternes Råd, som skal godkende de enkelte præsidentkandidater, sørget for, at Ebrahim Raisi reelt var den eneste kandidat, der havde en chance for at vinde valget.
Raisi var kendt som en ultrakonservativ og stærk støtte til landets styre. Ikke overraskende var der ikke ligefrem udbredt støtte og opbakning til manden, som gik under navnet ”Slagteren fra Teheran” iblandt civilbefolkningen. Den lidet skønne benævnelse skyldtes Raisis andel i henrettelsen af en lang række politiske opponenter i 1988. Det var samme Raisi, der senest stod bag myndighedernes håndtering af den store protestbølge ”Kvinde, Liv, Frihed” i kølvandet på drabet på Mahsa Amini i 2022.
Men der var tillige en modvilje mod manden i de interne gemakker i magtens centrum. Flere følte, at han ikke alene pyntede sig med lånte fjer, men at hans smag for magt havde steget ham til hovedet.
Raisi selv brugte titlen ayatollah om sig selv, uagtet at han reelt ikke havde ret til at bruge den titel grundet manglende kvalifikationer. Folk i inderkredsen så dette som et udtryk for brug af lånte fjer og følte, at Raisi havde fået lidt for høje tanker om sig selv.
Dét kan være ganske farligt i et miljø med flere aktører, der alle ønsker adgang til magten. Storayatollah Khameneis søn, Mojtaba, var én blandt mange, der ikke var imponerede over Raisis fremfærd. Ikke mindst fordi Raisi var ved at få sig en langt stærkere international profil. Endvidere blev Raisi af mange betragtet som den naturlige arvefølger til landets øverste leder, Ali Khamenei. En post, som Raisi selv ikke lagde skjul på, at han ønskede at indtage.
Men ud over Raisi som en mulig arvtager til Khameneis post som landets øverste leder har også Khameneis egen søn, Mojtaba, længe været betragtet som en mulig kandidat til netop denne post. Der var med andre ord en vis konkurrence om posten mellem de to herrer.
Khamenei selv skulle efter sigende have været mest opsat på, at Raisi skulle overtage posten, snarere end sin egen søn. Først og fremmest fordi det i så fald ville blive et dynastisk tronfølgersystem, som selve den islamiske revolution i 1979 netop var et oprør imod.
Hvis en reformivrig Mojtaba skulle overveje at løsne det religiøse greb om befolkningen, få løsladt de mange politiske fanger og søge samarbejde med Vesten, ville det formentlig på mange måder være en acceptabel løsningsmodel for civilbefolkningen
Khamenei selv er formentlig bevidst om, at der internt i præsteskabet har været en udtrykt modvilje mod at skubbe sønnen Mojtaba frem i position af selvsamme årsag. Ikke desto mindre må sidste måneds helikopterstyrt alt andet lige have ført Mojtaba ét skridt nærmere posten som landets øverste leder.
Af andre aktører med smag for magtens sødme er tillige den øverste ledelse i den Islamiske Revolutionsgarde, der efter sigende er træt af at skulle bruge kræfter på at håndhæve tørklædepåbuddet over for den kvindelige del af landets befolkning, der efter drabet på den unge kvinde Mahsa Amini i 2022 fortsat nægter at bære tørklæde.
Mojtaba ville dermed være i stand til at fastholde den teokratiske statsmodel med præsteskabet nogenlunde intakt samtidig med at kunne tilfredsstille civilbefolkningen uden et større oprør mod selve styret
Endelig er der den stadig magtfulde Rafsanjani-klan, der tabte magtkampen mod Khamenei, men som stadig er særdeles velhavende, og som gerne ser deres tidligere nederlag hævnet. Klanen står således klar i kulissen og afventer den nuværende uklare situation efter Raisis død.
Den hemmelighedsfulde søn
Mojtaba Khamenei er på mange måder noget af en gåde. Han har ikke nogen officiel post i landets styre. Han optræder ikke i de officielle medier i landet. Han er imidlertid ansvarlig for faderen, Ali Khameneis, såkaldte bayt, husholdning, som er af ganske omfangsrig størrelse og betydning ikke mindst. Det er tillige en position, der har givet Mojtaba en direkte adgang til efterretningsapparatet og landets forskellige sikkerhedstjenester. Det er selvsamme adgang, der tilsyneladende skulle have sikret ham stærke bånd og forbindelse til disse enheder, der på sigt vil kunne komme ham til gode, hvis kampen om overtagelse af landets øverste post skulle stramme til.
Rygterne på de iranske vandrør vil vide, at Mojtaba tilsyneladende er fascineret af den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, og ikke mindst dennes adgang til magten. Især den store reformiver, bin Salman har udvist i Saudi-Arabien, skulle tilsyneladende have gjort indtryk på Mojtaba.
Hvis en reformivrig Mojtaba skulle overveje at løsne det religiøse greb om befolkningen, få løsladt de mange politiske fanger og søge samarbejde med Vesten, ville det formentlig på mange måder være en acceptabel løsningsmodel for civilbefolkningen. Mojtaba ville dermed være i stand til at fastholde den teokratiske statsmodel med præsteskabet nogenlunde intakt samtidig med at kunne tilfredsstille civilbefolkningen uden et større oprør mod selve styret.
Valget den 28. juni
Det kommende præsidentvalg afholdes med seks godkendte kandidater, hvoraf fem er konservative og en enkelt reformivrig, Massoud Pezeshkian, hvis tilstedeværelse på stemmesedlen formentlig først og fremmest er for god ordens skyld.
Pezeshkian har i de hidtidige debatrunder plæderet for et større regionalt og globalt samarbejde for at forbedre landets sønderskudte økonomi. Han har tillige ønsket at ophæve de nuværende forbud mod brug af en lang række sociale platforme såsom Telegram, Facebook, Instagram og X.
Det er formentlig budskaber, der lyder tiltalende for en ung civilbefolkning, der i højere og højere grad ideologisk set kommer længere væk fra den 85-årige leder af landet, der har siddet på magten i 35 år.
Hvem der end måtte ende som præsident for Iran, kan på mange måder være en indikator for, hvilken retning Iran vil gå fremadrettet. I sidste ende vil det dog være mindst lige så vigtigt, hvem der kommer til at indtage den øverste post i landet.
Raisis død kan bane vejen for en ny dynamik i landet, som i høj grad lider under vingestækket økonomi, herunder økonomiske sanktioner, en stigende isolation fra Vesten grundet landets udenrigspolitiske linje og samarbejde med Rusland, Kina og dets støtte til Hamas. Sidst, men ikke mindst er det et land med en befolkning, der i højere grad end nogensinde før har vendt styret ryggen.
Hvis Iran skal overleve som teokrati med et præsteskab ved magten, er det vist på tide, at gamle mænd i firserne lader yngre kræfter komme til.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og