corona tv sport

Coronatomme tribuner runger hult i TV-stuerne

i Sport/Klumme af
FODBOLD // KRONIK  – Millionerne fosser ud af klub- og landsholdskasserne i dansk og international fodbold. Til offentlig skue for alle os derhjemme i TV-stuerne, der forsøger at holde gejsten oppe foran skærmen. Det er ikke let, skriver Kurt Lassen.

Golf går lige an. Man savner the roar på Augusta National, når spillerne tager turen op ad fairways, selvom der også ville have været totalt musestille, hvis Tiger Woods som i søndags i den komprimerede 2020-coronaudgave af The Masters i et rent Tin Cup-moment brugte 10 slag på et par 3-hul.

Lyden af støvle mod læderbold fylder alt for meget i min stue

Golf går alligevel an som TV-sport uden tilskuere. Også Formel 1 på regnvejrsdæk og uafhængighed af lægternes larm. Ditto håndbold, så længe restriktionerne tillader 500 af slagsen som sparsom men dog tilstedeværende lydkulisse i en sportshal.

Såmænd endda efterårets sydeuropæiske dødsrally på cykel, der som en anden smittesnog etape efter etape sneg sig henover bjergpas og igennem dale i franske, italienske og spanske Grand Tour-udgaver og tjente til påmindelsen om, at hele sportsgrenes eksistens var på spil. At pengestrømmen i international sport er pinedødafhængig af TV-transmission og så vidt muligt at holde rettighedsaftalerne i hævd.

Men lyden af støvle mod læderbold fylder alt for meget i min stue.

I totalbilledet af tomme og gigantiske betonmausoleer som kulisse for endeløse fodboldkampe sidder jeg dér og venter på det næste duuunk og en bold på vej i ubestemmelig retning, imens hovedet og opmærksomheden er bøjet forover og ned i den second screen, der er flow- og streamingtjenesternes massive koncentrationskonkurrent.

Lyden af fodbold er en vigtig løftestang, og når jeg retter mig op i splitsekundet for en smule mere gennemtrængende støvle mod læderbold, ser jeg ikke andet end endnu et reklamebanner spændt ud over det meste af en tom endetribune. Og ender med øjnene nede i mobilen igen.

Novembertågens tilbagevendende erindring af en gammel Gnags-strofe: ”Sidste træning på stadion, gadelygter og kølige kys – endnu et efterår” har altid efterladt mig med fornemmelsen af provinsens seriefodbold og aftenoplyste træningsanlæg til nostalgisk skue langt ude fra omfartsvejenes forbifart.

Superligaordningens kvart- eller halvfyldte stadions har ingen gang på jord inden jul

Med glædens forventning og brændeovnssæsonens vintergrønne græs og fuldt stadionhalogenblus fra de 40, 50, gud bedre det efterhånden langt over 80 tommers indramning af et lydbillede, der er frosset fast: Fodboldens lyd.

Kommentatorernes og eksperternes akkompagnement fejler intet.

Tværtimod er nødvendigheden af deres tilstedeværelse taget til i styrke fra forårets pludselige og pandemipålagte tavshed på stadion til den redigerede dåselyd eller såkaldte ”oplevelsesforbedrende underlægningslyd”, som sportschef hos rettighedshaver Nent Group, Kim Mikkelsen, har tituleret underlægningen til først og fremmest flowudgaven af Bundesliga-, Premier League- og Champions League-kampe.

Herhjemme har 500 personer, spillere, medieaktører, sponsorer og tilskuere i alt på stadion udgjort den pålagte og sundhedsforsvarlige grænse i superligaen.

Forsøgene i foråret og sommeren med flere på stadion opdelt i sektioner og separat indgang og udgang forløb for de fleste kampes vedkommende løfterigt, lidt af lyden vendte for en stund tilbage, men da fodboldlobbyen i den nye sæson lagde velforberedt protokolpres på regeringen for at ophæve den genindførte maxgrænse på 500, røg de frontalt ind i smittekurvernes acceleration.

Superligaordningens kvart- eller halvfyldte stadions har ingen gang på jord inden jul, og det ændrede et samråd med kulturministeren i tirsdags ikke en tøddel på. Ej heller som en symbolpolitisk imødekommenhed.

Som en ørkesløs malstrøm af træningskampe, vi klamrer os til hjemme ved skærmen i forestillingen om, at det er den ægte vare. Vi holder øjnene åbne, lukker ørerne og strejfer ned over ‘second screen’

Selvom det europæiske fodboldforbund UEFA har tilladt at udnytte op til 30 procent af tilskuerkapaciteten til Champions League- og landskampe, har de lokale restriktioner over hele Europa sat en langstrakt stopper for de udsigter.

Og jo, jeg lettede da også på nationalkasketten, da FC Midtjylland endelig fik splintret glasloftet og for første gang kvalificerede sig til den guldrandede klubturnering, men den voldsomme optaktshype stod ingenlunde mål med debutens tre første kampe.

Ikke så meget fordi midtjyderne blev vippet af brættet mod Atalanta, slap med et 2-0-nederlag på Anfield og fik rejst sig til et hæderligt 2-1-svirp hjemme mod coronaplagede Ajax Amsterdam.

Nej, de rækkevis af forladte og afblegede plastiksæder, ekkoet fra tomhedens hule drøn af et duuunk op i aftenmørket på Heden overdøvede Champions League-hymnen og FC Midtjyllands finest hour.

Som en ørkesløs malstrøm af træningskampe, vi klamrer os til hjemme ved skærmen i forestillingen om, at det er den ægte vare. Vi holder øjnene åbne, lukker ørerne og strejfer ned over second screen.

Varen er naturligvis ægte nok i sin substans. Spillere, trænere og stab, der opererer i coronaforskrifternes bobler, skrig, skrål og mundbind i klub- og landsholdsfarver på sidelinjen.

Det er sundt nok at få rusket op i gammelmandsforståelsen af en 4-4-2 med diamant på midten

Hørbare kommandoråb og taktiske dessiner blander sig i dunkene fra indersideafleveringer, og vi forsøger at mande os op til at opretholde spændingen. I visheden om, som man siger på amerikansk valgkampssprog: ”It’s the economy, stupid”. Pengene skal i kassen ved at honorere TV- og sponsoraftaler.

De godt 200 millioner kroner, FC Midtjylland indkasserer for CL-deltagelsen fejler jo ikke noget, og hvis ellers rettighedshaverne kan holde dampen og seertallene nogenlunde oppe henover vaccinens ankomst, er den mission af væsentligste betydning for dansk og europæisk fodbold.

I mellemtiden ser vi med, måske på skrømt, lytter, om end kun til kommentatorlyden og den akkumulerende indholdsproduktion af podcasts, jeg også selv er på overdosis af. Den taktiske faganalyse af spillets gang har i den grad fået overtaget, fordi fællesfortællingen fra TV-stadionoplevelsen og begejstringens banale lyd er forsvundet.

Referencerammen er helt og aldeles overladt til spillet på banen, og det er sundt nok at få rusket op i gammelmandsforståelsen af en 4-4-2 med diamant på midten. Nutidslingoens big data, expected goals, heatmaps, moneyball og outspend versus outthink er også et udtryk for ordstrømmens uendelige jagt på merværdi. Lidt ud fra endnu en amerikansk slogan- og kommunikationstraver: ”Content is king”.

Studievært Zak Egholm, spørger før sidste reklamebreak inden kickoff med retorisk suspense ud i stuerne: ”Vi skal holde en lille pause, men huuuha, kan i mærke det derude?” Nej, ikke sådan rigtigt

Indhold er fremdeles kongen, men så skal produktet, der genererer det, også leve op til berettigelsen for produktionsiveren.

Voldsomme resultatudsving i ligaerne, hvor subtopklubberne henter storsejre på mennesketomme udebaner, der er udvisket til ligegyldige kulisser. Eller et coronaisoleret landshold på spøgelseslangfart til et belgisk forstadsstadion til Bruxelles og gruppefinale i Nations League mellem Belgien og Danmark.

Med tre timers optakt på Kanal 5 og studievært Zak Egholm, der før sidste reklamebreak inden kickoff med retorisk suspense spørger ud i stuerne:

”Vi skal holde en lille pause, men huuuha, kan i mærke det derude?”

Nej, ikke sådan rigtigt.

Intet i øvrigt at udsætte på optaktsstudiet oppe fra København, til gengæld en del i transmissionens tristesse på en hurtig belgisk 1-0-føring, en dansk 1-1-opblomstring og ellers tilbage til den trøstesløse følelse af en slags spil for galleriet, dyrt betalte fodboldspillere i krampagtige forsøg på at holde grimassen i fodboldens udgave af en coronahjemmearbejdsplads – Zoom-møde på et tomt stadion.

De skal arbejde for føden, og vi mangler statistik målestok for et tomt Parkens indflydelse på en FCK- eller landsholdsspillers motivation, spændingsniveau og præstation.

Så længe, der er TV-signal, er der liv. I klubberne, for landsholdet, i stuerne

Selskabet bag FC København har nedjusteret forventningerne til 2020 til mere end en kvart milliard. 25 millioner er nonchalant gået til at fyre Ståle Solbakken midt i behovet for hjælpepakker og udstrakte kultur- og sundhedsministerielle hænder til flere tilskuere på tribunen, mens folk træder hinanden over tæerne i Tivoli og Bilka.

Sådan er træner- og transferkarrusellens logik. 25 millioner kan sagtens give mening på den lange bane. Og den bidrager til diskussionslystens formater i TV-tommers Ren Fodboldsnak og podcastbølgens Superliga for Voksne, 4påFoden og Fodbold FM. Grundfortællingen er stadig stærk, grundstoffets anekdotiske og historiske arkiv uudtømmelig, og jeg abonnerer på det hele. Kryber sammen inde i coronaboblens trøst af en ligegyldig live-transmission, der skal redde hele butikken.

Så længe, der er TV-signal, er der liv. I klubberne, for landsholdet, i stuerne.

Selv mine modstræbende 179 kroner for abonnementet på Discovery-streamingtjenesten Dplay, så jeg kunne få landsholdsterminens tre kampe og et par forestående superliga-ditto med, må jeg konstatere er godt givet ud. Hellere den afveksling fra CNN-sløjfens manglende præsidentfacit i den store Yousee-pakke end at undvære landskampene på Kanal 5.

Men der er flueben ved opsigelsen efter en måned, så jeg ikke bliver alt for principvaklende i mit Yousee-tilhørsforhold. Discovery-sportskanalerne Kanal 5, Canal 9 og Eurosport røg for et års tid siden ud af Yousee-pakkerne i et distributionsstrategisk opgør mellem Discovery og markedsdominerende Yousee og har kostet titusindvis af seere til både superliga- og landskampe.

Det er en ynk. Jeg synes virkelig, det er ringe

Landsholdet og DBU kommer ud på den anden side med en redningskrans med næste sommers EM-slutrunde på DR og Viasat, og TV2 har købt landsholdsrettighederne fra 2022 og seks år frem.

Superligaens såkaldte penetration må lide under endnu tre års fangenskab med to kampe om ugen på Discovery-kanaler, som Yousee-kunder med fire superligakampe fra Viasat-kanalerne skal købe ved siden af.

Den manglende købelyst skinner kraftigt igennem på seertallene til lands- og superligakampe. Sponsorernes eksponering daler i samme takt, og det gør kun TV-rettighedernes finansiering af fodbolden i en skrøbelig coronatid endnu vanskeligere.

Således har en af de største og mest aktive aktører på sponsorsiden, Arbejdernes Landsbank, gjort en mærkesag ud af at udtrykke frustration, med pres på klubberne og Divisionsforeningen om at gøre noget ved TV-aftalen. Som storsponsorbankens marketing- og kommunikationsdirektør, Peter Froulund, udtrykte sig i podcasten Fodbold FM i denne uge:

”Tacklingen, den er hård, kan jeg lige så godt sige. Det er med knopperne forrest og det hele. Jeg så TV-tallene til landskampen i går, 394.000 (Danmark-Island, red.) og nu skal der gøres noget ved de der TV-rettigheder omkring 2.- og 5.-valget i superligaen og landskampene.

Det holder simpelthen ikke. Jeg ved godt, at den store abe på skulderen for at gøre noget ved det selvfølgelig er penge, rigtig mange til superligaen og sikkert også en del til DBU. Hvis man vil have et produkt fremadrettet, som er interessant kommercielt, og som udvikler sig, og hvor interessen er bred, så skal der altså gøres noget ved det der.

Det er en ynk. Jeg synes virkelig, det er ringe.

Den regning bliver dyr, og jeg ved ikke, hvem der kommer til at samle den op andet end sporten. Specielt delen, at 2.-valget i superligaen bliver set af omkring 80.000

Det er både den direkte værdi, klubberne og landsholdene har kommercielt lige nu.

Det næste er også, at den interesse, man ikke får skabt, også er dyr. Folk, der ser noget andet, har andre interesserer, marginalseerne og interessenterne, de kommer ikke tilbage så nemt. Så det kan godt være, man sidder og siger, vi kan ikke rigtig gøre noget, og vi må lige se.

Fint, men den regning bliver dyr, og jeg ved ikke, hvem der kommer til at samle den op andet end sporten. Specielt delen, at 2.-valget i superligaen bliver set af omkring 80.000.

Det er et kæmpe problem, og altså store klubber, FCK, Brøndby, Midtjylland, som ville kunne trække væsentlig mere. Det handler ikke om selve dækningen, Jeg synes, Discovery gør det fantastisk, det er slet ikke der, vi er, men den penetration, de har, er sløj.”

I Mediano-potcasten Superliga for Voksne fulgte Peter Froulund et par dage efter op med en corona-mellemregning:

”Jeg tror først, vi ser den rigtige regning for corona, når vi er nået dertil, hvor goodwill fra sponsorer og hjælpepakker er løbet ud, og vi skal til at begynde det, der minder om en normal hverdag igen.

I Arbejdernes Landsbank kan vi mærke, at vi i 2020 overhovedet ikke har kunnet lave events med fans og gæster på stadion. Det er en af de ting, vi absolut ikke har fået en leverance på.”

For superligaen er der manglende omsætning på en lille milliard kroner på spil

Den leverance får sponsorerne næppe meget mere af på den her side af jul. 500 tilskuere rækker som en skrædder i helvede i en superligaøkonomi, der må sætte sin lid til, at TV-pengestrømmen på trods af produktets udvandede indhold kan stå coronavinteren igennem i håb om en snarlig vaccine.

For superligaen er der manglende omsætning på en lille milliard kroner på spil. Verdensfodbolden har for længst passeret tab på 100 milliarder. Og ikke et ord om mink og 5-6.000 arbejdspladspladsers endeligt, men stort set lige så mange herhjemme er beskæftiget i superligafodbolden.

Nå, nu er der Tottenham-Manchester City på 3+. Må hellere holde lidt øje med ham Pierre Emile Højbjerg. Topkampen bliver indledt med et minuts afdæmpede klapsalver fra 22 spillere samlet om midtercirklen til ære for den nylig afdøde Spurs- og Liverpool-målmandslegende Ray Clemence.

Lige før lockdown besøgte jeg det imponerende og nybyggede Totteham Hotspur Stadium for fuldt hus. I dag spiller de fanslagsangen ”Oh, When The Saints” som kunstig underlægningslyd til 1-0-føringen. Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg næsten genkalde mig den autentiske volumen tilbage i februar af 60.000 tilskuere i fælleskor i det nordlige London.

Pierre Emile losser bolden ud af kommunen inde i skærmen:

Duuunk…”


LÆS FLERE TEKSTER AF KURT LASSEN HER


Topfoto: Kurt Lassen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kurt Lassen, født 1964, er journalist og forfatter.
Har igennem 25 år arbejdet for Danmarks Radio, JydskeVestkysten, Berlingske Tidende og BT. Han står bag en række biografier om bl.a. Nikolaj Jacobsen, Thomas Gravesen, Nicklas Bendtner, Anders Dahl-Nielsen, Thomas Evers Poulsen, Jes Høgh, Kenneth Plummer, Flemming Toft, Morten Olsen og Caroline Wozniacki.

Seneste artikler om Sport

Fordomme

Fordomme på glatis

SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i